Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Vesten må gribe til NATO, når Kina opruster i cyberspace og det ydre rum
28.06.2022
„I en tid, hvor trusler ikke længere er begrænset til geografiske territorier, må vi skabe en større integration af de vestlige landes sikkerhedsforanstaltninger. Ved at påtage sig den opgave kan NATO sikre sin fortsatte relevans.‟
Artiklen indgår i RÆSONs nye sommernummer, der har titlen: “Dette er 2022”. Ude nu.
Af Liselotte Odgaard
I Vesten har man for længst opdaget, at Kina udgør en trussel mod både de vestlige landes velstand og værdier. Både i USA og i Europa er der dyb bekymring over Kinas underminering af den liberale verdensorden samt landets syn på det repræsentative demokrati, menneskerettighederne og retsstaten. Ikke alene repræsenterer Kina en autoritær styreform med omfattende kontrol af individet, landet fører en aggressiv udenrigspolitik, hvor handel bruges som instrument til politisk magt for at skabe en ny verdensorden med sig selv i centrum. Samtidig øger Beijing også langsomt, men sikkert sin militære magt og tilstedeværelse i sine interessesfærer for at kunne forsvare kinesiske interesser på globalt plan.
De sikkerhedspolitiske udfordringer, som Kina byder Nordamerika og Europa, rejser spørgsmålet om, hvorvidt NATO skal imødegå den militære udfordring. Bl.a. Frankrig og Tyskland har argumenteret imod at give NATO en rolle i forhold til Kina: Efter deres opfattelse er der rigeligt for NATO at tage sig til i det nordatlantiske nærområde. De arbejder i stedet for, at EU udbygger sin Kina-politik til at omfatte sikkerheds- og forsvarspolitik. Modsat ser USA det som afgørende for nordatlantisk sikkerhed, at Kina kommer med i NATO’s portefølje.
Løsningen bør være et kompromis, der tillader NATO at udvide sin værktøjskasse til at omfatte Kina på udvalgte områder som cyber og det ydre rum. Det kan gøres, uden at Kina defineres som en trussel, der kan udløse NATO-traktatens artikel 5 om kollektiv sikkerhed, der som bekendt forpligter alliancens medlemslande til at forsvare hinanden i tilfælde af angreb. For Kina kommer næppe til at angribe Vesten med konventionelt militær inden for en overskuelig årrække. Ikke desto mindre udgør Kina en trussel i domæner som cyber og rummet, hvor Vestens sikkerhed trues som følge af angreb på fx militær og civil infrastruktur. Der er tale om en anden form for trussel.
Kan USA og Europa enes om én Kina-politik?
USA’s og Europas sikkerhedsudfordringer med Kina spænder over mange forskellige områder. Ét eksempel er Kinas gradvise omfortolkning af folkeretten, herunder både af de individuelle menneskerettigheder og af fx retten til fri gennemsejling på verdenshavene. Et andet er undermineringen af liberale markedsøkonomiske principper for fri konkurrence ved at give enorme statstilskud til strategiske industrier og udnytte industrielle partnerskaber til at stjæle forretningshemmeligheder. Et tredje er cyberangreb mod offentlige og private institutioner i andre lande.
Men Kinas adfærd har også militære konsekvenser, fordi den påvirker det kinesiske forsvars operative doktriner, kapabiliteter og prioriteringer. Kun NATO kan tilbyde et sammenhængende svar på de udfordringer, som Kinas adfærd skaber. Det er derfor helt nødvendigt, at NATO involveres i at håndtere disse problemstillinger, hvis alliancens sikkerhedsgarantier skal forblive troværdige for medlemslandene. Og i bredere forstand er NATO også en nødvendig medspiller, hvis Nordamerika og Europa skal lykkes med i fællesskab at levere et effektivt modsvar på Kinas underminering af den liberale verdensorden. Dermed er NATO nøglen til koordination af USA’s og Europas afskrækkelses- og forsvarsmekanismer rettet mod illegitim kinesisk adfærd.
Kinas udfordringer for andre landes sikkerhed er globale og rækker langt ud over dets region. Derfor har det ikke stor betydning, om Kina er langt borte eller tæt på.
Wang Yaping, astronaut – eller taikonaut – blev den anden kinesiske kvinde i rummet på Shenzhou-10-missionen, opsendt 11. juni 2013 [FOTO: Liu Fang Xinhua/Ritzau Scanpix]
På USA’s liste over trusler har Kina haft førsteprioritet, siden Trump overtog præsidentposten i 2017. Ifølge USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, vil Biden-administrationens tilgang til Kina være at behandle landet som en konkurrent, når det er passende, som en partner, når det er muligt, og som en rival, når det er nødvendigt. Selvom Biden-administrationen har kopieret EU’s linje og nu kalder Kina for en konkurrent, partner og rival, fortsætter Biden ikke desto mindre Trumps linje med total konkurrence over for Kina inden for alle sektorer. Det fremgår med al tydelighed af USA’s strategi for Indien-Stillehavs-området (The Indo-Pacific), der blev offentliggjort den 11. februar 2022. Fordi Kina efter USA’s opfattelse prøver at overtage positionen som den mest indflydelsesrige globale stormagt, må man konkurrere med Kina i alle sektorer, herunder selvfølgelig: militær, diplomati, økonomi, teknologi, industri og miljø. Europa har ikke de samme incitamenter til total konkurrence og satser derfor på en mere sammensat tilgang, der er mindre konfrontatorisk og i stedet lægger større vægt på diplomati frem for militær afskrækkelse. Men Kinas centrale rolle på den globale scene betyder alt andet lige, at det er nødvendigt, at Europa og USA i NATO finder fælles fodslag om, hvordan den sikkerhedspolitiske udfordring fra Kina skal håndteres – uanset om den manifesterer sig i eller uden for Europa.
De nye domæner
Cyberspace og det ydre rum er et lovende udgangspunkt for NATO’s arbejde med at styrke medlemslandenes modstandsdygtighed over for udfordringer fra Kina.
Som for det meste af luft- og sødomænerne gælder det for cyber- og rumdomænerne, at de ikke tilhører en enkelt stat, men er til fælles brug og ikke hører under enkeltstaters suverænitet. USA’s dominans i alle fire domæner har i mange år været nøglen til landets militære førerposition. Imidlertid har Kina efterhånden opbygget tilstrækkelige kapabiliteter i domænerne, der er til fælles brug, til at udfordre denne dominans.
I modsætning til luft- og sødomænerne er der næsten ingen folkeretlig regulering af cyberspace og det ydre rum. Denne mangel på internationale normer forøger risikoen for fejlfortolkning af andre aktørers adfærd og dermed for konflikt og magtanvendelse.
Den øgede sammenhæng mellem cyber- og rumsikkerhed skaber incitament til større integration af de vestlige landes sikkerhedsforanstaltninger
_______
Trusler i disse domæner kommer i dag primært fra Rusland, Iran, men altså også Kina. NATO-landene bruger i dag mange af de samme instrumenter til at håndtere disse udfordringer – og det giver NATO mulighed for at udvikle en ny, sammenhængende værktøjskasse til håndtering af trusler i cyber og rummet uden at møde modstand blandt medlemslandene. Desuden vil NATO kunne stå på skuldrene af det samarbejde, der allerede er etableret mellem USA og Europa på området: EU og USA’s Råd for Handel og Teknologi, der indledte sit arbejde i 2021 med det formål at udbygge det transatlantiske samarbejde på de to vitale områder for velfærd og sikkerhed.
Og NATO er allerede i færd med at etablere en værktøjskasse til håndtering af fjendtlig adfærd inden for de to domæner. Den vil kunne udvides til også at omfatte Kina, uden at Kina defineres som en kilde til trusler, der kan udløse artikel 5’s kollektive sikkerhedsforpligtelse. Og denne mere moderate definition af Kina – som en udfordring frem for en trussel – er nemmere at sluge for lande som Frankrig og Tyskland, der i højere grad støtter en forsigtig tilgang, hvor man for alt i verden vil undgå aktiveringen af artikel 5.
Dette ville give USA og Europa tid til at finde fælles fodslag om, hvordan man imødegår Kinas generelle militære trusler uden at bruge krigsterminologi i officielle dokumenter. Og det ér ønskeligt at fase Kina-problematikken gradvist ind i NATO, for dermed kan man slibe kanterne af uenighederne mellem medlemslande om, hvilken rolle alliancen egentlig skal spille i forhold til Kina.
I slutningen af 1990 stod det klart i både USA og Europa, hvor sårbar rumteknologi var over for cyberangreb. Fx blev den amerikansk-tyske forskningssatellit RoOSAT X-RAY ødelagt i 1998. Den drejede sig pludselig mod solen, så batterierne blev ødelagt, og billedgeneratoren beskadiget. Den amerikanske rumfartsadministration, NASA, fastslog, at hændelsen hang sammen med et cyberangreb mod Goddard-rumfartscentret i Maryland, der menes at komme fra Rusland. Den slags hændelser har øget bevidstheden om, hvor sårbart Vestens højteknologiske militær er over for angreb på satellitter fra fjendtlige aktører.
Koordinerede cyberangreb er siden blevet en større trussel. Et af de første tydelige eksempler var China Telecoms omdirigering af udenlandsk netværkstrafik – herunder trafik fra offentlige institutioner, eksempelvis det amerikanske forsvar – så den passerede igennem kinesiske servere i 18 minutter den 8. april 2010. Den type cyberangreb giver fjendtlige aktører adgang til information, som ikke er tiltænkt dem, og giver mulighed for at anrette yderligere skade mod deres mål. Også denne form for fjendtlig handling er blevet mere udbredt og har øget behovet for fælles strategier for cybersikkerhedsstrategier i Vesten på tværs af landegrænser.
Kina udvikler i dag på våben specifikt til at udnytte sårbarheder i Europas og USA’s forsvar. Det kan være cybervåben som fx malware, orm, trojanere og virusser, der forstyrrer eller ødelægger overvågningsudstyr, efterretningsnetværk samt kommando- og kontrolsystemer. For moderne våbensystemer som kampfly, destroyere og specialstyrker i Vestens arsenal kan ikke fungere uden adgang til satellitkommunikation, og derfor er de udsatte ved sådanne angreb. Og risikoen for fjendtlig infiltration vokser pga. den stadig større civile tilgang til rumkapaciteter. Elon Musks SpaceX-program og Richard Bransons Virgin-projekt, der arbejder på at få civile ud i rummet, er de mest synlige eksempler herpå. Derfor bliver civil cybersikkerhed en stadig vigtigere problematik for landenes forsvar.
Den øgede sammenhæng mellem cyber- og rumsikkerhed skaber incitament til større integration af de vestlige landes sikkerhedsforanstaltninger. Og fordi der mangler international regulering både af cyberspace og det ydre rum, findes der ikke klare regler om, hvornår adfærd fra fjendtlig side opfattes som et angreb, der udløser et modsvar. Den manglende regulering øger risikoen for at misforstå andres motiver til handling og dermed også for eskalering af konflikter.
Det peger igen på behovet for koordination i NATO for at undgå krig som følge af misforståelser –også og navnlig i forhold til Kina. Og når tiden er moden, bør dialog i NATO om sikkerhedsforanstaltninger og konsultation mellem allierede udvides til at omfatte kommunikation med Kina om våbenkontrol og konfliktforebyggelse i cyberspace og rummet.
En del EU-medlemslande, eksempelvis Frankrig og Tyskland, ønsker at beholde Kina-politikken i EU-regi frem for i NATO, fordi afstanden er stor mellem USA’s konfrontatoriske linje og Europas komprommissøgende opfattelse af Kina
_______
At skabe en stærkere rolle her er afgørende for NATO’s troværdighed som leverandør af kollektivt forsvar inden for alle domæner. Og fordi geografi er mindre afgørende for cybersikkerhed, vil uenighed blandt medlemslandene om, hvilke lande og regioner der retter de største trusler mod alliancen, ikke spille så stor en rolle for, at NATO kan forhandle foranstaltningerne på plads. Hovedudfordringerne i rummet er, at vestlige satellitter er et mål for angreb, fordi de er meget nemmere at skyde ned, end de er at forsvare. Effekten af cyberangreb skal ikke undervurderes og kan tilmed være ganske stor – særligt da mange af de vestlige landes kapabiliteter som fx kampfly og kommunikationsværktøjer vil blive sat ud af spillet, så snart satellitterne ikke fungerer.
Et utydeligt partnerskab
Men inden for de to domæner mangler der koordination mellem NATO og det EU, der spiller en stor rolle inden for begge områder. Rammeaftalen for samarbejdet – den såkaldte Berlin Plus fra marts 2003 – tillader EU og NATO at udveksle klassificerede informationer. Særligt kan EU gøre brug af NATO-kapabiliteter og -instrumenter til EU-ledede krisestyringsoperationer. Desuden giver aftalen mulighed for at oprette konsultationsmekanismer, der sikrer, at man informerer hinanden om tiltag med relevans for begge parter. Imidlertid lykkedes det først i juli 2016 at indlede en meningsfyldt koordination mellem de to. På dette tidspunkt lovede man at forstærke samarbejdet i lyset af de sikkerheds- og forsvarsudfordringer, der begyndte at vokse sig store i den sydlige og østlige del af det nordatlantiske område – og særligt på Balkan, hvor terror fra ikkestatslige aktører som fx al-Qaida og Islamisk Stat, voksende mellemstatsligt fjendskab mellem lande som fx Serbien og Kosovo samt indblanding fra eksterne magter som fx Rusland og Tyrkiet underminerede sikkerheden i regionen.
Generelt er cybertruslerne mod Europa voksende. Kryptovalutaer er i stigende grad et instrument, der ofte benyttes af cyberkriminelle til finansielle transaktioner. Cryptojacking er den nye måde at tjene penge på ved hjælp af andres hardware: Her kører hackeren kryptovaluta-minedrift-software ind på din hardware for at opbevare kryptovalutaen og sælge den med overskud, mens du sidder tilbage med en overbelastet processor og en stor elregning. COVID-19 bruges ofte som lokkemad i forbindelse med cyberangreb, der indledes med en e-mailkorrespondance, som skal få modtageren til at klikke på links, der giver angriberen adgang til modtagerens computer. Distribuerede netværksangreb udnytter de specifikke kapacitetsgrænser, der gælder for alle netværksressourcer, med det formål at overskride webstedets kapacitet til at håndtere flere anmodninger og forhindre webstedet i at fungere korrekt (et såkaldt ,DDoS-angreb’).
Helt generelt lovede NATO-landene under deres topmøde i Bruxelles i juni 2021 at styrke samarbejdet med EU om at fremme fred og stabilitet – fx ved at beskytte kritisk infrastruktur, styrke robustheden i medlemslandenes forsvar, fastholde et globalt teknologisk forspring på og imødegå udfordringer for den regelbaserede verdensorden. EU’s udtalelse fra topmødet med USA indeholdt imidlertid kun en ukonkret passus, der bekræfter Unionens støtte til samarbejdet med NATO og et løfte om at lægge flere kræfter heri med ordene, at ”vi bekræfter vores urokkelige støtte til robust NATO-EU samarbejde” og lover ”at arbejde i fællesskab for at højne ambitionerne for NATO-EU-samarbejdet med henblik på at styrke dette gensidigt forstærkende og centrale strategiske partnerskab”. Udtalelsen faldt, på baggrund af at koordinationen mellem EU og NATO historisk har været meget begrænset. Det er ikke blevet meget bedre i de senere år. Fælles fodslag om strategier, der kan imødegå udfordringerne fra Kina, skal der derfor arbejdes intensivt på, hvis det skal realiseres. EU’s stedmoderlige behandling af NATO tydeliggør, at det primært er NATO, der må tage initiativ til en styrkelse af koordinationen med EU – ikke omvendt.
En del EU-medlemslande, eksempelvis Frankrig og Tyskland, ønsker at beholde Kina-politikken i EU-regi frem for i NATO, fordi afstanden er stor mellem USA’s konfrontatoriske linje og Europas kompromissøgende opfattelse af Kina.
NATO’s evne til at optage nye områder på sin dagsorden vanskeliggøres af, at dén proces kræver konsensus mellem 30 lande, der efter Den Kolde Krig har udviklet meget forskellige trusselsopfattelser. NATO må derfor finde en vej uden om konsensusprincippet for at få en fod indenfor i arbejdet med at håndtere Kina. Og det er lige præcis cyber- og rumdomænerne, der kan give NATO muligheden for at omgå denne forhindring, da EU allerede udfylder en del af rollen som sikkerhedsgarant på cyberområdet.
Daggry over Cape Carnaveral Space Force Station i Florida, 18. maj 2022: Et Boeing CST-1000 Starliner-rumfartøj står på affyringsrampen [FOTO: Joel Kowsky/NASA]
Kan NATO bygge videre på EU’s styrker?
EU har decentraliseret implementeringen af cybersikkerhed for at undgå handlingslammelse – fx ved oprettelsen af et decentraliseret cybersikkerhedsoperationscenter for offentlige administrationer, der skal fremme en fælles tilgang til cybersikkerhed for medlemslandene. Derfor har EU været i stand til at oprette effektive kollektive forsvarsmekanismer på cyberområdet, primært ved at styrke eksisterende kapaciteter samt gennem samarbejde om retshåndhævelse, fx via Europols cyberkriminalitetscenter.
EU er dog endnu ikke en indflydelsesrig og effektiv enhedsaktør i cyberspace. Årsagen hertil findes i en uenighed mellem medlemsstaterne om, hvorvidt det er nye aktørers adgang til at konkurrere på EU’s indre marked, individers rettigheder til databeskyttelse eller Europas samlede globale konkurrenceevne på techområdet, der skal prioriteres. Tungtvejende industrielle europæiske aktører som fx Alstom og Siemens argumenterer for, at Europas globale konkurrenceevne må prioriteres, mens nøglepersoner i EU-Kommissionen – som fx konkurrencekommissær Margrethe Vestager – har været mere optaget af at nedbryde hindringer for den frie konkurrence fra industrigiganter.
Men et vigtigt skridt hen imod at styrke Unionens globale position på cybersikkerhedsområdet i samarbejde med amerikanerne blev taget i USA’s og EU’s nye Råd for Handel og Teknologi, der afholdt sit første møde i september 2021. Her blev man enige om at optrappe arbejdet for en fælles tilgang til cybertrusler. Etableringen af rådet viser, at USA anerkender EU’s rolle i at styrke det transatlantiske samarbejde på det sikkerhedspolitiske område –vel at mærke på et tidspunkt, hvor NATO stadig kun befinder sig i startfasen af at opbygge defensive cyberkapabiliteter.
De kommende år vil vise, om USA og EU i fællesskab kan etablere sig som globale vogtere af sikkerheden i cyberspace. Konkret kræver det udvidet samarbejde om fx screening af investeringer, om eksportkontrolmekanismer samt om at genskabe forsyningskæderne for halvledere på en måde, der garanterer sikre og stabile leverancer. Om det lykkes, afhænger ikke mindst af, om EU internt kan nå til enighed om at tage hensyn til USA’s synspunkter. Det gælder bl.a. i spørgsmål om digital suverænitet og databeskyttelse, der hidtil har været præget af konflikt mellem Washington og Bruxelles. USA’s brug af adgang til digitale netværk til at indsamle data, der ikke overholder europæiske regler om databeskyttelse, europæiske planer om digital skat og europæiske bestræbelser på at bryde amerikanske techgiganters konkurrenceforvridende tiltag er nogle af de helt afgørende stridspunkter på tværs af Atlanten.
Men styrker man koordinationen, vil NATO kunne bygge videre på EU’s og USA’s tiltag til tættere koordination. EU har traditionelt haft fokus på de civile og økonomiske områder frem for de militære aspekter af sikkerhed. Imidlertid bevæger EU sig mere og mere ind på NATO’s cyberterritorium – dels som følge af nye grænseflader mellem civilt og militært samarbejde, dels som følge af et øget samarbejde med USA. Men NATO har som militær organisation de nødvendige procedurer og instrumenter for at spille en nøglerolle i koordination og implementering af de militære aspekter af det transatlantiske cyberforsvar. Alliancen indgår allerede i et multinationalt cybersikkerhedssamarbejde med fokus på kinesiske statssponsorerede cyberangreb (der også omfatter EU, Australien, New Zealand og Japan), og det samarbejde kan give NATO gunstige muligheder for at demonstrere, at alliancen kan levere integrerede forsvarsmekanismer – ikke mindst mod Kina – der kan supplere det cyberforsvar, som USA og EU er i færd med at udarbejde.
Samtidig bliver EU også en mere betydningsfuld aktør i det ydre rum. Europa har anerkendt behovet for at øge investeringerne i satellitnavigation, i observation af jordkloden, i viden om andre aktørers aktiviteter i rummet og i at etablere sikker kommunikation. Alle områder, der har et væsentligt sikkerhedsaspekt. Oprettelsen af et regulært Agentur for Rumprogrammet i Unionen understreger denne udvikling, samtidig med at man benytter Den Europæiske Rumorganisation som teknisk rådgiver og industriel indkøber. Denne organisatoriske opbygning gør EU mere smidig, dynamisk og innovativ. Det er et nødvendigt modsvar både til USA’s mange private entreprenører i det ydre rum og Kinas omfattende statsstøttede rumprogrammer. EU afsætter midler til at have sine egne kapabiliteter i det ydre rum, men fastholder en linje uden militære kapabiliteter.
Den nøglerolle kan NATO få ved at udvikle instrumenter til den militære sektor, der er baseret på både europæiske og amerikanske rumkapabiliteter. Beslutningen om at erklære det ydre rum for et operationelt domæne ved alliancens topmøde i London i 2019 var første skridt. USA er stadig den førende magt i det ydre rum; mens EU er foran i at udvikle instrumenter til overvågning af rummet, og NATO kan stå på skuldrene af begge. Det gør sig gældende ift. beskyttelse af satellitter og koordinering af efterretningsindsamling samt strategi på tværs af medlemsstaternes militære kommandoer. NATO kan med andre ord bygge bro mellem civile og militære samarbejdsinitiativer.
Grundlaget for, at NATO kan udføre disse koordinationsopgaver effektivt, er integrationen mellem cyber og det ydre rum i alle alliancens organisatoriske og operationelle strukturer. Og ikke mindst at medlemslandene søger en fælles forståelse af de udfordringer, der skal håndteres i de to domæner.
Under Den Kolde Krig var Europa hovedarenaen for gensidig amerikansk-sovjetisk afskrækkelse, og derfor var det en selvfølge, at USA prioriterede transatlantisk sikkerhed og forsvar. I dag konkurrerer Europa med Indien-Stillehavs-området om USA’s opmærksomhed og ressourcer
_______
NATO som modvægt til Kina
Her er det vigtigt at tilføje, at NATO kun kan være så effektiv, som medlemslandene beslutter, at alliancen skal være. Alliancen afspejler først og fremmest de transatlantiske relationers tilstand: Og er USA’s og Europas opfattelser af forsvarsudfordringer og -trusler i de kommende år så meget på linje, at man kan adressere udfordringerne fra Kina i fællesskab?
Under Den Kolde Krig var Europa hovedarenaen for gensidig amerikansk-sovjetisk afskrækkelse, og derfor var det en selvfølge, at USA prioriterede transatlantisk sikkerhed og forsvar. I dag konkurrerer Europa med Indien-Stillehavs-området om USA’s opmærksomhed og ressourcer. Og USA efterlader ingen tvivl om, at det er Indien-Stillehavs-området, der er den vigtigste arena for den strategiske konkurrence mellem USA og Kina.
Trods dette strategiske skifte i USA’s sikkerheds- og forsvarspolitiske prioriteringer er Europa fortsat en vigtig aktør i globale sikkerhedsdynamikker. For EU har bevist, at Unionen er en global sikkerhedspolitisk aktør, som bliver taget alvorligt uden for Europa, hvilket skyldes, at EU bruger sin position som global økonomisk magt til sikkerhedspolitiske formål. EU-sanktionerne mod Rusland i kølvandet på invasionen i Ukraine og EU’s indgåelse af en frihandelsaftale med japanerne under Trumps handelskrig mod Japan og EU er markante eksempler på anvendelsen af Unionens økonomiske magt.
Desuden har samspillet mellem EU’s institutioner og medlemslandene udviklet sig på en måde, der tillader Unionen at omgå konsensusprincippet på en række områder. En fravigelse, der er muliggjort, fordi EU leverer platforme for grupper af ,villige’ medlemsstater, der ønsker at tage initiativer – fx på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område. Og hvis initiativerne så viser sig levedygtige på EU-niveau, resulterer det som regel i en konsolidering af dem via EU-mekanismer og -programmer.
Derfor er EU blevet en betydningsfuld global aktør. Unionens europæiske medlemslande har indset, at den mest effektive måde at opnå global indflydelse på er, hvis de fremstår som en enhed. Og fordi NATO er en helt anden institution end EU, giver det ingen mening at sammenligne de to, men i stedet øjne deres synergi: NATO’s opgave er – gennem koordination af medlemslandenes sikkerhedsopfattelser – at facilitere transatlantisk samarbejde på forsvarsområdet for at imødegå fælles trusler og udfordringer. Men koordinationen er kompleks, i en tid hvor USA’s og Europas sikkerhedsopfattelser er gledet fra hinanden. Det gælder både, hvad angår, hvilke trusler der er de vigtigste, og hvilke redskaber der skal vælges. Fx ser USA Kina som trussel nummer 1, mens store dele af Europa ser Rusland som trussel nummer 2. Og USA er mere villig til at bruge militær magt sammenlignet med et mere civilt Europa, der som oftest foretrækker diplomatiske og økonomiske virkemidler.
Tilbage står den kendsgerning, at NATO’s bestræbelser på at finde fælles fodslag besværliggøres af, at Frankrig og Tyskland i sidste ende er skeptiske over for USA’s ønske om at optage Kina øverst på NATO’s dagsorden. De to landes skepsis skyldes en frygt for at blive viklet ind i konflikter, de grundlæggende ikke ønsker at være en del af. De ser potentielle konflikter udløst af USA’s konfrontatoriske linje over for Kina – fx i Taiwanstrædet og Det Sydkinesiske Hav. Og skepsis over for udviklingen i USA’s Kina-politik hen imod en total konkurrence mellem de to supermagter betyder for en del europæiske lande, at EU anses for at være en mere ideel platform for Kina-politikken end NATO, hvor USA jo er med.
Vigtigt at holde for øje – trods uoverensstemmelserne – er, at man i NATO er enige om at definere Kina som en udfordring for alliancens sikkerhed i kraft af Kinas voksende indflydelse og internationale politik, som alliancen må adressere. Det giver alliancen mulighed for at komme på banen i en diskussion, der efterhånden vejer tungt i både USA’s og Europas udenrigspolitik.
Og NATO ER det rette forum, når man skal finde frem til fællesmængden mellem amerikanske og europæiske trusselsopfattelser. Her kan man integrere cyber- og rumdomænerne i alliancens organisatoriske og operationelle strukturer, udvikle mekanismer til håndtering af trusler i de to domæner, facilitere efterretningsudveksling og håndtere de nye sårbarheder, der opstår som følge af civil-militært samarbejde og i berøringsfladen mellem cyber- og rumdomænerne.
Ved at påtage sig disse opgaver kan NATO demonstrere sin fortsatte relevans for transatlantisk sikkerhed, i en tid hvor trusler ikke længere er begrænset til geografiske territorier.
Tilbage står den kendsgerning, at NATO’s bestræbelser på at finde fælles fodslag besværliggøres af, at Frankrig og Tyskland i sidste ende er skeptiske over for USA’s ønske om at optage Kina øverst på NATO’s dagsorden
_______
Liselotte Odgaard (f.1967) er professor ved Norges Institut for Forsvarsstudier ved Forsvarshøgskolen i Oslo og seniorforsker ved Hudson Institute i Washington, D.C. ILLUSTRATION: Robert Hines, amerikansk NASA-astronaut og Space X-pilot [FOTO: NASA]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
