Lykke Friis: EU vil have en plads ved bordet, men ved vi, hvad vi vil sige?

16.01.2022

Hvilke diplomatiske skridt vil EU foretage i tilfælde af en militær konflikt med Rusland – og i hvilke fora? Vil EU-landene være villige til at sende våben til Ukraine og støtte fx de baltiske lande? Er vi klar til mulige cyberangreb fra Rusland, for ikke at glemme mulige flygtningestrømme til Polen, Ungarn og Moldova? 

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lykke Friis, ph.d. og direktør Tænketanken Europa 

2022 har allerede kastet Kreml-astrologer ud i overarbejde: Har Ruslands præsident Vladimir Putin besluttet at angribe Ukraine, eller er beslutningen lige op over? Tilsvarende har EU’s udenrigsminister Josep Borrell været optaget af at beklage, at Europa ikke havde en plads ved bordet, da USA og Rusland forleden krydsede klinger i Geneve. Et Jalta 2, hvor stormagter diskuterer om og ikke med europæerne, er allerede blevet et ny slagord.

EU’s manglende plads ved bordet fremstår på mange måder som en direkte tilbagevisning af det nye franske EU-formandskabs ambitioner om at styrke Europas ”strategiske autonomi”. En sådan må jo som minimum indebære, at man selv kan føre ordet og ikke er tvunget til at bruge USA som bugtaler – en bugtaler, som bestemt ikke på har samme interesser som EU alle områder. Alt dette ændrer imidlertid ikke på, at militære konflikter er langt fra at være EU’s spidskompetence. Eller som Italiens premierminister Mario Draghi formulerede det spidst lige inden jul: ”Hvilken afskrækkelse kan vi mobilisere? Det spørgsmål må give os stof til eftertanke. Har vi missilerne, skibene, kanonerne, tropperne? I øjeblikket nej”.

Mindst lige så afgørende er det, at europæerne selvkritisk må spørge sig selv, om de overhovedet kunne blive enige om at sige noget fælles over mikrofonen, hvis de sad med ved bordet? Tag bare den nye tyske ”trafikkoalitions-regering”. Siden nytår har den indtaget vidt forskellige synspunkter, når det gælder et muligt afskrækkelsesinstrument over for Putin, nemlig godkendelsen af Nordstream 2. Udenrigsminister Annalena Baerbock fra De Grønne, der længe har ment, at ledningen skader Tysklands sikkerhed, understregede i Washington, at der er ”knyttet et klart prisskilt til Ruslands ageren” i form af ”enorme diplomatiske og erhvervsmæssige konsekvenser”.

 

Svaret på, hvordan Tyskland vil reagere, hvis Putin går ind i Ukraine, blæser mildest talt i vinden
_______

 

Den socialdemokratiske kansler Olaf Scholz slog derimod fast, at Nordstream 2 er et rent kommercielt projekt, mens partifællen, forsvarsminister Christine Lambrecht decideret afviste, at Nordstream 2 skal trækkes ind i konflikten. SPDs nye generalsekretær Kevin Kühnert gik skridtet videre og anklagede politiske modstandere for at piske en stemning op i Ukraine, som de kunne bruge til endegyldigt at lægge Nordstream 2 i graven. Svaret på, , hvordan Tyskland vil reagere, hvis Putin går ind i Ukraine, blæser derfor mildest talt i vinden. 

På det energipolitiske område er EU-landene langt fra klar med et beredskab, hvis krisen eskalerer, og Putin i endnu højere grad bruger gashåndtaget. Europas gaslagre er kun halvt fyldte, de stigende energipriser er blevet en varm kartoffel for mange medlemsstater, og den afgående hollandske regering har skriftligt protesteret over, at Tyskland for nyligt har gjort så stort et i indhug på det hollandske gasmarked. Kort sagt: Europa trues ikke kun af en ny kold krig, men også af en lang, kold vinter, som kan skabe ustabilitet i mange lande. Og mon ikke Putin er klar over dette?

Men det er ikke kun på energiområdet, at Europa er nede på flade fødder. Hvilke diplomatiske skridt vil EU foretage i tilfælde af en militær konflikt – og i hvilke fora? Vil EU-landene være villige til at sende våben til Ukraine og støtte fx de baltiske lande? Er vi klar til mulige cyberangreb fra Rusland, for ikke at glemme mulige flygtningestrømme til Polen, Ungarn og Moldova? 

Realpolitisk er det spørgsmål som disse, som EU-medlemsstaterne og Josep Borrell bør have blikket stift rettet imod. Finder Europa svarene, er det også den sikreste vej til rent faktisk at opnå en plads ved bordet. Halvfornærmede beklagelser over ikke at være inviteret med vil derimod blot rykke invitationen længere ud i horisonten.   ■

 

Europa trues ikke kun af en ny kold krig, men også af en lang, kold vinter, som kan skabe ustabilitet i mange lande. Og mon ikke Putin er klar over dette?
_______

 

Lykke Friis (f. 1969) er ph.d. i international politik og direktør for Tænketanken Europa. Hun har tidligere været bl.a. prorektor på Københavns Universitet og klima- og energiminister. I dag er hun også med i formandskabet for European Council on Foreign Relations (ECFR). Hendes seneste bog, Håbets Europa, udkom i 2019 på GAD. ILLUSTRATION: Frankrigs præsident Emanuel Macron, USAs præsident Joe Biden, EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen og Italiens premiereminister Mario Draghi går en tur under G7-topmødet Carbis, Cornwall, Storbritannien, 11. juni 2021. [FOTO: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix]