Malthe Munkøe: Et geopolitisk EU går nye veje i forsvars- og sikkerhedspolitikken
09.03.2022
Allerede før Ruslands invasion af Ukraine var der i EU fokus på at blive bedre i stand til at agere geopolitisk og udvikle et tættere og mere effektivt forsvarssamarbejde. Denne udvikling får nu stærk fremdrift, ikke mindst fordi EU-landene ser ud til at have fundet viljen til at opruste massivt.
Analyse af Malthe Munkøe
”Der er årtier, hvor der intet sker, og uger, hvor årtier sker.”
Selvom det vist er en myte, at citatet kan tilskrives Lenin, indkapsler ordene alligevel, hvordan udviklingen i relation til Rusland på uhyre kort tid har ændret den europæiske sikkerhedsorden.
De gjaldt, da zaren blev væltet for godt hundrede år siden. Og de gælder i dag under den russiske invasion af Ukraine.
På få dage er de vestlige lande nået til enighed om sanktioner, der er mere vidtrækkende end før set mod et land på Ruslands størrelse, og som giver mindelser om 1998-sammenbruddet i russisk økonomi. Desuden fremstår Vesten nu mere sammentømret end længe set ovenpå splittelse over Afghanistan-tilbagetrækningen samt Trumps kuldsejling af det transatlantiske forhold.
Selvom vores opmærksomhed og nyhedsdækningen af gode grunde samler sig om byer som Kharkiv, Mariupol og Kyiv, skal man ikke undervurdere de forandringer, de seneste uger har medført og vil medføre i Berlin og Bruxelles.
I Europas vigtigste land annoncerede Tysklands kansler Olaf Scholz, at landet nu vil efterleve NATO-målsætningen om at bruge 2 pct. af BNP på forsvaret, samt en engangsinvestering på hvad der svarer til omkring det dobbelte af det årlige tyske forsvarsbudget. I andre hovedstæder, også den danske, diskuteres oprustning ligeledes, og i Danmark kommer forsvarsforbeholdet til folkeafstemning.
Tre dage efter den russiske invasion, annoncerede EU-Kommissionsformand von der Leyen, at EU vil bevilge 500 millioner euro – tæt på 4 milliarder danske kroner – til våben til Ukraine. Hun beskrev, hvordan det var første gang EU gav hjælp i form af våben, og betegnede det som et ”vendepunkt”.
Den europæiske sikkerhedsarkitektur er ændret for stedse.
Hvilke konsekvenser vil den russiske invasion af Ukraine få?
For at forstå det må man betragte de allerede igangværende tendenser i europæisk forsvarssamarbejde, der i forvejen var i bevægelse mod et tættere samarbejde med en større rolle til EU.
Samtidig er man også nødt til at have blik for de områder, der ikke hører under forsvarsområdet, men alligevel har væsentlig sikkerhedspolitisk betydning, eksempelvis energipolitik, cybersikkerhed og ikke mindst i forhold til økonomiske sanktioner. Det er områder, hvor EU-samarbejdet allerede i dag spiller en stor rolle. Med den forværrede geopolitiske situation vil der være voksende fokus på at lade sikkerhedspolitiske hensyn og logikker præge arbejdet inden for disse områder.
Realiteten er altså, at EU har fået et ikke ubetydeligt forsvarsbudget og en større fremtidig rolle på forsvarsområdet
_______
Europæisk forsvarssamarbejde bliver kickstartet
Mens der er berettiget tvivl om Lenin-citatet, skulle den være god nok, at Churchill har karakteriseret Rusland som ”en gåde, svøbt i et mysterium, pakket ind i enigma.”
Det er således svært at forudse, hvordan de kommende uger og måneder kommer til at forløbe, og hvad det russiske regime nu har tænkt sig at gøre, efter deres oprindelige krigsplaner i krigens første uge floppede totalt.
Det er derimod lettere at konstatere, at begivenhedernes gang vil fungere som katalysator for stærkere europæisk samarbejde på forsvarsområdet.
At EU overhovedet kunne træffe den skelsættende beslutning om at bevilge våbenhjælp til et andet land kom bag på mange iagttagere. Dette var dog blevet med aftalen om EU’s budget, der blev indgået i 2020. Her oprettede man (teknisk set udenfor selve budgettet) en såkaldt Europæisk Fredsfacilitet, der som en kontroversiel nyskabelse blev udformet på en måde, der netop muliggjorde våbenhjælp.
Udover Fredsfaciliteten blev der i det nye EU-budget etableret en ny Europæisk Forsvarsfond med et budget på ca. 7 mia. euro over syv år. Som en rapport fra den danske tænketank DIIS har bemærket, gør det EU til den tredjestørste investor i forsvarsforskning og -materiel i Europa. Og selvom budgettet blev reduceret med 40% i forhold til Kommissionens første (men urealistiske) forslag under de svære EU-budgetforhandlinger, har det ikke forhindret iagttagere i at betegne det som et ”paradigmeskift”. Som DIIS bemærker, findes der fx ”17 forskellige hovedtyper af kampvogne i EU og kun én i USA. Samme tendens gør sig gældende, når det kommer til våbensystemer, helikopterprogrammer, kampfly og andet militært isenkram.”
Realiteten er altså, at EU har fået et ikke ubetydeligt forsvarsbudget og en større fremtidig rolle på forsvarsområdet.
Desuden kan europæerne opnå stordriftsfordele ved fælles indkøb og samarbejde mere effektivt ved at ensarte, hvilket materiel de indkøber. Allerede inden invasionen af Ukraine stod det altså klart, at der var en voksende europæisk villighed til at bruge midler på det fællesmilitære område og et ønske om at strømline og samle forsvarsindkøb og -forskning.
Også på et mere operationelt plan har der hersket en tendens mod tættere samarbejde. Siden 2017 har alle EU-lande undtagen Danmark og Malta deltaget i et forstærket samarbejde, det såkaldte PESCO (Permanent Structured Cooperation), på forsvarsområdet. I alt 60 projekter er i gang i øjeblikket, og de dækker udviklingen af strategisk transportkapacitet, et forsvarssystem for EU’s satellitter samt udviklingen af fælles standarder for felthospitaler. Alle disse projekter må forventes at blive fremskyndet efter den russiske invasion.
Mere generelt har EU-landene handlet med en beslutsomhed og hastighed, der er kommet bag på mange. På kun få dage indførte man i EU omfattende sanktioner, i Berlin lagde man årtiers kurs helt om, og i Bruxelles nåede man frem til beslutningen om for første gang at betale for våbenhjælp til en part i en krig. Det i sig selv peger frem mod et EU-samarbejde, der er mere handlekraftigt, end vi har været vant til.
Herhjemme gennemføres en udvidelse af forsvarsbudgetterne og forsvarsforbeholdet kommer til folkeafstemning. På grund af vores direkte udsathed i Arktis, hvor Rigsfællesskabet har en verserende grænsedragningsuenighed med netop Rusland, vil NATO snarere end EU dog formentlig altid være Danmarks primære militære udgangspunkt. Og i USA har den amerikanske Biden-regeringen ikke spildt tiden, men effektivt sat sig i spidsen for koordinationen af sanktioner mod Rusland og hjælp til det trængte Ukraine. USA’s ”pivot to Asia” er således i hvert fald midlertidigt udskudt med en stationering af yderligere 7,000 personel til Europa[1], og USA har genindtaget sin traditionelle rolle som leder af den frie verden.
I andre dele af Europa er kalkulen dog snarere, at man formentlig kun var endnu en valgsejr til Trump fra, at USA trak sig ud af NATO. Tiden er endegyldigt kommet til, at EU skal kunne mere selv. Langt mere, og derved tage vare på sin egen sikkerhed, snarere end være afhængig af USA som bolværk mod et aggressivt Rusland. Med udsigt til massiv oprustning vil europæerne for første gang have noget at have disse ambitioner i.
Tiden er endegyldigt kommet til, at EU skal kunne mere selv. Langt mere, og derved tage vare på sin egen sikkerhed, snarere end være afhængig af USA som bolværk mod et aggressivt Rusland. Med udsigt til massiv oprustning vil europæerne for første gang have noget at have disse ambitioner i
_______
EU bliver en geopolitisk aktør
Hvis Europa skal kunne mere selv og tage vare på sin egen sikkerhed, er det ikke nok alene at se på de egentlige militære kapabiliteter.
Derfor kommer de områder, som EU regulerer, til at spille en central rolle i den nye sikkerhedspolitiske dagsorden for vores kontinent. Det gælder naturgas, hvor EU-landene er afhængige af Rusland, såvel som inden for digitale områder, hvor EU tilsvarende er afhængig af teknologier fra udenlandske leverandører, samt mange andre områder. Dette kan man sige, er vilkårene i enhver global økonomi, men i EU og de store europæiske hovedstæder er man i stigende grad begyndt at tematisere disse strategiske afhængigheder som kilder til sårbarhed, man bør se kritisk på.
Især fra fransk side har der været et stærkt ønske om at reducere den økonomiske afhængighed af ikke-EU-lande for at opnå såkaldt strategisk autonomi – et begreb, der på kort tid er blevet allestedsnærværende i EU-jargonen. Det kan måske bedst illustreres ved et eksempel: Som et nyt flagskibsinitiativ foreslog Kommissionen i februar, at man investerer 43 mia. euro – over 300 mia. kr. – for at understøtte en fordobling af den europæiske mikrochipproduktion frem mod 2030, fordi man ønsker at være mere resilient over for et eventuelt forsyningsnedbrud. Dette skal ses i lyset af at COVID-19 pandemien førte til nedlukkede faciliteter og en udbredt mangel på mikrochips, såvel som bekymring over at en meget stor del af verdensproduktionen finder sted i et af verdens absolutte geopolitiske brændpunkter, Taiwan.
Vi har allerede i den danske politiske debat været vidne til forslag, der vil reducere den danske afhængighed af russisk naturgas, og i Tyskland må man overveje, om den beslutning om at nedlukke atomkraftsektoren, der har gjort landet afhængig af russisk naturgas, kan og bør omgøres. Tilsvarende har Rusland været storleverandør af andre råstoffer til verdensmarkedet, og sanktionerne på råstofområdet bliver en interessant afprøvning af, hvilke sårbarheder pludselige forsyningsvanskeligheder kan afdække i den europæiske industri.
Derved kaster invasionen af Ukraine allerede lange skygger over europæisk energipolitik og erhvervspolitik. Og hvor EU traditionelt har haft en stor rolle i alle spørgsmål, der handler om regulering af erhvervslivet, og stort set ingen rolle inden for sikkerheds- og forsvarspolitik, bliver denne adskillelse nu mere flydende og sværere at opretholde.
Da von der Leyen i 2019 blev valgt til Kommissionsformand, gjorde hun klart, at hun ville stå i spidsen for en ”Geopolitisk Kommission”. Det var en direkte reference til forgængeren Juncker, der tilsvarende havde annonceret, at han ville lede en ”Politisk Kommission”. Under Juncker var fokus på at fastholde et samarbejde martret af eurokrise og flygtningekrise, og ambitionen var at gå fra at være en administrativ organisation til at sætte flere politiske dagsordner. Tilsvarende er ambitionen nu at gøre EU-samarbejdet i stand til at spille en mere aktiv og betydningsfuld geopolitisk rolle. Dette vidner om bevidsthed om den vigtige rolle, EU spiller i sikkerhedspolitik via sin regulatoriske muskel og som central instans for handelssanktioner.
I sin Tale om Unionens Tilstand i september 2021 gjorde Kommissionsformand von der Leyen således klart, at vi efter hendes opfattelse ”er på vej ind i en ny epoke med hyper-konkurrence. En epoke, hvor nogle ikke lader sig stoppe af noget for at opnå indflydelse — på spørgsmål lige fra løfter om vacciner og højrentelån til missiler og misinformation”.
Den geopolitiske Kommission tager denne udfordring på sig og vil forsøge at agere effektivt i spændingsfeltet mellem økonomiske, strategiske og sikkerhedspolitiske hensyn.
Ganske vist har invasionen af Ukraine tydeliggjort, at de traditionelle militære trusler mod Europa absolut fortsat eksisterer og skal tages meget alvorligt, men som von der Leyen gjorde klart i samme tale , ”kan vi ikke tale om forsvar uden at tale om cybertrusler. Hvis alt er forbundet, kan alt hackes”. Det er et godt eksempel på, at sikkerhedspolitikken breder sig til områder, hvor EU har en langt større rolle end på forsvarsområdet. EU har således et agentur for cybersikkerhed, ENISA, og er ved at etablere en cyberenhed, som blandt andet skal operere et såkaldt cyberskjold, hvor avanceret kunstig intelligens skal identificere cyberangreb og muliggøre tidlige og effektive reaktioner. Dertil kommer, at cybersikkerhed befinder sig i spændingsfeltet mellem regulering af erhvervslivet og egentlig sikkerhed, således at det er EU-regler, som fastlægger eksempelvis minimumsstandarder og sikkerhedskrav til virksomheder.
Tilsvarende har misinformation fået voksende opmærksomhed efter især det amerikanske præsidentvalg i 2016 og Brexit- afstemningen i Storbritannien, hvor indsatser orkestreret af fremmede magter ser ud til at have haft indflydelse på den demokratiske holdningsdannelse og skabt øget polarisering i samfundet.
Det er dog et vanskeligt spørgsmål, hvorledes misinformation bør håndteres fra politisk hånd. Fra mange sider er sociale medier blevet opfordret til at tage et større aktivt ansvar, og i EU-systemet er man aktuelt ved at færdiggøre en omfattende lovpakke, der skal opdatere regelsættet for sådanne virksomheder. Derved er det endnu et eksempel på den store rolle, EU-samarbejdet er kommet til at spille på en række områder, der ikke traditionelt er blevet opfattet som sikkerhedspolitiske, men i stigende grad har en afgørende vigtig sikkerhedspolitisk dimension.
Et tredje eksempel på dette er samarbejdet om fælleseuropæiske satellitter – både Galileo og det igangværende EuroCQI-projekt, som skal anvende kvanteteknologi til at etablere ultrasikker en digital kommunikationsinfrastruktur i Europa.
Man må forvente, at Ruslands angreb på Ukraine vil forstærke disse tendenser, hvor sikkerhedspolitiske logikker bliver mere udtalte i EU’s politiske ageren, og at EU’s rolle indenfor et sikkerhedspolitiske domæne i bred forstand derved får voksende betydning. ■
Man må forvente, at Ruslands angreb på Ukraine vil forstærke disse tendenser, hvor sikkerhedspolitiske logikker bliver mere udtalte i EU’s politiske ageren, og at EU’s rolle indenfor et sikkerhedspolitiske domæne i bred forstand derved får voksende betydninge
_______
Malthe Munkøe (f. 1984) er ansat som seniorrådgiver i BusinessEurope, en af de største interesseorganisationer i Bruxelles, men skriver som privatperson. Han blogger også løbende om europæisk økonomi og EU-politik på https://malthemunkoe.substack.com. Tidligere var han analysechef i Dansk Erhverv og ekstern lektor i politisk økonomi på Københavns Universitet, og han er uddannet i statskundskab og økonomi med mastergrader fra Københavns Universitet, University of Essex og Europakollegiet. ILLUSTRATION: Ursula von der Leyen i EU’s hovedkvarter i Bruxelles, 2. marts, 2022 [Foto: Stephanie Lecocq/AP/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
