30.09.2022

”I perioden 1992-2017 har Litauen skåret 25 pct. af deres nationale gasforbrug, mens Letland har skåret 37 pct. og Estland hele 67 pct. Til sammenligning har Tyskland forøget sit nationale gasforbrug med 18 pct. i samme periode. Måske skulle Vesteuropa have lyttet til balterne noget før?”

Kronik af Marius Keller

Energikrisen har ramt Europa, og priserne på el og gas stiger i et historisk tempo. Denne dramatiske udvikling ser kun ud til at fortsætte. Mandag den 26. september nåede krisen hidtil usete højder, da de omdiskuterede gasrørledninger Nord Stream 1 og 2, som løber mellem Rusland og Tyskland begyndte at lække gas ud i Østersøen efter flere formodede eksplosioner. Dermed er situationen blevet mere usikker, og de danske myndigheder har hævet beredskabsniveauet i energisektoren. Derudover er gaspriserne allerede i dagene efter lækagerne steget yderligere.

”Energipolitik er sikkerhedspolitik” er et udtryk, som mange har taget til sig i Danmark og store dele af Vesteuropa siden den 24. februar i år. Men hvad betyder det, og hvor er overlappet? I Baltikum har man i årevis været bevidste om dette overlap, og måske er det derfor, at balterne er så omstillingsparate og hurtige til at finde alternativer til den russiske gasimport. Måske vi i Vesteuropa kan lære noget af deres tankegang?

I de baltiske lande har man set med stor alvor på Ruslands aggressive adfærd siden episoderne i Georgien i 2008 og Krim i 2014. Den offentlige debat har dermed i årevis båret præg af den efterhånden indlysende tanke om, at afhængigheden af russisk gas potentielt kan medføre en risiko for forsyningssikkerheden. Baltikum er interessant at belyse, fordi overlappet mellem energi- og sikkerhedspolitik har manifesteret sig i noget, der er mere håndgribeligt, end det er i fx Danmark.

Estland, Letland og Litauen har reelt følt sig truet af Rusland i årtier. Med den fælles postsovjetiske historie, som deles med Warszawapagtlandene, har man en helt anderledes forståelse af Ruslands aggressive, ekspansive territoriepolitik end i Danmark og Vesteuropa. Den baltiske trusselsvurdering kommer helt konkret til syne i den forøgede efterspørgsel til NATO’s fremskudte tilstedeværelse (NATO’s eFP).

De tre baltiske stater har et eksplicit ønske om, at NATO’s eFP, der har fungeret som en såkaldt ”snubletråd” i tilfælde af en russisk invasion, skal omstruktureres til en reel forsvarsenhed. Dertil investerer de tre stater massivt i deres nationale forsvar, hvilket kun kan tolkes som et udtryk for mistillid til deres fælles nabo mod øst. Kigger man fx på Estland, fremlagde den tidligere regering i maj 2022 et nyt nationalt forsvarsbudget fra 2023-2026 på 28,2 mia. kroner, hvilket må siges at være en stor investering. Dermed kommer det estiske forsvarsbudget til at udgøre 2,5 pct. af landets BNP i gennemsnit over de næste fire år.

I Baltikum fylder den russiske invasion af Ukraine på en anden måde den politiske dagsorden, end det er tilfældet i mange andre europæiske lande, bl.a. grundet det tætte historiske bånd mellem befolkningerne. Den dybe sympati, balterne har for Ukraine, kommer til udtryk i de massive donationer, staterne har givet siden februar. Pr. 3. august havde Estland og Letland doneret henholdsvis 0,83 og 0,8 pct. af landenes BNP i bilateral støtte til Ukraine samt organiseret store sendinger af militært udstyr.

 

Mens Letland indtil for nylig har været tynget af, at russiske økonomiske interesser trak tråde dybt ind i den lettiske gassektor, har Estland og Litauen politisk været i stand til at etablere forsyningssamarbejder med andre nabostater meget hurtigt
_______

 

Afhængighed af russisk gas

Men hvad har det med energi at gøre? Før invasionen bestod op mod 90 pct. af det baltiske gasforbrug af russisk importeret gas, og når man investerer så massivt i sit nationale forsvar, som det er tilfældet i Baltikum, er det en meget stor udfordring, når ressourcesikkerheden er i fare. Over de næste år vil de tre baltiske lande indsætte tusinder af grænsetropper mod deres grænser til Rusland – alene i Estland hedder tallet 3.000 grænsesoldater.

Med den øgede intensitet på grænsen mellem Baltikum og Rusland følger altså en risiko for, at Rusland vil ophæve gassamarbejdet, hvilket også er blevet debatteret og har indgået i reelle forhandlinger over de seneste måneder. Et ”full stop” vil være et meget alvorligt stød mød ressourcesikkerheden og energipriserne for hele Europa, men i særdeleshed mod Baltikum, der er mere gasafhængige end selv Tyskland og Storbritannien.

Dette forhold afsløres af de galopperende prisstigninger. Hvor inflationen i Storbritannien er på et sjældent højt niveau, og Bank of England forventer øjeblikket et worst case scenarie på 11 pct, var inflationen i Estland til sammenligning i august måned på 24.8 pct – den højeste i Eurozonen, og altså mere end dobbelt så høj som Storbritanniens værst tænkelige scenarie. Det er især priserne på energi og fødevarer, der presser inflationen op i de baltiske stater, hvilket allerede har medført store udfordringer både for industri og for borgere herunder stigende arbejdsløshed i Estland. Dertil følger store politiske udfordringer, fx da det estiske parlament i foråret forhandlede om statsoverførelser – et politisk tovtrækkeri, der endte med, at den siddende regering måtte trække sig.

Parat til omstilling?

Der er stor forskel på de tre baltiske stater. Vel har de en fælles historie – og i dag en fælles fjende i Rusland – men zoomer man ind på Baltikum, vil man opdage de store politiske forskelle staterne imellem, herunder også på energiområdet. Mens Letland indtil for nylig har været tynget af, at russiske økonomiske interesser trak tråde dybt ind i den lettiske gassektor, har Estland og Litauen politisk været i stand til at etablere forsyningssamarbejder med andre nabostater meget hurtigt.

Estland har i løbet af foråret på rekordfart lavet et gensidigt samarbejde med Finland om leverancer af LNG (flydende naturgas). Dette foregår ved, at man konstruerer flydende ”portaler” – flydende gasterminaler – der kan transportere gas mellem de to stater, der kun adskilles af 80 kilometer hav. Samtidig samarbejder Estland, Letland og danske Ørsted om en stor off-shore vindmøllepark i Rigabugten, der ligeså skal udbyde et alternativ til den importerede gas fra Rusland.

Litauen har også haft fart på omstillingen, hvilket rent fysisk er kommet til udtryk ved den nye gasledning Gas Interconnection Poland–Lithuania (GIPL). Et stort projekt, der har kostet i omegnen af 500 mio. euro, og som er blevet finansieret af EU, Polen og de tre baltiske stater. Den vil dermed kunne levere gas til de involverede stater ved at forbinde deres gastransmissionssystemer.

Således vil den kunne sende gas i begge retninger og forbinde den før omtalte finske gas med polsk gas. GIPL strækker sig over 508 kilometer og krydser grænsen mellem Polen og Litauen, og så har den ”kun” taget to år at bygge. I februar 2022 kunne det litauiske gasselskab AB Amber Grid fortælle, at GIPL allerede ville være funktionsdygtig fra maj 2022. Altså er der et sammenfald mellem den eskalerede trussel fra Rusland og annonceringen af GIPL’s åbningsdato. Litauen har dermed formået at blive uafhængigt af russisk gas med rekordfart.

 

Selvsagt er Tyskland en mastodont i sammenligning med de baltiske stater, og det er derfor svært at sidestille så forskellige udgangspunkter. Dog er forbrugstendensen interessant i lyset af den nuværende energisituation. Hvor Tyskland har skruet op, har balterne fundet andre alternativer.

_______

 

En energipolitik fra Den Kolde Krig

Den nutidige politiske situation i Baltikum (og andre dele af Østeuropa) trækker øjensynligt tråde tilbage til den kolde krigs stormagtsspil. Sidst i 1950’erne startede armlægningen mellem USA og Sovjetunionen for alvor. Begge modpoler ville sikre sig ”post-war”-hegemoni, og ifølge Ryan Haddad fra University of Maryland kunne USA og Vesteuropa se til, mens Sovjet udførte en relativt offensiv økonomipolitik, der blandt andet omfattede økonomisk støtte og særdeles fordelagtige handelsaftaler med gas målrettet Warszawapagtlandende og – vigtigt i denne sammenhæng – Finland. Naturligvis var den bagvedliggende tankegang at skabe afhængighed mellem Østeuropa og Moskva. I starten af 00’erne modtog også Ukraine samme mængde subsidieret gas fra Rusland som under sovjettiden.

Som nævnt bestod ca. 90 pct. af det baltiske gasforbrug før februar 2022 af russisk gas, men det er centralt at pointere, at de tre baltiske stater har skåret gevaldigt ned på deres gasforbrug siden Sovjetunionens sammenbrud: I perioden 1992-2017 har Litauen skåret 25 pct. af deres nationale gasforbrug, mens Letland har skåret 37 pct. og Estland hele 67 pct. Til sammenligning har Tyskland forøget sit nationale gasforbrug med 18 pct. i samme periode.

Selvsagt er Tyskland naturligvis en mastodont i sammenligning med de baltiske stater, og det er derfor svært at sidestille så forskellige udgangspunkter. Dog er forbrugstendensen interessant i lyset af den nuværende energisituation. Hvor Tyskland har skruet op, har balterne fundet andre alternativer.

En anden årsag til Baltikums hurtige omstilling er, at de tre stater siden deres selvstændighed har forsøgt at anvende andre energiressourcer herunder kul og olieskiffer. Dertil fylder den grønne omstilling – ligesom i det meste af EU – meget i Baltikum.

Har man negligeret frygten fra øst?

Har de forsyningsaftaler, som Baltikum har fået lavet ganske hurtigt, været mulige, fordi man har taget Ruslands aggressive adfærd alvorligt i årtier?

Den 25. august 2022 fortalte souschefen på den estiske ambassade i Danmark, Mariliis Sepp, til DR om Estlands nye plan om at fjerne Sovjetmonumenter fra det offentlige rum. I den forbindelse brugte hun ordet ”russofobi” til beskrivelse af Vesteuropas måde at negligere Warszawapagtlandenes frygt for Rusland. Som ordet antyder, dækker ”russofobi” over en frygt for Ruslands kultur eller politik. Det er klart, at flere af de tidligere sovjetiske stater (med undtagelse af Belarus og Ungarn) har forholdt sig skeptiske over for Rusland, siden de fik deres selvstændighed. Især siden annekteringen af Krim i 2014 har særligt Baltikum udtrykt en frygt for Ruslands aggressive adfærd.

Nok klinger Sepps begrebsliggørelse af ”russofobi” negativt, men den dækker også over en implicit frygt forankret i kulturelle såvel som sikkerhedspolitiske årsager i et langt og underdanigt forhold til den store nabo mod øst. Forud for invasionen har balterne således i nogen grad følt, at deres utryghed overfor Rusland er blevet negligeret og dermed slået hen som værende russofobisk, når de har udtrykt deres skepsis og reelle frygt for Rusland. Ifølge Sepp er der dog sket et skifte i måden Vesteuropa opfatter både Rusland og balternes frygt for Rusland. Nu er den baltiske russofobi knap så skinger, formentlig fordi Vesteuropa nu deler balternes syn på truslen fra øst.

 

Har de forsyningsaftaler, som Baltikum har fået lavet ganske hurtigt, været mulige, fordi man har taget Ruslands aggressive adfærd alvorligt i årtier?
_______

 

Dertil skal det nævnes, at fælles for de tre stater er, at de har en relativt stor befolkningsandel, som tilhører det russisktalende mindretal. Dog er minoriteten væsentligt mindre i Litauen end i Estland og Letland, hvor den udgør ca. 30 pct. af befolkningen. En relativt stor andel af de russisktalende mindretal er etniske russere, og borgerne, der udgør minoriteten, har enten et EU-pas, russisk pas eller gråt pas, hvilket vil sige, at de er statsløse.

Staternes russisktalende mindretal er væsentlige at belyse, fordi de baltiske stater siden deres selvstændighed har gennemlevet en massiv liberalisering i et forsøg på at skabe politisk afstand til Rusland og deres sovjetiske fortid.

De store minoriteter har flere fællestræk på tværs af Baltikum – fx deltager de kun i ringe grad i den offentlige debat, og man har relativt begrænset statistisk information om individernes sundhedsforhold, uddannelse, politiske ideologi med videre. Dermed kan befolkningsgrupperne være svære at tage hensyn til rent politisk. Og særligt grundet disse gråzoner er de baltiske staters tilgange til Rusland et sandt minefelt at operere i. Man har naturligvis ikke interesse i at diskriminere disse borgere og skabe utilfredshed hos dem, men samtidig vil man fastholde den ganske hårde kurs, man har lagt overfor Rusland.

Hvad kan vi lære af Baltikum?

Har man været naive i Baltikum, eftersom disse staters afhængighed af Russisk gas er så høj? Nej, og så simpelt er det ikke. Hvis man antager, at afhængigheden stammer fra infrastruktur helt tilbage fra sovjettiden, har disse stater ikke haft mange alternativer, da de fik selvstændighed i 1991. Dertil har staterne i årtier givet udtryk for en frygt for Rusland, som i lyset af invasionen i Ukraine må siges at have været velbegrundet. Konkret er denne frygt kommet til udtryk gennem staternes ønske om EU- og NATO-medlemskab, som de fik i 2004, og siden det omtalte ønske om en udvidelse af NATO’s eFP. Baltikum har givet udtryk for, at de vil vriste sig fri af den russiske bjørns kløer, og de har kæmpet for dette siden deres selvstændighed både sikkerhedspolitisk ved at alliere sig med NATO og energipolitisk ved at sænke deres gasforbrug markant siden 1992.

Vi må ikke glemme, at Baltikum på trods af deres små befolkningsstørrelser er en del af den fælles EU-identitet og deler vores værdier. Det er måske snarere lande som Tyskland, der har haft en naiv drøm om demokrati, hvor man har troet på, at man har kunnet handle sig til et tættere sammenhold med Rusland. I stedet endte man med at give Rusland et stærkt våben: Gassen.

I bagklogskabens lys kunne man i Vesteuropa have haft stor nytte af at involvere balternes erfaringer med Rusland for at få en dybere forståelse af de russiske interesser, som har været på spil i de store aftaler om infrastruktur på gasområdet (fx Nordstream 1 og 2). Baltikum har søgt at styrke deres sikkerhedspolitiske situation i årtier ved at reducere afhængigheden af russisk gas. Mange andre lande, herunder Tyskland, har nærmest haft den modsatte tilgang: De har forsøgt at skabe sikkerhed ved at øge samhandlen med Rusland.

De dele af Vesteuropa, som har negligeret Baltikums utryghed overfor Rusland, burde have været hurtigere ude og tage ved lære af de baltiske staters frygt. Baltikum har en helt unik historie og har på kun lidt over tre årtier oplevet både Den Kolde Krig under Sovjetunionens åg samt selvstændighed og medlemskab af EU og NATO. EU og det øvrige Vesteuropa kan derfor med fordel i fremtiden lytte til de baltiske stater, når spørgsmålene om energi- og sikkerhedspolitik i forbindelse med Rusland rejser sig. For der kommer med sikkerhed til at opstå nye dilemmaer i Vestens håndtering af Rusland, der kalder på balternes erfaringer og historie. ■

 

De dele af Vesteuropa, som har negligeret Baltikums utryghed overfor Rusland, burde have været hurtigere ude og tage ved lære af de baltiske staters frygt
_______

 

Marius Keller (f. 1996) er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og skriver for RÆSON.

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt