Lykke Friis i RÆSONs nye trykte nummer: Scholz har en helt ny opgave. Og han har ikke valgt den selv

15.01.2022

Hvor Merkels rolle var at regulere og videreudvikle globaliseringen, bliver Scholz’ hovedopgave at bevare den. Tidligere tiders overbevisning af, at mere handel og flere forbindelser mellem lande førte til fred, er nu nemlig erstattet af det modsatte: frygten for, at forbindelserne svækker landenes muligheder for at forsvare sig selv og udvikle den ønskede samfundsmodel.

Den nye tyske regering skal sætte kursen i det, der ligner en ’ufredens tid’. I 2022 udgiver RÆSON den nye udgave af Verdens Magter – her bringer vi en forløber for Tysklands-kapitlet.

Af Lykke Friis

’Den sidste forsvarer af en liberal vestlig verden’ og ’den frie verdens leder’. Dette er blot nogle af de udtryk, der er blevet hæftet på Angela Merkels lederskab, siden hun i 2005 blev kansler. Efter valget af Donald Trump som præsident i 2016 gik det amerikanske tidsskrift Foreign Policy skridtet videre med en artikel under overskriften ”Dawn for Pax Germanica” (”solopgang over en tysk-ledet fred”). Ved deres sidste møde skulle den afgående præsident Obama have sagt til sin nærmeste rådgiver: ”Nu er hun helt alene”. Få måneder efter slog Merkel ganske opsigtsvækkende fast, at ”de tider, hvor vi helt og holdent kunne forlade os på andre, har efterhånden været forbi et stykke tid […] Vi europæere skal tage vores skæbne i egen hånd”.

Ikke mindst i Europa har Merkel og dermed Tyskland spillet en central rolle. Under samtlige store kriser – lige fra euro- over flygtninge- til coronakrisen – har kansleren været den afgørende ’krisemanager’. Det samme gjaldt konflikten mellem Ukraine og Rusland, hvor Merkel efter præsident Vladimir Putins annektering af Krim i 2015 lå i fast rutefart mellem parterne. Samtidig har kansleren været den eneste vestlige leder, som siden 2011 har haft fælles regeringsmøder med Kinas top. Senest mødtes 25 tyske og kinesiske ministre under Merkels og den kinesiske premierministers ledelse i april for at diskutere alt fra COVID-19 til EU’s investeringsaftale.

Efter valget den 26. september 2021, som Merkel allerede i 2018 erklærede ville blive slutdatoen for hendes politiske karriere, er Merkel-æraen forbi. Dette har allerede fået mange til at spekulere i, om Merkels exit vil ændre Tysklands rolle. To europæiske forskere, Piotr Buras og Jana Puglierin, har formuleret det på følgende vis: ”Europæiske topmøder uden Europas kejserinde vil sandsynligvis føles som Agatha Christies krimier uden miss Marple”. Da Det Europæiske Råds formand, Charles Michel, i oktober holdt sin afskedstale for Merkel, gik han endog endnu videre: EU-topmøder uden Merkel er som Paris uden Eiffeltårnet og Rom uden Vatikanet.

Der er da heller ingen tvivl om, at Merkel har rykket ved europæernes syn på Tyskland. Hvor mange tidligere pga. minderne fra Anden Verdenskrig var bekymrede for et stærkt, dominerende Tyskland, viser en måling fra sommeren 2021, at de fleste europæere foretrækker Merkel frem for Frankrigs Emmanuel Macron, hvis de skulle vælge en fælles europæisk præsident. At Anden Verdenskrigs og Adolf Hitlers forsøg på at vinde verdensherredømmet i den grad har vaccineret den almene tysker mod at spille en global rolle, ses bl.a. af, at der fortsat ikke findes et gængs tysk ord for ’lederskab’, da det hurtigt associeres med ’Führer’.

 

Hvor Merkels rolle var at regulere og videreudvikle globaliseringen, bliver Scholz’ hovedopgave at bevare den
_______

 

Merkels evner som ’krisemanager’ står imidlertid i skarp kontrast til hendes rolle som visionær leder. Trods 16 år ved magten holdt kansleren aldrig en tale, hvor hun udstak en kurs for Europa eller satte en ny dagsorden. Ligesom i indenrigspolitikken indtog hun primært rollen som mægler og overlod Europa-visionerne til Macron. Mange problemer, som fx den eskalerende krise omkring retsstaten i Polen og Ungarn, blev ikke løst, men blot forsøgt inddæmmet.

Reelt betyder det, at der vil være store forventninger til, at den nye socialdemokratiske (SPD) kansler, Olaf Scholz, ikke blot overtager Merkels mæglerrolle, men også løfter på den mere strategiske og visionære front: Hvor skal EU-samarbejdet bevæge sig hen, og hvilken rolle skal Europa spille globalt? Dette vil også kræve, at Scholz i højere grad formår at overbevise tyskerne om, at de skal lægge ambitionen om at være en såkaldt ’Greta Garbo – lad os være i fred-magt’ på hylden.
Scholz’ muligheder for at indfri de store forventninger vanskeliggøres af tre forhold. For det første går politisk erfaring og troværdighed ikke bare i arv. Med andre ord: Selvom der altid vil blive lyttet til Tyskland pga. landets størrelse og økonomiske vægt, skal den nye kansler først skabe sit eget omdømme.

For det andet betyder det mudrede valgresultat fra september 2021, at Scholz bliver den første kansler siden 1950’erne, der skal regere med hele to koalitionspartnere, nemlig De Grønne og de liberale, FDP. Alt andet lige betyder det, at Scholz skal bruge mere tid på at holde sammen på sin regering hjemme i Berlin.

Endelig er det svært at komme uden om, at verdenspolitikken under Scholz bevæger sig ind i en ny tid. Med den britiske tænketankdirektør Mark Leonards udtryk er verden gået ind i en æra af ufred (Age of Unpeace).



Moskva: Merkel og Putin mødes, 20. august 2021 [foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix]

Atomvåbnenes altødelæggende karakter bevirker, at omfattende krig nærmest er blevet en umulighed. Heroverfor står imidlertid, at globaliseringen og de mange forbindelser mellem landene (connectivity), lige fra handel til internet, er blevet et effektivt våben, som lande bruger over for hinanden. Eller for at citere Leonard direkte: ”I dagens globaliserede verden er geopolitik blevet til et kærlighedsløst ægteskab, hvor partnerne ikke kan udstå hinanden, men ikke er i stand til at blive skilt. Og som med ethvert forlist ægteskab er dét, som engang blev delt i de gode tider, blevet et middel til at påføre skade i de nye dårlige tider”.

Coronakrisen er et eksempel på, hvordan Kina brugte Vestens afhængighed af kinesiske værnemidler til kun at eksportere masker og beskyttelsesdragter til bestemte lande. USA har brugt handelsforbindelser til at straffe europæiske virksomheder, som fortsat eksporterer til Iran, ved at udelukke dem fra det amerikanske marked. Et tredje eksempel er helt aktuelt, nemlig Belarus’ forsøg på at destabilisere EU ved i stor stil at fragte migranter fra Mellemøsten til grænseområdet mellem Polen og Belarus.
Kort sagt: Hvor Merkels rolle var at regulere og videreudvikle globaliseringen, bliver Scholz’ hovedopgave at bevare den. Tidligere tiders overbevisning af, at mere handel og flere forbindelser mellem lande førte til fred, er nu nemlig erstattet af det modsatte: frygten for, at forbindelserne svækker landenes muligheder for at forsvare sig selv og udvikle den ønskede samfundsmodel. Tilsvarende er der kommet stort fokus på, hvilke lande og ikke mindst befolkningsgrupper internt i landene der vinder og taber på globalisering. Nøgleeksemplerne på det er Brexit-folkeafstemningen og Donald Trumps valgsejr i 2016.

Den nye geopolitiske situation er særligt udfordrende for en tysk eksportnation, der i den grad har vundet på globaliseringen, og som dermed frygter et nulsumsspil mellem landets to afgørende handelspartnere USA og Kina.

At Scholz udmærket er klar over, at Tyskland er for lille til at spille en selvstændig rolle på globalt plan, fremgår med al tydelighed af det såkaldte ’sonderingspapir’, som SPD, De Grønne og FPD blev enige om i oktober 2021: ”Tyskland vedkender sig sit globale ansvar. Som land kan vi ikke klare nogle af vor tids store opgaver alene… Vi ønsker at styrke EU for at styrke Tyskland. Vi vil derfor definere tyske interesser i lyset af europæiske interesser”. ■

 

Den nye geopolitiske situation er særligt udfordrende for en tysk eksportnation, der i den grad har vundet på globaliseringen, og som dermed frygter et nulsumsspil mellem landets to afgørende handelspartnere USA og Kina
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland