RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Danskerne havde muligheden for at vise omverdenen, at politiske skandaler og dom ved rigsretten koster indflydelse i dette stolte demokrati. Det skete ikke. Tværtimod. Socialdemokratiet får et historisk flot valg, og Danmarksdemokraterne stormer ind i Folketinget.

Kommentar af Lasse Jacobsen

Til trods for, at vælgerne ønskede, at Moderaterne skulle være tungen på vægtskålen, og i princippet kunne danne regering med blå blok, så ville tre nordatlantiske mandater det anderledes i det, der må siges at have været et historisk tæt valg, der i sidste ende blev afgjort af få hundrede stemmer i København.

Kigges på mandatfordelingen, er det nemt at udpege aftenens vindere og tabere: Rød blok vinder samlet set, selvom danskerne – sammenlignet med valget i 2019 – er rykket mere til højre. Der er som sagt mulighed for en ren rød regering. Liberal Alliance opnår stor fremgang, og Moderaterne og Danmarksdemokraterne stormer ind i Folketinget. Socialdemokratiet står til det bedste valg i ca. 20 år.

Men bag disse flotte valg er der to partier, der kan sænke skuldrene en anelse mere end de andre: Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne. Begge partiers fremgang kan ikke tolkes på anden vis, end at vælgerne i høj grad (de to partier fik trods alt samlet set 36,9 pct. af stemmerne) ikke kærer sig nok om politiske skandaler og rigsretsdomme til, at det skal have politiske konsekvenser.

 

Hvis vælgerne ikke længere drager politiske konsekvenser af politiske skandaler, så ophører det politiske system med at fokusere på ordentlighed, gennemsigtighed og transparens. Hvorfor skulle systemet gøre det?
_______

 

Det burde på papiret ellers være svært at forestille sig, at minkskandalen, slettede SMS’er og FE-sagen kunne have anden effekt, end at det ville koste på opbakningen fra vælgerne. Men det er umiddelbart ikke sket. Dette på trods af, at disse skandaler har været holdt i live i ca. to år (minkskandalen startede allerede i november 2020), og den seneste skandale, FE-sagen, tog et ordentligt spring med Lars Findsens bogudgivelse i starten af valgkampen. Det kan være særlig svært at forstå fremgangen, hvis man tager det i betragtning af, at venstrefløjen og midten i dansk politik ikke just er løbet tør for muligheder for at stemme på et parti, hvor Socialdemokratiets kernepolitik også er repræsenteret. Havde venstrefløjens vælgere fx lyst til at stemme på grønne partier, var der rigeligt med muligheder for det. Havde man lyst til at stemme på partier, der ønskede højere løn til sygeplejerskerne, var der også muligheder for det. Vælgere, der hældede mod Socialdemokratiet, men som omvendt har svært ved at stemme på et parti, har rodet sig ud i de problemer, Socialdemokratiet har, havde andre muligheder. Men de blev ikke brugt; de valgte partiet til, og de valgte principper om ordentlighed fra.

Danmarksdemokraterne har et parti uden et reelt partiprogram, men derimod et slogan der kan reduceres til Støjbergs ”I ved, hvad I får med mig”. Men gør danskerne det? De får som minimum en formand, der med forsæt har brudt ministeransvarlighedsloven. Altså en formand, der bevidst valgte at bryde straffeloven for en sag, som vedkommende kunne have ordnet med lovgivning i Folketinget, eller slet og ret blot ved at lave individuel sagsbehandling. Også for disse vælgere var der politiske alternativer på den efterhånden overbookede højrefløj. Ønskede man stram udlændingepolitik og liberal økonomisk politik, kunne man stemme på Nye Borgerlige. Var man socialdemokrat, som ønskede stram udlændingepolitik, kunne man stemme på Dansk Folkeparti. Kærer man sig om sammenhængen mellem land og by, kunne man mange steder stemme på erfarne og lokale Venstre-folk. Også her blev partiet, formanden, valgt til, og principper om ordentlighed valgt fra.

Sæt overstående sager i perspektiv til de sager, der har kostet Søren Pape sin planlagte valgfest: Et møde med statsoverhoveder fra den Dominikanske Republik på privat ferie, forkerte oplysninger om, hvorvidt hans mand er jøde eller ej, et hus i Viborg, hvor det stadig ikke er godtgjort, at det er Pape, der har handlet forkert. Og en rejse til et land under corona, som af Udenrigsministeriet var markeret som Orange, ifølge Ekstrabladet, der således påstod, at Pape havde forbrudt sig mod myndighedernes rejseanbefalinger, men som senere måtte trække den fejlbehæftede historie i land. Der hersker ingen tvivl om, at disse mange sager, og Papes håndtering af dem, kostede stemmer for de Konservative. Men på et principielt plan, og på et hvilket som helst relevant parameter, er alle disse sager af langt mindre betydning af de sager, som Mette Frederiksen og Inger Støjberg har måtte gennemleve.

Ovenstående kan være et ilde varsel om, hvad fremtiden bringer. Hvis vælgerne ikke længere drager politiske konsekvenser af politiske skandaler, så ophører det politiske system med at fokusere på ordentlighed, gennemsigtighed og transparens. Hvorfor skulle systemet gøre det? Det har øjensynligt ingen større konsekvenser, når det er muligt at stemme sig til fremgang på trods af de sager, som de to partier er blevet slæbt igennem. Hvis vælgerne ikke længere er garant for ordentlighed i Folketinget, og de politiske partier i øvrigt heller ikke er det, og denne tendens styrkes, fordi der ingen konsekvenser drages, hvad så? At dømme ud fra Socialdemokratiets og Danmarksdemokraternes fremgang har en stor vælgergruppe ingen intention om at straffe partierne for deres gøren og laden.

Overstående er ikke et ”opgør med demokratiet”, selvom onde tunger nok vil tolke det sådan. Ingen ønsker at tage stemmeretten fra nogle, eller forbyde nogen at stemme på specifikke partier. Der rejses i kommentaren her derimod en opfordring til, at befolkningen i højere grad tænker over, hvilket politisk system, de ønsker repræsenteret i fremtiden. Og hvem ved, måske har vælgerne tænkt over dette ved dette valg. Måske ønsker disse vælgere ren faktisk partier ind i Folketinget med så markante politiske skandaler i rygsækken – på trods af hvad fremtiden kan bringe. I så fald vejer disse vælgere deres bekymring på en helt anden vægtskål end jeg selv, og samme vælgere kan ikke næste gang partier fra rød eller blå blok havner i politiske skandaler sætte sig op på den berømte piedestal, og kræve den ene eller andens afgang.

Befolkningen har de folkevalgte, som befolkningen fortjener. Måske fortjener vi ikke bedre. ■

 

Befolkningen har de folkevalgte, som befolkningen fortjener. Måske fortjener vi ikke bedre

_______

 

Lasse Jacobsen (f. 1991) har en kandidat i politik og administration fra Aalborg Universitet. Til dagligt arbejder han med virksomhedsøkonomi som konsulent og markerer sig løbende i den offentlige debat om samfund, økonomi og filosofi.

ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) hilser på Inger Støjberg (Æ) omgivet af Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-jensen før den afsluttende partilederdebat i Folketingssalen på valgnatten, 1. november 2022 [FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix]