Martin Geertsen (V): Regeringen har siddet på hænderne i 2,5 år uden at træffe strukturelle beslutninger på sundhedsområdet

04.01.2022

”De strukturelle beslutninger om hvem, der skal tage sig af hvad i det danske sundhedsvæsen, er ikke blevet truffet endnu. Hvis man ikke får gjort det, så bliver det, vi ser nu, bare værre og værre. Og det er også derfor, vi skælder lidt ud på regeringen over, at den bliver ved med at sidde på hænderne.”

Interview af Albert Søgaard Thomsen

RÆSON: I jeres principprogram står der om sundhedsvæsenet, at pengene skal følge patienten, og at patienten skal have et frit valg mellem offentlige og private sundhedsydelser. Betyder det, at den private sundhedssektor skal fylde mere i fremtiden?
GEERTSEN: Det er ikke en selvstændig målsætning. Der, hvor det frie valg i meget høj grad træder i kraft, er, hvis der ikke er kapacitet nok i det offentlige sundhedsvæsen. Det vil sige, at det træder i kraft ved udrednings- og behandlingsgarantierne. Hvis de ikke kan blive opfyldt inden for 30 dage – eller kortere hvis det er livstruende sygdom – er der mulighed for at vælge et privat alternativ.

Det er den ene måde, hvor den private kapacitet kommer i spil.

Det andet sted, hvor det private kan komme til at spille en rolle, er, hvis man i regionerne, som står for driften af det danske sundhedsvæsen, vælger at sætte nogle behandlinger i udbud, og det gør man jo i varierende grad. Der kigger man så på prisen og på kvaliteten. Så det er sådan set der, hvor det private kan komme i spil.

På det udvidede frie sygehusvalg optræder den private kapacitet mest af alt som sådan en buffer-kapacitet. Og på det, der handler om udbud, handler det jo mere om prisen og kvaliteten. Jeg synes, man skal gøre sig umage i regionerne for at kigge på prisen og kvaliteten. Hvis der er nogle tilbud hos privathospitalerne, der er bedre og billigere end det, det offentlige selv er i stand til at levere, så synes jeg, man skal gøre brug af det.

Der er også en anden udvikling i det danske sundhedsvæsen, som handler om, at vi igennem de sidste 20 år i meget høj grad har set en specialisering – især på det, der er højt specialiseret som fx kræft- og hjerteområdet. Jeg ville være noget bekymret for, hvis man fik et meget fragmenteret dansk sundhedsvæsen, når det handler om det højt specialiserede. Centraliseringen og specialiseringen har dybest set handlet om, at man skulle blive bedre til at levere en høj kvalitet. Så hvis man fragmenterer det for meget ud på forskellige sektorer, tror jeg, vi skaber et problem – i særlig grad for det, der er højt specialiseret.

Men der er jo så meget andet, som vi i daglig tale definerer som knap så højt specialiseret, hvor man godt kan forestille sig, at det private spiller en større rolle. Det kan både være privathospitaler og privatpraktiserende speciallæger, som kan tage sig af mere af dét, der foregår på hospitalerne i dag.

Når man snakker med læger i det offentlige, kan man få det indtryk, at den private sektor byder ind på de “nemme” opgaver – altså dem, der kan tjenes penge på. Tror du, man ville kunne få dem til at byde ind på de sværere opgaver igennem de her udbudsaftaler?
Jeg tør ikke sige, hvad de har lyst til at byde ind på. Jeg har aldrig helt forstået den der logik, der ligger i det med, at vi ikke skal have nogen privat sektor, fordi den kun byder ind på de nemme opgaver. For mig at se handler det om at udnytte den samlede sygehuskapacitet i Danmark – offentligt og privat – så godt som overhovedet muligt.

Lige i øjeblikket udspiller der sig en drøftelse af – og det kan jeg også se hos mine politiske modstandere – at vi skal suspendere patientrettighederne, fordi så udnytter vi kapaciteten bedre. Det, mener jeg, er en politisk fejlslutning af dimensioner. For hvis du fraskriver patienten ret til med offentlige kroner i baghånden at gå ud og afsøge et privat alternativ til det offentlige, så ender du bare i en situation, hvor du bygger ventelister op, og de eneste, der kan komme på privathospital, er de rige med en god sundhedsforsikring. Dybest set handler det vel om, at det private tager sig af det, de nu har lyst til at byde ind på, og dermed får vi jo behandlet nogle patienter, som ellers kunne risikere at havne på en venteliste. Så om det er nemt eller ej, synes jeg egentlig ikke er så afgørende. I min optik handler det om, at man billigt og godt er i stand til at aflaste det offentlige sundhedssystem.

 

Hvis ikke vi en gang imellem tester noget af ude i det private, aner vi jo heller ikke noget om, hvorvidt vi i det offentlige kunne gøre tingene bedre og billigere
_______

 

Kunne man forestille sig, at det ville være billigere og bedre, hvis regionerne ikke lavede udbudsaftaler, men at den her private kapacitet blev inkorporeret i den offentlige sektor, hvis de kan gøre det så billigt?
Jeg kommer fra et parti, hvor vi synes, det er godt med en sund konkurrence mellem det offentlige og det private. Det gør, at det offentlige system alt andet lige også tilstræber at gøre sig umage. Men jeg synes ikke, det gør noget, at der også er en privat kapacitet ved siden af, som udfordrer det offentlige system i måden at gøre tingene på, og at man så i det offentlige lærer af det.

Og under alle omstændigheder: Hvis ikke vi en gang imellem tester noget af ude i det private, aner vi jo heller ikke noget om, hvorvidt vi i det offentlige kunne gøre tingene bedre og billigere. Så det der med at teste tingene af på pris og kvalitet, synes jeg sådan set er afgørende. Så kan det jo være, at det private vinder nogle gange, og det kan også være, at det private ikke er i stand til at levere – sådan må det jo være.

Du snakker om, at serviceydelserne skal udvikles. De skal være bedre, og i samspillet mellem det offentlige og private skal sektorerne lære af hinanden gennem blandt andet konkurrence. Man kunne forestille sig, at sundhedspersonale i det offentlige – fx sygeplejersker – kunne blive lidt nervøse ved den diskurs om konkurrence og bedre serviceydelser. Det har man hørt meget de seneste 20 år. Er det ikke netop sådan en indstilling til sundhedsvæsenet, der har skabt nogle lidt pressede vilkår for fx sygeplejerskerne og leder til konflikter, når de pludselig ikke kan løbe hurtigt nok?
Jeg tror, det handler om noget andet. Der er ingen tvivl om, at især sygehusene er voldsomt pressede lige nu – men det havde de under alle omstændigheder været, uanset om man havde haft coronarelaterede ventelister eller sygeplejerskekonflikt. Vi lavede for flere år siden den analyse, at hvis ikke man styrker det nære sundhedsvæsen – altså alt det, der foregår uden for sygehusene – så bliver sygehusene bare presset mere og mere. Det er sådan set også det, vi ser sat på spidsen lige nu.

Da vi lavede analysen forud for vores sundhedsreform i 2019, fandt vi, at vi bliver ældre og ældre og heldigvis for det. Men al den stund, at danskerne samlet set bliver ældre, er der også alt andet lige en større risiko for at blive syg. Derudover kan man se en kraftig udvikling i antallet af kroniske patienter. Og hvis vi skal håndtere alt dét på sygehusene, så knækker de under det voldsomme pres.

Derfor skal sygehusene i højere grad skal tage sig af det højt specialiserede, som ikke kan foregå andre steder, end hvor der er specialister til stede. Så derfor bliver man nødt til at styrke det, der foregår uden for sygehusene. For eksempel skal kommunerne i højere grad klædes på til at håndtere psykiatriske patienter, ældre, medicinske patienter og kroniske patienter med henblik på at undgå genindlæggelser, og at de drøner frem og tilbage mellem kommuner og sygehuse.

Derudover har vi foreslået at etablere sundhedshuse med henblik på at håndtere flere ting uden for sygehusene. De privatpraktiserende speciallæger med ydernumre uden for hospitalerne vil vi også inddrage til at løse flere opgaver. Patienterne skal i højere grad, lidt firkantet sagt, holde sig væk fra sygehusene, hvis det er muligt.

Og så er der en yderligere dimension på det. Folk skal i højere grad behandles i eget hjem, så de skal kunne selvmonitorere, og så foreslår vi en virtuel patientrettighed, sådan så patienterne kan have kontakt med en læge eller have en kontrolsamtale med sygehuset virtuelt hjemmefra. Igen er det med henblik på fysisk at holde folk væk fra sygehuset, hvis det er muligt.

Så, for nu at svare på dit spørgsmål, så tror jeg ikke, det handler så meget om det offentlige og private. Jeg tror mere, det handler om, at de strukturelle beslutninger om hvem, der skal tage sig af hvad i det danske sundhedsvæsen, ikke er blevet truffet endnu. Og det er også derfor, vi skælder lidt ud på regeringen over, at den bliver ved med at sidde på hænderne. Nu har den siddet på hænderne i 2,5 år uden at træffe nogle beslutninger på sundhedsområdet, der rigtigt har battet noget.

Hvis man ikke får gjort det, så bliver det, vi ser nu, bare værre og værre. Så derfor skal der træffes beslutninger om at flytte flere ting væk fra hospitalerne og ud i de andre sektorer. Og det kan da godt være, at der er nogle private, der kan aflaste de offentlige sygehuse på nogle af de her patientgrupper, jeg har snakket om.

I har netop foreslået de her 35 sundhedshuse, og det ser i det hele taget ud til, at jeres udspil lægger sig tæt op ad regeringens udspil fra oktober. Det ser ud som om, at I bare foreslår at bruge lidt flere penge end Regeringen?
Det, vi foreslår med vores udspil, er en forfinet udgave af det udspil, vi selv kom med tilbage i 2019 – så vi har ikke opfundet den dybe tallerken igen. Derudover har vi tilføjet lidt flere elementer bl.a. det, der handler om at udstyre patienterne med lidt flere rettigheder, som for eksempel retten til digital konsultation, retten til årlige helbredssamtaler, hvis man er kronisk patient og retten til en patientansvarlig sundhedsperson, hvis man er kronisk patient og ligger og drøner mellem forskellige sektorer. Så der er lidt flere ting på end det, vi havde med i vores sundhedsreform i 2019.

Og så foreslår vi 35 sundhedshuse. Regeringen ville bruge fire milliarder kroner på mellem 13 og 20 sundhedshuse. Det mener vi er alt for meget at bruge på det. Vi mener godt, man kan få mere ud af de penge. Der er jo allerede sundhedshuse, der er i gang med at blive etablerede eller er færdigetablerede rundt omkring. Der er jo trods alt sket noget i sundhedsvæsenet siden 2019, så regionerne er selv gået i gang med at etablere sundhedshuse. Og vi synes egentlig, at 13 til 20 sundhedshuse er for få, hvis man virkelig mener noget med det her.

Og udover det vil I give et økonomisk incitament til at få privatpraktiserende læger ud til udkantsdanmark som modsvar til regeringens praksispligt?
Ja, og det er jo måske en klassisk forskel mellem os og Socialdemokratiet – de må jo selvfølgelig redegøre for deres egen butik. Men det er i hvert fald ikke ukendt for os at bruge økonomiske incitamenter, hvis vi gerne vil have sundhedsvæsenet i en bestemt retning.

Som du nævnte, bliver vi ældre og ældre, og det har jo en slagside, idet at vi i stigende grad bliver syge. Det bliver sværere at behandle, men vi får også flere behandlingsformer. Dog bliver det også dyrere og dyrere, når der kommer nye behandlingsformer. For nogle år siden var både Venstre og Socialdemokratiet meget eksplicitte omkring, at der er råd til alle behandlinger i det danske sundhedsvæsen. Hvad mener Venstre om det i dag – kan vi stadig behandle alt?
Jeg tror ikke, jeg har ændret mit synspunkt særligt fra, hvad Venstres daværende formand mente. Men det er også derfor, at hvis man står på det synspunkt, at folk skal behandles, hvis de er syge bliver man nødt til at bruge pengene så smart som muligt. Det er derfor, vi i en erkendelse af det, allerede før den nuværende regering kom til, sagde, at hvis man vil dét, så kan alt ikke foregå inde på sygehusene. Så bliver noget nødt til at foregå i almen praksis, noget bliver nødt til at foregå hos speciallægepraksis, og noget skal foregå i eget hjem. Så vi skal have flyttet flere behandlinger uden for sygehusvæsenet, hvis man skal opretholde synspunktet om, at alle de mennesker, der har behov for at blive behandlet for en sygdom, skal behandles, og at vi også vil behandle alle typer af lidelser. ■

 

Der er ingen tvivl om, at især sygehusene er voldsomt pressede lige nu – men det havde de under alle omstændigheder været, uanset om man havde haft coronarelaterede ventelister eller sygeplejerskekonflikt
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland