Lars Køhler: Valget viste, at politikernes greenwashing virker

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Folketingsvalget 2022 vil for mig stå som dengang, vi endegyldigt opgav håbet om en grøn revolution gennem stemmeboksen. For på trods af de alarmerende realiteter, fik vi ikke det klimavalg, som verden skriger på – og hvis ikke det sker midt i en buldrende krise, vil det aldrig finde sted.

Kommentar af Lars Køhler

Den 26. oktober udgav FN’s Miljøprogram (UNEP) deres seneste Emission Gap Report. Heri slog de fast, at selv hvis alle klodens lande overholder de klimaløfter, der er lagt på bordet – hvilket der er sådan rundt regnet 0 pct. chance for – så rammer vi 2,5 graders temperaturstigning! For første gang antydede de også, at Parisaftalens 1,5 grads målsætning ikke længere er en reel mulighed. Ikke fordi vi ikke kan, ikke fordi vi ikke har værktøjerne, men ene og alene fordi den politiske vilje ikke er til stede. Blot fem dage inden folketingsvalget fik vi altså at vide, at menneskeheden er på vej ind i et felt, hvor vi kan risikere, at klimakrisen løber os af hænde og bevæger sig uden for vores kontrol.

I en verden, hvor videnskabens advarsler om eksistentielle trusler mod menneskeheden trumfer politikeres mavefornemmelser om utrygge vaskekældre, ville dette have ændret alt. Vi må bare sande, at vi ikke lever i den verden. Selvom alarmklokkerne burde ringe oven på sådan en udmelding fra FN, ændrede det intet for politikerne, og valgkampen fortsatte, som om intet var hændt, med klimaet som en nærmest larmende overset sidebemærkning.

Debatten fortsatte om børn og unges trivsel, uden at nogen nævnte, at en stor international undersøgelse publiceret i The Lancet viser, at 75 pct. af vores børn er bange for fremtiden pga. klimakrisen, og at 65 pct. mener, at vi svigter dem ved ikke at handle. Politikerne fortsatte med at snakke om et presset sundhedsvæsen. Men ingen nævnte de studier, der viser, at alene de besparelser i sundhedsudgifterne, vi opnår ved opfyldelsen af vores klimamål, kan finansiere hele den grønne omstilling. Og den nærmest endeløse snak om vigtigheden af at begrænse antallet af flygtninge til Danmark fortsatte, uden at nogen nævnte de studier, der vurderer, at klimakrisen uden nødvendig handling kan sende flere end 1 mia. mennesker på flugt i 2050. Vel at mærke mennesker, der aldrig kan sendes hjem igen.

Vi blev altså fortalt, at vores børns hus stod i brand fra kælder til kvist, og alligevel lukkede alle valgets vigtigste spillere øjnene og fortsatte med at diskutere farven på stuens nye gardiner.

Resultatet blev derefter. 55,6 pct. af vælgerne valgte at stemme på de partier (S, V, K og Lars Løkkes M), der de sidste 30 år har delt magten mellem sig og skiftevis set passivt til, mens videnskaben har tigget og bedt om radikal politisk handling. 17,4 pct. stemte på partier uden en klimapolitik (M og DD). Andre 12 pct. stemte på partier, der ikke har stemt for klimaloven (LA og NB). Og hele 4,7 pct. færre vælgere end ved folketingsvalget i 2019 valgte at stemme på de fem støttepartier, der de sidste tre år igen og igen og igen har trukket, hevet og presset dybt utilstrækkelige socialdemokratiske udspil i en grønnere retning – gennem de tre år, hvor Klimarådet siden regeringen kom til magten i 2019 konsekvent har dumpet dens klimapolitik (EL, SF, ALT, R, Frie Grønne).

 

Vi blev fortalt, at vores børns hus stod i brand fra kælder til kvist, og alligevel lukkede alle valgets vigtigste spillere øjnene og fortsatte med at diskutere farven på stuens nye gardiner
_______

 

Løfter er ikke handling

Tallene taler deres eget tydelige sprog. Vi havde brug for et regulært jordskredsvalg. Et bundsolidt mandat til den nødvendige systemiske forandring. Brug for, at vælgerne lagde deres normale politiske vaner til side og stemte grønt før noget andet. Men det skete ikke. Derimod bekræftede vælgerne, at danskerne har købt den politiske spinmaskines idé om, at løfter er handling. At lidt er nok. At alle partier er så fandens grønne at det som grøn vælger er nærmest ligegyldigt, hvor du lægger din stemme.

Den grønne maling har sejret. For HVIS den grønne revolution i stemmeboksen ikke indfinder sig midt i en buldrende klimakrise – efter en sommer med dommedagsagtige oversvømmelser i Pakistan, hedebølger, skovbrande og titusindvis af døde i Europa – så kommer det aldrig til at ske. Det politiske spil fylder for meget, klimakrisen er simpelthen for kompleks, den kognitive dissonans for stærk og det politiske spinapparat for effektivt til, at folk i stemmeboksen vil – eller kan – lægge alt andet til side og stemme klimaet ind, hvor det hører hjemme.

Nogle vil sikkert tænke, at det er en opgivende konklusion, men faktisk er det for mig det stik modsatte. For det sætter tre fede selvlysende streger under det, jeg har sagt i årevis, nemlig at klimakampen om den store forandring skal føres og styrkes. Dér, hvor alle kan være med – uden at skulle lægge deres trygge politiske vaner til side. Dér, hvor grønt ikke bare er en rød eller blå disciplin, men en medmenneskelig, empatisk og modig gerning. Dér, hvor kampen for en sikker fremtid for vores børn og børnebørn føres året rundt. Hver dag – nemlig i hverdagen.

En anden vej

Det er en svær nød at sluge for mange. I know. Men det står nu bøjet i neon, at vi alle død og pine bliver nødt til at indse, at vi hver især har et ansvar for den effektive forandring, ud over det, der sker i stemmeboksen. Vi bliver nødt til at forstå, at vi ikke kun stemmer en gang hvert fjerde år, men hver eneste dag året rundt gennem vores valg og handlinger. Vi kan ikke bare fortsætte med at sige, at vi vil have minimeret flyvningens skadelige effekt og samtidigt fortsætte med at flyve. Vi kan ikke længere fortsætte med at sige, at vi vil have stoppet kødproduktionens ødelæggelse af vores natur, miljø og klima og fortsætte med at spise kød. For gør vi disse ting, så råber vi på klimahandling, men ”stemmer” stadig på business as usual. Og så sker der intet.

Når vi gennem det, vi gør, og de valg, vi træffer, viser politikerne, at vi er med på denne rejse, at vi ønsker den grønne omstilling og ikke frygter forandring, så bliver det bundsolide grønne mandat, vi har brug for, noget alle partier vil eje. Og SÅ kommer den politiske handling. Tingene hænger sammen. Handling og mandat. Hverdag og politik.

Men alt for mange undviger stadig indædt denne konklusion, primært fordi det, vi kender, er trygt, og forandring er svær og skræmmende, ligegyldig hvor gode intentioner, vi alle har. Men hvis vi vil systemisk handling, så kommer vi ikke uden om det.

Gennem de seneste seks år har jeg selv omlagt det meste af mit liv. Mit job og karriere, den mad, jeg spiser, mine indkøb, vaner, ferier, pension. Alt. Og ja, gu har det da været en nervepirrende rejse, der har taget lang tid og krævet sved og tårer, og nej, jeg er hverken perfekt eller i mål endnu, men det har også været en rejse, der har givet mig så ufatteligt meget igen: sundhed, glæde, nærvær, tid, nye venner, økonomi, mening og livsværdi. Og i bund og grund er dét at bruge sit liv på at skabe en bedre verden til vores børn, fremfor at være med til at ødelægge den, ikke så ringe endda. ■

 

Tingene hænger sammen. Handling og mandat. Hverdag og politik
_______

 

Lars Køhler (f. 1975) er Green Tech iværksætter. Tidl. klimarådgiver. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og passivhusdesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. Han var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Han har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i 15 år.

ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen under Folkets Klimamarch på Christiansborg Slotsplads i København, 30. oktober 2022 [FOTO: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix]