Lars Hovbakke Sørensen i RÆSON SØNDAG: Sverige står foran et historisk valg. Kan de borgerlige endelig lykkes takket være Sverigedemokraternes mandater?
10.09.2022
Når svenskerne i dag går til valg, er det en begivenhed, der vil skrive sig ind i historiebøgerne. Skulle Magdalena Andersson blive genvalgt, vil det kaste det det borgerlige Sverige ud i den største krise i mange årtier, fordi det så for tredje gang i træk er mislykkedes at erobre regeringsmagten. Kan de borgerlige endelig lykkes takket være med Sverigedemokraternes mandater?
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Lars Hovbakke Sørensen, lektor, ph.d., Professionshøjskolen Absalon
Når svenskerne i dag går til valg, er det en begivenhed, der vil skrive sig ind i historiebøgerne.
Det skyldes ikke mindst, at partiet Sverigedemokraterna, hvis de seneste meningsmålinger står til troende, står til at få ikke mindre end ca. 20 pct. af stemmerne og dermed kan blive det største borgerlige parti. Også større end det traditionelle konservative parti, Moderaterna, med statsministerkandidaten Ulf Kristersson i spidsen, der til sammenligning står til kun til at få 17 pct.
Hvis Sverigedemokraterna skulle blive det største parti i den borgerlige blok (og det næststørste parti i Riksdagen), er det særligt opsigtsvækkende, da Sverigedemokraterna indtil for få år siden af alle de øvrige partier (inklusive de gamle borgerlige partier) blev behandlet som en paria. Som et parti, ingen ville samarbejde med, og som ingen ville røre med en ildtang. Så sent som i maj 2018 afviste Ulf Kristersson i et interview at have noget med Sverigedemokraterna at gøre med følgende begrundelse:
”Jeg mener, at man skal samtale, samarbejdet regeringsforhandle med partier, som man virkelig deler grundlæggende holdninger med.”
De borgerlige partier ville ikke engang tælle Sverigedemokraternas mandater med på den blå side, når det skulle gøres op, skulle den blå eller den røde blok havde fået flest stemmer ved riksdagsvalgene. En kurs, der har sikret socialdemokratisk styre – samt flere regeringskriser – siden 2014.
Stuerene Sverigedemokrater
Nu er alt imidlertid ændret. De tre traditionelle borgerlige partier, Moderaterna (de konservative), Kristdemokraterna og Liberalerna er alle indstillet på, at Sverigedemokraterna godt kan indgå som støtteparti for en borgerlig regering. HVIS, vel at mærke, den borgerlige side skulle gå hen og vinde valget. Og det er endnu ikke sikkert, da målingerne pt. viser næsten totalt dødt løb (seneste måling viste 175 til rød, 174 til blå) mellem blokkene.
Der er flere grunde til den ændrede holdning til Sverigedemokraterna blandt de borgerlige partier. En af dem er, at den oprindelige skepsis skyldtes Sverigedemokraternas stiftelsei 1988 med udgangspunkt i decideret nynazistiske og højreekstremistiske kredse. Sverigedemokraterna har sågar her i sommer selv fået offentliggjort en undersøgelse (første del af en ”hvidbog”), som dokumenterer dette.
I dag har Sverigedemokraterna under partiformand Jimmie Åkessons ledelse imidlertid gennemgået en forandring, så det i dag fremstår som et ”almindeligt” borgerligt parti, som bedst tåler sammenligning med Dansk Folkeparti i Danmark eller Fremskrittspartiet i Norge. Dermed er noget af skepsissen over for Sverigedemokraterna også forsvundet blandt mange traditionelt borgerlige vælgere.
Blandt politikerne fra de gamle borgerlige partier er der dog ikke lagt op til, at Sverigedemokraterna skal indgå i regeringen efter valget. En sådan grad af imødekommenhed over for partiet ville virke utroværdig i betragtning af, hvad man indtil for nylig har sagt om partiet
Den mest sandsynlige regeringskonstellation efter valget, hvis de borgerlige vinder, vil derfor være en mindretalsregering af Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna med Sverigedemokraterna som støtteparti — eller en regering af Moderaterna og Kristdemokraterna med Liberalerna og Sverigedemokraterna som støttepartier.
De borgerlige vælgere, som stadig har en stærk modvilje over for Sverigedemokraterna, har for længst forladt de borgerlige partier, som de ellers plejede at stemme på, og er gået over til Centerpartiet.
Både Moderaterna og Sverigedemokraterna ønsker markant højere straffe, anvendelse af anonyme vidner, en højere grad af udvisning af kriminelle asylansøgere osv. Og de ynder at henvise til Danmark som et foregangsland med hensyn til en stram rets- og udlændingepolitik
_______
Centerpartiet, der oprindeligt hed Bondeförbundet, er i den forbindelse interessant. Traditionet blev det anset for at være søsterparti til Venstre i Danmark. Partiet har indgået i flere borgerlige regeringer – fx sammen med Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna (som dengang hed Folkpartiet) i Fredrik Reinfeldts regering fra 2006 til 2014. Samarbejdet mellem de fire partier var dengang så stærkt, at de ligefrem gik til valg på et samlet kommende regeringsprogram og blev kaldt Alliancen.
Men Centerpartiet har – på grund af de øvrige tre gamle borgerlige partiers stadig større imødekommenhed over for Sverigedemokraterna – gennem de allerseneste år fjernet sig mere og mere fra deres gamle samarbejdspartnere i Alliancen og tilhører i dag reelt den røde blok. Centerpartiet har sågar her op til valget erklæret sig villig til at indgå i en regering med Socialdemokraterna. En tanke, som disses partiformand og statsminister Margareta Andersson ikke har været afvisende over for.
Man kan således sige, at den nye fokus på værdipolitik – og i særdeleshed på indvandrer- og flygtningepolitik, herunder også retspolitikken og spørgsmål om bandekriminalitet blandt indvandrere – har bidraget til at omdanne Centerpartiet fra Venstre til De Radikale set med danske briller. Og det har nærmest drevet Centerpartiet i armene på Socialdemokraterna.
Medvirkende til Sverigedemokraternas store fremgang i meningsmålingerne er desuden den store vækst i antallet af banderelateret vold og banderelaterede drab i Sverige, navnlig i løbet af dette forår. Socialdemokraterna har ganske vist fremlagt en ”pakke” til bekæmpelse af bandekriminaliteten. Men alle de borgerlige partier og ikke mindst Moderaterna og – i særdeleshed – Sverigedemokraterna har sagt, at den er for uambitiøs, og at den kommer for sent.
Begge partier ønsker markant højere straffe, anvendelse af anonyme vidner, en højere grad af udvisning af kriminelle asylansøgere osv. Og de ynder at henvise til Danmark som et foregangsland med hensyn til en stram rets- og udlændingepolitik. Allerede for to år siden skrev Ulf Kristersson således i et debatindlæg: ”Socialdermokraterna siger nej til visitationszoner, anonyme vidner og dobbelt straf. Samme tiltag, som vendte udviklingen i Danmark. Med en borgerlig regering (i Danmark, red.) havde dette allerede været på plads”.
Atomkraftens comeback i svensk politik
Skulle Socialdemokraterna og deres allierede i den røde blok (Miljöpartiet og Vänsterpartiet, som nærmest svarer til SF eller Enhedslisten herhjemme) alligevel tilsammen gå hen og vinde valget, kan det skyldes det store fokus på energipolitikken, som i de allerseneste dage er blusset op i den svenske valgkamp. På grund af krigen i Ukraine, der ligesom i det øvrige Europa påvirker den politiske debat.
Den traditionelle opfattelse blandt mange svenskere er, at Socialdemokraterna generelt er bedre end de borgerlige partier til at skabe tryghed i en krisetid. De historiske erfaringer viser således, at i krisetider står Socialdemokraterna generelt stærkt ved valgene.
Når det gælder diskussionerne om energipolitikken, er den borgerlige blok i de seneste år generelt kommet til at stå stærkere end tidligere. Centerpartiets skift fra den blå til den røde blok har nemlig haft den meget vigtige sideeffekt, at den interne splittelse om atomkraften i Sverige, som ellers i årtier har martret den blå blok, nu er borte. Det borgerlige samarbejde har flere gange enten været brudt sammen eller været ved at bryde sammen på grund af borgerlig uenighed om atomkraften. I slutningen af 1970’erne bragte spørgsmålet sågar den første borgerlige regering siden 1936 til fald.
Men nu da Centerpartiet har ”meldt sig ind i” rød blok, er alle de tilbageværende partier i den blå blok enige om energipolitikken: Atomkraften skal udbygges. I modsætning til den røde bloks partier, som mener, at man skal fortsætte afviklingen af den og satse på vedvarende energikilder som fx sol- og navnlig vindkraft.
Centerpartiets skift fra den blå til den røde blok har nemlig haft den meget vigtige sideeffekt, at den interne splittelse om atomkraften i Sverige, som ellers i årtier har martret den blå blok, nu er borte
_______
De nuværende partier i blå blok: Moderaterna, Liberalerne, Kristdemokraterna og Sverigedemokraterna mener således, at den aktuelle svenske energikrise er noget, som Socialdemokraterna og deres allierede har skabt, fordi de har afviklet atomkraften i Sydsverige og dermed har gjort Sverige afhængigt af import af energi udefra – og dermed af Putins luner.
Derudover slår de borgerlige på, at energiafgifterne samt en række andre skatter og afgifter under den nuværende regering er så høje, at det er dét, der er med til at gøre det vanskeligt for almindelige svenske familier at få pengene til at slå til i det daglige. Med andre ord: Socialdemokraterna kan ifølge de borgerlige ikke blot skyde skylden for alle problemerne på Putin og Rusland.
Det gule Sverige
Når det gælder Sverigedemokraternas store fremgang gennem de seneste år samt udsigten til, at partiet når helt op på omkring 20 pct. af stemmerne, er det interessant, hvor fremgangen stammer fra. Både geografisk (hvilke regioner i Sverige) og med hensyn til partier (hvilke af de gamle partier, som afgiver stemmer til Sverigedemokraterna).
Indtil ved de seneste valg i 2018 var det især i Sydsverige, særligt i Skåne og Blekinge, at Sverigedemokraterna fik stemmerne fra. Og disse stemmer kom i høj grad fra gamle vælgere af Moderaterna og Socialdemokraterna – allerede ved valgene i 2010 og 2014. Skåne er med sine mange relativt store byer en traditionel vælgermæssig højborg for navnlig Moderaterna og til dels også for Socialdemokraterna. Blekinge er et gammelt traditionelt industriområde, hvor mange af de gamle fabrikker har måttet lukke i de senere årtier. Regionen har således udviklet sig til lidt af et udkantsområde med mange arbejdsløse og borgere, som modtager forskellige former for sociale ydelser.
Ved det seneste valg i 2018 slog Sverigedemokraterna imidlertid igennem med langt større geografisk gennemslagskraft som et parti med stemmer fra hele landet, der ikke kun repræsenterer mindre grupper af bekymrede borgere i bestemte dele af landet. Og det vil vi sandsynligvis se gentage sig ved valget i dag – og med endnu større styrke end for fire år siden.
Også i Småland, hvor Kristdemokraterna traditionelt har stået særdeles stærkt (det svenske ”Bibelbælte”), oplevede Sverigedemokraterna ved det seneste valg en markant fremgang. Mange kristelige vælgere er nemlig gået direkte fra deres gamle parti og over til netop Sverigedemokraterna, noget som – med rette – har bekymret Kristendemokraternas ledelse.
Selv om de borgerlige partier er begyndt at omfavne Sverigedemokraterna og invitere dem ind i varmen som støtteparti for en eventuelt kommende borgerlige regering, er der en udbredt frygt blandt de selvsamme partier for, at Sverigedermokraternas meget markante udlændinge- og retspolitik kan hjælpe dem til at fortsætte deres vælgermæssige kannibalisering i den borgerlige lejr. I mange år har strategien været at forsøge at holde Sverigedemokraterna uden for al indflydelse. Nu er strategien den stik modsatte. Men med lige så ringe effekt på den fortsatte vælgerflugt til partiet. Hverken udskamning eller omfavnelse virker til at stoppe Jimmie Åkesson og hans partis fremgang.
Nogle af partierne frygter Sverigedermokraternas meget markante udlændinge- og retspolitik kan hjælpe dem til at fortsætte deres vælgermæssige kannibalisering i den borgerlige lejr
_______
Det historiske NATO-medlemskab
Ser man på den røde blok i svensk politik er her også nogle forskellige interne vanskeligheder (ligesom i den blå blok). Indtil for et års tid siden var Miljöpartiet med i regeringen sammen med Socialdemokraterna. Men på grund af en række forskellige politiske uenigheder om blandt andet finansloven og de økonomiske udfordringer forlod partiet regeringen og regeringspartiet stod alene tilbage med regeringsansvaret. Dette er også med til at gøre netop Socialdemokraterna til skydeskive for alle de borgerlige partiers anklager om diverse uløste problemer i samfundet.
Socialdemokraterna og Miljöpartiet har imidlertid ikke haft flertal alene i Riksdagen. Selv da begge partier var med i regeringen, var det en mindretalsregering. Vänsterpartiet, som også tilhører den røde blok, har imidlertid også været lidt af et problembarn for Socialdemokraterna. Vänsterpartiet er meget lidt opsat på de økonomiske reformer og arbejdsmarkedsreformer, som Socialdemokraterna gennem de seneste mange år har ment var nødvendige. Og så er Vänsterpartiet også fortsat plaget af en del vælgeres opfattelse af det som et parti, der var lige lovligt længe om at give afkald på sin gamle kommunistiske ideologi efter Den Kolde Krigs afslutning. Under hele Den Kolde Krig hed partiet faktisk ’Vänsterpartiet Kommunisterne’ i stedet for blot Vänsterpartiet, og partiet havde fortsat relativt tætte bånd til Moskva og nærede stor sympati for det sovjetiske kommunistparti.
Sandsynligvis er det mindelserne om dette forhold, som i månederne efter, at Putin indledte sin krig mod Ukraine den 24. februar i år, fik Vänsterpartiet til at gå kraftigt tilbage i meningsmålingerne og afgive forholdsvis mange stemmer til Socialdemokraterna.
Men hvad med hele NATO-spørgsmålet, som fyldte så meget i svensk politik hele foråret? Efter indgivelsen af ansøgningen om medlemskab sammen med Finland kort før sommerferien har diskussionerne om NATO – trods den fortsatte krig i Ukraine – næsten intet betydet i valgkampen. Mens diskussionerne om en eventuel NATO-ansøgning stod på i løbet af foråret, var det med til at styrke Socialdemokraterna. Mange svenskere var bekymrede for Sveriges sikkerhed og sluttede i den forbindelse – som man så ofte før i historien har set – op om den siddende regering og statsminister i den vanskelige tid.
Men da først NATO-ansøgningen var afsendt, forsvandt udenrigs- og sikkerhedspolitikken næsten helt ud af den politiske debat. Nu var sikkerhedsproblemerne jo løst, mente mange svenskere tilsyneladende, og det var derfor heller ikke længere noget, som optog hverken vælgere eller medier.
Vælgerne og medierne har heller ikke i den nuværende valgkamp været optaget af andre problemer, som allerede er blevet løst. Man må konkludere, at mange regeringspolitikere – historisk og i andre europæiske lande – i tidens løb har ment, at de kunne vinde et forestående valg ved i valgkampen at gøre vælgerne opmærksomme på, hvilke gode resultater, de har opnået i løbet af deres tid ved magten.
Problemet er blot, at det kan man ikke vinde valg på. Vælgerne belønner ikke politikerne, der har haft magten, for at have løst de problemer, man stod over for før det seneste valg. De ser derimod fremad og stemmer på de politikere, som de mener har de bedste bud på en løsning af de udfordringer, som endnu ikke er blevet er løst. Derfor er udlændinge- og rets- samt energipolitikken så dikterende for Sveriges valgkamp.
Om det er rets- og udlændingepolitikken eller energipolitikken, der kommer til at fylde mest i vælgernes bevidsthed, når de skal hen for at sætte deres kryds, Dét bliver ganske afgørende for, hvilken af blokkene, der ender med at vinde i det ekstremt tætte valg i dag.
Under alle omstændigheder vil valget blive historisk. Og det historiske består ikke mindst i, at vi sandsynligvis vil se en stor fremgang til et parti, som alle de øvrige partier og mange af deres vælgere indtil for ganske nyligt opfattede som et parti, som man slet ikke kunne samarbejde med. Og hvis mandater, man slet ikke – i nogen af blokkene – ønskede at tælle med, når man skulle gøre op, hvem der havde vundet valget.
Intet er imidlertid afgjort endnu. Socialdemokraterna har i Sverige – ligesom i Danmark – en lang tradition for i slutspurten af valgkampen at kunne overraske og få et langt bedre valg, end meningsmålingerne ellers har tydet på. Og skulle dette også ske ved riksdagsvalget i dag, kan den røde blok muligvis få et meget snævert flertal, og Magdalena Andersson kan fortsætte på statsministerposten. Skulle dette blive udfaldet af valget, vil det kaste det det borgerlige Sverige ud i den største krise i mange årtier, fordi det så for tredje gang i træk er mislykkedes for den borgerlige blok at erobre regeringsmagten. ■
Intet er imidlertid afgjort endnu. Socialdemokraterna har i Sverige – ligesom i Danmark – en lang tradition for i slutspurten af valgkampen at kunne overraske og få et langt bedre valg, end meningsmålingerne ellers har tydet på
_______
Lars Hovbakke Sørensen (f. 1971) er lektor, ph,d. ved Professionshøjskolen Absalon.
ILLUSTRATION: Stockholm: Statsminister Magdalena Andersson og Moderaternas partileder Ulf Kristersson under et pressemøde ifm. Sveriges NATO-medlemskab, 16. maj 2022 [FOTO: Henrik Montgomery/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb“](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
