Lars Trier Mogensen: S er ved at blive kløvet af interne spændinger – mellem storbyerne på den ene side og stationsbyerne på den anden side
25.09.2022
Hvad afgør valget? RÆSON spørger Lars Trier Mogensen (f.1975, medudgiver af netmediet Føljeton, skribent på Dagbladet Information og medvært på ”Borgen Late Night”)
1. ”Alt tyder på, at inflation og energikrisen bliver det afgørende tema ved et valg, som statsminister Mette Frederiksen er tvunget til at udskrive inden den 4. oktober, og hvis universalløsningen også ender med at blive skattelettelser, står de borgerlige partier til at vinde” skriver du. Vil S frem til valgdagen søge de meget brede løsninger – jf. sidste uges hjælpepakke (og markedsføringen af den – se nedenfor) eller kunne regeringen finde et flertal (måske med DanmarksDemokraterne og/eller DF?) om hjælpetiltag, hvor VK står over?
Krise ryster altid spillepladen. Mette Frederiksens store chance er, at den aktuelle energikrise akut udløser en ny undtagelsestilstand, hvor en stor og udslagsgivende gruppe af midtervælgere søger mod det trygge, velkendte og ikke mindst håndfaste. Hvis stemningen fra den første fase af coronakrisen kan genskabes, og Mette Frederiksen igen kan få lov til at træde i karakter som en slags Commander-in-Chief har Socialdemokratiet pludselig gunstige vilkår for at vinde tabt tilbage i meningsmålingerne – og overrumple med en ny valgsejr. For statsministeren handler alt om på én og samme tid at signalere krisetid og kontrol, og dybest set føre valgkamp på et slogan om ”Mette eller kaos”. Hun skal tilbage i rollen som en samler, som den store krisebetvinger. Indtil valget formelt udskrives satses derfor på brede aftaler og parlamentarisk rugbrødsarbejde. S-regeringen iscenesættes som et symbol på stabilitet og styring.
Annonce fra Socialdemokratiet
2. Apropos S: Hvor stor en overraskelse har det de seneste måneder været for statsministeren – og for dkpol as such – at Inger Støjberg tilsyneladende flytter mange (afgørende?) stemmer over midten?
DanmarksDemokraternes gennembrud har skabt en total omvæltning af dansk politik, og det har på flere strækninger kortsluttet S-regeringens drejebog frem mod valget. Ingen i regeringstoppen havde forberedt sig på at skulle føre valgkamp fra hus til hus i Jylland – og skulle kæmpe åbent og indædt om de vælgere, som ellers i hobetal var strømmet til under coronakrisen. For netop som Dansk Folkeparti var kollapset, og de ældre arbejdervælgere fra provinsen dermed kunne forventes atter at ville stemme på S, genopstod Inger Støjberg pludselig som en fugl Fønix. Og det helt lammende for Socialdemokratiet er, at DanmarksDemokraterne ikke alene kannibalisere på højrefløjen, men også trækker titusindvis af vælgere hen over midten, væk fra Mette Frederiksen.
Netop som Dansk Folkeparti var kollapset, og de ældre arbejdervælgere fra provinsen dermed kunne forventes atter at ville stemme på S, genopstod Inger Støjberg pludselig som en fugl Fønix
_______
3. Mere S: Statsministeren indledte efter et for S sløjt KV-valg året med at erklære, at hun ikke længere var ”rød før grøn”. Men i august skrev du selv: ”Støjbergs eksplosive succes har fået Socialdemokratiet til at gå i panik” (Information) mens Berlingskes chefredaktør Tom Jensen på FB skrev: ”Baseret på socialdemokratiske signaler de seneste måneder har jeg analyseret mig frem til, at S ved det kommende valg går efter at høste stemmer fra nonbinære, normkritiske, offentligt ansatte, Kandis-elskende, frygtsomme, indvandrerkritiske nedslidte faglærte arbejdere fra Hadsund”. Hvad ØNSKEDE regeringen at gå til valg på (altså inden Minkkommissionen og lanceringen af DanmarksDemokraterne)– og hvor meget er planen stadig planen?
Socialdemokratiet satsede dobbelt på, at det ville være muligt at føre én valgkamp om klassisk velfærd og strammerkurs over for de ældre, kortuddannede vælgere i landets stationsbyer, og så en helt andet valgkamp med vægt på klima og billiger boliger over for de yngre, veluddannede i universitetsbyer. Men Danmark er nok bare et for lille land til sådan tvetunget tale, og som Socialdemokratiet oplevede ved kommunalvalget sidste efterår er det blevet svært at appellere til både gaden og gården. Dengang gik S markant tilbage i de største byer, og det begynder igen at se svært ud. Jo mere Mette Frederiksen satser på provinsvælgerne, desto svagere vil S komme til at stå i storbyerne. Og det nye reformudspil om blandt andet at ville skære et år af universitetsuddannelserne vil næppe gøre situationen bedre. Men regeringstoppen ser ud til at satse på fronten mod DanmarksDemokraterne. Alt sættes ind på at stoppe blødningen til Inger Støjbergs parti, og det er dybest nok også ganske klogt. For Mette Frederiksen kan glemme alt om at beholde magten, hvis stationsby-vælgerne i hobetal strømmer over til DanmarksDemokraterne. Men prisen er altså, at Socialdemokratiet risikerer at tabe på gyngerne, hvad de vinder på karrusellerne. Et skridt frem i provinsen kan blive to tilbage i København, Aarhus, Odense og selv Aalborg.
4. Og mere S endnu: Fra Frederiksbergborgmester Michael Vindfeldt lød det i august sådan: “De gamle regeringsbærende partier skal passe på, at vælgerne i hovedstaden ikke stempler ud, hvis man ikke snart giver hovedstadens vælgere noget at håbe på og drømme om. Hvis man ikke anviser en progressiv retning. De seneste målinger med muligt dødt løb eller tilmed blåt flertal sætter centrum-venstre under pres. Men hvis regeringen vil undgå at styrtbløde stemmer i storbyerne, så skal S igen være det store og bredt favnende progressive folkeparti”. Overborgmester Sofie Hæstorp delte i august ikke statsministerens udlægning af utryghed i København. S er på vej med besparelser på uddannelsesområdet, jf. din egen konstatering: ”For første gang i verdenshistorien lægger en dansk statsminister nu op til at sænke uddannelsesniveauet” (Føljetons nyhedsbrev søndag 25/9). Er disse udmeldinger udtryk for en dybere uenighed i S?
Socialdemokratiet er ved at blive kløvet af interne spændinger – mellem storbyerne på den ene side og stationsbyerne på den anden side. På landsplan er partiet nødt til at satse på de vælgergrupper, som man kan kalde for ’arbejderklasse’, og de bor altså i dag i provinsen og i udkanten af forstæderne – mens de veluddannede og højtlønnede klumper sig sammen i de dyre områder omkring Danmarks to millionbyer, København og ”100-kilometerbyen” langs motorvejen fra Randers til Kolding. De sociale lagdelinger er i høj grad blevet geografisk bestemt, og det har særligt udfordret S, som jo engang dominerede i de store industribyer, men nu er nødt til at rykke længere ud i landet. Rædselsscenariet for Socialdemokratiet er, at de yngre storbyvælgerne flygter hurtigere væk, end de ældre stationsbyvælgere lokkes til – præcis som det skete ved kommunalvalget i 2021. Partiets folk i København, Aarhus og på Frederiksberg er med rette frustrerede, og det bliver selv sagt ikke bedre af, at Socialdemokratiet heller ikke rigtigt ser ud med at lykkes med provinsoffensiven.
5. ”Realpolitisk er de to partier [S og R] mere afhængige af hinanden, end i flere år, så mon ikke det lykkes?” skrev du fornylig. Hvad er den største forhindring for forsoning efter valget?
Socialdemokratiet og De Radikale kan realistisk set kun få indflydelse ved at samarbejde. Og det ved det også udmærket. Det er faktisk netop fordi de er forbundet i et forbandet skæbnefællesskab, at de nu vrider sig så højlydt og offentligt skidtsnakker hinanden. Og det kan blive deres største problem: Den ondartede stemning, hvor Mette Frederiksen og Sofie Carsten Nielsen tvinger sig længere og længere væk fra hinanden, kan gøre det vanskeligt at enes efter et valg – ikke mindst når selve valgudskrivelsen efter alt at dømme blive fremprovokeret af De Radikale. Den personlige kemi kan vise sig at blive en større barriere end de realpolitiske uenigheder,
Minksagen er en turbulent faktor, der kan komme til at dominere begyndelsen af valgkampen. Særligt hvis Mette Frederiksen ikke kan lade være at fremture med den selvretfærdige og hovne attitude, som hun gang på gang har udfoldet under det langstrakte skandaleforløb
_______
6. Mink: Ifølge en meningsmåling i sommer ønskede et flertal af danskerne en advokatvurdering af minksagen (55,7% ja, 33,6 nej, 10,8 ved ikke. Wilke for JP). Er minksagen et eksempel på en mere varig polarisering, hvor en dybere kløft har åbnet sig mellem vælgerne på højre- og venstrefløjen? Og: Hvor meget kommer det til at præge valgkampen, også for støttepartierne – fx R og SF?
Minksagen er en turbulent faktor, der kan komme til at dominere begyndelsen af valgkampen. Særligt hvis Mette Frederiksen ikke kan lade være at fremture med den selvretfærdige og hovne attitude, som hun gang på gang har udfoldet under det langstrakte skandaleforløb. De borgerlige partier vil gøre alt for at tirre hende og få hende til at blive vred. Hvis det lykkes igen, ja, så trækker hun sig selv baglæns ind i en kampzone, som kan skubbe titusindvis af vælgere væk. Simpelthen fordi hendes hele fremtoning kommer til at udstråle netop den magtfuldkommenhed, som hun beskyldes for. Personligt tvivler jeg på, at de borgerlige vil kunne holde gryden i kog i flere uger. Men omvendt har Mette Frederiksen igen og igen opført sig så dumstædigt og nærtagende, at intet skal udelukkes på forhånd.
7. Statsministeren blev – bl.a. af – kritiseret for ikke at tage Minkkommissionens kritik alvorligt. ”Kommissionen for den glemte kvindekamp”, som regeringen nedsatte i starten af året, er blevet mødt med hård kritik. Samtidig udnævnte regeringen fornylig Søren Pind (V) til formand for det nye ”medieansvarsudvalg” (”Med sin erfaring som blandt andet justitsminister og alsidige baggrund er han den helt rigtige person til posten” – kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen). Er ”kommissioners” rolle og betydning under forandring?
Kommissionerne har alle dage været brugt af regeringer som partipolitiske laboratorier, og forskellen fra tidligere er nok, at rigtige eksperter ikke længere har samme værdi for politikerne. S mener tilsyneladende, at de mest har brug for autenticitet, ikke autoriteter, når de skal forsøge at sætte en folkelig dagsorden. Og derfor bliver kommissionen sammensat af debattører og kammerater, snarere end af uafhængige og vidende eksperter.
8. Apropos S og R: I juni viste en måling opbakning til regeringens plan om at oprette et asylcenter i Rwanda: 38,8 pct. enige, 27 pct. uenige. I Storbritannien støttede 44 pct. at regeringen sender asylansøgere til Rwanda, 40 pct. er imod (74 pct. af konservative vælgere var for, 19 pct. af Labours) mens landets regeringbegyndte arbejdet med på lovændringer, der vil forhindre den Europæiske Menneskerettighedsdomstols indgreb mod initiativet). Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad har i den forgangne uge bekræftet, at regeringen arbejder målrettet på den danske plan mens du selv forleden skrev: ”endnu har forslaget mest karakter af et luftkastel”. Hvad vil spørgsmålet komme til at betyde i valgkampen?
Timingen af valgkampen har svækket Socialdemokratiets muligheder for at spille det trumfkort, som de ellers ser som deres allerstærkeste, nemlig forslaget om at oprette et modtagecenter for asylansøgere i Langbortistan. Om det er Rwanda eller et andet sted, er komplet ligegyldigt – det skal bare være et fjernt sted, helst så langt væk som muligt. Det er Socialdemokratiets svar på den øde ø. Men fordi sagen har trukket i langdrag – og Storbritannien samtidig er ramlet ind i juridiske problemer med en lignende model – kan det blive svært for Socialdemokratiet at køre alt for meget på Rwanda i valgkampen. Men så er det heldigt, at De Radikale gerne vil gøre modellen, som ellers stadig tegner mere end luftig, til et kardinalpunkt. Spørgsmålet om Rwanda kan derfor godt ende med at fylde lidt –altså ikke fordi Socialdemokratiet er tæt på at lande en aftale, men snarere fordi De Radikale gerne vil genere Mette Frederiksen.
9. Blå blok: Søren Pape Poulsen lover – trods Venstres skepsis – skattelettelser og tilbageholdenhed i den offentlige sektor, mens Alex Vanopslagh varsler at krisen vil koste virksomheder livet: ”Hvis vi hjælper alle og siger, at vi skal gå nærmest smertefrit igennem, så kommer vi til at have inflation i 10 år. Så der er virksomheder, der skal gå konkurs”. I mellemtiden har V fredet Arnepensionen – ifølge iagttagere måske i frygt for at miste midtervælgerne. Risikerer disse udmeldinger fra K og LA at koste blå blok føringen i meningsmålingerne?
Stemningsskiftet mellem rød og blå blok, hvor de borgerlige lige nu fører i meningsmålingerne, er næppe udtryk for, at det store vælgerflertal er blevet tilhængere af hverken velfærdsbesparelser eller topskattelettelser. Men sådan kan man godt mistænke Søren Pape og Alex Vanopslagh for at tænke: Når de borgerlige partier går frem, må det være fordi flertallet vil have mere borgerlige løsninger. Men det kan vise sig at være på én og samme tid naivt og selvovervurderende af De Konservative og Liberal Alliance. Stemningsskiftet skyldes snarere tre andre faktorer: Mange vælgere er blevet trætte af Mette Frederiksens ledelsesstil, det slider altid på en regering at have magten – typisk lidt over to procent pr. valgperiode – og endelig Inger Støjbergs spektakulære comeback. Hvis K og LA i stedet forbliver i en dagdrøm om, at det er deres ideologiske genialitet, der har skubbet balancen i dansk politik, så kan de hurtigt ende med at skubbe midtervælgere tilbage hen over midten. Venstres nestor Claus Hjort, som selv har taget turen fra hedspore til pragmatiker, har for mig at se ret, når han påpeger, at Søren Pape risikerer en blå valgsejr ved at køre sig ideologisk frem.
10. Grønt lys: Uffe Elbæk forlod forleden Frie Grønne til fordel for Alternativet, efter at partiet havde fulgt opfordringerne til at slutte sig sammen med Grøn Alliance. Hvor stort ER vælgerpotentialet i klimaspørgsmålet?
Blandt yngre og veluddannede vælgere er potentialet i klimaspørgsmålet stadig stort. Man skal heller ikke undervurdere klima som en faktor, der kan få centrum-højre-akademikere, der er ansat i vidensvirksomheder, til at rykke hen over midten. Ved sidste folketingsvalg i 2019 blev den grønne dagsorden faktisk udslagsgivende, netop fordi en tilpas stor gruppe vælgere, som ellers ville have stemt på enten K eller V, svingede over til den rød-grønne blok. Og mønsteret kan ende med at gentage sig – hvis Inger Støjberg eksempelvis formår at sætte en lidt sortere dagsorden, der skræmmer højtuddannede borgerlige væk, og Mette Frederiksen samtidig tør tage ejerskab til klimaet. Men indtil videre virker Socialdemokratiet så bange for DanmarksDemokraterne, at de slet ikke tør sige noget, som kan være populært blandt den kreative klasse. ■
Ved sidste folketingsvalg i 2019 blev den grønne dagsorden faktisk udslagsgivende, netop fordi en tilpas stor gruppe vælgere, som ellers ville have stemt på enten K eller V, svingede over til den rød-grønne blok
_______
ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen til kongres i Aalborg [FOTO: Henning Bagger/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
