Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Går USA og Europa fra hinanden?

16.01.2022

USA vender sig mod Asien, og Kina udfordrer den liberale verdensorden. Det efterlader Europa i et sikkerhedspolitisk vakuum, hvor enkeltlande vil være fristede til at søge deres egne bilaterale aftaler med USA.

Analyse af Liselotte Odgaard

Et år efter den overstrømmende begejstring i Europa over Bidens sejr er håbet om en radikal forbedring i de transatlantiske relationer stort set forsvundet. Selvom Biden-administrationens diplomatiske stil letter samarbejdet mellem USA og Europa betydeligt, er der ikke de store substantielle ændringer sammenlignet med Trump-administrationen. USA klager stadig over byrdefordelingen i NATO, og USA beskylder fortsat Europa for at yde utilstrækkelige militære bidrag til afskrækkelse både i og uden for egen region.

Samtidig har Europa mistet troen på, at Bruxelles kan bruge sin status som global økonomisk sværvægter som udgangspunkt for at overtale Kina til, at økonomisk og industrielt samarbejde sker på et liberalt grundlag. I hvert fald fik denne fremgangsmåde et kraftigt skud for boven den 20. maj 2021. Denne dag besluttede Europa-Parlamentet, at ratificeringen af den europæisk-kinesiske investeringsaftale, der indeholdt betydelige kinesiske indrømmelser vedrørende liberale grundprincipper om fx statsstøtte og udenlandske investeringer, blev udsat på ubestemt tid. Udsættelsen skete som følge af Kinas sanktioner mod europæiske menneskerettighedsforkæmpere og herunder flere af parlamentets egne medlemmer. Hermed udskød Europa-Parlamentet testen af, om EU med diplomatiske midler og i kraft af sin økonomiske tyngde kan presse Kina til at respektere aftaler baseret på liberale grundprincipper.

Spørgsmålet er nu, hvilke alternativer der tegner sig for et Europa, der ikke længere tør fæste lid til amerikanske sikkerhedsgarantier og heller ikke har appetit på et tæt partnerskab med et stadig mere illiberalt Kina. Bevæger Europa sig mod mere integration eller større fragmentering i sikkerhedspolitisk forstand? Og hvad giver mest sikkerhed for det europæiske kontinent?

Dilemmaer om indespærring og afskrækkelse
USA har af strukturelle årsager et andet forhold til Kina end Europa. Perioden lige efter Den Kolde Krig blev udråbt til en unipolær periode, hvor USA var den eneste tilbageværende globale stormagt, efter at Sovjetunionen faldt fra hinanden. Men tre årtier senere har Kina manifesteret sig som en opstigende global stormagt, der truer USA’s position som verdens nummer et i både økonomisk, militær og politisk henseende. Konkurrencen mellem USA og Kina er blevet total, i den forstand at den foregår inden for alle samfundssektorer: teknologi, industri, økonomi, militær, forskning, uddannelse, kultur mv. Kina tages derfor i betragtning ved alle væsentlige politiske beslutninger i det amerikanske politiske system.

Den totale konkurrence afstedkommer, at USA fortolker alle Kinas aktiviteter som trusler, og efterlader meget få muligheder for meningsfulde diplomatiske udvekslinger om samarbejde. Det giver anledning til bekymring i de europæiske hovedstæder fra nord til syd. Her er mange beslutningstagere bange for, at USA øger risikoen for magtanvendelse og krig ved at skærpe kursen over for Kina. Fx har USA under Trump og Biden øget den militære og politiske støtte til Taiwan i en grad, der sætter spørgsmålstegn ved, om USA er ved at bryde med den strategiske tvetydighed, der hidtil har karakteriseret USA’s Taiwan-politik [se artiklen af Sørensen, red.].

Præsident Bidens erklæring i oktober 2021 om, at USA vil forsvare Taiwan i tilfælde af et kinesisk angreb på øen, fortolkes af mange som et brud med den traditionelle linje, selvom Det Hvide Hus afviser, at der er tale om ændringer. Indtil nu har skiftende amerikanske regeringer lagt et tågeslør hen over, hvordan man vil forholde sig, hvis Kina angriber Taiwan. Mange af USA’s europæiske allierede er bange for at blive trukket ind i en konflikt mellem USA og Kina, som måske kunne være undgået med en mindre konfrontatorisk linje over for Kina.

Samtidig er der sprækker i Europas sammenhold, når det skal besluttes, hvilke trusler der skal prioriteres. Forsvarssamarbejdet AUKUS mellem USA, Australien og Storbritannien, der blev lanceret i september 2021, illustrerer de dilemmaer, som europæiske lande står i, når de skal vælge, i hvilket omfang de skal gå med i USA’s afskrækkelsespolitik over for Kina – og dermed risikere at ligge i skudlinjen for kinesiske reaktioner.

Storbritannien anser Rusland for at være den største sikkerhedstrussel, men vælger alligevel at bruge betydelige ressourcer på afskrækkelse af Kina i Indien-Stillehavs-området. Således indsatte Storbritannien sit netop færdigbyggede hangarskib, HMS Queen Elizabeth, som kernen i en britisk mission i asiatiske farvande i 2021, der omfatter to destroyere, to fregatter og to støtteskibe foruden amerikanske og hollandske skibe. Hangarskibsgruppen har bl.a. deltaget i operationer til støtte for retten til fri gennemsejling i Det Sydkinesiske Hav – sammen med styrker fra Australien, Canada, Japan, New Zealand og USA. I juli 2021 annoncerede Storbritannien desuden, at to krigsskibe ville blive permanent stationeret i Asien fremover.

 

Og med den voksende splittelse mellem USA’s og Europas sikkerhedspolitiske verdensbillede og prioriteringer er det i det hele taget stadig mere tvivlsomt, om NATO-samarbejdets sikkerhedsgarantier er noget værd, hvis det skulle komme til magtanvendelse mod Europa
_______

 

Storbritanniens prioritering afspejler den kalkule, at amerikanske sikkerhedsgarantier over for europæiske enkeltlande afhænger af, hvor meget det enkelte land bidrager med til afskrækkelse af Kina. Da Storbritannien som bekendt har forladt EU og dermed ikke længere er en selvfølgelig partner i europæiske forsvars- og sikkerhedspolitiske tiltag, er briterne blevet mere afhængige af amerikanske sikkerhedsgarantier.

Og med den voksende splittelse mellem USA’s og Europas sikkerhedspolitiske verdensbillede og prioriteringer er det i det hele taget stadig mere tvivlsomt, om NATO-samarbejdets sikkerhedsgarantier er noget værd, hvis det skulle komme til magtanvendelse mod Europa. Storbritannien er ikke det eneste europæiske land, der tvivler på værdien af den nordatlantiske alliances kollektive forsvarsforpligtelse. Flere andre lande, fx Norge og Danmark, forlader sig i stigende grad på bilaterale forsvarsaftaler med USA, der skal sikre, at USA kommer dem til hjælp i tilfælde af en krigssituation, uagtet hvor NATO-samarbejdet bevæger sig hen. Såfremt denne tendens spreder sig, underminerer det på sigt den reelle værdi af NATO-samarbejdet. Så er spørgsmålet, om Europa udvikler et fælles alternativ, eller vi får et stadig mere fragmenteret Europa, hvor enkeltlande selv må sørge for deres egen sikkerhed, hvorved vi vil få et patchwork af forskellige forsvarsalliancer i Europa.

Forholdet til Kina udstiller de transatlantiske dilemmaer. Europa er en attraktiv partner for Kina, takket være sine profitable markeder, teknologisk knowhow og strategiske ressourcer, som Kina gerne vil have adgang til. Og via investeringer i hård og blød europæisk infrastruktur – som fx havne, lufthavne og telekommunikationsnetværk – positionerer Kina sig strategisk på en måde, der kan bruges til at øge kinesisk indflydelse ikke bare i økonomisk, men også i sikkerhedspolitisk forstand. Det er altså et tveægget sværd at invitere til øget samarbejde med Kina.



Paris: Putin, Macron, Merkel og ukraines præsident Zelenskij deltager i et fælles pressemøde efter et topmøde mellem de fire parter, 9. december 2019 [foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix]


Det kan på den ene side forekomme nødvendigt, at Europa bidrager til USA’s afskrækkelse af Kina fx i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina underminerer globale principper om fri gennemsejlingsret ved at udstede illegitime krav på suverænitet over territorium og havområder. På den anden side ønsker Europa også at bidrage til afspænding i forholdet til Kina for at undgå fremtidig magtanvendelse og krig. Derfor forsøger Europa sig med en svær balance – på én gang behandler man Kina både som en rival og som en partner.

Et mere selvstændigt Europa
De sikkerhedspolitiske dilemmaer for Europa har allerede haft konsekvenser for den politik, der føres i Bruxelles. Først og fremmest bliver europæisk politik stadig mere interessebaseret og stadig mindre værdibaseret, i takt med at det bliver mere og mere tydeligt, at fælles liberale værdier ikke er nok til at sikre et tæt NATO-samarbejde. USA og Europas samarbejde må i stedet være båret af fælles interesser i at imødegå trusler og udvikle instrumenter, der kan bruges til at skabe sikkerhed. Det kræver, at Europa og USA identificerer, på hvilke områder de kan samarbejde, og på hvilke områder der er for store konflikter til, at et samarbejde er realistisk. Det er en proces, som pågår i disse år, og som formentlig vil føre til, at Europa i stigende grad bærer en større del af ansvaret for at håndtere trusler mod kontinentet fra Rusland, Mellemøsten og Afrika.

Presset for et mere selvstændigt Europa betyder, at Europa i disse år opbygger selvstændige relationer med en lang række lande og institutioner for at undgå at forlade sig for meget på de stadig svagere bånd til USA. Udgangspunktet er frihandelsaftaler, idet Europa tager udgangspunkt i sin status som global økonomisk sværvægter. Men Europa bevæger sig også – med mere forsigtige skridt – mod sikkerhedspolitisk samarbejde med partnerlande og institutioner. Lande som Sydkorea, Japan, Singapore, ASEAN-sammenslutningen, Australien og Indien er på listen over lande, som EU indgår nye økonomiske og sikkerhedspolitiske samarbejdsaftaler med i disse år. De fleste lande og institutioner, som EU nu etablerer tættere relationer til, er ligeledes allierede og partnerlande med USA. Det indebærer muligheder for økonomisk konkurrence, men også for sikkerhedspolitisk komplementaritet.

Selv i tilfælde hvor Europa etablerer samarbejde med aktører, som USA afskriver som fjendtlige, vil Europa og USA kunne drage fælles nytte af aftalerne, hvis de koordinerer deres interesser. Fx afholdt EU sit første topmøde med Den Arabiske Liga i 2019. USA har ikke relationer til ligaen, fordi Washington ser institutionen som en fjende af Israel. Imidlertid håber EU på, at samarbejdet kan være et nyttigt instrument til at imødegå terrortrusler, der udspringer fra arabiske lande, og det er jo et problem for såvel Bruxelles som Washington. Derfor kan USA bag lukkede døre betragte det som en mulighed for at tilgå et forum, som USA aldrig selv ville etablere officielle relationer til.

Vejen frem for et frugtbart transatlantisk samarbejde er altså at optrappe koordinationen mellem USA og Europa med henblik på at udnytte komplementariteten i deres interessevaretagelse. Europa er stadig en vigtig partner for Washington på grund af sin status som økonomisk sværvægter. Og mens USA er EU’s største handelspartner, er Kina nummer to: Europa har derfor en væsentlig rolle at spille i den amerikansk-kinesiske konkurrence.

Samtidig er Europa jo den eneste aktør med global økonomisk tyngde, der deler USA’s liberale værdier om privatsektor-konkurrence, retsstatsprincipper og individuel frihed. Opbakningen til fundamentale liberale principper er langt svagere blandt USA’s asiatiske allierede og partnere. Fortsat amerikansk-europæisk strategisk samarbejde har derfor betydning for, om verdensordenen fremover understøtter de liberale fællestræk, der fortsat karakteriserer såvel den amerikanske som den europæiske samfundsmodel. Samtidig oplever både Europa og USA stadig større udfordringer med interne autoritære tendenser, og det gør sammenholdet omkring forsvaret for de fælles værdier stadig vigtigere. De kommende år vil vise, om det er nok til at fastholde et tæt transatlantisk samarbejde.

Splittelse eller samarbejde over Atlanten?
Sikkerhedspolitisk bevæger Europa og USA sig i forskellige retninger med langsomme, men sikre skridt. USA har endnu ikke skåret i støtten til NATO, hvis det bilaterale forsvarssamarbejde tælles med, men det er en realistisk forventning, at USA over tid gradvist vil overflytte ressourcer til Indien-Stillehavs-området med henblik på afskrækkelse af Kina. Kinas test i oktober 2021 af et hypersonisk missil, der kan påmonteres atomsprænghoveder, og som bl.a. kan bruges til at gennembryde USA’s missilforsvar, bliver fortolket som en optrapning af konkurrencen og tegner konturerne af et våbenkapløb, der ikke bare er konventionelt, men som også er flyttet over på det nukleare område.

Og misseltesten understreger, at nogle af Europas bekymringer over den militære konkurrence er velbegrundede. Fx kritiserede Europa USA’s udtræden af INF-traktaten, der begrænsede USA’s og Ruslands muligheder for at stationere mellemdistanceatomvåben: Europæerne mener, at Europa dermed er blevet mere sårbart over for den russiske a-våbentrussel, og at USA reelt tilskynder Kina til at udvikle våben, der kan fremtidssikre landets evne til at svare igen på et amerikansk atomangreb [se artiklen af Rynning, red.]. Der har ligeledes været europæisk bekymring over USA’s udviklingsprogrammer for hypersoniske konventionelle missiler. Dem håber USA at kunne bruge til hurtige og præcise luftangreb i stedet for at skulle anvende a-våben. Desuden ser Europa USA’s tilbagetrækning fra atomaftalen med Iran som en opfordring til iranerne om at optrappe deres atomvåbenprogram og rykke tættere sammen med Kina og Rusland som beskyttelse mod den militære trussel fra USA.

Europas reaktion på alle disse begivenheder har været at optrappe arbejdet med udviklingen af en selvstændig europæisk forsvars- og sikkerhedspolitisk profil. EU’s budget for perioden 2021 til 2027 allokerer således for første gang ressourcer til forsvarsformål. I 2017 etablerede Det Europæiske Råd (bestående af EU’s statsoverhoveder) det permanente strukturerede samarbejde (PESCO), der understøtter medlemsstaters samarbejde om udvikling af forsvarskapabiliteter. Samme år lancerede Frankrig det europæiske interventionsinitiativ EI2, der har til formål at udstyre Europa med en fælles interventionsstyrke, forsvarsbudget og doktriner inden for et årti [se artiklen af Biering, red.]. Dette initiativ inkluderer lande, der er perifere i EU’s forsvarspolitik, herunder Storbritannien og Danmark.

Men det er endnu for tidligt at sige, om disse initiativer resulterer i et egentligt fælles forsvar i Europa. NATO er allerede præget af, at der findes meget forskellige trusselsopfattelser blandt de europæiske lande og dermed uenighed om, hvorvidt det er trusler fra Rusland, Mellemøsten eller Afrika, der skal prioriteres. Derfor kan det blive særdeles vanskeligt at forene Europa omkring et fælles forsvar mod fælles trusler.

Frankrig har taget teten på udviklingen af en europæisk militær tilstedeværelse i Indien-Stillehavs-området, hvor franskmændene siden 2016 har mobiliseret støtte til en europæisk indsættelse af årligt roterende styrker, der til stadighed udbygges med styrker fra flere lande. Disse deltager bl.a. i operationer, der skal sikre den fri gennemsejlingsret i Det Sydkinesiske Hav. Men i modsætning til USA afholder de europæiske flådestyrker sig i reglen fra at provokere Kina unødigt – altså undgår at sejle ind i juridiske gråzoner ved fx at lave flådeøvelser tæt på kinesisk besatte områder.
Den franske tradition for en stærk og relativt NATO-uafhængig forsvarsprofil og Frankrigs betydelige territorielle og maritime besiddelser i Indien-Stillehavs-området har gjort landet til den naturlige primus motor i dette projekt. Samtidig har Frankrig trukket stadig flere lande – herunder Tyskland og Holland – med i disse indsættelser.


Gennem etablering af samarbejde med europæiske og amerikanske partnerlande som Japan, Vietnam og Indien og inkluderingen af oversøiske besiddelser i basesamarbejdsaftaler er Frankrig velpositioneret til at demonstrere, at europæiske militære bidrag i Indien-Stillehavs-området faktisk gør en forskel for afskrækkelsen af Kina. Fra 2021 er indsatsen desuden understøttet af EU’s strategi for Indien-Stillehavs-området. Europa har dermed manifesteret en militær tilstedeværelse i regionen, på et tidspunkt hvor NATO er præget af uenighed om, hvorledes alliancen skal adressere udfordringer fra Kina.
Udviklingen peger på, at mere fleksibelt forsvarssamarbejde, end NATO kan levere, måske bliver modellen for et fremtidigt transatlantisk samarbejde om en militær tilstedeværelse i Indien-Stillehavs-området. Det vil tillade Europa og USA at udvikle samarbejdet uden at forpligte sig til at definere ét fælles trusselsbillede for hele NATO.

Det økonomiske, industrielle og teknologiske kapløb
På det økonomiske og industrielle område har Kina udfordret Verdenshandelsorganisationens principper fx ved at give massiv statsstøtte til strategiske industrier, der udkonkurrerer vestlige firmaer, insistere på tvungen overførsel af teknologisk knowhow fra Vesten via konsortier med kinesisk deltagelse og indførelsen af lovgivningskrav om, at kinesiske virksomheder har pligt til at assistere den kinesiske stat ved at videregive information, der bidrager til Kinas forsvar og sikkerhed. Disse handlinger har fået USA til at sætte kraftigt ind mod Kinas illiberale praksis – man har forsøgt at kontrollere og sanktionere amerikanske og kinesiske virksomheders interaktion. Under Trump begyndte USA desuden at kræve, at også Europa tog forholdsregler mod Kinas udnyttelse af de transparente vestlige markedsøkonomier. Et af de mest velkendte eksempler er kravet om udfasningen af telegiganten Huawei fra europæiske telekommunikationsnetværk.

For Europa var USA’s krav en brat opvågnen fra den illusoriske tro på, at økonomisk samarbejde med Kina ville sikre global fred og stabilitet. I stedet blev det skåret ud i pap, at Kina i mange år havde udnyttet de vestlige markedsøkonomier til uretmæssigt at skaffe sig økonomiske og militære fordele til skade for den liberale verdensorden og medlemslandenes sikkerhed.

Derfor er Europa i dag optaget af at udarbejde beskyttelsesmekanismer mod kinesiske metoder, som anses for at være illegitime og til skade for europæisk konkurrenceevne og sikkerhed. Fx bygger man screeningssystemer med henblik på at standse uønskede overførsler af knowhow.

Manglen på fælles EU-regler på området koster europæiske virksomheder dyrt og udgør også et sikkerhedsproblem, fordi screening besværliggøres. EU-Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, har derfor annonceret, at EU vil opdatere sine regler for sikkerhed og ansvar, der gælder for digitale platforme, tjenesteydelser og produkter. Det rammer dog ikke blot kinesiske, men også amerikanske techgiganter. Europa og USA har i forvejen været på digital kollisionskurs i årevis. Europas såkaldte tech-suverænitetsdagsorden handler bl.a. om at tøjle amerikanske techgiganters magt og sikre sig, at de betaler skat. Desuden har transatlantiske forhandlinger om en databeskyttelsesaftale endnu ikke båret frugt.

På produktions- og handelsområdet er USA slået ind på en afkoblingsstrategi, der skal afskære Kina fra forsyningskæder af strategisk vigtighed. Derimod er Europa mere forsigtigt ved at sprede forsyningskæderne ud på flere leverandører for at mindske afhængigheden ikke blot af Kina, men også af USA.

For at dreje det transatlantiske handels- og teknologisamarbejde i en mere positiv retning under Biden-administrationen afholdt EU og USA i september 2021 det første møde i det nye fælles handels- og teknologiråd i Pittsburgh i USA. De kommende år vil vise, om Europa og USA er i stand til at lægge deres uenigheder bag sig og fokusere på at etablere et samarbejde, således at de kan gøre fælles front i kampen mod autoritære landvindinger i udbredelsen og brugen af teknologi.

Europa og USA forsøger også at gøre fælles front mod Kina i deres udvikling af offensive mekanismer, der kan konkurrere med Kinas silkevejsprojekt i ikkevestlige lande med behov for investeringer fx i infrastruktur. Såvel USA som Europa lancerede infrastrukturinitiativer rettet mod Asien i 2018. Det er endnu for tidligt at evaluere effekterne heraf, men initiativerne demonstrerer et fælles fodslag i håndteringen af Kinas underminering af liberale markedsøkonomiske principper.

Fælles om demokrati og menneskerettigheder?
USA og Europa er fortsat enige om, at liberale demokratiske og markedsøkonomiske principper er vejen til global udvikling og stabilitet. Liberale værdier udgør fundamentet for multilaterale institutioner som Verdenshandelsorganisationen, NATO og FN-systemet – tre grundsten i den verdensorden, som vestlige lande havde hovedansvaret for at opbygge efter Anden Verdenskrig.

Europa ser Kinas rolle i de multilaterale institutioner både som en udfordring og som en mulighed. På den ene side underminerer Kina den vestlige forståelse af menneskerettigheder og markedsøkonomi og har også en historik med at underskrive aftaler om respekt for liberale værdier, som aldrig bliver overholdt. På den anden side er Kina blevet en stor bidragyder til FN’s fredsbevarende operationer og deler Europas præference for diplomati og fattigdomsbekæmpelse frem for magtanvendelse, når konflikter skal løses. Og Europa har frem for alt den opfattelse, at Vesten må arbejde via de eksisterende institutioner for at modarbejde autoritære og illiberale tendenser frem for at træde ud af dem.

Biden-administrationen har på papiret forpligtet USA på et konstruktivt multilateralt samarbejde, men i praksis synes USA at have fokus på en ny, mere emnespecifik og fleksibel form for multilateralisme baseret på dialog og fælles handling mellem få aktører med et afgrænset interessefællesskab – altså i stedet for den gamle form for multilateralisme baseret på tunge, konsensusbaserede beslutninger, der i nutidens omskiftelige verdensorden ofte ender i handlingslammelse og offentlige skænderier. Fora som Quadrilateral Security Dialogue (QUAD) mellem USA, Japan, Australien og Indien og AUKUS mellem USA, Storbritannien og Australien med fokus på afskrækkelse af Kina samt handels- og teknologirådet (TTC) mellem USA og EU er udtryk for denne nye form for multilateralisme.

USA’s ændrede institutionelle præferencer kombineret med Kinas underminering af de gamle institutioners værdigrundlag betyder ikke, at de afgår ved døden, i hvert fald ikke lige med det første. Men det betyder, at de væsentlige sikkerhedspolitiske og økonomiske beslutninger bliver truffet andre steder.



Estland: Britiske soldater i en Challenger 2-kampvogn under en britisk-estisk militærøvelse, 8. februar, 2021 [foto: NATO]

Denne udvikling peger på, at Europa på sigt bliver nødt til at blive mere autonom og prioritere fleksible, interessebaserede fællesskaber, der tillader større handlekraft og fleksibilitet.
En sådan udvikling vil også være i tråd med Europas interne normative udfordringer. Lande som Ungarn og Polen er blevet udråbt som medlemsstater, der ikke lever op til basale menneskerettigheds- og retsstatsprincipper. Mange ser deres adfærd som brændstof til en nationalpopulistisk bølge, der kan underminere hele EU-samarbejdet. Men paradoksalt nyder EU bred opbakning selv i de mere nationalistisk orienterede østeuropæiske stater, både når det gælder befolkning og politiske eliter.

Eurobarometeret fra 2019 viste, at et absolut flertal i 25 medlemsstater ville stemme for at blive i EU, og i de resterende to medlemslande – Italien og Tjekkiet – var fortsat EU-medlemskab stadig den mest populære svarmulighed. Og når det kommer til dag til dag-samarbejdet, er østeuropæiske ledere som fx Ungarns Viktor Orbán faktisk blandt de mest samarbejdsvillige over en bred front af dagsordener.
I takt med at det folkelige engagement i EU er vokset, er det ikke så overraskende, at et bredere spektrum af synspunkter vinder frem i Unionen. Det betyder, at værdier i langt højere grad må kobles op på interessebaserede argumenter i de politiske beslutningsforslag, hvis de skal vinde tilslutning. Men samtidig har det politiske kaos omkring Brexit gjort det klart, at europæerne må optræde som et forenet kollektiv, hvis de skal være i stand til at øve indflydelse på den strategiske konkurrence mellem USA og Kina.

Et samlet eller splittet Europa?
Kort sagt: For Europa er det blevet risikabelt at læne sig for meget op ad et USA, der i stigende grad prioriterer Indien-Stillehavs-området. Samtidig er Kina blevet en mere og mere problematisk samarbejdspartner, der underminerer europæiske interesser og værdier frem for at respektere indgåede aftaler. Kina står for øget militarisering både geografisk over et større og større område i Indien-Stillehavs-regionen og funktionelt inden for et bredt spektrum af konventionelle og nukleare områder samt i rummet og i cyberspace. Dertil kommer, at Kina repræsenterer en autoritær samfundsmodel, der indebærer omfattende social kontrol. Landet er i stigende grad eksportør af denne model og af instrumenter til realisering af den, fx overvågningsteknologi. Europa kan ikke i noget videre omfang koble sig tæt til en stat, der repræsenterer, hvad der efterhånden ligner totalitarisme i postmoderne teknologiske klæder.

Men samtidig er USA blevet en stadig mere upålidelig partner. Den totale konkurrence med Kina på tværs af alle samfundssektorer og med politiske ambitioner om afkobling af forsyningskæderne fra Kina er for konfrontatorisk en tilgang for et Europa, der som nævnt betragter Kina både som partner og rival. Dertil kommer, at USA’s økonomiske og teknologiske konkurrence med Europa fortsat er kilde til alvorlige konflikter over Atlanten om fundamentale spørgsmål som fx databeskyttelse og forsyningskæder.


Spørgsmålet er, om Europa har tilstrækkeligt fælles sikkerhedspolitisk, økonomisk og normativt fodslag til at skabe en alternativ model for velstand og sikkerhed, der overbeviser et flertal af Europas befolkning og politiske eliter om, at de skal satse på fællesskabet frem for at gå egne veje.
På den ene side er der som nævnt stor opbakning til EU-systemet og dets institutioner. Selv lande, der vælger at stå udenfor – som Storbritannien og Norge – vil fortsat være en tæt integreret del af samarbejdet, fx om udvikling af fælles forsvarskapacitet. EU har faktisk forstået at tilpasse sig en verdensorden, der kræver større fleksibilitet og beslutningsdygtighed, og er derfor en mere indflydelsesrig aktør end nogensinde.

På den anden side sameksisterer der i EU forskellige trusselsopfattelser, økonomiske udviklingsbehov og normative præferencer, der kan trække landene væk fra Europa og over mod alternative løsere fællesskaber, som fører til europæisk splittelse. Storbritanniens indlemmelse i AUKUS i kølvandet på landets exit fra EU kan ses som et eksempel herpå. Norges vægt på bilateralt militært samarbejde med USA er et tegn på, at NATO-samarbejdets sikkerhedsgarantier ikke virker troværdige længere. Italien har været hårdt ramt af den seneste økonomiske krise i Europa og derefter af COVID-19, og her er appetitten på at satse på det europæiske fællesskab også mindre end så mange andre steder.

Sprækkerne i det europæiske sammenhold må tages alvorligt. Inden for en årrække kan vi blive vidner til, at splittelsestendenserne får overtaget i et Europa, der allerede ser en fragmentering af sit økonomiske, værdimæssige og sikkerhedspolitiske fællesskab. ■

 

Den totale konkurrence med Kina på tværs af alle samfundssektorer og med politiske ambitioner om afkobling af forsyningskæderne fra Kina er for konfrontatorisk en tilgang for et Europa, der som nævnt betragter Kina både som partner og rival
_______

Apropos denne artikel:

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?