25.09.2022

”Realpolitik er erstattet af intentionspolitik, som er symbolpolitikkens overmand”, siger Lars Løkke Rasmussen til RÆSON: ”Jeg har selv ligget under for symbolpolitik, og også forsøgt at tage et opgør med det […] nu har vi så fået intentionspolitikken, som handler om at sidde og vedtage love nede i folketingssalen, som slet ikke kan implementeres”.

Interview af Mathies Duch Gronemann

RÆSON: Du har længe luftet skarp kritik af Mette Frederiksen – hvilket i særdeleshed kom til udtryk i dine klummer i BT under coronakrisen. Når du ser tilbage på næsten fire år med Mette Frederiksen ved roret, hvad har hun og regeringen så gjort galt? 

Jamen, jeg er lidt bekymret. Altså – jeg tror ikke at det er uoprettelige skader, der er gjort, men det kan ikke fortsætte meget, før det vil være tilfældet. For at sige det ligeud, så oplever jeg en politisering af embedsværket, som bekymrer mig. Der har været en enorm udskiftning. Jeg er bange for, at det gør noget ved tilliden til vores systemer, og det er jo ikke kun Mette Frederiksen. Der er mange ting i tiden – og det er en international trend, at der er en polarisering, ting, man ikke satte spørgsmålstegn ved før – domstolsafgørelser fx bliver pludseligt noget, der rejses spørgsmålstegn ved. Vi har FE-sagen, som jeg synes har været ekstremt dårligt håndteret. Vi har minkskandalen, som jo, hvis man læser granskningsrapporten, tegner et klart billede af en fuldstændig tilspidset beslutningspyramide og et tempo, som jo er drevet fra toppen af.

Så overordnet set en politisering af embedsværket? 

En betydelig magtkoncentration og en politisering af embedsværket, som betyder – hvilket i virkeligheden er helt uhørt – at journalister nu spørger statsministerkandidater, om de kan se sig selv fortsætte med dén og dén navngivne departementschef. Det er jo i virkeligheden helt vildt. Dermed er der altså en risiko for, at den neutralitet, vi har omkring embedsværket, og den spontane tillid, vi har til de faglige svar, vi får, at der rokkes ved den. Det ville være for forsimplet alene at laste Mette Frederiksen for det, for alle mennesker er jo et produkt af deres omgivelser, og jeg synes specielt, at i regeringens første par år, der var der et larmende fravær af opposition. Nu nævnte du selv corona – jeg skrev de klummer, og hvis ikke det havde været for corona, er det ikke sikkert, at jeg havde siddet her i dag. Jeg synes, at det var helt entydigt, at regeringen manglede modspil. Og det kræver jo næsten overmenneskelige egenskaber, hvis man som politiker ikke går ind i det magtrum, der tilbydes. Det ligger også i ens selvopfattelse, både på det personlige men også på det politiske plan – altså Socialdemokratiet er Socialdemokratiet. Så fylder man det magttomrum ud. Og det har rokket ved nogle hegnspæle i vores samfund, som der i den grad er brug for at få rykket tilbage igen. 

 

Det jeg er bange for, det er, at det bliver en new normal, ligesom corona har skabt en ny politisk psykologi, som nu også sætter sig i den her inflationskrise
_______

 

Er det noget særligt ved socialdemokraterne, der gør, at de har rykket ved de hegnspæle? Kunne andre partier også have gjort det samme? 

Jeg tror da, at det er en del af et politiker-gen, at man som politiker gerne vil træffe beslutninger og bestemme, og det er også derfor, at det er så vigtigt, at der er checks and balances [magtens tredeling i lovgivende, udøvende og dømmende magt, red.], altså at der er faglighed op mod holdning, at der er opposition op mod regering, at der er ordentlighed i lovbehandlingerne, altså frister og høringer og andet, som jo i den grad har været udfordret i denne valgperiode. Vi oplever det i fuld skala lige nu på grund af den mærkelige parlamentariske situation, hvor regeringen de facto er blevet mødt med en mistillid, men den er ikke effektueret, og derfor laver de huslejeloft med under tre timers høringsfrister i normal arbejdstid, og lige nu sidder vi jo og forhandler en energiaftale, der ender samme sted.

Det jeg er bange for, det er, at det bliver en new normal, ligesom corona har skabt en ny politisk psykologi, som nu også sætter sig i den her inflationskrise. For vi jo fik skabt et billede af, at udefrakommende trusler kan totalt afmonteres, fordi vi har så robust en økonomi og så stærkt et samfund, at det kan vi simpelthen nærmest få til at gå væk. Er der ikke noget arbejde, så kan vi give dig løn alligevel osv.

Det er lidt det samme, der sker nu, hvor partierne flokkes med allehånde forslag til at få inflationen til at gå væk for den enkelte. Jeg siger ikke, at man ikke skal gøre noget, men hvis Danmark kommer i modvind på grund af internationale konjunkturer, energikrise, værdikæder der bryder sammen, handelskrige og sådan noget, så kan det jo ikke nytte noget, at Christiansborg spiller et spil, hvor man bilder befolkningen ind, at vi kan etablere medvind på cykelstien, selvom der entydigt er modvind. Og det er på en eller anden måde vokset frem her de sidste tre år, og det gør mig ængstelig. Og når statsministeren så tilmed på sin kongres tegner et billede af, at hun forestiller sig, at regeringen også skal være fuldstændig aktiv regering under valgkampen – og forbeholder sig retten til at kunne lave kriseindgreb under en tre ugers valgkamp – så bliver jeg endnu mere bekymret.

 

Jeg synes, der er to problemer. Der er magtfuldkommenheden, og der er politik på speed. Der er nye standarder, hvor realpolitik er erstattet af intentionspolitik, som jeg jo betragter som sympolpolitikkens overmand
_______

 

Det understreger den magtfuldkommenhed, som I har kaldt det? 

Jeg synes, der er to problemer. Der er magtfuldkommenheden, og der er politik på speed. Der er nye standarder, hvor realpolitik er erstattet af intentionspolitik, som jeg jo betragter som sympolpolitikkens overmand. Jeg har selv ligget under for symbolpolitik, og også forsøgt at tage et opgør med det. Det var derfor, jeg skrev ”Befrielsens øjeblik” –jeg var træt af, at vi blev presset derhen, hvor vi lavede lovgivning, som måske skulle tydeliggøre en eller anden værdipolitisk pointe, men som de facto ikke betød noget, altså smykkelovgivningen som det måske mest tydelige eksempel. Den grænsekontrol, som har været overflødig i lang tid, men som opretholdes. Og nu har vi så fået intentionspolitikken, som handler om at sidde og vedtage love nede i folketingssalen, som slet ikke kan implementeres. Som når man i asyllovgivningen vil overflytte folk til et center uden for landets grænser, der ikke findes. Det er jo for at udtrykke en intention. Her har man vendt tingene på hovedet. Det er at lege med alvoren i lovgivningsarbejdet.

Det bekymrer mig, og derfor er det jo vigtigt at komme af med den her regering – altså helt uagtet alt andet, så er det bare vigtigt at komme af med den her regering. Jeg havde nær sagt, at en hvilken som helst anden regering end den, der sidder nu ville være til det bedre, fordi alene det forhold, at vi fik en regering, der ikke bestod af kun ét parti, ville i sig selv bidrage til at nogle af de her tendenser ville blive udfordret.

Du sagde allerførst, at det var tæt på uopretteligt. Hvori ligger det uoprettelige? 

Jamen, hvis vi først kommer til det punkt, hvor det bliver alment accepteret – hvad enten der er belæg for det eller ej, fordi det er jo den nuance der skal på – at man mere eller mindre åbenlyst kan stille spørgsmålstegn ved fagligheden af centraladministrationens rådgivning eller ved rigsadvokatens beslutning om at rejse anklage, eller hvad det nu kan være, så er der nogle grundsøjler i vores demokrati og vores samfund som på en eller anden måde er eroderer. Og hvis først de eroderer, så er skaden jo sket. Det kan jo sætte sig på mange måder, det kan sætte sig i en øget grad af populisme og polarisering og i den tillid, der er mellem danskerne og at den tillid, der er til autoriteterne, forsvinder.

Eller det kan sætte sig i, at vi siger, ”så er vi nødt til at have politiske embedsmænd – så når magten skifter, så skifter alting”. Det er Danmark for lille et land til – altså vi har ikke talentmasse nok til at have sådan to eller tre centraladministrationer stående standby, der bare kan skiftes ind og ud.

Når du tænder for TV’et og ser debatten mellem de tre statsministerkandidater, hvad tænker du så om tilstanden i dansk politik lige nu?

Det er sådan en mærkelig dobbelttydighed, hvor det både er på speed og står stille på samme tid. En mærkelig kombination af, at man taler kæmpe forskelle op, samtidigt med at man frontafkorter.

Så omfavner man Arne-pensionen, som man egentligt var imod, fordi den bliver for svær at slås om, så tillader man, at regeringen hastebehandler et huslejeloft, selvom man egentligt er imod. Så man afstår ligesom fra at tage de dybe konflikter, som egentligt er der. Man afstår fra at stille forslag, som gør lidt ondt.

Nu sidder der så en regering, der bestiller en opgave hos Nina Smith, og når hun så kommer med et forslag, smider regeringen det selv i skraldespanden efter 10 minutter. De blå partier siger, at ’nej, det er ikke lige i vores baghave lige nu’. Så det er jo et eller andet med at kaste jord på de rigtige konflikter og så tale nogle symbolske konflikter op. Nu står regeringen ude i lufthavnen as we speak og vil lægge 13 kr. oveni en flybillet i 2025, og de holder pressemøder om, hvordan verden om otte år ser anderledes ud ude i Nordsøen, selvom alle ved, at med de processer, vi har i øjeblikket, så tager det 10 år at bygge en vindmøllepark. Det er på en eller anden måde helt afkoblet.

 

Eller det kan sætte sig i, at vi siger, ”så er vi nødt til at have politiske embedsmænd – så når magten skifter, så skifter alting”. Det er Danmark for lille et land til – altså vi har ikke talentmasse nok til at have sådan to eller tre centraladministrationer stående standby, der bare kan skiftes ind og ud
_______

 

Og din løsning på afkoblingen er jo en regering hen over midten. Hvorfor er det svaret?

For at få fjernet noget af det her speed. Og det tror jeg rent metodemæssigt, at en regeringsdannelse eller en anden type for fast samarbejde hen over midten kunne gøre.

Pludselig dukker der så en tørklædedebat op, selvom den har været totalt fraværende i befolkningen, og ingen har en oplevelse af, at her står vi med verdens største problem. Pludselig dukker der et billede op af, at vi har et kæmpestort og voksende kriminalitetsproblem, selvom alle statistikker siger, det sådan set er den modsatte udvikling. Og det tror jeg sådan set, vi ville undgå, hvis man var i stand til for en periode at tilvejebringe et komfortabelt flertal, som kunne være regering sammen – i teorien kunne det jo også bare være et komfortabelt flertal, der sagde, at ’vi er enige om, at der er den her arbejdsplan for de næste fire år’. Så har vi paneler og samfundsdebat og råd og kommissioner og hvad ved jeg, som ikke er ejet af et mindretal, men af det flertal, der står bag. 

Hvordan er det blevet skabt det her speed, som du beskriver. Hvornår er det blevet skabt?

Der er selvfølgelig et eller andet med kompleksiteten i vores samfund, og det, at en stadig større del af alle samfundsanliggender på en eller anden måde er flyttet ind i politiske rum, så politik fylder mere. En anden del af det er, at vi – og med ’vi’ mener jeg os alle sammen, altså politikere på alle niveauer, medier, befolkning – på en eller anden måde ikke respekterer den opgavefordeling, vi egentlig har lavet i vores samfund. Vi har kommunalt selvstyre, som vi holder taler om, men når det fejler, hvad det jo også gør en gang imellem, så er der ingen, der står vagt om det. Så bliver problemet skubbet opad. Og så er det klart, at medierne er en del af det. Hver dag sin dagsorden – nogen har lavet en eller anden dokumentar, og så er det et kæmpe problem, og så kan vi måske snakke om det i tre dage, og så på forunderlig vis forsvinder det så igen. Der er rigtig rigtig mange ting, og det er der ikke nogen navngivne mennesker, der har skylden – kald det samfundsudviklingen. Men der er nogen, der har ansvaret for at kaste noget grus ind på den der glidebane.

Vejen til, at man laver en fireårsplan, som du siger, det er jo måske, at du får de afgørende mandater og kan bringe parterne sammen. Sådan en plan, sådan en flerpartisregering, vil det ikke netop mangle en opposition? Altså hvem er oppositionen til midten? Sætter man ikke oppositionen ud af kraft, ud af spil?

Nej. For det første tror jeg ikke på midten.

Er det ikke det, projektet handler om?

Nej, for jeg ser ikke mig selv som en, der skal stå inde i midten. For jeg ved ikke hvor midten er, og jeg tror, at midten er variabel: Hvor er midten i udlændingepolitikken? I fordelingspolitikken? I EU-politikken? Den ligger forskellige steder. Vi forsøger ikke at lave et midterparti, hvor vi er et vejet gennemsnit af, hvad andre går og mener. Min ambition – vores ambition – er den, at Danmark har brug for reelle forandringer for at kunne fastholde vores styrkeposition en generation frem. Det lyder sådan helt konservativt, der er også et slogan, der hedder forandre for at bevare. Jeg vil hellere sige forandre for at forbedre.

 

Vi skal sørge for, at dem, der står ude i hjørnet, som grundlæggende vil lave det helt om, at de jo ikke kobles af al indflydelse, men at de kobles ude af det der forpligtende samarbejde
_______

 

Pointen er bare, at vi er nødt til parlamentarisk at bygge en stærkere bro hen over midten, der samler holistisk-tænkende partier, som et eller andet sted abonnerer på den danske samfundsmodel, har hver deres ambition om at farve den lidt i den ene eller anden retning, men ikke nogen ambition om at omkalfatre den. Det er dem, der skal bringes i et forpligtende fællesskab. Og vi skal sørge for, at dem, der står ude i hjørnet, som grundlæggende vil lave det helt om, at de jo ikke kobles af al indflydelse, men at de kobles ude af det der forpligtende samarbejde. 

Det er den ene ting, jeg vil sige. Den anden ting er, at jeg tror ikke der er noget, der varer evigt. Vi lever i brydningstider. Der er nogle tektoniske plader, der flytter sig. Der er klimaudfordringen. Der er hele stormagtsituationen, som er under opbrud. Der er en enorm risiko for, at hvis ikke vi fastholder det transatlantiske, vil alle de værdier, som verdenssamfundet egentlig har været drevet af siden Anden Verdenskrig, komme på andre hænder.

Min egen læsning er også, at der hos mange Christiansborgpolitikere sådan set er en dybere vilje til forandringerne end den, der kommer til overfladen. Hvis man kunne lave en hemmelig, skriftlig, samtidig afstemning i Folketingssalen, hvor man spurgte, ’skal vi reformere vores SU-system, så vi holder op med dumt, dumt, dumt at nedlægge engelsksprogede uddannelsespladser og dermed lukke udenlandsk talent ude?’ – så ville der være et flertal for at lave det om. Det tror jeg på. 

Det er et stort spørgsmål, men: Hvordan ser du partiernes rolle i dansk politik som det er nu? 

Jeg tror ikke, at partierne har fundet deres nye rolle. Medlemstallet i alle partier er raslet ned, så det er blevet en meget meget niche ting at være medlem af et politisk parti. Det betyder også, altså bare helt matematisk jo, at den erfaring og viden, som engang altså fandtes i partierne, er der jo ikke mere – i hvert fald ikke i samme omfang. Og jeg har kunnet mærke det bare min egen levetid. At så få er med, skaber en risiko for, at politikdannelsen bliver dekoblet fra virkeligheden. Politik er blevet en profession.

Hvis det er dig, der får de afgørende mandater, er det så den plan, du lægger først frem på bordet?

Vi lægger mange ting frem på bordet: Borgerpligt, en sundhedsreform, en institutionsreform – som jeg i virkeligheden tror måske næsten er det vigtigste. På bordet lægger vi også en accelereret grøn plan. Der er i øjeblikket en kæmpe konkurrence om fine 2030-målsætninger, som jeg sådan set gerne vil købe ind på, og så er der en total forankret viden i hele det faglige miljø om, at intet af det sker til tiden.

Intet af det Socialdemokratiet står ude i lufthavnen og siger…

Jamen, ikke bare Socialdemokratiet, men alle. Også når de siger, at vi skal have verdens første energiø? Alle ved, at vi ikke får verdens første energiø.

Du tror ikke på, at energiøen kommer til 2030?

Jamen, det ved alle. Fordi egentlig var det en 2030-ting, men allerede da man lavede den, sagde man, at det nok blev 2032, og så er udbudsmaterialet allerede forsinket, så nu er det nok 2033 eller 2034. Det bliver ikke verdens første energiø. Og så kan man godt rende rundt stadigvæk og sige, at vi har besluttet at lave verdens første energiø. Det bliver ikke verdens første energiø. Og derfor er der jo et eller andet galt. Der er en afkobling mellem ambition og virkelighed. Og derfor vil det vi lægger på bordet, altså det bliver jo…

De lyver i virkeligheden, et eller andet sted?

Jamen lyver, det er sådan et mærkeligt… De udtrykker en intention.

Men de ved godt, de ikke kan opfylde den? 

Ja, det vil jeg mene, for ellers skulle de være de eneste i hele verden, der ikke ved det. Så kunne man træffe nogle beslutninger, der gjorde, at man kunne indfri sine intentioner, men det er der jo ikke noget der tyder på, at man gør. Om man skal kalde det løgn – det er måske lidt en voldsom brug af ord. Jeg vil måske snarere sige, at det er en intention, som ikke er fuldt forankret i virkeligheden.

 

Man kan godt rende rundt stadigvæk og sige, at vi har besluttet at lave verdens første energiø. Det bliver ikke verdens første energiø. Og derfor er der jo et eller andet galt. Der er en afkobling mellem ambition og virkelighed
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt