Lektor Jesper Olsen: Vi skal i Danmark holde op med at være bange for åbenhed

16.04.2022

Samtidig med at Knud Brix skriver sig ind i en stolt tradition af chefredaktører på bladet, skriver han sig ind i en lige så fast tradition, når det kommer til lukkethed om sine egne løn- og ansættelsesforhold. På det punkt opfører chefredaktøren sig på hjørnekontoret med udsigt over Rådhuspladsen sig lige som alle andre magthavere.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Jesper Olsen

Ekstrabladet har fået ny chefredaktør. Knud Brix er nu chef for et rigtigt vigtigt medie i Danmark, der er med til at kigge magthaverne efter i kortene. Jeg er enig med tidligere formand for Folketinget Erling Olsens ord: ’Det smudspressen, der holder demokratiet rent’.

Samtidig med at Knud Brix skriver sig ind i en stolt tradition af chefredaktører på bladet, skriver han sig ind i en lige så fast tradition, når det kommer til lukkethed om sine egne løn- og ansættelsesforhold. På det punkt opfører chefredaktøren sig på hjørnekontoret med udsigt over Rådhuspladsen sig lige som alle andre magthavere. Deres personlige forhold vil de gerne have for sig selv. Det vedkommer ikke andre.

Åbenhed i medierne
Jeg kan jo lige så godt starte med et godt fast greb om nælden med ordene fra Johannes Evangeliets kapitel 8, om at lade den, der er uden skyld, kaste den første sten; et godt sted at starte er i medierne. Det, vi højtideligt og i alle skåltalerne kalder den 4. statsmagt. Kære medier  kom ind i den moderne tidsalder til os andre, der kæmper for større åbenhed i Danmark. Skab større åbenhed om jeres egne forhold.

Udgangspunktet for mit arbejde som formand for Transparency International Danmark er, at der ikke er noget helt rent sted at stå på spillepladen. Så inden det samlede redaktørpanel i Presselogen på TV2 er stået af og afviser mig som værende helt på månen, så lad mig straks sige, at der altid vil være helt legitime grænser for åbenhed. Total åbenhed er overvågning. Det fører os ikke noget godt sted hen. Jeg hører også til dem, der i debatter om offentlighedsloven anfægter politikernes stråmænd, når de siger at man skal åbne det redaktionelle rum op. Kildebeskyttelsen er helt central for en fri presse, og det ved de også godt.

Lad os bare starte fra toppen. Der er ingen anden begrundelse end chefredaktørernes forfængelighed for, at lønnen ikke er offentligt. Det skulle da lige være den forventede forargelse over beløbets størrelse. Og der er mange andre ting, hvor danske medier godt kunne øge åbenhed og transparens som sit arbejde. Hvis nogen beder mig om at komme med eksempler, kan vi jo bare starte med håndteringen af #metoo – hvor magtens mænd og kvinder i mediebranchen opførte sig lige præcis som det de er: magthavere, der var for længe om at reagere på de misbrug af magt, der havde fundet sted lige for næsen af dem.

Medierne er i disse år under massivt pres. Politikerne prøver på egne kanaler at gøre sig uafhængige af den frie presse. Store dele af befolkningen vender sig mod mediernes magthavere. Det er et tema i enhver valgkamp i den demokratiske del af verden. I demokratiets interesse må noget gøres.

Men hvad ville vi få ud af mere transparens i mediebranchen? Jeg tror faktisk at danske medier kunne lede ved eksemplets magt og sætte nye standarder, som alle andre magthavere ikke bare kunne, men også ville blive tvunget til at lade sig inspirere af. Og tilliden ville øges.

 

Jeg tillader mig at have det synspunkt, at vi i Danmark er for overfokuseret på ansvarsplacering. Den til enhver tid siddende opposition og presse er besat af tanken om ’den rygende pistol’
_______

 

Åbenhed i personalesager
Dansk Politiforbund, Dansk Fængselsforbund og Dansk Sygeplejeråd rejser med jævne mellemrum debatten om, hvorvidt man kan beskytte navnene på deres medlemmer, når de står i fronten i velfærdssamfundet. Flere og flere oplever, at utilfredse borgere bruger offentlighedslovens regler til chikane. Man behøver bare at læse nogle af beretningerne fra medlemmerne af Fængselsforbundet for at få helt ondt i maven.

Hvorfor har vi reglerne om, at man som medarbejder i det offentlige ikke er anonym? Helt grundlæggende er det en del af tilliden til, at de mange gode medarbejdere udfører deres opgaver under ansvar. Hvis en borger oplever, at en medarbejder misbruger sin magt, så skal man kunne klage. Det er helt fundamentalt.

Det princip er myndighederne gode til at håndhæve i forhold til menige medarbejdere. Men når en offentlig chef hjemsendes, så er de selvsamme myndigheder sjældent klare i mælet. ”Af principielle grunde udtaler vi os ikke om personalesager”, lyder standardsvaret.

Men hvad er det for principielle grunde? Er det ikke netop derfor man får en høj løn som chef? At man også må tåle en større grad af offentlighed. Netop fordi det er en stor offentlig magt, man er betroet.

Jeg kan godt forstå politibetjenten, SOSU-assistenten eller fængselsbetjenten, der føler sig utrygge. Jeg kan godt acceptere, at der skal findes begrænsninger i aktindsigt i oplysninger, der kan identificere disse mennesker udenfor deres arbejdsplads. Ikke fordi de skal have frit spil. Målet om at man skal kunne klage og opklare de brud, der sker, må kunne findes på anden vis. Jeg tror faktisk, disse mange eksempler er med til at underminere mange offentligt ansattes opbakning til reglerne om åbenhed i forvaltningen. Og det er skidt, for det bør være en bærende værdi.

Jeg synes at sætningen: ”Vi udtaler os af principielle grunde ikke om personaleforhold” skulle forbydes i den offentlige sektor. Ja, der er personale involveret, og når man ikke udtaler sig, bør det være konkret begrundet. Men – og især når det handler om chefer – burde der kunne siges noget, så vi ved hvad det handler om – og så den snak, der alligevel foregår ude i frokoststuerne, sker på et ordentligt grundlag. Myter og misforståelser næres af tavshed. Det underminerer tilliden og er på den lange bane ikke i de involveredes interesse. Det kan man godt gøre på en ordentlig og respektfuld måde.

Åbenhed hos embedsmændene
Åbenhed i forvaltningen har en helt generel forebyggende effekt. Blandt embedsmænd taler man om ’ Ekstrabladstesten’ som en meget god test for, hvad man bør gøre og ikke gøre. Hvordan vil dette se ud på forsiden?

Men hvis man stiller sig op uden for Slotsholmen og forsøger at kigge ind, så oplever man ikke åbenhed. Man oplever derimod, at magten lukker om sig selv og gøre alle de krumspring man kan for ikke at skabe transparens. Det er i det lys, at det store fokus på sms’er og mobiltelefonerne i statsministeriet skriver sig ind i. Fordi der spekuleres i, at holde ting hemmelige.

Men hvorfor egentlig? Hvad er det politikerne og topembedsmændene er så bange for? Jeg tror svaret er lige så enkelt, som det er forståeligt. Ingen har lyst til at være den, der hænger på ’aben’, når ansvaret skal placeres.

Jeg tillader mig at have det synspunkt, at vi i Danmark er for overfokuseret på ansvarsplacering. Den til enhver tid siddende opposition og presse er besat af tanken om ’den rygende pistol’. Men som Højesteretsdommer Jens Peder Christensen har bemærket, når han har set de største skandalesager i Danmark efter i sømmene, så er det jo ikke bloddryppende fortællinger om onde mennesker, der med forsæt vil begå ulovligheder. Det kommer bare til at se sådan ud, fordi politikerne tror de kan underminere modstandernes troværdighed, ved at holde liv i en sag.

Mange af de store sager er kendetegnet ved, at der ikke var noget enkelt valg. Det var fagligt kompliceret. Der skulle handles hurtigt og med mange ubekendte. Der er ikke noget helt rent sted at stå på spillepladen. Beslutninger skal bedømmes ud fra, hvilke informationer, der var til rådighed, da de blev taget. Det er bare som om bl.a. offentligheden og politiske modstandere fortrækker bagklogskabens klare lys, når de skal fælde ’dom’.

Hvis man vil tæt på sandheden, så skal man ofte pille ansvaret ud af ligningen. Og så vil mange gerne fortælle, også om deres egne fejl. For de fleste vil jo gerne lære og bidrage til et bedre samfund. Min påstand er, at overfokuseringen på ansvar står i vejen for større åbenhed. Det er derfor, Grønnegårdskommissionen og undersøgelsen af Danmarks deltagelse i Irak-krigen, står som dem, jeg fremhæver. Det er der, hvor vi reelt lærte mest, fordi de involverede bidrog med et mere åbent bidrag, end blot snævert at svare på det, de blev spurgt om og ikke mere, samt så vidt muligt for at undgå at komme til at stå i et dårligt lys.

Det er sjældent selve sagen, man dør af, men cover-up’et. Det starter allerede i det øjeblik presserådgiveren tager telefonen. Journalister er lige som hunde. De kan lugte, når presserådgiven er bange for dem og så bider de sig fast. Det skal de også, det er deres job. Dermed holdes der unødigt længe liv i en sag. Det er politikerne der har interessen i det, fordi det af den til enhver tid siddende opposition kan bruges til at svække modstanderen.

Kulturen kan kun ændres, når politikerne indser, at deres modstandere – ligesom dem selv – er fejlbarlige. Men det, de skal vælges på, er om de har nogle løsninger der er bedre end modstanderens. Og hvis de ikke har det – så skal de ikke vælges eller have fornyet deres mandat. Men magten er svær at slippe, og så kæmper man med alle midler.

Vi skal i Danmark holde op med at være bange for åbenhed. Jeg plejer gerne at henvise til Norge. Der er man ikke så bange, og det er et ret velfungerende land. Man kan enten tænke lukkethed, og så overveje hvilke ting, man kan være åbne om. Eller man kan tænke åbenhed, og så holde de ting tilbage, hvor der er tvingende grunde til det modsatte. Det er to fundamentalt forskellige måder at tænkte på.

Åbenhed i civilsamfundet
Når man taler om åbenhed, er fokus ofte på det offentlige Danmark. Jeg har over det seneste år brugt mere tid og fokus på åbenhed i civilsamfundet. En af de helt store spillere er idrættens verden. Her er der noget at komme efter.

Formelt er de private foreninger. De bestemmer selv reglerne. Der er ingen adgang til aktindsigt. Når de giver indsigt, er det fordi, det er klogt, godt hjulpet af deres dygtige presserådgivere. En sjælden gang er det et krav fra den siddende kulturminister, der bruger argumentet ’med statsmidler følger også, at jeg skal kunne redegøre overfor folketinget’.

Jeg har brugt en del kræfter på DBU og deres lukkethed om eksempelvis ejerforholdene i danske klubber, investeringspolitik og en intern billetskandale. Det er der flere gode grunde til. Dels er de store, og det er altid mest gentlemanagtigt først at slå på dem, der er større og stærkere end dig selv. Dels kan alle forholde sig til fodbold, og helt strategisk får jeg mest opmærksomhed ud af det. Og så er de bare fyldt med gode eksempler på, at der kan være langt fra festtalerne til konkret handling. Det med at ’walk the talk’ har de haft svært ved i DBU, hvor deres formand slår sig op på good governance.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi – som de selv siger – de er en del af noget større. Når et hold fra DBU stiller op i en international turnering, så er det jo ikke en privat forening. Så er det Danmark, der spiller, vinder og taber. Når man på den måde lever af og tjener penge på folks følelser, så følger der også nogle ekstra forpligtelser med. Og igen – ligesom pressen: DBU har så stor magt i samfundet, at de kan lede ved eksemplet. Både for det gode og det dårlige, og sætter en standard for resten af både den danske og ikke mindst internationale idrætsverden.

Det er i det lys, at det jeg kalder ’verdens mindste sag’ – billetskandalen, hvor DBU-formanden, Jesper Møller, har tørret nogle private billetter til en Champions League finale, han alligevel ikke skulle bruge, af på pengekassen i DBU.

Problemet er bare, at Jesper Møller har det ligesom Knud Brix. Det rager ikke offentligheden. Velkommen til et af de lande i verden, der selv mener at være et af de mest transparente i omgangen med magten. ■

 

Problemet er bare, at Jesper Møller har det ligesom Knud Brix. Det rager ikke offentligheden. Velkommen til et af de lande i verden, der i sin egen selvforståelse mener at være et af de mest transparente i omgangen med magten
_______

 

Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. ILLUSTRATION: Facaden ved Politikens Hus, København. [FOTO: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix]