Lasse Jacobsen: FE-sagen har afsløret regeringens bluff

30.05.2022

FE-sagen blev sagen, hvor regeringens ”beslutsomhed” og evnen til at udvise ”handlekraft” blev afsløret som det, det er: et bluff, der skal sikre forsat vælgeropbakning.

Ræson Opinion af Lasse Jacobsen

”Opinion” er et nyt fast format, som kræver abonnement. 

24. august 2020 var en historisk dag, der uden tvivl var ved at få en masse nuværende og tidligere embedsmænd og medarbejdere i de danske efterretningstjenester til at falde bagover. Imod enhver fornuft, og udenfor enhver normal procedure, offentliggjorde Tilsynet med Efterretningstjenester (TET), efter godkendelse fra Forsvarsministeriet, konklusionen på deres undersøgelse om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og lod FE’s beskidte vasketøj hænge til tørre for fuld offentlighed. Blandt andet fremgik det af pressemeddelsen at: ”der ved centrale dele af Fes indhentningskapaciteter er risici for, at der uberettiget kan foretages indhentning mod danske statsborgere”, og at FE skulle have igangsat aktiviteter i strid med dansk lovgivning ”herunder ved indhentning og videregivelse af en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere”. Allerede tre dage efter, d. 27. august 2020, kunne DR via forskellige uafhængige kilder, muligvis whistlebloweren selv der havde indleveret oplysninger til TET, berette, at kritikken i høj grad drejede sig om et hemmeligt aflytningssamarbejde mellem NSA og Danmark, hvor muligvis også oplysninger om danske statsborgere blev udleveret til den amerikanske efterretningstjeneste.

Med overstående in mente var kimen lagt til det, der senere skulle udstille regeringen som kejseren uden klæder: Dårlig dømmekraft og selviscenesættelse blev forvekslet med handlekraft og selvsikkerhed. Og FE-sagen blev omdrejningspunktet, der afslørede bluffet.

”Men han har jo ikke noget tøj på!”
Det danske efterretningsarbejde, som åbenbart er så hemmeligt, at partilederne ikke engang må få juridisk bistand med sig til orienteringen hos Justitsministeren, blev de skæbnesvangre dage i august 2020 pludselig til en offentlig hemmelighed, med godkendelse fra Trine Bramsens ministerium.

I ét væk gik det fuldstændig i glemmebogen, at følsomme oplysninger typisk håndteres internt i efterretningsvæsenerne. Og ikke nok med det, men i forbindelse med offentliggørelsen af pressemeddelelsen besluttede Trine Bramsen og Justitsministeriet at hjemsende Lars Findsen og en ledelseschef grundet omtalte kritik fra TET. Pludselig blev der sat både ansigt og navn på konkrete personer. Var det dem, der ifølge TET ” har undladt at følge op på eller nærmere undersøge indikationer på spionage inden for Forsvarsministeriets område.”? Det kunne man som tilskuer kun gisne om.

27. august 2020 kunne medier ligeledes bekræfte, at den tidligere chef i FE før Lars Findsen, Thomas Ahrenkiel, alligevel ikke skulle til Tyskland som ny ambassadør. Man kunne ganske enkelt ikke have en skandaleramt embedsmand siddende som ambassadør i Tyskland, måtte man forstå. Regeringens behov for at udvise beslutsomhed og handlekraft havde nu direkte effekt på danske udenrigspolitiske interesser.

21. december 2020 påbegyndte Undersøgelseskommissionen om Forsvarets Efterretningstjeneste, som blev nedsat af justitsminister Nick Hækkerup med parlamentarisk forankring i Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenester, sit arbejde. Det nærmere eksakte kommissorium var ligeledes forankret i Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenester og dermed hemmeligholdt offentligheden. Men af kommissionens egen sammenfatning fremgår det at: ”FE-kommissionens opgave har været at undersøge og redegøre for visse forhold omfattet af Tilsynet med Efterretningstjenesternes særlige undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, som tilsynet afgav den 21. august 2020 til Forsvarsministeriet.” Opgaven var således at undersøge de forhold som blev italesat af TET.

Kommissionen pure frikendte FE, Lars Findsen, Thomas Ahrenkiel samt tre yderligere medarbejdere, der i løbet af efteråret var blevet hjemsendt. Skandalen var et faktum. Ikke nok med at man havde hjemsendt navngivne medarbejdere, som var hængt til tørre i såvel national som international presse, og ikke nok med at man havde startet en mediegravning af dansk efterretningsarbejde, nu viste det sig også, at hele cirkusset var fuldstændig uden betydning – for FE og dets medarbejdere havde handlet fuldstændig indenfor rammerne af de beføjelser, de var blevet givet.

 

Det særligt interessante omkring CHFs sag har været at observere, hvordan regeringen – ligesom kejseren – forsætter som om ingenting er hændt, og som om regeringen ingen mulighed har for at skride ind i sagen
_______

 

Men det skulle vise sig at blive værre endnu. For kort efter kommissionens sammenfatning, der pure frikendte FE, begyndte kritikken fra uvante kanter at hagle ned over den politiske håndtering af sagen. Det drejede sig om blandt andet om seks tidligere departementschefer, herunder tidligere departementschef i Finansministeriet og Statsministeriet Karsten Dybvad, tidligere departementschef i Justitsministeriet Anne Kristine Axelsson og tidligere departementschef i justitsministeriet Michael Lund. Derudover rettede også tidligere operative chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen en skarp kritik af regeringens håndtering af sagen.

Men det blev værre endnu. For allerede kort tid efter, at TET havde udsendt deres pressemeddelelse, og mens kommissionen var fuld i gang med at undersøge forholdene i FE, havde diverse politikere på Christiansborg løbende udtrykt kritik af særligt Trine Bramsens håndtering. Én person, nemlig tidligere politiske alt-mulig-mand og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen udtrykte allerede kritik af Trine Bramsen tilbage i september 2020 i et interview givet til Weekendavisen. Weekendavisen beskrev også i september 2020 at ”de [Læs: forsvarsministre] modtog en briefing om Fes arbejde – herunder aftalen om at tappe det internationale kabelknudepunkt samt aftalen om samarbejdet med NSA. Det vil sige, at i alt ti ministre har kendt til sagen.”

I september 2020 pegede meget altså på, at Trine Bramsen og Forsvarsministeriet havde tilladt TET offentligt at kritisere FE for en samarbejdsaftale, som Trine Bramsen såvel som ministeriet godt vidste foregik. Det var også NSA-aftalen, der var én af de bærende årsager til, at kommissionen ikke fandt nogen årsag til at kritisere FE; de havde jo handlet på beføjelser udstukket af skiftende forsvarsministre. Så ikke nok med, at hele det offentlige postyr omkring kritikken fra TET og hjemsendelsen af medarbejdere var uden betydning, fordi FE blev frikendt af kommissionen. Hele postyret skyldes en aftale, som Trine Bramsen og Forsvarsministeriet var orienteret omkring. Så meget for at virke handlekraftig og beslutsom udadtil, når det hele krakelerer indadtil.

”Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: ’Nu må jeg holde processionen ud.’ ”
Forløbet omkring Claus Hjort Frederiksen (CHF) i kølvandet på FE-sagen har sin egen fortælling. Som skrevet, begyndte CHF at kritisere regeringen offentligt allerede få dage efter TET’s pressemeddelse, og det var også i denne tid, at CHF som første offentlige ”myndighed” bekræftede historien – er det blevet påstået. For mange glemmer, at TET faktisk var den første offentlige ”myndighed” der, med godkendelse af Forsvarsministeriet, beskrev et aflytningsarbejde, der potentielt kunne indebære danske statsborgere. TETs pressemeddelelse bekræftede således det, som Snowden lækkede tilbage i 2013/2014 Efter TETs pressemeddelelse var det således bare et spørgsmål om tid, før medierne havde lagt to og to sammen.

Det særligt interessante omkring CHFs sag har været at observere, hvordan regeringen – ligesom kejseren – forsætter som om ingenting er hændt, og som om regeringen ingen mulighed har for at skride ind i sagen. Det er samme mønster som under mink- og SMS-skandalen, som jeg tidligere har beskrevet: Regeringen starter med at fremstå handlekraftig og beslutsom, når udfordringen opstår, og ligeså snart de selvskabte problemer begynder at rulle, er det pludselig ikke længere noget, regeringen har noget med at gøre, men i stedet noget, som ”eksperter”, ”myndigheder” eller ”Rigsadvokaten” skal stå for.

Hvorvidt CHF har udtalt sig på en måde, der er strafbar, kan jeg ikke konkludere på. Men måden hvorpå regeringen har frabedt sig ethvert ansvar udstiller deres magtarrogance. Nu er det blot Rigsadvokaten man skubber foran sig, uden på noget tidspunkt at forholde sig til grundlæggende demokratiske og retsmæssige sikkerheder og garantier. Domstolskontrol og den parlamentariske kontrol eksisterer også på trods af vores tillid til Rigsadvokaten, hvorfor det ingen mening giver, når socialdemokratisksindede personer sætter spørgsmålstegn ved, om undertegnede eller andre dog ikke stoler på Rigsadvokaten. For kardinalpunktet er åbenhed og demokratisk kontrol. Og i FE-sagen har regeringens håndtering nu den konsekvens, at man var på vej til at ville føre en fuld retssag uden den generelle ret til åbenhed, som en tiltalt har (fx de tiltaltes ret til at udtale sig offentligt om sagen). En åbenhed der også er normal kutyme, når det gælder efterretningstjenesternes arbejde, som tidligere PET-chef Jakob Scharf beskrev i et længere interview i Berlingske.

I situationer hvor grundlæggende rettigheder udfordres er det uden tvivl en ministers opgave at gribe ind og sikre korrekt håndtering af sagen. Men det gør ministeren og regeringen ikke. I stedet forsætter det absurde teater, selvom alle kan se: FE-sagen blev sagen, hvor regeringens ”beslutsomhed” og evnen til at udvise ”handlekraft” blev afsløret som det, det er: et bluff, der skal sikre forsat vælgeropbakning.■

 

FE-sagen blev sagen, hvor regeringens ”beslutsomhed” og evnen til at udvise ”handlekraft” blev afsløret som det, det er: et bluff, der skal sikre forsat vælgeropbakning
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen