Mathias Findalen i RÆSON SØNDAG: Verdens autoritære ledere har omfortolket demokratiet. Det vil kræve en ihærdig og lang kamp at tage det tilbage
26.06.2022
„Verdens autoritære ledere har påbegyndt det største angreb på de liberale demokratier i årtier ved at operere med netop de demokratiske principper, som de liberale demokratier tidligere havde patent på.‟
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Mathias Findalen
Første gang, jeg offentligt så den tyrkiske præsident, Recep Tayyib Erdoğan, var i 2011. Jeg var tilskuer, da hans regeringsparti AKP fejrede deres 10-års jubilæum på et fodboldstadion uden for Ankara. Stadionet var propfyldt med borgere, der var blevet kørt ind fra hele landet for at tage del i festlighederne. Erdoğan tog talerstolen og talte i tre stive timer uden pauser – om den velfærd, han havde skabt, og om vigtigheden af at holde både samfundet og staten i tæt greb, så Tyrkiet ikke risikerede at blive undergravet af militærkup eller imperialistiske kollaboratører som tidligere i historien. Det fik publikum til at bryde ud i jubel og begejstring.
Demokratisk recession
Det seneste årti har en alternativ demokratifortolkning vundet frem blandt verdens autokrater. Den er baseret på et folkeligt anslag, der er væsentligt mere statsstyret, kontrolleret og monokulturelt end det liberale demokrati. Autokraterne har erkendt, at de er lige så afhængige af befolkningens legitimitet som det liberale demokrati. De sikrer deres folkelige forankring gennem kontrol med oppositionen og medierne og ved at afholde ufrie valg, der imiterer demokrati og manifesterer deres påståede opbakningen i befolkningen. De monopoliserer magten gennem en snæver elite af pengemænd, familiemedlemmer, politiske inderkredse og kriminelle, ligesom de ændrer forfatningen, så de kan hævde at have loven på deres side. Alt dette er for autokraterne og deres tilhængere ikke en annullering af demokratiet, men en effektivisering.
De autoritære har med denne nye demokratifortolkning mobiliseret store dele af klodens befolkninger, og det burde vække bekymring hos de liberale demokratier, at netop demokratiet åbenbart er blevet et globalt allemandseje
_______
Denne autoritære demokratifortolkning vinder frem i adskillelige lande og ifølge rapporten ”Freedom In The World” fra 2022 af organisationen Freedom House er den ligefrem i hastig vækst. Rapporten bekræfter, at overholdelsen af politiske rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder er faldet på verdensplan de seneste 16 år. Det øger udsigten til, at autokrati kan overhale demokrati som den model, der styrer internationale adfærdsstandarder. Befolkninger accepterer globalt i højere grad de autoritæres demokratisyn: At valghandlingen, ikke de liberale principper, konstituerer regeringens legitimitet, at magtbeføjelserne bør samles hos én leder uden begrænsninger. De klassiske demokratiske strukturer i et sådant autoritært-demokratisk land – partierne i parlamentet, civilsamfundet og medierne – findes stadig, men har meget begrænset magt. Autokratens typiske retorik er, at de holdes ”under opsyn”; og at man, hvis man ikke førte opsyn med dem, åbnede for en undergravning af staten. Det er for autokraten et demokratisk argument. Orbán kalder denne styreform for det iliberale demokrati, og i Kina betegner de deres egen styreform som ”et demokrati, der virker”.
De autoritære har med denne nye demokratifortolkning mobiliseret store dele af klodens befolkninger, og det burde vække bekymring hos de liberale demokratier, at netop demokratiet åbenbart er blevet et globalt allemandseje. Som den bulgarske politolog Ivan Krastev har påpeget: ”[De liberale] europæiske ledere bør i bund og grund ikke bekymre sig om, hvorvidt Rusland vil komme til at dominere verden med sin magt, men nærmere, om den autoritære styreform, Putin styrer Rusland med, vil brede sig til store dele af verden.”
De autoritære styreformer
Autoritære styreformer kan umiddelbart inddeles i tre kategorier med hver sin (mandlige) repræsentant.
Den mest dominerende på den internationale scene er de autoritære stater. Det er Putins Rusland og Xi Jinpings Kina, ligesom Modis Indien bevæger sig derhenad. De tre repræsenterer omtrent halvdelen af verdens befolkning, og de opererer med en kolossal økonomisk og militær magt, som de anvender til territoriale ambitioner: Ruslands krigsførelse i Ukraine, Kinas de facto overtagelse af regeringsmagten i Hong Kong, mulig kinesisk intervention i Taiwan og Indiens flirten med at angribe Pakistan. Disse stater begrænser kritik af magthaverne til et meget begrænset omfang for at opnå demokratisk legitimitet hos befolkningen. Stærke politiske modstandere fjernes fra scenen med anklager om imperialistisk kollaboration eller underslæb. Nogenlunde det samme sker over for medierne, hvor der tillades mediefrihed hos få af de helt små aktører, mens de store medier bliver kontrolleret, for at magthaverne kan fremhæve, at der er ytringsfrihed.
En anden gruppe kalder jeg for de autoritære demokratier. Det er systemer, som egentlig har liberale, demokratiske strukturer, men som overtages af autokrater. Det er fx Orbáns Ungarn, Kazcynkis Polen, Erdoğans Tyrkiet og Bolsonaros Brasilien. Det er stater, som ikke har samme globale magt som de autoritære stater, men som ligeledes slår ned på kritikere i civilsamfundet og medierne, omend i mere begrænset omfang, end Kina og Rusland gør det. De legitimerer det ved hjælp af et omfattende propagandaapparat. De autoritære demokrater gør alt for at styre valgene, så de er mest lukrative for dem selv, men de kan ikke lave åbenlys valgsvindel. Befolkningen har mere magt i de autoritære demokratier, end vi ofte forestiller os. I de senere år har der i Istanbul været vedvarende protester ved Boğaziçi-universitetet, fordi rektoren blev udpeget af Erdoğan. I Warszawa fandt der enorme protester sted mod regeringens abortlovgivning. I Budapest gør civilsamfundet oprør mod Orbán, og i Sao Paolo var der massive protester mod Bolsonaros covid-politik. De autoritære demokratier er ligeledes kendetegnet ved en stor splittelse mellem land og by. Ved præsidentvalget i Polen i 2020 vandt PIS-regeringen kun fire ud af de 30 største polske byer. Ved lokalvalget i Istanbul i 2019 tabte Erdoğans parti AKP 7 ud af de 10 største tyrkiske byer.
Den tredje gruppe er de autoritære despoter, som er kendetegnet ved total kontrol og undertrykkelse udført af én enevældig hersker. Som Montesquieu så famøst sagde om despoti: ”Det er umuligt at tale om disse monstrøse regeringer uden at føle rædsel.” De despoter, som besidder størst magt på den globale scene, findes blandt Mellemøstens mest indflydelsesrige nationer som Bin Salmans Saudi-Arabien og Khameneis Iran. Så er der de despoter, der har gjort deres land til paria-stater. Det er fx Maduro i Venezuela, Lukasjenko i Belarus og Ortega i Nicaragua. Det er frygt-paradigmer i yderste potens, hvilket også er deres hæmsko. Deres magt kan hurtigt vakle (især i paria-staterne), fordi staten er gennemsyret af korruption, og samfundene er i så skrøbelig en tilstand. Grunden til, at de autoritære despoter ikke er diktaturstater endnu, er, at der stadigvæk findes små lommer af modstand og et begrænset civilsamfund, modsat fx Nordkorea eller Eritrea.
Der er blandt de liberale demokratier opstået en forståelse af, at de ikke kan udkonkurrere de autoritære og derfor i stedet må samarbejde med dem
_______
Alle tre kategorier har ligeledes træk af såkaldt strong man-styreform. Autokrati-historikeren Ruth Ben-Ghiat har påpeget de væsentligste træk ved denne styreform: Lederen er pragmatiker og skifter gerne politiske venner og fjender efter de politiske vinde. Korruption er heller ikke nødvendigvis negativt; det viser blot politisk overlegenhed. Maskulinitet er ligeledes en afgørende faktor, hvilket lederen fremviser gennem sit ensidige syn på identitet, køn og seksualitet. Og så er lederen kendetegnet ved en klar personificiering af landets politik, hvilket medfører, at de såkaldte stærke mænd sjældent indrømmer fejl. Det gør det svært at ændre politiske kurs, når nederlaget kryber tættere på.
En autoritær fascination
Nogle gange finder de autoritære tendenser også vej til de liberale demokratier. Da Boris Johnson kort tid efter sin magtovertagelse i 2019 sendte parlamentet hjem, selvom domstolen dømte det ulovligt, og efterfølgende smed 25 højtstående medlemmer ud af det konservative parti, mindede det om autoritær logik. Man kunne nærmest høre ekkoet af adfærdsøkonomen Karen Stenners analyser, der viser, at ca. en tredjedel af verdens befolkning besidder en fascination af autoritær adfærd.
I nogle sammenhænge lader liberale demokratier sig ligeledes inspirere af de autoritære lederes effektivitet og magtmonopol. Autokrater er for eksempel hurtige at lave aftaler med, fordi der ikke er de samme juridiske bremseklodser, ligesom de liberale demokratier har måttet erfare, at de er afhængige af autokrater i den globale forsyningskæde. Det ser vi, når EU underskriver flygtningeaftaler med Tyrkiet, eller når vi herhjemme igangsætter udliciteringssamarbejder med Rwanda og Kosovo eller indleder et strategisk partnerskab med Indien om grøn omstilling. Der er blandt de liberale demokratier opstået en forståelse af, at de ikke kan udkonkurrere de autoritære og derfor i stedet må samarbejde med dem.
Fremtidens autoritære
Putins krigsførelse i Ukraine vil muligvis indskrænke de autoritære lederes manøvrerum i årene, der kommer. De sidste par måneder har det ikke fremstået særlig attraktivt at blive sat i bås med en koldblodig enehersker. Størstedelen af de politikere i Europa, der fascineres af det autoritære og idoldyrker Putin – fx Salvini i Italien og Marine Le Pen i Frankrig – har måtte tage afstand fra Putin, fordi selv deres egne vælgere støtter den ukrainske befolkning. Autoritære globale ledere som Modi og Xi har været tavse, alt imens de forsøger at leve op til deres suverænitets- eller neutralitets-principper. Erdoğan har forsøgt at lege fredsmægler.
Det er dog vigtigt at minde om, at på trods af Vestens tydelige solidaritet med Ukraine, hersker der på globalt plan ikke samme læsning af udfaldet af Ruslands intervention. Den franske filosof og aktivist Claude Leforts påpegede i efterdønningerne fra 2. verdenskrig og den hyppige tendens til at tage demokratiet for givet, at det er en illusion at tro, at vi ved, hvad demokratiet er; det er nærmere en leg med åbne muligheder indledt i en fortid, der stadigvæk er tæt på.
Verdens autoritære ledere har påbegyndt det største angreb på de liberale demokratier i årtier ved at operere med netop de demokratiske principper, som de liberale demokratier tidligere havde patent på. Hvis det liberale demokrati skal bestå i den globale orden, må langt flere liberale demokratier vise, at demokratiet er en god styreform, netop når borgernes rettigheder på den ene side sikres gennem en ukrænkelig forfatning, og på den anden side er langt mere nærværende ved at realisere den liberale drøm om frihed og ukrænkelige levestandarder for et flertal af befolkningerne.■
Hvis det liberale demokrati skal bestå i den globale orden, må langt flere liberale demokratier vise, at demokratiet er en god styreform
_______
Mathias Findalen (1985) er historiker og forfatter til bogen Det Tyrkiet der Splitter (2020). ILLUSTRATION: Tyrkiets præsident Erdogan (til venstre) byder Ungarns premierminister Viktor Orbán velkommen til det præsidentielle kompleks i Ankara, 11. november 2021. [FOTO: Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
