Marius Siersbæk i RÆSON SØNDAG: Venstrefløjen dominerer igen i Latinamerika

07.05.2022

Venstrefløjspolitikere regerer nu i størstedelen af landene i Latinamerika, og tendensen ser ud til at fortsætte, når man ser på meningsmålinger for de kommende valg i Colombia og Brasilien. Men i mange latinamerikanske lande har venstrefløjen også dybt konservative rødder, så med sociale reformer fører ikke nødvendigvis en bred kulturkamp.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Marius Siersbæk

Pedro Castillo, Xiomara Castro og Gabriel Boric er tre latinamerikanske venstrefløjspolitikere, der med deres valgsejre til præsidentvalgene i 2021 brød med det politiske etablissement i deres respektive lande: Peru, Honduras og Chile. Nu regerer de hver især, hvilket prompte skabte håb blandt marginaliserede grupper, der i årevis har følt sig overhørt i den politiske debat og det dertilhørende lovgivningsarbejde.

Meget tyder nu på, at de vil få selskab af yderligere to venstrefløjsledere i regionen: Gustavo Petro står til at vinde i den liberal-konservative højborg Colombia til maj, og Lula Inácio da Silva har rigtig gode chancer for at besejre nationalkonservative Jair Bolsonaro i Brasilien, når valget løber af stablen til oktober. Petro er tidligere borgmester i den colombianske hovedstad Bogotá, og Lula har været præsident i Brasilien af to omgange før. I modsætning til Castillo, Castro og Boric er de altså mere eller mindre bekendte med de udfordringer, der er forbundet med at regere i Latinamerika. Det er derfor interessant at betragte, hvordan de politiske outsidere er gået til opgaven.

En ny politisk generation
Pedro Castillo er folkeskolelærer fra det rurale Peru og var før valget i 2021 mere eller mindre ukendt i de øverste politiske kredse. ”El Profe” (læreren) blev valgt med særdeles mange stemmer fra peruvianske landsbyboere og oprindelige befolkningsgrupper. I anden runde af præsidentvalget besejrede han Keiko Fujimori, som er datter af den tidligere præsident Alberto Fujimori: en ærkekonservativ skikkelse som regerede Peru med hård hånd i 1990’erne og mest af alt er kendt for at have kuppet sig til magten i 1992 med hjælp fra det peruvianske militær.

Da Castillo besejrede Keiko var symbolikken til at få øje på. Størstedelen af vælgerne ville ikke være med til genindførelsen af Fujimori-familiens autoritære metoder, og derfor valgte de Castillo: et friskt pust, som qua sin tilknytning til det marxistisk-leninistiske parti Perú Libre var at betragte som en repræsentant for en ny politisk retning. I hans ambitioner om hårdere beskatning af den lukrative minesektor i Peru og omfordeling af indtægterne til gode for de fattigste så de peruvianske vælgere en mulighed for et radikalt anderledes samfund. Og lige præcis landsbyboere og det oprindelige folk, dem der hovedsageligt føler mineindustriens miljømæssige konsekvenser på egen krop, så chancen for tiltrængt politisk repræsentation.

Xiomara Castros historie er ret så anderledes fra Castillos, og så er der alligevel elementer, der går igen. Castro var førstedame i Honduras tilbage i 2009, da landets militær kuppede sig til magten på bekostning af Manuel Zelaya, Castros mand. I starten af 2022 indtog hun præsidentposten på demokratisk vis, og kan nu kalde sig Honduras’ første kvindelige præsident – samt den første præsident siden 1982, der ikke repræsenterer Partido Liberal eller Partido National (de liberale og de konservative). Ligesom tilfældet er med Castillo, har muligheden for at viske tavlen ren og begynde på ny været en stærk motivation hos honduranerne for at vælge Castro. Hendes parti, Libertad y Refundación, underspringer af en modstand mod militærkuppet og et ønske om demokratisk socialisme.

Kvinder kan se frem til øget repræsentation oven på Castros valgsejr. Hun stiler efter at lempe landets forbud mod abort, hvilket vil være intet mindre end revolutionerende i et land som Honduras, der hverken tillader indgreb efter incest, voldtægt eller hvis moderen er i livsfare. Kongressen i Honduras vedtog desuden en forfatningsændring sidste år, før Castro blev præsident[1] der gør det nødvendigt at samle hele tre fjerdedele af stemmerne i kongressen, hvis abort skal legaliseres. Castro står dermed overfor en svær opgave, men hun kan bruge sin magt til at udstede et dekret, der lovliggør brugen af nødprævention. Det kan lade sig gøre, eftersom forbuddet også blev indført via dekret i 2009, umiddelbart efter kuppet på hendes mand.

Endelig er der Gabriel Boric, som med sine blot 36 år er den yngste præsident i Chiles historie. Han vandt også på løfter om at tage et opgør med arven fra et militærdiktatur, nemlig Augusto Pinochets blodige regime fra 1973-1990. “Hvis Chile var neoliberalismens vugge, vil den også blive dens grav” er et efterhånden kendt slogan, som Boric turnerede rundt med under sin valgkamp. Det referer til den særdeles markedsvenlige økonomiske tankegang, der har kendetegnet Chile siden Pinochet importerede den fra USA i 70’erne: privatiseringer af offentlige institutioner, demobilisering af fagforeninger og hvad der ellers hører til laissez-fairekapitalismens drejebog.

Selvom der har været venstreorienterede regeringer ved magten i Chile efter Pinochet og før Boric – senest Michelle Bachelet fra Partido Socialista (2014-2018) – har det økonomiske system aldrig for alvor været under rekonstruktion. Tidligere regeringers reformskepsis er forståelig, for Chile er Sydamerikas rigeste land ud fra BNP pr. indbygger korrigeret for købekraftsparitet. Men offentlige investeringer og omfordeling er ikke fulgt proportionel med væksten.

Et stort segment af Boric’ vælgere stemte på ham, fordi de ønsker en ny økonomisk orden, en mere ligestillet fordeling af velstanden. Den folkelige indignation nåede kogepunktet i 2019, hvor utilfredshed med prisstigninger i den offentlige transport resulterede i protester, der spredte sig fra hovedstaden til hele landet. D. 25. oktober var der hele 1,2 mio. på gaden i Santiago. Boric, der selv har en baggrund som studenteraktivist, har formået at videreføre denne indignation, og under sin indvielsestale d. 11. marts glemte han ikke at hylde de mobiliserende kræfter bag protesterne.

 

I disse år er kulturkampene mindst lige så vigtige at kigge efter som de gennembrud, der knytter sig til omfordeling. Særligt hvis sidstnævnte udebliver
_______

 

Materiel nød og høj inflation
Ifølge den Interamerikanske Udviklingsbank er Latinamerika en af de mest ulige regioner i verden i forhold til indkomst [2]. Disse uligheder er blevet yderligere skærpet som følge af corona, og for tiden gennemlever hele regionen en slem bølge af inflationen, der skaber problemer mange steder i verden. Når de latinamerikanske centralbanker hæver renten som respons på krisen – i Brasilien har renten foreløbigt nået et niveau på over 11 pct., mens den i Argentina ligger på svimlende 44,5 pct. – bliver det umådeligt svært at låne penge for dem, der i forvejen har lidt.

Arbejdsmarkedet er de fleste steder præget af en stor grad af fleksibilitet og manglende lønmodtagerrettigheder, Flere steder sker den største jobskabelse i den såkaldte ‘gig-økonomi’, som blandt andet tæller Uber-chauffører og cykelbude. Hvis din startløn er lav og dine fremtidsudsigter usikre, så går prisstigninger selvsagt mere ondt på dig og din familie.

Den materielle nød er altså til at få øje på, hvilket forklarer hvorfor omfordelingsspørgsmål er højt på listen over politiske prioriteter hos vælgerne. Men økonomiske forandringer karakteriseret ved omfattende nationaliseringer af produktionsapparatet – som vi kender det fra de kommunistiske regimer i Cuba og Venezuela – ligger ikke i kortene. Den nye venstrefløj er mere konsensussøgende.

Men når man går til valg på en platform for social forandring, bliver politisk passivitet typisk ikke modtaget særligt godt. Det har Pedro Castillo måtte sande; han er inde i et politisk stormvejr for tiden, men har reelt været i defensiven det sidste halve år. Castillos koalition er i mindretal i kongressen, så det ligger slet ikke i kortene at omstrukturere mineindustrien, som han ellers gik til valg på. Præsidentens manglende retning og begrænset politisk snilde har gjort ham upopulær blandt de kernevælgere, der var hurtige til at acceptere ham som en af sine egne, og mod slutningen af marts var han tæt på at blive afsat i kongressen pga. flere sager om korruption i regeringen – i kabinettet, der huser 130 medlemmer, manglede der 32 stemmer.

Også i Chile bør vælgerne væbne sig med tålmodighed, selvom inflationen forstyrrer harmonien i det velstående land. For det første skal chilenerne stemme om en ny forfatning senere i år, hvilket mere eller mindre binder Gabriel Boric’ hænder i forhold til at fremlægge storstilede reformer. Ydermere er det særdeles usikkert, om Boric overhovedet har i sinde at fremlægge sådanne reformer. Han udtalte under valgkampen, at han vil respektere den chilenske centralbanks autonomi, og pladsen som finansminister har Boric givet til den tidligere guvernør for centralbanken, Mario Marcel, hvilket umiddelbart ikke flugter med at ’begrave neoliberalismen’. Snarere er det et signal til udenlandske investorer, om at deres penge er i sikkerhed i Chile indtil videre; at status quo fortsætter en rum tid endnu.

Socialliberale strømninger
Som den brasiliansk-tyske politolog Oliver Stuenkel har fremhævet i The New Statesman[3], er et fællestræk ved mange af de mest ikoniske venstrefløjsledere i Latinamerika de sidste mange årtier deres konservative værdipolitik. Klassiske skikkelser som Fidel Castro og Hugo Chávez, men også nyere ledere som ecuadorianske Rafael Correa og bolivianske Evo Morales, havde alle meget lidt tilovers for emner såsom LGBT+-rettigheder.

Den socialkonservative venstrefløj lever stadig i bedste velgående: Castillo er tilhænger af at indføre dødsstraf, samt modstander af abort og homoseksuelle vielser. Paradoksalt nok er han ikke langt fra Fujimori-familien på det område. I starten af februar i år besøgte den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, Castillo i Lima og beskrev i forbindelse med deres møde, at Castillo er en vigtig allieret i forsvaret for ’konservative værdier’.

Men det ændrer ikke på, at der er en socialliberal vending i gang i Latinamerika. De værdier, Bolsonaro og Castillo forsvarer, har mange tilhængere, så kulturkamp er et passende udtryk for det, der finder sted. Skal man vælge en startdato for det socialliberale gennembrud, kan man passende gå tilbage til december 2020 i Buenos Aires, hvor den argentinske kongres legaliserede abort de første 14 uger – foranlediget af en massiv aktivistisk indsats af en feministisk bevægelse kendt som ’den grønne bølge’[4]. En bemærkelsesværdig begivenhed i Pavens eget hjemland.

Det skabte ramaskrig hos diverse konservative stemmer, der begyndte at begræde ungdommens fordærv, men mindre end et år senere fulgte Mexicos højesteret trop og afgjorde, at afstraffelse af abort var forfatningsstridigt. I februar i år var det så den colombianske forfatningsdomstol, der valgte at afkriminalisere indgreb efter de første 24 uger – hvilket gør lovgivningen i Colombia til en af de mest liberale i verden. Venstrefløjskandidaten Gustavo Petro var hurtigt ude og kalde dommen en triumf, hvilket vidner om, at han vil forsøge at appellere til pro-abort-segmentet i Colombia, selvom han tidligere har udtalt, at han ikke er ’pro-choice’, men rettere ’pro abortion-zero’ – et standpunkt, der refererer til ønsket om et samfund, hvor uddannelse og oplysning fører til nul uønskede graviditeter[5]. Abortrettigheder var desuden et hyppigt diskuteret emne i forbindelse med valget i Chile, selvom legaliseringen endnu udeblev. Det ændrer sig nok med Boric i spidsen. Den måske vigtigste, men også sværeste kamp skal stå i Honduras, hvor Castro skal forsøge at omgøre den stramme abortlovgivning, som jeg var inde på tidligere.

Førnævnte Oliver Stuenkel skriver et andet sted, i Americas Quarterly[6], at emner såsom kvinders rettigheder, raceuligheder og inklusion af oprindelige folk i lovgivningsarbejdet generelt er begyndt at fylde mere hos den aktivistiske venstrefløjs nye generation end klassiske økonomiske sager. Selvom det ikke altid er til at se de liberale strømninger kropsliggjort i politiske kandidater, så skal man ikke undervurdere aktivisternes indflydelse – den grønne bølge i Argentina er måske det klareste eksempel. Stuenkel nævner også Chiles forfatningsgivende forsamling som et vendepunkt; valget hertil var blandt andet karakteriseret ved kønskvoter på 50 pct. Samme forsamling er desuden kendetegnet ved at være overvejende venstreorienteret – hele to tredjedele af medlemmerne bekender sig til en position til venstre for centrum.

Chilenerne skal stemme om den nye forfatning d. 4. september i år, og forsamlingen har allerede godkendt en lang række paragraffer. De indebærer blandt andet nedlæggelse af senatet, obligatorisk rådførelse med oprindelige befolkningsgrupper i forbindelse med mineprojekter og garanterede reproduktionsrettigheder – herunder ret til abort. De progressive forslag kan risikere at skræmme en stor del af chilenerne væk; nylige meningsmålinger peger på, at en majoritet vil stemme imod forfatningen, som det ser ud nu, om end næsten halvdelen af de adspurgte ikke har bestemt sig. Meget kan nå at ændre sig, og kulturkampen i Chile bliver et spændende tema for årets politiske sæson – og det kommer til at definere Gabriel Boric’ politiske mulighedsrum.

De forskydninger inden for værdipolitik, vi ser i regionen, er en påmindelse om, at Latinamerika ingenlunde er kendetegnet ved kulturel homogenitet. I disse år er kulturkampene mindst lige så vigtige at kigge efter som de gennembrud, der knytter sig til omfordeling. Særligt hvis sidstnævnte udebliver.

Usikre globale forhold
I en dybt globaliseret verden kan man vanskeligt analysere latinamerikansk politisk uden at overveje forbindelser til begivenheder på andre kontinenter. Krigen i Ukraine har sat udenrigspolitik på dagsordenen overalt i regionen, hvor det har vist sig nødvendigt for de respektive regeringsledere at melde ud, hvordan de forholder sig til Putins fremfærd. Men det er sandelig ikke alle, der har lyst til at blande sig.

Selvom størstedelen af regionens lande – lige på nær Cuba, Nicaragua, Venezuela og måske mere overraskende, Bolivia og El Salvador – stemte imod Rusland i forbindelse med en FN-resolution om at fordømme Putins aggressioner mod Ukraine, så har ingen af landene endnu indledt sanktioner mod russerne, som tilfældet ellers er for det meste af den vestlige verden. Ét er retorik, noget andet er økonomisk handling, og den manglende handling er udtryk for en anderledes historisk bevidsthed, et mere eller mindre generelt ønske om at stå uden for andre landes konflikter, hvis det er muligt.

Flere steder i regionen har Rusland desuden gjort sin indflydelse gældende. Udover at lande som Cuba og Venezuela har tætte handelssamarbejder med Rusland, har Brasilien – Latinamerikas største land og økonomi – været særdeles afhængig af import af russiske gødningskomponenter for at servicere brasiliansk landbrugsproduktion. Det var med dette forhold in mente, at Bolsonaro forsvarede sin tur til Kreml i februar, umiddelbart inden Putins invasion.

Mere end Rusland er det dog Kina, der langsomt men sikkert har opnået mærkbar økonomisk indflydelse i det 21. århundredes Latinamerika. Kinas indtræden i WTO i 2001 skabte en kæmpe efterspørgsel på en lang række handelsvarer fra vidt forskellige sektorer, og dette ‘commodity boom’ kom det meste af regionen til gode. Siden 2009 har Kina været den største handelspartner for Brasilien, Chile, Peru og Uruguay. Slår man hånden af Kina er det ensbetydende med recession for de fleste lande i regionen, hvorfor flere statschefer kan se sig nødsaget til at acceptere det kinesiske regimes ideologiske bagage.

Det, der skete i 00’erne, muliggjorde realiseringen af mange progressive tiltag. Brasilien er et godt eksempel: Kontinuerligt imponerende vækstrater blev vekslet til sociale programmer udført af Lula da Silva, herunder Bolsa Família, som blev vedtaget i 2004 og gav Brasiliens mest udsatte grupper et socialt sikkerhedsnet. Programmet kom hele 14 mio. familier til gode, selvom budgettet kun dækkede 0.5 pct. af BNP.

Brasilien red på globaliseringens bølge i over et årti, men da priserne begyndte at falde omkring 2011, faldt væksten også. Fra og med 2014 oplevede Brasilien en voldsom økonomisk krise, der siden sendte Lulas efterfølger på posten, partifællen Dilma Roussef, ud i et politisk uvejr, som kulminerede med en politisk motiveret rigsretssag orkestreret af vicepræsident Michel Temer i 2016. Denne tumultariske periode tjener som vidnesbyrd til det faktum, at de latinamerikanske økonomier er ekstremt sårbare overfor globale forskydninger.

Jeg har valgt at tage fat i Lula, fordi han tjener som en passende repræsentant for den første bølge af venstrefløjspræsidenter i starten af 00’erne og måske også kommer til at tage del i den nye bølge som en af få rutinerede skikkelser. Hvis han kommer til magten nu, er vilkårene helt anderledes end under hans første gennembrud. Modsat krisen under Roussef er brasilianernes opsparinger i dag lave pga. pandemien, hvilket kommer til at svække forbrugsniveauet og dermed skatteindtægterne i den nærmeste fremtid. Eftervirkningerne af pandemien kombineret med geopolitisk usikkerhed gør det dermed svært at finde midler til sociale reformer såsom Bolsa Família.

Men hvis sådanne reformer udebliver, risikerer Lula at gøre sin vælgerbase utilfreds og skubbe dem tilbage mod højrefløjen. Han står over for en svær opgave, hvis han besejrer Bolsonaro senere i år. Hvor længe venstrefløjsbølgen i Latinamerika vil fortsætte kommer an på politikernes evne til at adressere befolkningernes økonomiske behov, men også på hvorvidt de kan bevare deres politiske integritet. Kan Castillo holde korruptionsskandalerne ude af sin regering? Kan Boric skabe tillid omkring en ny forfatning, der kan muliggøre hans progressive program? Forudsætningen for politiske resultater er, at præsidenterne kan forhindre institutionelle kriser. Dem har regionen desværre oplevet alt for mange af. ■

 

Hvor længe venstrefløjsbølgen i Latinamerika vil fortsætte kommer an på politikernes evne til at adressere befolkningernes økonomiske behov, men også på hvorvidt de kan bevare deres politiske integritet
_______

 

Marius Marques Siersbæk (f. 1996) er bachelor i antropologi fra Aarhus Universitet og har opholdt sig i Brasilien de sidste otte måneder. Han skriver om Latinamerika for RÆSON, hovedsageligt om politik og andre kulturelle spørgsmål i regionen. ILLUSTRATION: Støtter af Honduras præsident Xiomara Castro fejrer Arbejdernes Internationale Kampdag, Tegucigalpa, 1. maj 2022. [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]

[1] https://www.theguardian.com/global-development/2021/jan/21/honduras-abortion-constitutional-reform-ban

[2] https://publications.iadb.org/publications/english/document/The-Inequality-Crisis-Latin-America-and-the-Caribbean-at-the-Crossroads.pdf

[3] https://www.newstatesman.com/world/americas/south-america/2022/01/why-latin-americas-new-pink-tide-doesnt-guarantee-sweeping-progress

[4] https://www.nytimes.com/2021/11/01/opinion/abortion-latin-america.html

[5] https://www.americasquarterly.org/article/is-gustavo-petro-leaving-behind-colombian-progressives/ 

[6] https://www.americasquarterly.org/article/todays-young-leftists-care-more-about-chile-than-cuba/