31.10.2022

”Selvom Lulas valgsejr er en realitet, spekulerer mange stadig over efterspillet; vil den siddende præsident, med sine autoritære sympatier og tvivlsomme loyalitet til den brasilianske forfatning, anerkende valgresultatet? Vil han forsøge at så mere tvivl om valghandlingen og kaste Brasilien ud i en institutionel krise?”

Analyse af Marius Siersbæk

Der er mange potentielle overskrifter, man kan klistre på resultatet af det brasilianske præsidentvalg i går. Arbejderpartiets Luiz Inácio ”Lula” da Silva vandt med 50,9 pct. af stemmerne mod 49,1 pct. til den siddende præsident, Jair Bolsonaro, og skal nu lede Brasilien som præsident for tredje gang. Resultatet er det tætteste siden re-demokratiseringen af Brasilien i 1989 – få millioner stemmer adskilte kandidaterne fra hinanden. I forlængelse heraf er det første gang nogensinde, at en siddende brasiliansk præsident taber genvalg og femtende gang i træk, et latinamerikansk oppositionsparti vinder magten ved et præsidentvalg. Det er endnu et slående eksempel på tendensen mod anti-incumbency, der skyller ind over regionen i disse år. Politiske autoriteter er som udgangspunkt forbundet med kolossal mistillid, når snakken falder på Latinamerika.

Det er også et valgresultat, der afspejler en dyb regional splittelse internt i Brasilien;Bolsonaro vandt i alle regioner på nær i Arbejderpartiets højborg i Nordøstbrasilien, hvor Lula vandt en knusende sejr med næsten 70 pct. af stemmerne. Nordeste er den brasilianske region med størst koncentration af fattigdom, og en af de mest mystiske – eller måske snarere forrykte – hændelser i går, var, at PRF, det føderalt-trafikale politi i Brasilien, havde opstillet hundredvis af vejspærringer i denne region, hvor Lula og Arbejderpartiet altid henter flest af sine stemmer. Det har fået partiets formand, Gleisi Hoffmann, til at bede om anholdelse af PRF’s direktør, som – og det er ikke uvæsentligt – er blevet peget på af Bolsonaros søn, Flavio. Adskillige analytikere har således spekuleret i, om Bolsonaro-familien prøvede at obstruere valghandlingen i går, mens lederen af valgdomstolen (TSE), Alexandre de Moraes, har været ude og mane til besindighed ved at sige, at ingen blev forhindret i at stemme. Moraes fastholder dog, at operationerne skal undersøges, så det er ikke utænkeligt, at der bliver gravet noget frem.

 

For tre år siden sad Lula i fængsel, og Arbejderpartiet, som har tegnet Brasilien i det 21. århundrede med fire valgsejre før gårsdagens, var så godt som dødt og begravet ovenpå fabrikerede korruptionsskandaler
_______

 

Mest af alt er det her dog historien om et af de største politiske comebacks i nyere tid. For tre år siden sad Lula i fængsel, og Arbejderpartiet, som har tegnet Brasilien i det 21. århundrede med fire valgsejre før gårsdagens, var så godt som dødt og begravet ovenpå fabrikerede korruptionsskandaler i midten af 2010’erne. Når jeg vælger adjektivet fabrikeret, hænger det selvfølgelig sammen med omstødelsen af Lulas dom i marts 2021. Det har vist sig, at der var foul play involveret i retssagen, der sendte Lula i fængsel. The Intercept lækkede beviser på en konspiration, der skulle forhindre Lula i at stille op til valget i 2018, hvor Bolsonaro som bekendt vandt. Omstødelsen gjorde således, at Lula frit kunne stille op til valget i 2022, efter en undersøgelse af forløbet faldt ud til hans fordel, og et flertal i Højesteret annullerede domfældelsen.

Et stort antal brasilianere – måske størstedelen af Bolsonaros støtter – klassificerer imidlertid stadig Lula som korrupt, hvilket har gjort hans kampagnearbejde vanskeligt. Nu står det store politiske talent overfor en endnu sværere opgave; han vandt valget, men kongressen er hovedsageligt højreorienteret, og venstrefløjen vandt ingen guvernørposter i de sydøstlige regioner, som udgør Brasiliens økonomiske centrum – Minas Gerais, Rio de Janeiro og São Paulo skal i stedet regeres af Bolsonaro-støtter. Det er et vanskeligt landskab at kultivere alliancer i – men hvis der er en, der kan gøre det, er det måske Lula, der har vist sig i stand til at gøre det noget nær umulige.

Selvom Lulas valgsejr er en realitet, spekulerer mange stadig over efterspillet; vil den siddende præsident, med sine autoritære sympatier og tvivlsomme loyalitet til den brasilianske forfatning, anerkende valgresultatet? Vil han forsøge at så mere tvivl om valghandlingen og kaste Brasilien ud i en institutionel krise?

Nu, hvor resultatet så småt er begyndt at bundfælde sig, og vestlige ledere som Emmanuel Macron og Joe Biden allerede har været ude at lykønske Lula med sejren, er det overraskende, hvor stille der har været fra Bolsonaro-lejren. Præsidenten har endnu ikke været ude at takke sine følgere for opbakningen, ligesom han heller ikke har givet kommentarer til medierne omkring valgresultatet. Meldingerne går på, at præsidenten gik i seng, så snart resultatet stod klart. Og når han vågner, vil han stå op til den kendsgerning, at adskillige af hans allierede virker rede til at komme videre i teksten. Mest betydeligt har en støtte fra Bolsonaros eget parti, Brasiliens måske mest magtfulde politiker, Artur Lira, været ude at anerkende resultatet, hvortil han tilføjede, at ”flertallets vilje aldrig bør bestrides”. Lira er leder af Underhuset, og har derfor gigantisk magt i den brasilianske kongres. Vi kan forvente, at Bolsonaro ikke vil gå stille med dørene, men hans allierede virker mere villige til at sikre deres chance for politisk overlevelse end til at støtte et kupforsøg. Tiden vil vise, hvordan magtoverdragelsen kommer til at glide. ■

 

Præsidenten har endnu ikke været ude at takke sine følgere for opbakningen, ligesom han heller ikke har givet kommentarer til medierne omkring valgresultatet
_______

 

Marius Marques Siersbæk (f. 1996) er kandidatstuderende i antropologi ved Aarhus Universitet og skriver blandt andet analyser af latinamerikansk politik for RÆSON.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland