Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Nu begynder opbruddet i verdensøkonomien
06.05.2022
Krig, usikker vækst, buldrende inflation og afglobalisering. Håndteringen af de aktuelle udfordringer kan lægge sporene ud for verdensøkonomien i mange år frem.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, der har titlen: “Hvad Ukraine viser os om fremtiden”. Ude nu.
Af Malthe Munkøe
”Putins krig vil omskabe verden”, skrev lederskribenten Martin Wolf mismodigt i marts i det indflydelsesrige Financial Times. Hans artikel indfangede tidsånden: Optimisme over, at coronapandemien ebber ud, er blevet afløst af frygt for konsekvenserne af en begyndende ny kold krig. ”En ny verden bliver født”, fortsatte han, ”et mobiliseret Vesten, en alliance af autokratier, økonomiske sanktioner uden fortilfælde, kæmpe energi- og fødevarechok. Ingen ved, hvad der vil ske. Men vi ved, det ser ud til at blive en katastrofe“.
Wolfs betragtninger understreger, at vi ikke blot kan se på de umiddelbare økonomiske konsekvenser ved krigen mellem Rusland og Ukraine, når vi vil forstå udviklingen i verdensøkonomien, men også må have blik for de mere langtrækkende konsekvenser i spændingsfeltet mellem det geopolitiske og det økonomiske.
Ved årsskiftet tegnede det ellers nogenlunde lyst i verdensøkonomien, der så ud til definitivt at være på vej ud af coronapandemiens dødvande. Mange lande var nået tilbage til før-krise-BNP-niveauet på ryggen af en økonomisk genopretning, der var gået hurtigere, end mange havde ventet.
Ganske vist buldrede inflationen afsted, og især i USA var det tydeligt, at man ville være nødt til at handle før snarere end siden med rentestigninger, selvom det ville lægge en gevaldig dæmper på væksten. Efter at inflation i mange årtier ikke har været noget, man for alvor har talt om, endsige bekymret sig for, er situationen derfor en ganske anden nu. Pandemien har resulteret i alvorlige flaskehalse i verdensøkonomien, hvor nedlukningerne har medført store forstyrrelser i de globale værdikæder bl.a. med høje fragtpriser, forsinkelser på leverancer og forsyningsstop, når produktionsanlæg og havnefaciliteter har været nedlukket, hvilket har presset mange priser op. Desuden har regeringer og centralbanker valgt at føre en exceptionelt løs finans- og pengepolitik for at holde hånden under økonomierne, hvilket samtidig har skabt et stærkt inflationært pres.
Dette bliver voldsomt forstærket af krigen i Ukraine og sanktionerne mod Rusland, som har fået energi- og råvarepriser på yderligere himmelflugt og skabt stor økonomisk usikkerhed. ”Den russiske invasion af Ukraine har gjort en ende på globaliseringen, som vi har kendt den over de seneste tre årtier”, erklærede Laurence D. Fink, den administrerende direktør for en af verdens største investeringsfirmaer BlackRock i et nyligt brev til aktionærerne. Han beskrev, hvordan vi vil se en ”reorientering af forsyningskæder i stor skala”, der ”grundlæggende vil være inflationær”.
I de tre årtier efter afslutningen på Den Kolde Krig har virksomheder taget for givet, at de kunne udflytte produktion, indkøbe råmaterialer og produktionsinput og i øvrigt operere nogenlunde frit i stort set hele verden. Det har ladet dem høste kolossale økonomiske gevinster. Hvis ikke man længere stoler på dét system, kan konsekvenserne blive særdeles vidtrækkende.
Krigens konsekvenser
Rusland udgør omkring 3 pct. af verdens BNP, og EU’s eksport til Rusland og Ukraine tegner sig for godt 5 pct. af Europas samlede eksport. Selvom det ikke er alarmerende højt, er det klart, at krigen og de indførte sanktioner vil få væsentlige økonomiske konsekvenser, og at EU-landene givetvis vil blive hårdere påvirket end de fleste andre dele af verden.
Der er især fem centrale transmissionsmekanismer, hvorigennem udviklingen påvirker dansk, europæisk og global økonomi.
For det første er der den direkte effekt ved, at eksporten til Rusland falder som følge af sanktionerne, hvis hårdhed er uden fortilfælde. Mange firmaer har desuden valgt at forlade det russiske marked, selvom de ikke juridisk set var tvunget til det, investeringer er gået i stå, og man kan sagtens forestille sig, at der vil komme yderligere sanktioner.
For det andet – og givetvis som den vigtigste enkeltstående effekt – er der konsekvenserne af de voldsomme prisstigninger, som krigen har medført. Omkring 40 pct. af naturgassen i Europa kommer normalt fra Rusland, og priserne er steget 60 pct. Højere energipriser rammer både forbrugerne, som taber købekraft, og virksomheder, der oplever, at det bliver dyrere at producere. Olieprisen er steget fra under 80 dollars per tønde til over 120 dollars, og analytikere forudser, at 200 dollars per tønde er en realistisk mulighed – hvilket kan få vidtrækkende følger for hele verdensøkonomien. OECD vurderer, at en 30 pct.-stigning i olieprisen vil reducere den globale økonomiske vækst med ½ procentpoint.
Priserne på mange andre råvarer er steget meget voldsomt. Rusland står eksempelvis for 40 pct. af verdensproduktionen af palladium, som bruges til at fremstille katalysatorer, Ukraine og Rusland producerer samlet omkring en tredjedel af verdens hvede, mens Ukraine tegner sig for godt halvdelen af den globale produktion af neon, og Rusland for en fjerdedel af nikkelproduktionen. De to råvarer er nødvendige for at kunne fremstille mikrochips, der i forvejen manglede, fordi COVID-19-pandemien svækkede de globale forsyningskæder.
For det tredje vil de europæiske lande opleve forøgede udgifter – til at hjælpe de mange ukrainske flygtninge, til så hurtigt som muligt at frigøre sig fra afhængigheden af russisk energi og til finansieringen af en betydelig militær oprustning.
For det fjerde vil den økonomiske og politiske situation påvirke forbrugertillid og erhvervslivets tillid. Vi har eksempelvis allerede set den danske forbrugertillidsindikator falde til det laveste niveau siden Lehman Brothers-krakket, der indvarslerede finanskrisen i 2008. Det kan påvirke både privatforbrug og investeringer negativt.
For det femte kan finanssektoren blive ramt. Flere europæiske banker har haft betydelige aktiviteter på det russiske marked og lider givetvis betydelige tab. Foreløbig ser dette ikke ud til at få så alvorlige konsekvenser, som man i et worst case scenario ville have frygtet. I 1998, da russisk økonomi kollapsede, førte det således til, at den amerikanske kapitalfond LTCM gik ned. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, måtte samle en række amerikanske banker for at opkøbe den nødlidende fond samt sænke renten – det lykkedes dengang at undgå en finansiel panik af samme karakter, som vi så under finanskrisen ti år senere. Derfor har konsekvenserne for finanssektoren været imødeset med spænding, men indtil nu ser det ud til, at de bliver mildere, end man kunne have frygtet, selvom vi nok vil se en vis kreditsammentrækning der, hvor store banker er mest eksponerede.
Der er således lagt op til betydelige økonomiske konsekvenser af krigen. OECD vurderede i en analyse fra marts, at krigen kunne reducere den globale økonomiske vækst med 1 pct. og øge forbrugerpriserne med 2½ pct. Herhjemme har Finansministeriet opstillet flere scenarier og på den baggrund vurderet, at Danmarks økonomiske vækst i 2022 vil blive reduceret med mellem ½ og 3 pct., relativt til forventningen før krigsudbruddet.
Begge er naturligvis usikre skøn. Dels er det svært at gennemskue de økonomiske konsekvenser af begivenhederne i sig selv, dels er det også uklart, om der vil blive indført yderligere sanktioner, og hvad man finanspolitisk og pengepolitisk vil gøre for at afbøde effekterne.
I Danmark er vi mindre afhængige af russisk naturgas end mange andre europæiske lande. Vores eksport til Rusland udgjorde sidste år 15,1 mia. kr., svarende til 1 pct. af den samlede danske eksport. Men man må ikke glemme, at Tyskland, der har kolossal betydning for dansk eksport, har væsentlig mere samhandel med Rusland, end vi har.
Rusland er aktuelt verdens 11.-største økonomi med et BNP som Sydkoreas. Landets økonomi er dermed for lille til, at krig og sanktioner kan skabe en meget dyb global krise, men stor nok til, at det bestemt vil forårsage stor økonomisk skade. Især fordi krigen kommer, efter at verdensøkonomien i forvejen ganske vist var godt på vej ud af pandemiens jerngreb, men også var nødt til at håndtere et andet stort og hastigt voksende problem: inflation.
Allerede før invasionen af Ukraine advarede analytikere mod risikoen for stagflation – dvs. kombinationen af lav vækst og høj inflation – der med oliekrisen var blevet en af 1970’ernes store udfordringer
_______
Stagflationen spøger
Ved indgangen til 2022 var den største økonomiske bekymring, at inflationen var meget høj. Flaskehalsproblemer alle steder i verdensøkonomien og i mange vigtige globale værdikæder havde skabt grobund for prisstigninger. Den finanspolitiske og pengepolitiske respons på krisen havde desuden været exceptionelt omfattende, hvilket bidrog til det inflationære pres. I januar lå inflationen i euroområdet på 5,1 pct. (på årsplan), altså langt over den 2 procents-målsætning, som Den Europæiske Centralbank, ECB, opererer med. I USA lå tallet på 7,5 pct., og inflationsprognoserne har i øvrigt længe vist sig at være for optimistiske. Krigen i Ukraine har yderligere forstærket dette inflationære pres med store prisstigninger på energi og råstoffer.
Dette niveau ville normalt tilsige, at der skal trykkes hårdt på bremsen. Men udviklingen efter coronapandemien var langtfra normal. En væsentlig del af prisstigningerne afspejlede midlertidige effekter, navnlig på energi, hvor lav efterspørgsel havde fået energipriserne til at kollapse – i et kort ikonisk øjeblik under pandemien var prisen på olie endda negativ, dvs. man blev betalt for at aftage det – så da økonomien og efterspørgslen efter olie vendte tilbage til normalen, steg priserne enormt hurtigt.
Det store spørgsmål, man har diskuteret i økonomiske kredse under coronapandemien, var, om inflationen mest var en forbigående effekt af de usædvanlige begivenheder, eller om det kunne udvikle sig til et vedvarende problem.
Ud over at høj inflation i sig selv har skadevirkninger, risikerer den at bide sig fast eller endda løbe løbsk via de selvopfyldende dynamikker i en såkaldt løn-pris-spiral: Når priserne stiger, reagerer arbejdstagersiden ved at øge sine lønkrav, og når arbejdstagerne får højere løn, sætter virksomheder priserne op. Således bliver dynamikkerne selvforstærkende.
I januar var prisstigningerne inden for energi i eurozonen på 29 pct. Kerneinflationen, dvs. inflationsniveau uden energi, lå på 2,6 pct., altså stadig betydeligt over ECB’s målsætning. De store økonomiers centralbanker havde da også meldt ud, at de ville stramme op. Det var efterhånden tydeligt, at den amerikanske centralbank havde tøvet for længe – og at den burde være begyndt at stramme tidligere i lyset af et glohedt amerikansk arbejdsmarked.
Trods krigen er det derfor uomgængeligt, at pengepolitikken nu skal strammes. I marts hævede den amerikanske centralbank renten for første gang siden 2018 og har signaleret, at man kan forvente et større antal yderligere rentestigninger i år. Den Europæiske Centralbank, ECB, har ligeledes gjort klart, at man – igen, trods krigen i Ukraine – vil fortsætte sin bevægelse mod at stramme op; i første omgang ved til sommer at udfase de massive kvantitative lempelser, der under pandemien har pumpet gang i økonomien.
Allerede før invasionen af Ukraine advarede analytikere mod risikoen for stagflation – dvs. kombinationen af lav vækst og høj inflation – der med oliekrisen var blevet en af 1970’ernes store udfordringer.
Dertil kommer bekymringen for COVID-19-pandemien. At den ikke er overstået, demonstreres fx af situationen i Kina, hvor store økonomiske centre som Shenzhen og Shanghai har måttet lukke ned. Den kinesiske økonomi, der har været den klart vigtigste vækstmotor for verdensøkonomien i mange år, er svækket, efter at Kommunistpartiet har strammet magtgrebet, samtidig med at Evergrande-kollapset har sat gang i en sammentrækning på landets ejendomsmarked. Det, der i bund og grund lignede et stærkt økonomisk opsving, er nu afløst af usikkerhed.
Normalt fungerer de økonomiske dynamikker således, at for at gøre noget ved inflation må man sænke tempoet i økonomien – og omvendt. Derfor er det svært at håndtere en situation, hvor der samtidig er høj inflation og lav økonomisk aktivitet, da tiltag, der adresserer det ene problem, typisk vil forværre det andet.
Vejen ud af 1970’ernes stagflation var hård og endte i det, man kaldte ’fattigfirserne’. Dengang endte den amerikanske centralbankdirektør Paul Volcker med at hæve renten voldsomt, hvilket skabte en recession i 1980. Men hans indgreb fik også gjort en afgørende ende på forventningsdannelsen – at alle aktører i økonomien tog for givet, at der vedvarende ville være høje prisstigninger. Det var denne selvopfyldende profeti-dynamik, der holdt den høje inflation oppe. Et ’Volcker-chok’ betegner derfor noget, der er så voldsomt, at det får alle de økonomiske aktører på markedet til at ændre deres grundlæggende forventninger til den fremtidige inflation, også selvom det kræver, at man gennemgår en betydelig økonomisk nedtur.
Nu er spørgsmålet, hvor hårdt den nuværende centralbankdirektør, Jerome Powell, er nødt til at hamre bremsen i. Han skal genoprette tilliden til, at den amerikanske centralbank vil gøre det nødvendige for at få styr på inflationen, også hvis det udløser en lavkonjunktur. Det er ikke givet, at resultatet ligesom i 1980 bliver en egentlig recession, men vi kan under alle omstændigheder være på vej mod et betydeligt ’Powell-chok’.
Ningbo, Kina: Et bud leverer madvarer under nedlukning i den østlige Zhejiang-provins, 2. april 2022 [FOTO: AFP/Ritzau Scan
Afglobalisering
Det har længe været tydeligt, at styrkeprøven mellem USA og Kina med stor sandsynlighed ville få karakter af en ny kold krig. De tektoniske plader var allerede i bevægelse før Ruslands invasion. De seneste måneders begivenheder har derfor ikke forårsaget, men dog i voldsom grad forstærket, den forskydning i verdensøkonomien, vi i disse år er vidne til.
Europæerne har længe forsøgt at navigere klogt imellem USA og Kina, men bevæger sig samtidig i retning af at formulere stærke modsvar til kineserne, der har givet sig selv en masse fordele i global handel ved ikke at følge de gængse spilleregler. Samtidig ønsker de i bund og grund at vælte den liberale verdensorden, som EU nyder godt af.
Præsident Trumps handelskrig fik allerede iagttagere til at tale om en afkobling, hvor mange kinesiske virksomheder blev forment adgang til at operere og foretage særligt sensible investeringer og opkøb i Vesten, og hvor mange internationale virksomheder begyndte at anskue globale værdikæder, der trækker på input produceret eller samlet i Kina, som en risiko.
Coronapandemien har givet dette yderligere næring ved at demonstrere, at globale just in time-forsyningskæder også indebærer betydelige risici og sårbarhed. Allerede i januar og februar 2020, før man i Vesten havde indset, at virusudbruddet umuligt kunne isoleres til Kina alene, skabte nedlukninger i de store økonomiske centre i Kina alvorlige forsyningsforstyrrelser til stor skade for Europas virksomheder.
Forsinkelser på leverancer af alle mulige varer og produktionsinput har hørt til dagens orden de senere år og påvirket både almindelige husstande og erhvervslivet. Eksempelvis har nedlukningen af fabriksanlæg været stærkt medvirkende til, at industrien de seneste år som nævnt har oplevet en stor mangel på mikrochips. Ifølge tal fra EU-Kommissionen kunne der sidste år være blevet produceret ti millioner flere biler på verdensplan, hvis forsyningen af mikrochips havde været uforstyrret. Da mikrochips indgår i stort set alle dele af en moderne digitaliseret økonomi, har det vakt særligt stor opsigt og understreget den forsyningssårbarhed, der ligger i, at størstedelen af verdensproduktionen finder sted i Taiwan, et af verdens absolut mest anspændte geopolitiske brændpunkter.
Vi har været vant til, at økonomiske kriser skyldes et fald i efterspørgslen, men coronakrisen har været et sjældent eksempel på en krise på udbudssiden. Fra at være noget, vi tager for givet, er komplicerede forhold omkring indretningen af globale forsyningskæder pludselig en udfordring, der kan koste virksomheder livet, få produktionen til at gå i stå og øge leveringstiden for den enkelte forbruger. Derfor er det noget, man politisk må tage meget alvorligt.
Efter i årtier at have taget udflytning og global handel for givet har de voksende geopolitiske spændinger fået verdens hovedstæder til at stille sig selv spørgsmålet: Hvilke afhængigheder er så kritiske, at vi ikke har lyst til at leve med dem? Og hvad kan vi eventuelt gøre ved det?
EU har annonceret, at man ønsker at opnå en ’strategisk autonomi’, og lader i stigende grad geopolitiske hensyn spille ind. Således er der lanceret en række nye handelspolitiske redskaber, eksempelvis investorscreening, som skal hindre, at kritisk nøgleteknologi bliver opkøbt af udenlandske aktører. Senest har man offentliggjort et forslag om en mikrochiplovgivning, der skal øge Europas globale markedsandel fra de nuværende 10 pct. til 20 pct. af den globale produktion.
I den stort opsatte Versailles-erklæring indgået på EU-statsledernes topmøde i marts er angivet et mål om ”opbygning af et mere robust økonomisk grundlag”, idet man bl.a. pegede på en række konkrete sektorer, herunder sjældne jordarter, som ”afgørende for at tackle vores strategiske afhængighed”. Planlagte tiltag tæller desuden opbygning af reserver, diversificering af værdikæder og mere genanvendelse. På den anden side af Atlanterhavet lægger USA ikke skjul på, man ønsker at være mindre afhængig af Kina, og gør eksempelvis klar til en stor satsning på at øge den amerikanske mikrochipproduktion. Med vidtrækkende sanktioner og modtræk bl.a. i form af en ophævelse af beskyttelsen af vestlige firmaers intellektuelle ejendomsrettigheder er Rusland godt på vej mod en afkobling fra Vesten. Den eksportorienterede kinesiske økonomi har måske nok mest at tabe ved en afkobling fra USA, men der er samtidig en bevægelse i gang i Kina, hvor Kommunistpartiet har slået hårdt ned på techsektoren for at styrke grebet og har voksende fokus på at sikre, at investeringer kanaliseres til de områder, som styret mener understøtter landets geopolitiske styrke, og på at udvikle sine egne alternativer til afhængighed af amerikansk kapital og knowhow.
Der er således en bevægelse i gang imod en ’afglobalisering’ og en delvis afkobling mellem Vesten og de autokratiske stormagter Kina og Rusland.
Staten er tilbage
Dette finder sted samtidig med et andet meget vigtigt skifte på den økonomiske bane. Da Europa sidst stod over for en stor krise – finanskrisen i 2008, der for EU’s vedkommende gled over i en statsgældskrise – havde svaret i høj grad været en tysk-inspireret sparepolitik. Ved indgangen til COVID-19-pandemien var alle enige om, at sparepolitikken i Europa var kammet over og blevet kontraproduktiv, og at man derfor skulle gøre noget andet denne gang. I 2020 opfordrede OECD til, at regeringer ”gentænker begrænsninger på offentligt forbrug”, og EU-landenes økonomiske svar på pandemien og nedlukningerne var da også at sætte de normale budgetunderskudsbegrænsende regler i EU ud af kraft.
Med andre ord: Staten er tilbage. Og sammen med den troen på, at det offentlige skal svinge dirigentstokken i kriser og spille en større rolle i samfundsøkonomien, end vi har været vant til.
Det var vi allerede vidne til med udsigterne til massive offentlige investeringer for at gennemføre den grønne omstilling. Og det samme oplever vi nu med ambitionerne om større statsstyring for at øge Europas og Vestens ’modstandskraft’ og skabe en mere ’robust økonomi’, der kan dirigere investeringer bl.a. ind i opbygningen af en større mikrochipsektor.
Derved er også industripolitik kommet tilbage, efter at man i årtier havde haft en opfattelse i hvert fald i Vesten af, at det grundlæggende var skadeligt og en forkert vej at gå – bedre at lade markedet vælge, hvad der skal satses på, og allerhøjest indirekte skubbe på nogle udviklinger fx med særligt gunstige rammebetingelser for vindenergi eller lignende. At udpege ét særligt satsningsområde, som meget direkte skal støttes – fx med EU-Kommissionens ønske om at fordoble EU-landenes produktion af mikrochips – ligger i hvert fald et godt stykke fra den økonomiske og erhvervspolitiske tradition i Nordeuropa, herunder Danmark.
Verdensøkonomien udviser tydelige opbrudstendenser. Efter tre årtiers globalisering og tættere integration er bevægelsen nu delvist i den modsatte retning. Årsagerne er mange: geopolitiske spændinger og rivalisering, et energipolitisk vendepunkt, en omkalfatring af globale værdikæder og en fornyet interesse for aktivt statsstyret industripolitik i mange lande. Efter tre årtier, der blev defineret af Vestens sejr i Den Kolde Krig, er de geopolitiske realiteter ændrede. Det kan ikke undgå at få langtrækkende økonomiske konsekvenser. ■
Verdensøkonomien udviser tydelige opbrudstendenser. Efter tre årtiers globalisering og tættere integration er bevægelsen nu delvist i den modsatte retning
_______
Malthe Munkøe (f. 1984) har en baggrund bl.a. som analysechef i Dansk Erhverv og ekstern lektor på Københavns Universitet og arbejder nu i den offentlige sektor. Han skriver som privatperson. ILLUSTRATION: En ødelagt gård i Malaya Rohan uden for Kharkiv, 1. april 2022. Ukraine, der ofte kaldes “Europas kornkammer”, står for knap 30 pct. af den globale eksport af hvede [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
