Malthe Munkøe i RÆSON SØNDAG: Industripolitikkens genkomst ændrer de økonomiske spilleregler

10.07.2022

Geopolitikken er tilbage. Hvor mantraet i mange år var, at politikere skulle se på rammevilkår, men ikke blande sig i projekter, teknologier eller brancher, ser vi i stigende grad en tilbagevending til en tilgang i Europa, hvor man netop blander sig. EU – og Danmark – skal navigere i en situation, hvor industripolitik igen ses som det, der skal løse vores største udfordringer.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et stadig større hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Malthe Munkøe

De globale forsyningskæder er i opbrud.

Pandemien har demonstreret svaghederne ved globale såkaldte just-in-time-værdikæder, hvor firmaer kun producerer lige nøjagtig den mængde materialer, der skal bruges til at fremstille et produkt, og derfor ingen lagerbeholdning har. Og så har den vist, at det kan give mening for staten at indtage en betydelig rolle i krisetider.

Der er voksende geopolitiske spændinger, som gør det enkelte land ængsteligt ved at være afhængig af tredjelandes strategisk vigtige produkter og råstoffer.

Offentlige investeringer i milliardklassen i grøn og teknologisk omstilling er ved at blive rullet ud, og de normalt strenge finanspolitiske regler i EU er suspenderet på fjerde år.

Resultatet af alle disse udviklinger er en forandret økonomisk politik, hvori industripolitikken i stigende grad vil indtage en central plads.

Industripolitik har længe været ugleset af fagøkonomer. Den blev i et forskningsstudie fra Den Internationale Valutafond (IMF) fra 2019 ligefrem satirisk kaldt ”den politik, der ikke må nævnes”. Alligevel ses det i stigende grad af praktiske beslutningstagere som det, der skal løse vor tids udfordringer.

 

Vi har taget for givet, at vores virksomheder kan operere på tværs af landegrænser og indgå i globale forsyningskæder afhængigt af, hvor varerne produceres bedst og billigst
_______

 

Forsyningskæder er i opbrud
Palladium, titanium, kalium – listen er lang over varer, man måske svagt husker fra fysiktimerne i skolen, men som har stor betydning for vores moderne økonomi.

De seneste års dramatiske begivenheder, handelskrig mellem USA og Kina, COVID-nedlukninger og senest den russiske invasion af Ukraine, har skabt store forstyrrelser i de globale værdikæder og understreget, man skal passe på med at tage for givet, at vores virksomheder har uforstyrret adgang til de råmaterialer og produkter, de skal bruge for at kunne operere.

Vi har taget for givet, at vores virksomheder kan operere på tværs af landegrænser og indgå i globale forsyningskæder afhængigt af, hvor varerne produceres bedst og billigst. Et produkt, som fremstilles af en dansk virksomhed, kan sagtens være afhængigt af et utal af komponenter, som produceres eller videreforarbejdes i hele verden. Rusland har været en vigtig leverandør af energi og andre råstoffer til europæisk industri, og Kina er ”verdens fabrik”.

Vi har også været vant til stigende økonomisk globalisering. Der har været en politisk debat om, hvorvidt man skulle kompensere dem, der tabte derved, men ikke for alvor sat spørgsmålstegn ved, om det var rigtigt at drage økonomisk fordel af mulighederne. Men de senere år har der været et stigende ønske både blandt erhvervslivet og de politiske beslutningstagere om at evaluere eksisterende forsyningskæder og lægge større vægt på forsyningssikkerhed.

I konsulentspeak taler man om en igangværende bevægelse i erhvervslivet væk fra just-in-time imod mere robuste just-in-case-forsyningskæder. Nogle analytikere forudser en periode med regionalisering eller ligefrem afglobalisering.

Et eksempel er mikrochips, som indgår i alle digitale produkter. Den gennemsnitlige ventetid er steget til 20 uger, efter pandemien skabte store forstyrrelser, som siden er blevet yderligere forværret, idet Ukraine producerede omkring halvdelen af verdens neon, som er nødvendig i fremstillingen af mikrochips. Adgang til mikrochips har stor betydning for, hvilke virksomheder og industrier der klarer sig godt igennem perioder med forsyningsforstyrrelser.

I USA har Biden sat fokus på modstandsdygtige værdikæder. Han afholdt sidste år et topmøde om globale forsyningskæders modstandsdygtighed, ligesom han har forøget de nationale strategiske reserver.

 

Trods de mange fejl, der blev begået, er den generelle opfattelse, at det offentlige spillede en vigtig rolle i at overvinde coronakrisen. Det har bevist, at staten kan antage en vigtig rolle i fremtidige kriser
_______

 

I EU er man også meget optagede af disse forhold. I sin State of the Union fra 2019 gjorde kommissionsformand von der Leyen dette meget klart:

“Mens den globale efterspørgsel [efter mikrochips] er eksploderet, så er Europas andel af den globale værdikæde… faldet. Vi er afhængige af state-of-the-art chips produceret i Asien. Det drejer sig ikke kun om vores konkurrenceevne. Det handler også om vores teknologiske uafhængighed. Så lad os vende al vores opmærksomhed imod det”.

Talen tydeliggjorde den igangværende bevægelse i EU hen imod at betragte importafhængighed og forsyningskædeforhold som strategisk vigtigt – og hen imod at arbejde for en industripolitik, som kan håndtere disse udfordringer.

Genfunden tro på den aktivistiske og krisestyrende stat
Efter Vestens sejr i Den Kolde Krig var der en udpræget tro på en økonomisk vækstmodel, den såkaldte Washington-konsensus, der opererede ud fra et sæt af grundlæggende principper: Staten bør have en begrænset rolle; den bør fokusere på rammebetingelser, men i øvrigt deregulere erhvervslivet; den bør ikke blande sig i private investeringsbeslutninger og derfor begrænse skatten og den offentlige sektor.

Finanskrisen har svækket denne økonomiske filosofi. Dereguleringen af finanssektoren opfattes af mange som årsagen til det finansielle kollaps. ”We are all Keynesians now,” blev et ofte gentaget mantra: Staten måtte i sidste ende redde den private sektor.

I Europa er der efterhånden enighed om, at den sparepolitik, man holdt stædigt fast i i EU i 2010’erne, hvor medlemslande skulle efterleve EU’s finanspolitiske regler om grænser for budgetunderskud, var kontraproduktiv.

I 2019 da pandemien ramte, var tænkningen skiftet. OECD gjorde det klart, at man burde genfortolke landenes finanspolitiske råderum og bruge offentlige midler til at holde hånden under økonomien. Med nedlukninger og lønkompensation fik staten en uhørt rolle i økonomien. Trods de mange fejl, der blev begået, er den generelle opfattelse, at det offentlige spillede en vigtig rolle i at overvinde coronakrisen. Det har bevist, at staten kan antage en vigtig rolle i fremtidige kriser.

Et kolossalt investeringspolitisk eksperiment i Europa
EU’s svar på pandemien blev den såkaldte Genopretningsfond på adskillige pct. af EU’s samlede BNP. Snarere end at udøve sparepolitik holder man hånden under de mest udsatte økonomier og har kastet sig ud i et sandt investeringspolitisk eksperiment.

Man kan ikke investere uden at føre industripolitik, for man er nødt til at tage stilling til en række spørgsmål: Hvilke projekter skal støttes? Hvilke virksomheder? Hvilke teknologier? Efter hvilke kriterier? Skal der tages højde for geografisk spredning og virksomhedsstørrelse; vil man samle midlerne på få store ”månelandingsprojekter” eller sprede pengene ud? Vil man fokusere på forsknings- og udviklingsaktiviteter eller prioritere praktisk industriel anvendelse? Og så videre.

En hjørnesten i EU-samarbejdet er, at virksomheder opererer på ens vilkår på hele det indre marked i stedet for, at hvert land giver sine egne virksomheder statsstøtte eller andre fordele. Det har ifølge Thomas Philippons bog The Great Reversal betydet, at Europa i dag har stærkere konkurrencedynamikker end USA. Og det understreger, at konkurrencepolitik hænger sammen med erhvervs- og industripolitikken. Udfordringen bliver nu, om man kan kombinere EU’s succesfulde konkurrencepolitik med politiske omstillinger af erhvervslivet. Risikoen for skadelige statsstøttekapløb lurer, men mange er overbevist om, at det er den eneste vej, hvis EU skal forblive på omdrejningshøjde med Kina og USA.

Det gælder i forhold til de massive investeringer, der indgår i den grønne omstilling, men rækker betydeligt længere. De senere år har budt på en sand knopskydning i EU-politikken af industrialliancer og storstilede fælleseuropæiske statsstøtteprojekter, blandt andet om at opbygge en europæisk batteriproduktion, så den stærke europæiske automobilindustri ikke er afhængig af leverancer fra tredjelande, når den skal omstille til elbilproduktion.

Hvor mantraet i mange år var, at politikere skulle se på rammevilkår, men ikke blande sig i projekter, teknologier eller brancher, ser vi i stigende grad en tilbagevending til en europæisk industripolitik, som netop blander sig.

EU-kommissionens målsætning om at kunne agere geopolitisk
Allerede ved sin tiltrædelse i 2019 erklærede Kommissionsformand von der Leyen, at hendes mål var at stå i spidsen for en ”geopolitisk Kommission”.

Hvor de første år var prægede af håndtering af pandemien, er det geopolitiske perspektiv med forsinkelse blevet meget tydeligt og optræder nu som politisk mål på linje med den grønne og den digitale omstilling.

Man har blandt andet vedtaget lovgivning, som åbner muligheder for investeringsscreening, så opkøb fra tredjelande af strategisk vigtig teknologi kan blokeres, og man kan forhindre virksomheder fra tredjelande i at opkøbe kritisk infrastruktur som 5G-netværk.

Desuden har EU-systemet sat gang i et lovgivningsarbejde, som skal munde ud i vedtagelsen af en ”mikrochiplov” med et erklæret mål om at fordoble EU-landenes andel af den globale produktion af avancerede mikrochips. Efter sommerferien ventes et lovforslag om et ”Single Market Enforcement Initiative”, som med EU-kommissær Thierry Bretons ord afspejler en overvejelse ”uden naivitet, uden tabuer om, hvordan vi kan blive bedre til at forudsige og reagere på den næste krise… som påvirker vores industri og fragmenterer det indre marked”. Ligeledes er et kommende lovgivningsinitiativ vedrørende kritiske råstoffer på vej.

I EU-systemet er der således et stort fokus på at indføre instrumenter, med hvilke man kan beskytte sig i en tid med voksende geopolitisk rivalisering og nye risici for EU’s forsyningssikkerhed.

Danmark skal agere i et nyt farvand, hvor geopolitik og industripolitik er tilbage på den politiske dagsorden. ■
 

Udfordringen bliver nu, om man kan kombinere EU’s succesfulde konkurrencepolitik med politiske omstillinger af erhvervslivet. Risikoen for skadelige statsstøttekapløb lurer, men mange er overbevist om, at det er den eneste vej
_______

 

Malthe Munkøe (f. 1984) har en baggrund som bl.a. analysechef i Dansk Erhverv og ekstern lektor på Københavns Universitet og arbejder nu i den offentlige sektor. Han skriver som privatperson.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland