Lykke Friis: Europa skal sadle om. Ellers ender det med, at VM snart spilles i Saudi-Arabien

22.11.2022

Qatar er reglen; ikke undtagelsen på, hvad der venter os. Sammenstødet mellem værdi- og realpolitikken vil udløse stribevise af dilemmaer og krav om politisk balancekunst – for Europas politikere og os som forbrugere. For kan Europas politikere boykotte VM i Qatar, når de samtidigt lukker en stor del af hullet efter Putins energi med flydende gas fra netop Qatar?

Kronik af Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa

DET BLIVER PÅ alle måder et anderledes VM. Uden roliganfly, øl på lægterne og frirum til udelukkende at glæde sig over fodbold. Forventningens glæde er for længst udvandet af nye begreber som fodboldskam – bør man overhovedet tænde for fjernsynet? Og ikke mindst bekymringen for FIFAs præsident Gianni Infantinos næste infantile udtalelse. I sin tale lørdag satte han simpelthen en ny standard for privilegieblindhed. Hvordan kan man sammenligne det at være en lille rødhåret, fregnet dreng i Schweiz (Infantino selv!) med at være migrantarbejder i Qatar?

I det lys er det ganske forståeligt, at mange for længst har droppet at se VM – i hvert fald inden det er fløjtet i gang. Med vanlig tysk grundighed har et universitet i vort naboland allerede regnet på det: Denne gang vil tyskerne i snit kun bruge 10 minutter om dagen i arbejdstiden på at følge deres landshold, i modsætning til 16 minutter for fire år siden, da bolden rullede i Rusland. Man fristes til at bruge klassikeren – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For dermed belaster VM kun den hårdt prøvede tyske økonomi med 10,2 mia. euro frem for 18,8 mia. euro i 2018.

Om man vil se VM eller ej, er naturligvis en privatsag. Og hånden på hjertet: Der findes vigtigere spørgsmål, vi alle skal tage stilling til i 2022. Sammenlignet med fx krigen i Ukraine, er VM i fodbold kun en ubetydelig parentes i verdenshistorien. Selve Qatar-diskussionen er imidlertid langt vigtigere end fodbold. Den siger nemlig en hel del om den region, vi bor i.

For det første er vi efter Putins invasion i Ukraine gået ind i en tid, hvor værdi- og realpolitikken på én og samme tid har fået en renæssance. På den ene side er vor indsats med og for Ukraine en kompromisløs kamp for vore værdier, hvor der pr. definition er grænser for, hvilke indrømmelser vi vil give. I kølvandet på den 24. februar 2022 diskuterer vi derfor frihed og demokrati mere intenst end meget længe. Ja, vi skal vel tilbage til de glade dage efter Murens fald i 1989. Tag bare den intense debat om, hvorvidt danske virksomheder må handle med Rusland. Eller tag sommerens diskussion om Taiwan, efter Kina for alvor begyndte at rasle med sablen.

 

Hånden på hjertet, så er det at kritisere Qatar jo en meget europæisk øvelse. Prøv at følg debatten i Afrika, Brasilien eller i Asien
_______

 

På den anden side er Europa efter beslutningen om at neddrosle importen af russisk energi af realpolitiske grunde nødt til at købe energi hos regimer, der mildest talt ikke deler vores værdier. Mens debatten om et muligt boykot af VM i Qatar har raset, har mange europæiske ledere, ikke mindst Tysklands Olaf Scholz, således været i Qatar for at købe flydende LNG-gas. Også USA’s præsident Joe Biden har været aktiv på rejsefronten. Den amerikanske præsident har fx besøgt Saudi-Arabiens kronprins, der ifølge USA’s efterretningstjenester i 2018 gav ordre om et bestialsk mord på den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi, ligesom han har ophøjet Qatar til den vigtigste ikke-NATO-allierede. For af realpolitiske grunde og for at få prisen på energi ned har vi i den grad pludselig brug for Qatar og Saudi Arabien.

Sammenstødet mellem værdi- og realpolitikken ses måske endnu tydeligere i forholdet mellem Europa og Kina. Vi rystes ganske vist over, at Præsident Xi Jinping reelt ikke støtter os i kampen mod Putin – ligesom vi forfærdes over Kinas forbrydelse mod menneskeheden over for muslimske uighurer i Xinjiang-regionen. Ikke desto mindre fortsætter og udbygger vi samhandelen på ny  med Kina – navnlig af realpolitiske grunde. I en tid med lurende recession kan lande som Tyskland slet ikke håndtere at slå et endnu større hul i økonomien ved ikke at handle med Kina. Det er reelt også hovedårsagen til, at Scholz for nyligt accepterede at sælge dele af en terminal i Hamborg-havn til en statsejet kinesisk virksomhed.

Qatar er derfor reglen; ikke undtagelsen på, hvad der venter os. Sammenstødet mellem værdi- og realpolitikken vil udløse stribevise af dilemmaer og krav om politisk balancekunst – for Europas politikere og os som forbrugere. Kan Europas politikere boykotte Qatar, når de samtidigt lukker en stor del af hullet efter Putins energi med flydende gas fra Qatar? Er det hyklerisk, at nogle i Europa nægter at tænde for fjernsynet, når de samtidigt lader radiatoren køre for fuld hammer med gas fra Qatar? Og hvis vi boykotter Qatar, burde vi så ikke også have nægtet at se EM i herrefodbold fra Baku sidste år? Den mangeårige azerbajdanske præsident, Ilham Aliyev, slår nemlig ned på enhver form for opposition – også ved hjælp af tortur. Men siden EM er vi, igen pga. den manglende energi, begyndt at købe energi fra netop Aserbajdsjan. Ja, iflg. Kommissionspræsident Ursula von der Leyen er Aliyev intet mindre end en ”troværdig energileverandør”.

Det er også svært at komme uden om, at Qatar giver os anskuelighedsundervisning i, at hvor meget magten og væksten har holdt store flyttedag væk fra vores kontinent. Hånden på hjertet, så er det at kritisere Qatar jo en meget europæisk øvelse. Prøv at følg debatten i Afrika, Brasilien eller i Asien. Overlappet til resten af verdens reaktion på Putins invasion i Ukraine er ikke til at overse. Også her måtte Vesten sande, at resten af verden ikke længere bare følger os automatisk. Som bekendt bakker hverken Kina, Indien, Sydafrika eller Brasilien op om sanktionerne over for Putin.

Udover at diskutere om Qatar burde boykottes eller ej, gør vi derfor klogt i at tage en tur højere op i helikopteren. Hvad siger VM i Qatar om Europas globale indflydelse, og hvordan kan vi undgå en lignende misere i fremtiden? At det er en hastesag ses af, at Saudi-Arabien pønser på at gå efter VM i herrefodbold (med Grækenland og Ægypten) i 2030. Ja, rygterne vil vide, at Saudi-Arabien også satser på at blive vært for VM i kvindefodbold.

Én første lære er i hvert fald, at vi skal værne langt mere om vore værdier på hjemmebane frem for at sætte os op på den høje heste på udebane – med flere års forsinkelse. Man skal ikke ridse meget i overfladen, før det går op for én, at Qatar jo bl.a. vandt VM, fordi fx Frankrig gerne ville sælge flere Airbus fly til Qatar. Frankrigs accept af fodbold-VM var derfor helt oppe på præsidentniveau med daværende præsident Nicolas Sarkozy som indpisker. Stort set samtidigt investerede Qatar et gigantisk beløb i den franske fodboldklub Paris Saint Germain.

For det andet må vi som Europa gå på global vennejagt og være langt mere aktive for at sikre os, at andre regioner vil støtte os – om det så gælder sanktioner over for Putin eller fodbold-VM i Saudi-Arabien. Eksempelviser der næppe tvivl om, at Europa betaler prisen for, at vi kom for sent igang med at hjælpe Afrika med coronavirus, for slet ikke at tale om klimaudfordringen.

VM-bolden burde aldrig have rullet i Qatar. Men vi kan altså ikke frasige os hele ansvaret for, at det rent faktisk skete. Bør selve sporten og fodboldspillerne – lige fra Christian Eriksen over Kylian Mbappé til Tysklands nye stjernefrø Jamal Musiala – betale prisen for det ved, at vi nægter at se dem spille? Og skal vi føle fodboldskam, glæde eller lidt af begge dele? Det må den enkelte selvfølgelig selv tage ansvar for og afgøre. Men vi har alle et fælles ansvar for i Europa, at det ikke sker igen – eller at vi det mindste kæmper imod med næb og klør. Og selvom man ikke kan forvente, at spillerne selv går op imod Qatar, trækker det i hvert fald ikke fra, at nogle rent faktisk gør det. Tag bare Tysklands Leon Goretzka, der (på trods af at der står Qatar Airways på hans klubtrøje-ærme) forleden tog skarpt afstand fra Qatars VM-ambassadørs udsagn om, at homoseksualitet er en slags sindssyge. En stor del af formålet med at autokratier holder store sportsbegivenheder er jo, at de ønsker at ”sportwashe” deres regimer. I hvert fald gider det ikke længere mening at holde fast i det gamle dogme om, at politik og sport skal holdes adskilt. 
■

 

Bolden burde aldrig have rullet i Qatar. Men vi kan altså ikke frasige os hele ansvaret for, at det rent faktisk skete. Bør selve sporten og fodboldspillerne – lige fra Christian Eriksen over Kylian Mbappé til Tysklands nye stjernefrø Jamal Musiala – betale prisen for det ved, at vi nægter at se dem spille? Og skal vi føle fodboldskam, glæde eller lidt af begge dele?
_______

 

Lykke Friis (f. 1969) er ph.d. i international politik og direktør for Tænketanken Europa. Hun har tidligere været bl.a. prorektor på Københavns Universitet og klima- og energiminister. I dag er hun også med i formandskabet for European Council on Foreign Relations (ECFR). Hendes seneste bog, ‚Tårnenes Europa‛, om det europæiske kontinent efter invasionen af Ukraine, udkom tidligere i år (2022) på Forlaget 28B.

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden