Malthe Munkøe i RÆSON SØNDAG: Mikrochips er stormagternes nye kampplads, og oprustningen er allerede i gang
04.09.2022
Ønsket om at være mere selvforsynende og erobre en teknologisk førerstilling topper dagsordenen verden over. I både USA, Kina, Japan og EU søsættes i øjeblikket højprofilerede initiativer for at opbygge indenlandsk mikrochipproduktion. Vil det lykkes for EU at matche supermagterne på et så højt prioriteret område?
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Malthe Munkøe, tidl. analysechef i Dansk Erhverv og ekstern lektor på Københavns Universitet
I juli 2022 annoncerede den amerikanske elektronikgigant Intel, at man ville opføre en mikrochipfabrik for 17 milliarder euro i østtyske Magdeburg. Få dage senere annoncerede STMicroelectronics og GlobalFoundries, at man ville investere 6 mia. euro i en chipfabrik nær sydfranske Grenoble.
Da han sammen med den franske præsident besøgte faciliteterne ved Grenoble, beskrev EU-kommissæren for det indre marked, Thierry Breton, at ”annonceringen kommer på et tidspunkt, hvor den geopolitiske kontekst forværres og forsyningskæderne er spændte”.
Det højprofilerede besøg med præsident og EU-kommissær, og de store investeringer der lå bag, afspejler, hvordan mikrochips er rykket helt op på dagsordenen i en geopolitisk mere usikker verden. Mikrochips er blevet altafgørende for store dele af vores industri og økonomi, såvel som for den helt almindelige forbrugers dagligdag – og ikke mindst for de avancerede våbensystemer, som vores militære sikkerhed bygger på.
Som den amerikanske præsident Joseph Biden for nyligt sagde i en tale om mikrochips: ”Vi står ved et vendepunkt i vores nation og jorden rundt. Som vi så under pandemien, bringer det den globale økonomi til et højtlydt stop, når fabrikkerne, der fremstiller disse mikrochips, stopper … ikke bare her, men overalt på jorden”. Og en regeringsrapport fra den amerikanske nationale sikkerhedskommission for kunstig intelligens beskrev for nyligt situation sådan, at ”hvis en mulig modstander overgår USA indenfor mikrochips på længere sigt, eller pludseligt afskærer USA’s adgang til avancerede mikrochips helt, kunne de få overtaget i alle domæner indenfor krigsførelse”.
Den gennemsnitlige ventetid på mikrochip lå frem til 2021 på op til 15 uger, men har siden ligget langt højere, aktuelt på omkring 26 uger. Det påvirker alt; fra store fabriksanlæg til dagligdagen for almindelige husstande. Konkret har Toyota, Ford og Volvo haft produktionsanlæg lukket ned, mens det har været meget svært for forbrugerne at få fingre i en PlayStation 5.
Mange politiske beslutningstagere spørger derfor sig selv, om vores økonomiske konkurrenceevne er tjent med at være så afhængige og derfor sårbare overfor forstyrrelser indenfor et så strategisk vigtigt område. Og om man kan leve med, at en stor andel af verdensproduktionen af mikrochips – og herunder 90 pct. af verdens avancerede mikrochips – produceres i Taiwan, som Beijing jævnligt truer med at invadere. I Taiwan har firmaet TSMC formået at opnå en førerposition, og der er reelt kun en konkurrent; koreanske Samsung, som også er i stand til at producere de mest avancerede mikrochips på under 5 nanometer.
Selvom den kinesiske interesse for Taiwan ikke begrænser sig til mikrochips, eller øens økonomiske betydning i øvrigt, skal man ikke undervurdere vigtigheden af, at en konflikt vil kunne lamme produktionsanlæg overalt i verden.
Selvom den kinesiske interesse for Taiwan ikke begrænser sig til mikrochips, skal man ikke undervurdere vigtigheden af, at en konflikt vil kunne lamme produktionsanlæg overalt i verden
_______
Kritiske afhængigheder topper den storpolitiske dagsorden
Halvfjerdserne med oliekrise og bilfrie søndage ligger efterhånden langt tilbage i bevidstheden for de fleste. Men med udsigt til en svær vinter med høje energipriser – som følge af udfasningen af russisk naturgas – er Europa brutalt blevet mindet om vigtigheden af adgang til de ressourcer, der er nødvendige for, at samfundet kan fungere.
I forvejen havde COVID-19-pandemien tydeliggjort, hvor afhængigt vores samfund er af komplekse globale værdikæder: Håndsprit og værnemidler fremstilles primært i Kina, og da hele verden med ét fik brug for det, var det afgørende for, hvor meget af samfundslivet man kunne holde åbent, hvor lagrene og den løbende produktion blev sendt hen. Vaccinerne blev udviklet privat, men regeringen i USA og EU-Kommissionen i Europa spillede en meget stor rolle med investeringer og i forhold til at organisere logistikken omkring de producerede vacciner.
Også den globale produktion af mikrochips blev afgørende forstyrret af pandemien. Nedlukningerne ramte mange produktionsanlæg, samtidig med at naturkatastrofer ramte produktionsfaciliteter i Texas. Den følgende chipmangel har tydeliggjort, hvordan de er blevet afgørende for den moderne økonomi: Ventetider for almindelige forbrugere og fremstillingsvirksomheder, der har måttet nedskalere eller indstille produktion.
Som nævnt samler bekymringerne om afhængighed sig ikke mindst om, at omkring 90 pct. af alle avancerede mikrochips produceres i Taiwan, der som bekendt er i Beijings sigtekorn. For uden mikrochips, ingen digital økonomi, og ingen produkter, som indeholder elektroniske dele. Og det er både den mægtige europæiske bilindustri, den amerikanske avancerede våbenindustri og helt almindelig forbrugerelektronik til private husstande, der er afhængig af mikrochips, som i mange tilfælde kommer fra Taiwan, og herunder også de mest avancerede, som Taiwan excellerer i.
Med udsigt til en svær vinter med høje energipriser – som følge af udfasningen af russisk naturgas – er Europa brutalt blevet mindet om vigtigheden af adgang til ressourcer, der er nødvendige for, at samfundet kan fungere
_______
Tech-krig og stormagtsrivalisering
”Hvis du ønsker fred, så forbered dig på krig”, lyder en ofte citeret indsigt fra en romersk krigsmanuel fra omkring det 4. århundrede. Tilsvarende forbereder verdens store økonomiske magter sig på en situation, hvor adgangen til avancerede mikrochips risikerer at blive forstyrret. Og hvor bagtæppet er den begyndende kolde krig og den allerede lune og igangværende ”teknologi-krig” mellem USA og Kina.
Ambitionerne er store. I den storstilede industristrategi, ”Made in China 2025”, afsætter Kina 150 milliarder dollars over 10 år, med det mål at nå 70 pct. selvforsyningsgrad i 2025, og i USA blev den amerikanske ”Chips Act” vedtaget i juli, og den indeholder bl.a. 25 pct. skatterabat og 53 milliarder dollars i direkte støtte til branchen. Samtidig indebærer den amerikanske lovgivning, at statsstøtte kun kan gives til virksomheder, der undlader at investere mere i avanceret mikrochipproduktion i Kina. Derved indskriver chips sig i den igangværende ”tech-krig”, hvor USA forsøger at stoppe Kinas adgang til vigtig avanceret vestlig teknologi.
Sydkorea giver også forskellige fordelagtige ordninger, såsom i relation til skat og told, der samlet vurderes at have en værdi på 450 mia. dollars frem til 2035. Samtidig gør Japan klar til milliardinvesteringer.
Det kinesiske kommunistparti har altid spillet en stor rolle i kinesisk økonomi og opereret med langsigtede planer for, hvad der skal satses på. Og i de senere år har man holdt fast i industripolitikken i Østasien, mens Vesten har fjernet sig fra det. Til gengæld har de seneste års dramatiske begivenheder igen fokuseret vestlige beslutningstageres strategiske tænkning indenfor industripolitik, og det har banet vejen for politiske tiltag, der ville være blevet set som udenfor skiven i de fleste vestlige hovedstæder for blot få år siden. Det gælder også i Europa, hvor der er en langt større appetit på store statsstøtteprojekter indenfor det, der betragtes som nøgleteknologier, og en voksende interesse for at udvikle særlige krisestyringsredskaber.
I litteraturen om industripolitik refereres der flittigt til alle de uforudsete følgevirkninger af NASAs månelandingsprojekt, og i EU fylder industripolitik efterhånden meget, hvor der er store ambitioner om at drive en udvikling frem mod førerpositioner på udvalgte områder
_______
Vil det lykkes EU at blive selvforsynende med mikrochips?
Fra Europas side er der ligeledes et stærkt ønske om at have adgang til en globalt konkurrencedygtig industri på de strategisk afgørende områder, og derigennem også at blive mindre sårbar overfor forstyrrelser omkring mikrochips. Forstyrrelser, som da pandemien førte til lukninger af både fabriksanlæg og havne, eller da usædvanlige vinterstorme førte til midlertidige nedlukninger af mikrochips-fabrikker i Texas.
I sin ”Tale om den Europæiske Unions Fremtid” i september 2021 bebudede von der Leyen, at man ville udarbejde et europæisk lovforslag om chips: ”Det handler ikke kun om konkurrenceevne. Det handler om digital suverænitet”, sagde hun og tilføjede, at det var en meget svær opgave, men at man jo havde sagt det samme om Galileo-satellitsystemet tyve år tidligere. I dag bruges Galileo-navigationssystemet i to milliarder smartphones.
I det hele taget fylder teknologi stadigt mere i de politiske kalkuler. I Europa har der længe været bekymring over, at alle de store tech-virksomheder, der har været dominerende de senere årtier – Microsoft, Google, Amazon og Netflix – er amerikanske eller i stigende grad kinesiske, ligesom der er stort fokus på europæiske borgere og virksomheders data. Og med udsigt til en række nye nøgleteknologier, der kan transformerer vores økonomier, samfund og militær – fra kvantecomputere og kvante-kommunikation til kunstig intelligens og nye grønne brændstoffer mv. – er der stort og presserende fokus i EU på at kunne følge med.
”Lad os være modige igen, denne gang med mikrochips”, lød det i von der Leyens tale. Eksemplet med Galileo-satellitsystemet er rammende for, at den industripolitiske tænkning griber om sig med stigende villighed til at lade staten spille en meget aktiv rolle; fx ift. at udpege helt specifikke kæmpeprojekter, man særligt vil fremme på basis af strategiske mere end rent erhvervsøkonomiske hensyn. I litteraturen om industripolitik refereres der flittigt til alle de uforudsete følgevirkninger af NASAs månelandingsprojekt, og i EU fylder industripolitik efterhånden meget, hvor der er store ambitioner om at drive en udvikling frem mod førerpositioner på udvalgte områder. For nyligt understregede den tyske kansler Olaf Scholz dette i en tale, hvor han efterspurgte en ”Made in Europe 2030”-industristrategi.
Men skiftet forekommer irreversibelt: Mikrochips-fremstilling har fået en strategisk betydning på storpolitisk niveau og hos verdens beslutningstagere. Øget selvforsyningsgrad er et politisk mål i både Beijing og Washington, og et mål man er villig til at forfølge meget beslutsomt i de kommende år
_______
I februar 2022 kom lovforslaget om mikrochips så fra EU-Kommissionens hånd. Uden den sædvanlige forudgående høring og konsekvensanalyse; for situationen var for presserende, lød det. Kombinationen af lange ventetider til skade for europæisk industri og voksende geopolitiske spændinger har fået emnet øverst på den politiske dagsorden.
Det erklærede mål var at fordoble EU’s andel af den globale chipproduktion fra det nuværende knap 10 pct. til 20 pct. Midlerne hertil omfatter især statsstøtte og et nyt krisestyringsregime, hvor EU i en chipkrise vil få adgang til mange informationer fra relevante virksomheder og mulighed for, at virksomheder, der har modtaget statsstøtte, skal give prioritet til nogle bestemte ordrer.
Både USA og Europa var tidligere førende inden for mikrochip-fremstilling, men i 00’erne overtog Asien førerstillingen. Hvor USA for 30 år siden stod for 40 procent af verdensproduktionen, er det nu 10 procent, og en lignende udvikling har man set i Europa. Især Taiwan dominerer i dag markedet, hvor TSMC fik et gennembrud med en ny model med såkaldte åbne fabriksanlæg, der kunne producerer ale typer af mikrochips i stedet for helt bestemte. I dag produceres traditionelle mikrochips mange steder, men kun TSMC og Samsung i Sydkorea kan fremstille de mest avancerede mikrochips på under 5 nanometer.
I Europa har vi fortsat en del verdensførende forskningsmiljøer, men kun hollandske ASML kan lave det avancerede ekstrem-ultraviolet litografisk udstyr, der skal bruges til at fremstille de mest avancerede chips på under 5 nanometer samt Gate-all-around-teknologi, der ligeledes er vigtig i avanceret chipproduktion. Når det kommer til den faktiske produktionskapacitet i Europa, drejer det sig primært om mere modne produktioner på mindst 22 nanometer chips.
Med massive investeringer og stor statsstøtte i verdens store økonomier er der udsigt til betydelige forskydninger i den globale mikrochipproduktion i de kommende år. Samtidig udvikler den digitale økonomi sig hastigt på måder, der kan være svære at forudsige, og der er også en betydelig tidsforskydning mellem, at investeringsbeslutninger tages, og nye faciliteter er klar, ligesom der er usikkerhed om, hvilke teknologiske muligheder, der vil være. Og det gælder især for de virksomheder, der forsøger at udvikle den nødvendige kompetence til at kunne fremstille mere avancerede former for chips.
Men skiftet forekommer irreversibelt: Mikrochips-fremstilling har fået en strategisk betydning på storpolitisk niveau og hos verdens beslutningstagere. Øget selvforsyningsgrad er et politisk mål i både Beijing og Washington, og et mål man er villig til at forfølge meget beslutsomt i de kommende år.
Den langsomme udvikling skyldes til dels, at Kina har svært ved at få fat i den vestlige teknologi, der skal bruges til avanceret mikrochipproduktion
_______
Mikrochips bliver fremtidens kampplads
At fremstille de mest avancerede mikrochips er svært, og trods store statsstøttede satsninger i Kina er den kinesiske chipproduktion langt fra at være på omgangshøjde. Faktisk blev det storstilede kinesiske forsøg på at få etableret en produktion af avancerede mikrochips længe set som mislykket. Fx har virksomheden Tsingha Unigroup, der fik milliarder i statsstøtte i et flagskibs-initaitiv for at etablere mikrochips-dominans, for nyligt begæret sig konkurs, og selvforsyningsgraden er generelt ikke vokset markant. Og selvom de seneste forlydender går på, at det er lykkedes for et andet kinesisk firma, SMIC, at fremstille en 7 nanometer mikrochip, og derved levere et vigtigt nybrud mod avancerede mikrochips, som man har stillet Kommunistpartiet i udsigt, er der stor usikkerhed om, hvor meget man skal lægge i det, og hvor meget det vil kunne opskaleres.
Den langsomme udvikling skyldes til dels, at Kina har svært ved at få fat i den vestlige teknologi, der skal bruges til avanceret mikrochipproduktion. Navnlig drejer det sig om, at det kun er ASLM’s teknologi til ekstrem ultraviolet litografi, som bruges i alle avancerede mikrochips, og den har USA presset hårdt på for at få på sanktionslisten, så det ikke kan sælges til Kina. Det samme gør sig gældende for FDSOI (Fully Depleted Silicon On Insolator), der er en vigtig teknologi med store gevinster i forhold til batteriforbrug, men som er udviklet i Europa.
Kina har overrasket før, men det kan blive vanskeligt på kort sigt at udvikle de teknologiske løsninger indenlandsk, der kan erstatte disse avancerede teknologier, som firmaer i Vesten råder over. Samtidig skal man skal ikke undervurdere USA’s strategiske prioritet i at forhindre, at udstyr til avanceret mikrochipproduktion ender i Kina.
Selvom alle de store økonomier nu sætter sig mål om at opbygge en større indenlandsk chipproduktion, er der dog en erkendelse, der må lure i bevidstheden: Der er en risiko for, at de storstilede investeringer og højtprofilerede mål ikke bærer frugt.
Derved bevæger de store økonomier sig ind på en spillebane, mange ellers troede var blevet lagt bag os i halvfemserne: En aktiv industripolitik med store statsstøttemidler rettet mod helt bestemte teknologier – helt ned til helt bestemte fabriksprojekter – bliver nu i stigende grad set som løsningen på vor tids store udfordringer. På sit besøg i Grenoble beskrev EU-konkurrencekommissæren Breton det sådan, at man med Chip-lovforslaget ”bevæger Europa i retning af en ægte industripolitik (…) og en ny tilgang til statsstøtte.”
En høj indsats med klare risici
Indsatsen er høj. Hvis midlerne spildes, eller der opstår overkapacitet, fordi alle investerer i at blive mere selvforsynende på samme tid, kan det miskreditere den nye villighed til industripolitiske satsninger. Men hvis det krones med succes, vil det skubbe på udviklingen, hvor der er appetit fra mange sider på lignende satsninger på andre teknologier eller områder, hvor Europa har svært ved at følge med andre økonomier.
Selvom alle de store økonomier nu sætter sig mål om at opbygge en større indenlandsk chipproduktion, er der dog en erkendelse, der må lure i bevidstheden: Der er en risiko for, at de storstilede investeringer og højtprofilerede mål ikke bærer frugt
_______
Det er således ikke kun mikrochips, man fra europæisk hånd vil opbygge stærke kapaciteter indenfor, men også eksempelvis batterier, brint-teknologi og kunstig intelligens. Men ressourcerne er knappe, og der er ingen garantier for, at selv de mest storstilede satsninger vil lykkes. Skeptikerne fremdrager ofte, at Europa trods ambitioner slet ikke kunne følge med USA, når det kommer til de digitale tech-giganter, som har været så definerende for udviklingen de senere år. Kan det blive anderledes med den næste generation af nøgleteknologier?
De seneste års udviklinger har betydet, at teknologi nu bliver set som afgørende i stormagtsrivaliseringen mellem USA og Kina, ligesom vi så under den første kolde krig mellem Sovjetunionen og USA. Betydningen af mikrochips øger ligeledes den i forvejen afgørende betydning, som Taiwan tillægges i denne kontekst. Konkret er der nok en risiko for, at mange af de store investeringer i mikrochips slår fejl, og når alle verdens stormagter satser på mikrochips på samme tid, er det tillige tænkeligt, at man overkorrigerer, så der opstår overkapacitet.
Den globale kalkule synes dog at være, at det betyder mindre i det store billede, hvor risikoen og skaderne ved en alvorlig forsyningskrise om mikrochips er for store, og de militære perspektiver for vigtige for de amerikanske og kinesiske supermagter. Mikrochip-området giver derfor også en klar illustration af udviklingen, når et almindeligt kommercielt område med almindelig global konkurrence i stedet bliver underlagt de strategiske sikkerhedspolitiske logikker, som fylder stadigt mere i en mere geopolitisk urolig verden. Kampen om chipsene kan derfor vise sig afgørende verdens teknologiske fremtid, og er desuden et digebrud i retning af en langt mere aktiv og strategisk determineret industripolitik.
I Kina har der længe været fokus på at investere i udvalgte områder, der regnes for afgørende for de nationale interesser og fremtidige styrkepositioner, med selvforsyning som et erklæret mål. Nu oplever Beijing at disse ambitioner bliver udfordrede af et USA og Vesten, som bevæger sig i samme retning og sætter et forsøg ind på, at Kina ikke kan sætte sig på centrale værdikæder.
I USA er der en klar bevidsthed om, at national sikkerhed, økonomiske styrkepositioner og teknologiske førerstillinger hænger sammen, som man også tog udgangspunkt i under Den Kolde Krig. Kinas opstigen fungerer nu som en udløsende begivenhed, hvor man på tværs af de to partier er begyndt at se mikrochip som en afgørende vigtig brik i forsøget på at konsolidere USA’s styrker både økonomisk og teknologisk.
Herhjemme i EU er der en forståelse af, hvordan de globale dynamikker påvirkes af disse bevægelser med voksende geopolitiske spændinger. En ny og voksende appetit er opstået på at matche de massive satsninger på særligt strategiske områder med aktive industripolitiske tiltag. Denne udvikling, hvor mikrochips spiller en vigtig rolle – bl.a. konkret lovforslag om en europæisk ”Chips Act” – kan derfor meget vel blive afgørende for, hvilken økonomisk politik, der kommer til at dominere i EU de kommende år. Oprustningen er allerede i gang. ■
Indsatsen er høj. Hvis midlerne spildes, eller der opstår overkapacitet, fordi alle investerer i at blive mere selvforsynende på samme tid, kan det miskreditere den nye villighed til industripolitiske satsninger
_______
Malthe Munkøe (f. 1984) har en baggrund som bl.a. analysechef i Dansk Erhverv og ekstern lektor på Københavns Universitet og arbejder nu i den offentlige sektor. Han skriver som privatperson.
ILLUSTRATION: En fabrik, der fremstiller semiconductors, i byen Suining i Kinas sydvestlige Sichuan-provins, 24. maj 2022 [FOTO: Zhong Min/SIPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
