Lasse Jacobsen om minksagen: Hvorfor forhindrer støttepartierne egentlig en advokatvurdering?

07.07.2022

Det er svært at forestille sig, at billedet kan blive mere mudret end det er nu, hvor argumenterne fyger i øst og vest. Der er brug for mere klarhed – og for, at politikerne i højere grad stilles retligt til ansvar for ulovlige beslutninger.

Kommentar af Lasse Jacobsen

Støjbergs tidligere forsvarer René Offersen havde i går et indlæg i Altinget. Her fremfører han særligt to pointer: 1. Det er ukorrekt, at retsstaten er på spil, blot fordi et flertal i Folketinget ikke forfølger et juridisk spor. 2. Vi skal væk fra den tiltagende retsliggørelse af politik.

Offersen har ret i punkt 1. Det fremgår klart af Grundloven, at det til enhver tid er op til et folketingsflertal, om man ønsker at forfølge ministres lovovertrædelser juridisk. Dermed er der intet modsætningsforhold mellem retsstaten og den beslutning, som et flertal har truffet. Men at Grundloven giver mulighed for dette, er ikke ensbetydende med, at man skal gøre det. Andre forhold kan vise sig at være vigtige i spørgsmålet om en rigsretssag, herunder tilliden til systemet, politikerne og danskernes generelle retsfølelse. Der er også et generelt lavpraktisk hensyn at tage stilling til: At man ikke har en statsminister siddende, der potentielt har brudt straffeloven. Ift. sidstnævnte pointe er det fx underbelyst i Granskningskommissionens beretning, hvorvidt statsministerens ageren i perioden fra d. 8. november, indtil tempobonussens materielle- og finansielle hjemmel var på plads i februar 2021, kan karakteriseres som forsæt eller i det mindste vidende. Kommissionen må ret beset ikke bruge forsætsbegrebet direkte, da de ikke må tage stilling til ministres eventuelle strafansvar. Vi ved, at statsministeren d. 8. november om aftenen blev vidende om den manglende hjemmel, og at hun blev advaret i dagene efter – hvis ikke af sit eget og andre ministerier, så af sine kollegaer i Folketinget, der gentagende gange fortalte hende, blandt andet fra Folketingets talerstol, at der ikke var hjemmel til en tempobonus. Læg hertil statsministerens mulige strafansvar for den proces, som blev lagt til grund, samt at det strafferetlige spørgsmål må siges at være underbelyst.

Mink-sagen har, hvis ikke styrket mistilliden til politikerne, systemet og retsstaten (sidstnævnte som sagt af mindre gode grunde), i hvert fald tegnet en endnu hårdere streg i sandet mellem partierne. Den forsoning, som dansk politik måske nok efterhånden har brug for, er nu længere væk. Enighed mellem partierne i blå og rød blok om at få det strafferetlige ansvar vurderet kunne have bidraget til at hindre yderligere polarisering. Et hensyn, som støttepartiernes beslutning heller ikke synes at have taget højde for.

Offersen har derimod ikke ret i punkt 2. Hans argument er, at det i praksis vil være svært for statsministeren både at varetage jobbet som minister og samtidig overholde sin mødepligt i Rigsretten. Hvis en advokatvurdering tilmed finder, at der er grund til at placere et juridisk ansvar, må vi forstå på Offersen, at det også vil være et problem, fordi det i så tilfælde vil ”tilsværte” statsministeren såvel nationalt som internationalt. Af disse lavpraktiske årsager konkluderer han, at man skal væk fra retsliggørelsen af politik. I stedet bør politikerne pådrage sig et større ansvar for at håndtere disse sager politisk.

Jeg savner en principiel stillingstagen fra Offersen til retsfølelsen og tilliden til politikerne og systemet. Hvorfor har vi overhovedet paragraffer i ministeransvarsloven, hvis de ikke efterleves? Hvorfor kan man ikke forfølge både et politisk og et juridisk spor? Hvorfor skal ministre kunne overtræde straffeloven og slippe med at få sagen håndteret ”politisk”? Argumenterne herfor er vel ikke af praktiske hensyn, hvilke Offersen ellers betoner.

Barren for, hvornår en minister skal kunne dømmes, bør følge lovens ord: I ministeransvarsloven ligger den ved ’grov uagtsomhed’. Dermed bør det ikke være politisk præcedens, der er afgørende. Den politiske præcedens fra de seneste år trækker i en anden retning: Kan man holde styr på sine støttepartier, er det muligt at bryde loven, uden at det får retligt efterspil. Hverken demokratiet eller befolkningen kan være tjent med denne udvikling. Det giver incitament til øget centralisering, topstyring og kontrol med embedsapparatet, som bliver fortsat mere handlingslammet. Man skal bare have styr på sine støttepartier.

 

Det er svært at forestille sig et flertal i Folketinget modsætte sig en rigsret, hvis der foreligger en advokatvurdering, der klart vurderer, at ministeren vil blive kendt skyldig
_______

 

Modsat hvad Offersen siger, bør vi sigte imod en højere grad af retsliggørelse af politik: mod at politikerne i højere grad end i dag stilles retligt til ansvar for ulovlige beslutninger – selvfølgelig inden for ministeransvarlighedslovens rammer om forsæt og grov uagtsomhed. Det kan ske på flere måder. Der kan kigges på en forfatningsdomstol, der uafhængigt foretager vurderinger af ministres ageren. Der kan ændres i Lov om Undersøgelseskommissioner og Retsplejeloven, således at fx granskningskommissioner kan foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar etc. Det vil fortsat være politikernes ansvar, om en sag skal rejses – de er trods alt anklager i sagen –  men det vil være sværere at gemme sig bag argumenter som: ”Vi synes ikke, der er nok til grov uagtsomhed”, ”vi har hørt nogle jurister sige, at der ikke er nok til grov uagtsomhed” m.v. Netop de argumenter, støttepartierne har benyttet sig af i den aktuelle sag. Det er også svært at forestille sig et flertal i Folketinget modsætte sig en rigsret, hvis der foreligger en advokatvurdering, der klart vurderer, at ministeren vil blive kendt skyldig.

Nogle har anført, herunder professor i forfatningsret Frederik Waage, at en sådan vurdering af det strafferetlige ansvar ikke altid vil komme med et entydigt svar, hvorfor det i sidste ende fortsat vil være op til Folketinget at beslutte sig. Det kan måske endda mudre billedet endnu mere, må vi forstå på ham.

Det er svært at forestille sig, at billedet kan blive mere mudret end for nuværende. Ingen kvalificeret, offentlig og systematisk juridisk vurdering er lavet. Argumenterne fyger i øst og vest (jeg selv er hyppig bidragsyder hertil), og ingen har det fulde juridiske overblik. Et flertal af strafferetsprofessorer har fx anført, at de ikke mener, at der er tale om grov uagtsomhed, men de forholder sig i deres indlæg i Information alene til processen og statsministerens viden op til pressemødet og dermed ikke til perioden fra d. 8. november, hvor Statsministeren var vidende men fortsat udlovede tempobonus. Andre er uenige, fx Lasse Lund Madsen, der mener, at processen op til KU-mødet også er grov uagtsom.

Selvom en advokatvurdering ikke vil skabe 100 pct. klarhed, vil den dog skabe systematik, samle argumenterne og skabe gennemsigtighed. Hvorfor er dette ikke at foretrække frem for den nuværende sump af argumenter? Hvis overstående er ensbetydende med en øget retsliggørelse, hilser jeg den velkommen.

Så længe statsministerens mulige strafansvar er fastfrosset i et limbo, fremstår sagen uafklaret. Medmindre, selvfølgelig, Nye Borgerlige får held til at indsamle de nødvendige midler til en advokatundersøgelse og bagefter får formuleret et ordentlig oplæg til den vurdering, der måtte forestå. Der er stor usikkerhed om, hvorvidt landet har en statsminister, der har brudt straffeloven. Vi har øvrige ministre, herunder Mogens Jensen, som har løjet for såvel Folketinget og Granskningskommissionen, og som slipper for yderligere, fordi vi må forstå, at det var straf nok, at hans sag blev håndteret tilbage i november 2020 – hvilket yderligere underbygger behovet for en øget retsliggørelse. Hvordan kan straffen til Mogens Jensen i november 2020 virkelig være nok med det kendskab, vi har til hans viden og de vildledninger, der fandt sted i november 2020 over for Folketinget og senere over for Granskningskommissionen? Er det ikke faldet støttepartierne ind, at man i november 2020 måske ikke havde det fulde overblik og derfor ikke kunne finde en passende straf til Mogens Jensen?

Alt i alt har støttepartierne bidraget til et mere uskønt billede af sagen, selvom de havde mulighed for at gøre det modsatte. Det er de i deres grundlovssikrede ret til, men det er ikke ensbetydende med, at de behøvede at udnytte den. ■

 

Hvordan kan straffen til Mogens Jensen i november 2020 virkelig være nok med det kendskab, vi har til hans viden og de vildledninger, der fandt sted i november 2020 over for Folketinget og senere over for Granskningskommissionen?
_______

 

Lasse Jacobsen (f. 1991) har en kandidat i politik og administration fra Aalborg Universitet. Til dagligt arbejder han med virksomhedsøkonomi som konsulent og markerer sig løbende i den offentlige debat om samfund, økonomi og filosofi

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?