09.02.2022

.

Regeringens nye udenrigspolitiske strategi tjener primært tre velkendte formål: at genbekræfte den stærke relation til USA, at genbekræfte vores loyalitet overfor NATO og så et mere hjemligt ønske om overfor den danske befolkning at tegne et projekt efter et par år med udpræget udenrigspolitisk rådvildhed. Alt i alt spændes værdikampen for interessernes vogn, og det ikke nemt at se en klar værdipolitisk rød tråd.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Leila Stockmarr

Det er ikke nemt at blive klog på, hvad der reelt er nyt i regeringens nye, stort anlagte værdibaserede udenrigspolitiske strategi. Jeg læser den ikke som et skifte eller opgør, som vil lede til en markant anden praksis, end den vi har set komme fra Asiatisk Plads de seneste år. Lidt hårdt sat op, fremstår strategien i høj grad som en brandingøvelse og en genbekræftelse af Danmarks tætte relation til USA og NATO og er derfor i vid udstrækning gammel vin på nye flasker.

Strategien har eftersigende været klar længe, men timingen for lanceringen har manglet: Først var der sagen om de danske børn i Syrien, samtidig med det totale kollaps i Afghanistan – dernæst fulgte en uskøn fangesag i Guineabugten og et mislykket forsøg på at opstarte en dansk mission i det kupplagede Mali. Nu der -meget sigende- ikke lige var en aktiv værdipolitisk vindersag før, blev Ruslands oprustning i Ukraine således en kærkommen anledning til lanceringen. Måske har der reelt set ikke været så mange anledninger for Kofod og Bramsen de to et halvt år, de har haft til at lægge linjen og føre værdibaseret udenrigspolitik. For ser vi på de sager, som har fyldt meget, men som ikke just har været vindersager for det værdipolitiske udenrigsprojekt:

Regeringens tøven i forhold til at hjemhente danske børn fra Syrien har bestemt ikke været med til at signalere tydelige retsstatslige signaler til omverdenen. Det pinefulde fodslæberi afslørede regeringen som mere optaget af at fremstå som hardliner på udlændingeområdet herhjemme end som menneskerettighedsvogtere. Vi agerede i hvert fald ikke som et land, der var klar til at løfte vores del af ansvaret for et Mellemøsten i total nedsmeltning.

 

Det er svært ikke at få den tanke, at ønsket om at gøre vores hoser grønne hos den europæiske stormagt Frankrig har været den primære grund til vores iver efter krigsdeltagelse
_______

 

Sidste år, mens strategien var undervejs, søsatte regeringen sin plan om at gå enegang og sende en maritimmission til Guinea-bugten – en mission, der langt hen ad vejen hersker bred enighed om handlede om at beskytte danske maritime handelsruter og som på forhånd var uigennemtænkt, fx hvad angår fangehåndtering. Sideløbende fedtede regeringen sig godt ind i et morads i Mali, hvor der i tiltagende grad udspiller sig en stedfortræderkrig. Det er svært ikke at få den tanke, at ønsket om at gøre vores hoser grønne hos den europæiske stormagt Frankrig har været den primære grund til vores iver efter krigsdeltagelse. Det har ledt til en ydmygende fadæse, hvor vi efter militærregimets ønske har trukket vores mission hjem, få dage efter deres ankomst – en situation, vi kunne have undgået, hvis vi blot havde taget bestik af den faktiske situation i landet, i stedet for at nære os ved en form for forhåndsvedtaget fortælling om dansk heroisme i ’kampen mod terror’.

Værdikampen spændes for interessernes vogn
Det er ikke nemt at se en klar værdipolitisk rød tråd i ovenstående, og faktisk bliver det ikke nemmere, når man dykker ned i den nye udenrigspolitiske strategi. Alligevel bebuder regeringen nu et opgør med den interessebaserede udenrigspolitik, som tog en mere markant form med krigene i Irak, og ad mere semantiske veje blev cementeret med Taksøe-rapporten i 2016 I strategien understreges det dog, at der ikke er en modsætning mellem interesser og værdier –det er uklart, hvordan der egentlig sondres mellem de to. Hensynet til netop Danmark samt danskernes interesser og velstand manifesteres i de allerførste linjer i den 60 sider lange strategi. I strategien dedikeres et helt afsnit med introduktionen af et ’tryghedsdiplomati’, ligesom man med ’migrationsdiplomati’ åbner en ladeport for modtagecentre og et de facto opgør med konventionerne mens det ’økonomiske diplomati’ centrerer sig omkring dansk eksport og arbejdspladser.

Hovedtemaer som ret tydeligt spænder værdikampen for interessernes vogn. Tænk engang, hvis regeringen havde vendt logikken om og brugt krogene til at styrke fredsfremme, sikre beskyttelse til flere flygtninge og bekæmpe den groteske globale ulighed i stedet for atter at tage de nationalprotektionistiske briller på. Det havde været nyt og værdibaseret.

I lyset af ovenstående står vi desværre med en strategi, som i modsætning til, hvad man lover og bebuder, faktisk er en ret tynd kop te, hvis regeringen skal måles på reel handling og modige værdiforsvar og ikke blot skåltaler. Til regeringens lancering var der ingen tvivl om, at relationen til Rusland er og bliver helt central for regeringens værdipolitik – det er i håndteringen af Ruslandsspørgsmålet og til dels Kina, at regeringens forsvar for menneskerettigheder bliver mest konkret. Det kan man ikke anholde – for situationen er yderst bekymrende – dog bør det ikke instrumentaliseres som et led i vores alliancesmedning med USA og NATO.

Man kan derfor passende også se på, hvad strategien forsømmer at fremhæve og handle på, eller hvor praksis faktisk ikke lever op til de overordnede principper i strategien. Listen er desværre lang. Det måske mest markante er, at læringen fra de sidste tyve års fejlslagne krige i Irak og Afghanistan er totalt fraværende. Regeringen har parkeret dem i diverse processer, selvom både Mali og Guinea-Bugten vidner om et akut behov for læring fx i forhold til at have det folkeretslige mandat på plads og undgå alliancer med udemokratiske, voldelige aktører.

Samtidig står vi midt i en global pandemi, hvor Danmark har meldt sig ind i en mindre gruppe af lande, som ikke vil være med til at frigive vaccinepatenter, så særligt verdens fattigste befolkninger kan blive vaccineret. Man kunne videre nævne Palæstina, hvor der i den grad er behov for at sætte handling bag de flotte ord om menneskerettigheder og retten til frihed. For ikke at glemme Syrien, hvor vor tids vel største krigsforbryder stadig sidder ved magten, alt imens vi som det eneste europæiske land insisterer på at udvise flygtninge til stor fare og usikkerhed.

Summa summarum tjener strategien primært tre velkendte formål: at genbekræfte den stærke relation til USA, at genbekræfte vores loyalitet overfor NATO og så et mere hjemligt ønske om overfor den danske befolkning at tegne et projekt efter et par år med udpræget udenrigspolitisk rådvildhed. Hvis regeringens nye strategi skal udgøre et reelt politisk skifte, er der behov for konkrete nye handlingsanvisninger, som kan omsætte værdier til reel forandring i Danmarks udenrigspolitiske ageren. ■

 

Det måske mest markante er, at læringen fra de sidste tyve års fejlslagne krige i Irak og Afghanistan er totalt fraværende. Regeringen har parkeret dem i diverse processer, selvom både Mali og Guinea-Bugten vidner om et akut behov for læring
_______

 

Leila Stockmarr (f. 1982) Ph.d., udenrigspolitisk rådgiver og folketingskandidat for Enhedslisten. ILLUSTRATION: Jeppe Kofod underskriver i Michael Pompeos gæstebog før deres møde i Washington D.C., 13. november 2019. [FOTO: State Department photo by Freddie Everett/ Public Domain]