Marius Siersbæk: Biden og Putin bejler begge til Latinamerika

05.03.2022

I midten af februar var Bolsonaro på officielt besøg hos Putin for at konsolidere det gode forhold, der hersker mellem Brasilien og Rusland. Nu, oven på Putins invasion af Ukraine, tøver Bolsonaro med at vende ryggen til det russiske regime. Geopolitisk og historisk set er Ruslands relation til Latinamerika dårlige nyheder for USA.

Analyse af Marius Siersbæk

RIO DE JANEIRO – Da Jair Bolsonaro i slutningen af januar bekræftede sine intentioner om at rejse til Rusland og besøge Vladimir Putin, vækkede det alt lige fra forundring til rendyrket forargelse i de brasilianske medier. D. 16 februar troppede Bolsonaro så op i Kreml side om side med Putin; ikke separeret af det efterhånden sagnomspundne langbord, der skilte sidstnævnte fra Emmanuel Macron, da den franske delegation var på visit hos Rusland.

Bolsonaro skulle selvfølgelig forsvare turen til Kreml inden afrejse, og her fremhævede han det værdifællesskab, han deler med Putin, som motivation. Det forklarede yderligere, hvorfor den næste destination på Europa-turnéen var Ungarn. Viktor Orbán var den næste statsleder, Bolsonaro skulle have taget billeder med. Under mødet med Putin fortsatte han med at forsvare sig selv ved at signalere til sine landsmænd, at hans relation til Rusland var i Brasiliens interesse. Han gav udtryk for sin solidaritet med Rusland og klargjorde, at Putin var en statsmand, der søger fred.

 

Bolsonaro skulle selvfølgelig forsvare turen til Kreml inden afrejse, og her fremhævede han det værdifællesskab, han deler med Putin, som motivation
_______

 

Brasiliansk udenrigspolitik 101
Ser man et øjeblik bort fra Bolsonaros kommentarer, står det rimelig klart, at meningen med turen til Rusland først og fremmest var at vise brasilianerne, at han ikke er lige så isoleret i det internationale samfund, som det ellers har virket til ved diverse sammenkomster for politiske ledere under hans præsidentperiode. Den brasilianske præsident har haft særdeles svært ved at frame sig selv som en diplomatisk sværvægter.

At han er lidt af en enfant terrible blandt Vestens ledere, kan der ikke være nogen tvivl om. Udover uoverensstemmelser på det værdipolitiske område, hvor Bolsonaro er berygtet for sine autoritære holdninger og antidemokratiske sympatier, især skal forklares med hans tilsyneladende apati over for den globale klimakrise: skovfældninger i Amazonas er taget til i styrke og omfang under Bolsanoro, og selvom han officielt agter at tage hånd om det, viser praksis, at der ikke sker nogen som helst deeskalering.

Men til trods for de stærke reaktioner på besøget hos Putin, så er Bolsonaros visit faktisk i fuld overensstemmelse med tidligere brasilianske præsidenters ageren i forhold til Rusland. I hvert fald lige siden Fernando Henrique Cardoso, som sad som præsident fra 1995 til 2002. Cardoso tilkendegav klart, at det var en brasiliansk prioritet at opretholde gode relationer til både USA og Rusland i søgen efter en neutral positionering i verdenssamfundet.

Cardoso besøgte Putin i 2002, og siden da har alle efterfølgende præsidenter – både de venstreorienterede Lula da Silva og Dilma Roussef, samt den højreorienterede Michel Temer – holdt traditionen i hævd. At Bolsonaro nu gør det samme er altså ikke ude af trit med, hvordan Brasilien ellers har ageret de sidste 20 år.

 

En uges tid efter Bolsonaros besøg i Kreml beordrede Putin som bekendt den grusomme invasion af Ukraine – i et brasiliansk perspektiv bidrog det til at illustrere Bolsonaros manglende geopolitiske timing
_______

 

Hvad fik den brasilianske præsident ellers af turen? Bolsonaro kunne glæde glæde sig over russisk støtte til en permanent plads for Brasilien i FN’s Sikkherhedsråd, hvor Brasilien lige nu sidder i en tidsbegrænset periode. Flere analytikere peger dog på, at mødet var mere opportunt for Putin. Han kunne fremvise en god relation til en anden statsleder fra et BRIKS-land og samtidig bryste sig af indflydelse i en region, der er geografisk tæt på USA.

Blandede signaler
Da en amerikansk journalist d. 19. februar spurgte Det Hvide Hus’ talsperson, Jen Psaki, hvorvidt den amerikanske regering følte sig forrådt af Bolsonaros rejse, svarede Psaki, at Brasilien lader til at stå på den anden side af, hvor den globale konsensus lægger.

En uges tid efter Bolsonaros besøg i Kreml beordrede Putin som bekendt den grusomme invasion af Ukraine – i et brasiliansk perspektiv bidrog det til at illustrere Bolsonaros manglende geopolitiske timing. En ‘diplomatisk fiasko’, stod der skrevet på forsiden af Istoé i slutningen af februar, et af de store politiske magasiner i Brasilien.

Tidligere på måneden var også Argentinas præsident, centrum-venstre-manden Alberto Fernandéz, på besøg hos Putin. Målet var, ligesom det var for Bolsonaro, at konsolidere den gode relation til Rusland. Under mødet fik Fernandez nævnt, at Argentina er nødt til skrue ned for sin afhængighed af IMF og USA, og at en åbning mod Rusland kunne tjene til netop det formål. Under Corona-pandemien har Argentina nydt godt af denne relation; russerne har eksporteret millionvis af de hjemmeproducerede Sputnik-vacciner til landet. Også Nicaragua, Paraguay, Venezuela og Bolivia har nydt godt af Ruslands vaccinediplomati.

Og nu, med Putins invasion af Ukraine, har Bolsonaro og Fernandéz været ekstremt tøvende med at tage afstand. Heller ikke Mexico virker til at være meget for at slå hånden af Putin. Landets præsident, Andrés Manuel López Obrador, har været ude og kritisere sanktionerne mod Rusland og nægter selv at påføre nogle fra mexicansk side.

 

Bolsonaro er tilsyneladende kravlet så højt op i et træ, at politiske indrømmelser, efter hans egen overbevisning, vil skade hans integritet og dermed hans chancer for genvalg
_______

 

Det tøvende standpunkt har resulteret i en speciel situation, særligt i Brasilien, hvor den brasilianske repræsentant i FN’s sikkerhedshedsråd har misbilliget invasionen – og stemt imod Rusland i forbindelse med en FN-resolution om at fordømme krigen – mens Bolsonaro selv nægter at vælge side og i stedet fastholder neutralitet som landets position.

Disse blandede signaler vidner om, at noget ikke er afstemt hos Brasiliens politiske repræsentanter. Det forstærkes af, at Bolsonaros egen vice-præsident, den tidligere militærgeneral Humberto Mourão, ikke havde nogen skrupler ved at sammenligne Putin med Adolf Hitler og fordømme hans invasion, så snart han fik mulighed for at udtale sig.

Bolsonaro er tilsyneladende kravlet så højt op i et træ, at politiske indrømmelser, efter hans egen overbevisning, vil skade hans integritet og dermed hans chancer for genvalg. Grunden til at, Bolsonaro omvendt heller ikke kaster sig i armene på Putin, skal formentlig findes i, at han også har prøvet at kultivere et godt forhold til USA, dog mest da Donald Trump var præsident. USA er også Brasiliens næststørste handelspartner, et forhold Bolsonaro nødigt vil miste.

Umiddelbart kunne det derfor ligne, at Bolsonaro ønsker at holde fast i USA af økonomiske årsager og i Rusland af ideologiske årsager. Men den økonomiske relation til Rusland er heller ikke uvæsentlig; landbrugssektoren i Brasilien er meget afhængig af russiske gødningskomponenter, og markedet vil unægteligt tage skade af sanktioner mod Rusland. Brasilianske soyaproducenter – verdens førende af slagsen – har f. eks utroligt meget at tabe.

USA’s bevægelser i Latinamerika
At USA reagerer voldsomt – eller i hvert fald med forundring – på en latinamerikansk præsidents udvekslinger med Rusland er i overensstemmelse med tingenes sædvanlige tilstand.

Udover den famøse Cuba-krise i 1962 har USA ved utallige lejligheder forsøgt at disciplinere landene i naboregionen, når deres økonomiske og/eller militære interesser har vist sig at divergere fra De Forenede Staters. Det har givet udslag i økonomisk- og politisk opbakning til diverse militære kup i Latinamerika og handelsembargoer rettet mod de særligt stædige regimer: Cuba og Venezuela – Ruslands tætteste allierede i regionen, som lange har støttet Putins aggressioner mod Ukraine.

Den tredje pro-russiske støtte er Nicaragua, der ligesom Cuba og Venezuela regeres af en autoritær leder. Præsidenten Daniel Ortega har ikke meget til overs for politiske modstanderes ytringsfrihed – på den måde minder han særdeles meget om Putin. Både Cuba, Venezuela og Nicaragua placerer sig således på den mest pro-russiske side i det latinamerikanske spektrum. Det betyder, at de tenderer mod at anse NATO som den aggressive part i konflikten og Rusland som den selvforsvarende part.

I dag er USA’s egen vigtigste allierede i Latinamerika Colombia, hvis politiske styre har været domineret af liberale og konservative i over 200 år. Det er også et af de latinamerikanske lande, der har taget klarest afstand til Putin sammen med Chile.

Det er også interessant at dvæle et øjeblik ved netop Colombia, for følge forskeren Carlos Cruz Mosquera, der selv er colombianer, forsøger USA i øjeblikket at påvirke det kommende præsidentvalg i landet, hvor den venstreorienterede kandidat Gustavo Petro står stærkest i meningsmålingerne på nuværende tidspunkt, ved at udbyde økonomiske ydelser fra den amerikanske ambassade til organisationer, der fremmer projekter i overensstemmelse med den amerikanske regerings linje.

 

I dag er USA’s egen vigtigste allierede i Latinamerika Colombia, hvis politiske styre har været domineret af liberale og konservative i over 200 år. Det er også et af de latinamerikanske lande, der har taget klarest afstand til Putin sammen med Chile
_______

 

“Tilskudsprojektet har en årlig fondsallogering på 250.000 USD, knap en milliard colombianske pesos”, skriver Mosquera i Tribune, og fortsætter: “USA har mere købekraft end alle landets politiske partier og forsøger at sikre befolkningens politiske loyalitet, der traditionelt er knyttet til den faldende højrefløj”.

Det øgede fokus på Colombia er ikke de eneste amerikanske bevægelser vedrørende Latinamerika, der bør fremhæves. I starten af februar fremførte to amerikanske senatorer – Bob Menendez fra Demokraterne og Marco Rubio fra Republikanerne – ‚the Western Hemisphere Security Act’, der har til formål at forstærke sikkerhedssamarbejder i Latinamerika med den begrundelse, at “der ikke er nogen større trussel i vores region end den tiltagende indblanding fra Rusland og Kina i Latinamerika og i Caribien”. At alles øjne er rettet mod Ukraine betyder ikke, at USA har mistet blikket for sine naboer.

I samme pressemeddelelse, hvor lovforslaget præsenteres, bruger senatorerne det nedsættende udtryk ‘backyard’ om Latinamerika og Caribien og udtrykker desuden, at USA skal være en ‘pålidelig leder og partner’ i forholdet til landene i den store region. At disse senatorer udtrykker intentionen om at lede Latinamerika viser, at amerikansk exceptionalisme ingenlunde er dødt og begravet, selvom Donald Trump gjorde sit for at trække USA ud af konflikter, da han sad i det Hvide Hus.

Hvorvidt lovforslaget bliver til lov er så et andet spørgsmål. Ifølge en Latinamerika-ekspert fra U.S. Army War College, Dr. R. Evan Ellis, så er realiseringen af lovforslaget ikke umuligt. I et interview med The Diplomat udtaler han, at det vil kræve mere samarbejdsvillighed på tværs af fløjene i den amerikanske kongres. I forlængelse af Evan Ellis’ udtalelse kan man passende tilføje, at samarbejdsvillighed hos lovgivere er sådan noget, som militære konflikter har det med at skabe. ■

 

At alles øjne er rettet mod Ukraine betyder ikke, at USA har mistet blikket for sine naboer
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister