Laurids Mikaelsen om sin chef Uffe Ellemann-Jensen: Din egen dag er kort (men slægtens lang)

26.06.2022

Efter min mening er Uffe den politiker, som efter Den Kolde Krigs afslutning i 1989-90 har sat det største aftryk på det Europa, vi kender i dag. Den største i det hele taget? Kun Uffes ven, den daværende tyske udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, kan nævnes på linje med ham.

Mindeord af Laurids Mikaelsen, fhv. ambassadør i Litauen, Kina og Polen


Din egen dag er kort er titlen på en af Uffe Ellemann-Jensens mange erindringsbøger. Her reflekterer han over livet i al almindelighed, men også over udviklingen i Danmark og kloden rundt, sådan som han selv har medvirket til at forme vores verden.

Alene det, at en travl udenrigsminister har haft tid og energi til at skrive en lang stribe erindringsbøger, beviser, at han var uhyre flittig. Men jeg tror, jeg kan forklare, hvordan og hvorfor han gjorde det. Hvorfor? Han ville påvirke udviklingen af Danmark. Hvordan kommer vi tilbage til.

Denne artikel handler mine minder om Uffe. Jeg har haft det privilegium at arbejde for Uffe i hele hans periode som udenrigsminister. Jeg var ansat i udenrigstjenesten fra 1976, altså flere år før Uffe tiltrådte som minister, indtil jeg i 2011 blev pensioneret.

Jeg tror ikke, nogen bliver fornærmet, når jeg skriver, at han med længder var den mest formidable politiske chef, jeg har haft. Det vidner de mange nekrologer i aviserne også om, hvor andre, som har samarbejdet med Uffe, betegner ham som noget usædvanligt – ”et fyrtårn”, ”en statsmand”, ”guld værd for Danmark”, ”balternes ven” osv.

Uffe var myreflittig og skrev uafbrudt lange dagbøger om, hvad der var sket, og hvordan han vurderede det skete. Var det godt, skidt eller ad hekkenfeldt til. Jeg har selv oplevet det adskillige gange, når jeg har været på rejse med Uffe.

Engang var vi på vej hjem fra et EU-møde i Bruxelles, og det foregik med et af forsvarets challenger-fly. Bruxelles har et særligt forhold til natlige møder, for det gælder om at køre de andre trætte. Så det var en tidlig morgen efter en travl dag, aften og nat. Bagerst i flyet er VIP-sædet, hvor også Dronningen sidder, når hun flyver med challenger. Der sad Uffe. Overfor det sæde, med ryggen mod flyveretningen, er to mindre, men dog komfortable sæder. Der sad en kollega og jeg, som på denne rejse var Uffes nærmeste hjælpere. Uffe skrev og skrev. Mens vi andre i delegationen, 10-15 stykker, var dødtrætte, og de fleste sov, skrev og skrev han i hånden i små notesbøger. Indimellem stillede han spørgsmål til min kollega eller mig. ”Da X sagde det og det, var det så som en reaktion på Y’s indlæg?” Vi var som sagt dødtrætte, men vi indgik så den aftale, som Uffe vist nok ikke lagde mærke til, at vi sov på skift. Den ene måtte holde sig vågen. Men når søvnen overmandede den ”vagthavende”, måtte han give kollegaen en albue i siden, for nu var der vagtskifte. Uffe havde ikke selv behov for vagtskifter.

Jeg husker, at Uffe sagde de berømte ord: ”If you can’t join them, beat them”. Det klip fra TV-optagelserne har vi alle set mange gange. Jeg var til stede og syntes, at det var at lege med ilden. Danskerne havde netop med en snæver margin på 50,7 pct. af de afgivne stemmer sagt ”nej” til Maastricht-traktaten, og det førte til en krise for Danmark, hvor Uffe endda senere, forud for afstemningen om de fire forbehold til Mastricht-traktaten, forklarede danskerne, at Danmark var ved at blive smidt ud af EU.

Jeg husker også, at Uffe spillede den helt store rolle, da Sovjetunionen brød sammen i 1989-90. Det åbnede for, at nye stater kunne dukke op, og at lydstater kunne blive frie og demokratiske. Blandt disse var de tre baltiske lande og Polen. Også Rusland dukkede op og holdt demokratiske valg lige som os andre.

Jeg husker, at Uffe i 1993 under et EU-topmøde i København, mens Danmark havde formandskabet i EU, på grundlag af et dansk oplæg fik vedtaget kriterier for, hvornår og hvordan nye medlemslande kunne optages i EU. Det blev kaldt Københavns-kriterierne, og de gælder stadig den dag i dag. Der var politiske kriterier, frie valg, demokrati og institutioner, som kunne sikre menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. Der var også økonomiske kriterier, navnlig skulle et kandidatland have en velfungerende markedsøkonomi.

Jeg husker, at Uffe var den første, som sendte en ambassadør til de baltiske lande. Det var den da pensionerede ambassadør Otto Borch, som afleverede akkreditiver i alle tre lande. Udsendelse af en ambassadør betyder anerkendelse af det nye land som ligeværdig i det internationale samfund af stater. Det startede en lavine, hvor andre lande fulgte med.

Hvis den danske anerkendelse ikke var blevet fulgt af andre lande, ville Danmark stå afklædt tilbage og de baltiske lande i en uafklaret situation. Hvordan kommer vi så ind i EU, og i givet fald hvornår? Det minder om Ukraines situation i dag, hvor Ukraine løber panden mod en mur i Københavns-kriterierne. Senere sendte Uffe ambassadører til hvert enkelt af de baltiske lande. Jeg selv blev senere ambassadør i Litauen (2007-11).

Jeg husker, at Uffe straks derefter fik Folketingets ja til at bruge store summer på at hjælpe de baltiske lande og Polen med at opfylde kriterierne, for det gjorde de ikke, da kriterierne blev vedtaget af Det Europæiske Råd i København. Meget handlede om lovgivning og institutioner. Det var alt lige fra vedtagelse af en valglov til etablering af et banktilsyn.

Danske eksperter fra alle mulige ministerier blev sendt afsted for at bistå. Det med banktilsyn var Christen Boye Jakobsen fra Erhvervsministeriet ekspert i. Selv blev jeg sendt afsted for at forklare, at der er noget som hedder EU-ret, og hvad det nærmere går ud på. Alt det blev finansieret af Danmark, idet Uffe oprettede en fond til ”før-tiltrædelses-bistand”. Senere etablerede han en dansk demokrati-fond.

Og jeg blev sendt til Estland, da der var problemer med beskyttelse af mindretal, nemlig de 30 pct. af befolkningen i det nørdøstlige Estland, som var russere.

Jeg husker, at vi fik fire forbehold, så Danmark med dem kunne tiltræde Mastricht-traktaten. Det var i december 1992, og folkeafstemningen i 1993 endte med et ja. Socialdemokratiet og endda SF anbefalede et ja. Det var ikke nu, ”Holger og konen sagde NEJ til Unionen”. Nu sagde de ja sammen med et stort flertal (56,7 pct. af de afgivne stemmer).

De fire forbehold blev skabt i Edinburgh i december 1992. Jeg var selv med. Det var Poul Schlüter og Uffe Ellemann, som var de politiske chefer, men jeg var med i delegationen, og sammen med departementschefen i Udenrigsministeriet var jeg som juristen med i de natlige forhandlinger, hvor der skulle skrives tekster. Jeg husker, at det var meget trættende og meget svært, men når vi skulle prøve noget af, bankede vi på døren til Uffes hotelværelse. Så kom han ud i pyjamas og tog ansvaret, og vi var lettede, hvis det var et ”OK”. Vi fik faktisk udarbejdet en tekst, som vores egen regering havde nikket ja til, men nu udestod de andre regeringer fra alle de andre EU-lande. Det var den følgende morgen. I alle delegationers værelser stirrede man på teksten, og jeg ved, at flere arbejdede på ændringsforslag. Det blev heldigvis ikke til noget. Så var alt gået i fisk.

Jeg husker, at der i de danske delegationslokaler var neglebidning. Hvad sker der? Departementschefen stod i delegationsrummet hos Schlüter og Uffe. Imens gik vi tre yngre diplomater rundt på gangene for at finde ud af, hvad der foregik, mens der var pause i mødet. Men hver gang, vi nåede hen til kafferummet, hvor masser af delegerede stod, forsvandt de som rotter ind i deres respektive delegationslokaler. De ville ikke tale med os.

Men pludselig skete der noget. Jeg kom ind i et kaffeområde, og alle flygtede som rotter undtagen én. Det var min tyske kollega fra min tid i Washington (1988-92). Han var nu afdelingschef i det tyske udenrigsministerium. ”Hvad nu?”, spurgte jeg, og han svarede: ”Hvis din stats- og udenrigsminister kan holde ud i et par timer, kan det være, det ender 2-0”. Danmark havde netop vundet finalen i Europamesterskaberne 2-0 over Tyskland.

Jeg husker, at jeg på vejen tilbage til delegationslokalerne tænkte over, hvordan det skulle fortolkes, og hvordan jeg kunne svare. Det blev nogenlunde sådan: ”Hvis statsministeren og udenrigsministeren kan stå for spanking et par timer, tror jeg, at Kohl og Kinkel giver sig”. Kohl var tysk kansler og Klaus Kinkel nyudnævnt tysk udenrigsminister, efter at Genscher, Uffes ven, var trådt tilbage. Tyskland sagde ja. Og sådan gik det.

Jeg husker, da jeg sidste gang talte med Uffe. Det var ved Jens Christensens bisættelse i maj 2021. På rustvognens vej fra kirken og til kirkegårdens ydermur gik jeg sammen med Uffe. Han havde stokken med, og jeg spurgte ham, om han ville med til gravøl. Det ville han ikke. Han var for træt.

Efter min mening er Uffe den politiker, som efter Den Kolde Krigs afslutning i 1989-90 har sat det største aftryk på det Europa, vi kender i dag. Den største i det hele taget? Kun Uffes ven, den daværende tyske udenrigsminister, Hans-Dietrich Gensher, kan nævnes på linje med ham.

Han gjorde Danmark stor i Baltikum og Polen. Han aflagde inspirerende besøg i Polen og Litauen. Vi havde masser af danske penge at gøre godt med, og i Polen kunne vi finansiere store konferencer i alle provinser forud for Polens optagelse i EU. Han stiftede Baltic Development Forum og fik store danske virksomheder til at finansiere dansk ledede arrangementer i landene langs Østersøen, som han i øvrigt omdøbte til Fredens Hav. Men jeg ved, at da han døde, så han med slette miner til, da ’Fredens Hav’ efter Putins aggressioner blev knap så fredeligt.

Uffe var altid forud for sin tid. Allerede i 2016 beskrev han i et interview til RÆSON, hvor dybt bekymret han var over udviklingen i Putins Rusland: ”Jeg mener, at den alvorligste trussel mod os – og med os mener jeg Europa – i dag er Putin. Rusland er en middelmådig stat, den er økonomisk svag, men de har altså den militære muskel, og de har viljen til at bruge den. Det er det, der gør dem farlige”, skrev han.

Hvad ville være en mere naturlig afslutningen på disse minder om Uffe end et vers fra Jeppe Aakjærs sang Som dybets brønd gi’r altid klarest vand? Det er her i det første vers, vi kommer til ”Din egen dag er kort”:

                                           ”Din egen dag er kort, men slægtens lang,
                                           læg øret ydmygt til dens rod forneden:
                                           årtusind toner op i gråd og sang,
                                           mens toppen suser imod evigheden!”

Vi ser det tydeligt i dag. Dit liv er kort, men slægtens langt. Hans dødsannonce var underskrevet ”Alice, Claus, Helene, Karen og Jakob, svigerbørn og børnebørn”.

Laurids Mikaelsen (født i Kina 1948) er forhenværende diplomat. I hjemmetjenesten bl.a. chef for EU-retskontoret og chef for Juridisk Tjeneste, i udetjenesten bl.a. ministerråd i Washington (1988-92), ambassadør i Polen (1998-2004), Kina (2004-07) og Litauen (2007-11). Pensioneret 2011. Uffe Ellemann-Jensen var hans chef fra september 1982 til januar 1993. Har skrevet flere bøger om EF/EU og international beskyttelse af menneskerettigheder, bl.a. licentiatafhandlingen ”European protection of human rights” (1980), udgivet i Holland og USA.