Lars Bjørneboe: Er krigen i Ukraine et skridt på vejen mod det russiske imperiums gradvise opløsning?
08.08.2022
Længslen efter fordums storhed kan forklare russernes invasion af Ukraine: De mærker, at sidste salgsdag nærmer sig.
Kronik af Lars Bjørneboe, historiker, Ph.d
Det kan være svært at forstå, hvad der har fået de russiske ledere til at starte invasionen af Ukraine. De kan ikke have været uvidende om, hvilken reaktion de kunne møde, og hvad det kunne afstedkomme af nye trusler, både udefra og indefra. Det kan være, de har forregnet sig. Men det kan også være at de har skønnet, at det var nu der skulle gøres noget, inden Ukraine konsoliderede sig som en del af EU og/eller den amerikanske indflydelsessfære.
Måske forestillede de sig, at det kun ville blive værre med tiden? Forstået på den måde, at Ruslands status som stormagt ville blive fatalt forringet, hvis de ventede. Ser de sig som forsvarere af det gamle Rusland – og måske: Som tragiske helte i spidsen for det uafvendelige tilbagetog?
Den amerikanske diplomat Harald Malmgren fortæller, at han i 1990erne førte samtaler med en ung og fremadstormende Putin i St. Petersborg. Putin gav dengang udtryk for sin beundring for det russiske rige – altså ikke Sovjetunionen, men det gode gamle russiske kejserrige. Zarens Rusland. Det var det, der var forbilledet, det var den strålende fortid, som de nye russiske ledere skulle leve op til og tage vare på.
Hvordan er det så gået med den vision? Svaret synes at være: ikke særlig godt, faktisk skræmmende dårligt. Set fra Kreml må det være svært at afvise, at Rusland er ved at fragmentere. For de russiske ledere må det i depressive øjeblikke tage sig ud, som om Rusland er ved at falde fra hinanden i dets oprindelige bestanddele, præcis som alle de andre europæiske imperier, det hollandske, det engelske og det franske gjorde i midten af 1900-tallet.
Imperiets arvtagere
Set i et historisk perspektiv har Rusland været blandt de mest vedholdende europæiske imperiebyggere.
Tilbage i 1600-tallet var den russiske ekspansion dog ikke spektakulær. Den foregik ikke som lange rejser ad søvejen til Indien og Kina, men ganske gradvist – over land – når ivrige købmænd og kosakker krydsede Ural og trængte ind i Sibirien på jagt efter pelsværk. Men den blev ved. Ekspansionen fortsatte mod vest og syd – under Peter den Store og Katarina i 1700-tallet – for så, i 1800-tallet at rette sig mod Kaukasus, Centralasien og Tyrkiet. Men i 1904-5 led de russiske imperiebyggere nederlag til japanerne i Manchuriet. Processen gik i stå.
Det var nærmest mirakuløst, at det efter 1. Verdenskrig og revolutionen i 1917 lykkedes de nye bolsjevikiske ledere at holde sammen på det russiske kejserriges territorium, nu under navnet Sovjetunionen. Kun Finland og Baltikum gik tabt. Sovjetunionen overlevede også 2. Verdenskrigs katastrofer, og denne gang endte landet på sejrherrernes side. Landets ledere formåede endnu engang at konsolidere territoriet, nu med en stribe bufferstater mod vest – herunder Baltikum, der igen blev en del af imperiet. I 1979 faldt landets ledere imidlertid for fristelsen til at genoptage de gamle imperiale traditioner og sendte sovjetiske soldater ind i Afghanistan. Forsøget slog fejl. Efter knap ti års krig måtte fremstødet opgives. Det viste sig, at Sovjetunionen simpelthen ikke magtede opgaven, hverken militært, industrielt eller politisk. Supermagten vaklede, regimet brød sammen og pludselig gik det stærkt. Imperiet gik i opløsning, præcis ligesom de andre engelske og franske imperiale konstruktioner i 195oerne og 1960erne. Og Sovjetrepublikkerne blev til selvstændige stater.
Set fra Kreml må det være svært at afvise, at Rusland er ved at fragmentere. For de russiske ledere må det i depressive øjeblikke tage sig ud, som om Rusland er ved at falde fra hinanden i dets oprindelige bestanddele
_______
Lenins fatale fejl
Når Putin i sine to taler til nationen den 21. og 23.februar 2022 skal forklare, hvorfor det gik som det gjorde, griber han tilbage, ikke til zarens Rusland, men til Lenin og revolutionen i 1917. Her, mener Putin, at begik Lenin en fatal fejl:
“Jeg vil minde jer om, at efter Oktoberrevolutionen i 1917 og den efterfølgende borgerkrig, gik bolsjevikkerne i gang med at skabe en ny stat. De var dybt uenige på dette punkt. I 1922 sad Stalin på posten som generalsekretær i det russiske kommunistparti og folkekommissær for etniske anliggender. Han foreslog at bygge landet på princippet om autonomi, det vil sige at give republikkerne, de fremtidige administrative og territoriale enheder, udstrakt selvstyre, når de indtrådte i den nye stat.”
“Lenin kritiserede denne plan og foreslog at give indrømmelser til nationalisterne, som han på dette tidspunkt kaldte ”de uafhængige”. Lenins ideer om, hvad der i virkeligheden ville blive en føderal stat og hans slagord om nationernes ret til selvbestemmelse helt frem til uafhængighed, blev indlejret i den sovjetiske stat. I første omgang blev de bekræftet i ‚Erklæringen om dannelsen af Sovjetunionen‛ i 1922 og senere, efter Lenins død, blev de konfirmeret i Sovjetunionens forfatning af 1924.”
“Ved første øjekast ser dette helt uforståeligt, nærmest tåbeligt, ud. Men kun i første omgang. Der er en forklaring. Efter revolutionen var bolsjevikkernes vigtigste mål at forblive ved magten, uanset omkostningerne. For at opnå dette var de parat til alt: at acceptere den ydmygende fred i Brest-Litovsk, også selvom den militære og økonomiske situation i Kejser Vilhelms Tyskland var dramatisk og at resultatet af den 1. Verdenskrig var klart for enhver og ville tilfredsstille alle nationalisternes krav og ønsker i landet.”
„For Rusland og dets folkeslag var Lenins principper for staternes udvikling ikke blot en fejltagelse. De var noget langt værre. Dette blev lysende klart efter Sovjetunionens opløsning i 1991.”
At det nye sovjetiske imperium alligevel kunne fungere som en enhed hang iflg. Putin sammen med at eksistensen af det kommunistiske parti:
”Det er logisk at Den Røde Terror og den hurtige overgang til Stalins diktatur, dominansen af den kommunistiske ideologi, det kommunistiske partis monopol på magten, nationaliseringerne og planøkonomien alt sammen forvandlede de formelt knæsatte, men ineffektive regeringsprincipper til blotte proklamationer. I virkeligheden havde unionens republikker ingen suverænitet overhovedet. I praksis betød det skabelsen af en strengt centraliseret enhedsstat. Faktisk var det som Stalin gennemførte ikke Lenins men hans egne regeringsprincipper. Men han foretog ikke de relevante ændringer i de grundlæggende dokumenter, dvs. i forfatningen og han ændrede ikke formelt Lenins principper for etableringen af Sovjetunionen.”
I 1990erne blev Putin og hans kolleger overbevist om, at Tjetjenien, hvis landet opnåede selvstændighed, ville skabe en dominoeffekt, der i sidste ende kunne betyde Ruslands endeligt som stormagt
_______
Men i 1989 lod man republikkerne gå deres egne veje:
”På Det kommunistiske Partis Centralkomites samling i september 1989 vedtog centralkomiteen et i sandhed fatalt dokument, det som man kaldte ”partiets etniske politik under moderne betingelser”, som Det kommunistiske Partis platform. Det indeholdt følgende bestemmelser, og jeg citerer: “USSR’s republikker skal have alle de rettigheder, som passer sig for deres status som suveræne, socialistiske stater‟— Opløsningen af vores land udspringer af de historiske, strategiske fejltagelser, som de Bolsjevikiske ledere og Det kommunistiske Partis ledelse begik, fejltagelser som blev begået til forskellige tider under statens tilblivelse og gennem den økonomiske og etniske politik. Det historiske Rusland, også kendt som USSR’s sammenbrud er deres ansvar!”
Putin og hans kreds ser sig selv som forkæmpere for dette ”historiske Rusland” i dets oprindelige udstrækning. Sovjetlederne undergravede sammenhængskraften i det til Sovjetunionen forvandlede Rusland ved at give efter for nationalisterne og anerkende princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Det var – i Putins optik – katastrofale beslutninger.
Det er ikke et tilfælde, at Putins parti bærer navnet Forenet Rusland.
En tabt kamp?
Men fra et andet perspektiv minder Putins kurs påfaldende om den engelske premierminister Antony Eden og hans franske kollega Guy Mollet under Suez-krisen i 1956. Begge anede nok, at tiden var løbet fra de imperiale traditioner, men de forsøgte alligevel at holde fast i de stater og folk, der var på vej ud i selvstændighed.
Da støvet havde lagt sig efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, og den politiske ledelse blev stabiliseret under Putin i slutningen af 1990erne, kunne man gå to veje: enten forhandle og samarbejde med de nye stater eller vælge Eden og Mollets vej: udse sig en eller to af de nye selvstændige stater, banke dem på plads og håbe at de andre forstod budskabet.
Man valgte det sidste. I 1990erne blev Putin og hans kolleger overbevist om, at Tjetjenien, hvis landet opnåede selvstændighed, ville skabe en dominoeffekt, der i sidste ende kunne betyde Ruslands endeligt som stormagt. Derfor valgte de, da Putin kom til magten i 1999, at genoptage krigen med tjetjenerne og nedkæmpe dem fuldstændigt i den anden tjetjenske krig fra 1999 til 2002. Tjetjeniens hovedstad Grosny blev jævnet med jorden.
De følgende år bød på stadige brande, som den russiske ledelse, med større eller mindre held, måtte rykke ud for at slukke: Ukraine 2004, Georgien 2008, Usbekistan 2008, Krim og Ukraine i 2014, Belarus i 2016-17, Kasakhstan 2021 og nu invasionen i Ukraine i februar 2022.
At krigen i Ukraine i modsætning til de andre kriser endnu ikke er stilnet af, skyldes ukrainernes villighed til at slås for uafhængigheden, men selvfølgelig også: Støtten fra EU og navnlig USA.
Netop Vestens rolle optager Putin meget, og fyldte i begge hans taler i februar 2022
Set i et historisk perspektiv vil fragmenteringen af det gamle russiske imperium være i både i EU’s, Storbritannien og USA’s interesse. Siden 1700-tallet har Rusland spillet en afgørende rolle i europæisk politik. For Danmark – og vores nærmeste naboer i Finland, Sverige, Polen Tyskland og Baltikum – har Ruslands holdning været afgørende ikke blot udenrigspolitisk men ofte også indenrigspolitisk.
Ingen kan derfor være i tvivl om, at Vestens støtte ikke bare kan sikre Ukraines selvstændighed, men opmuntre alle de andre russiske lydstater – tidligere og nuværende – til at stræbe efter reel uafhængighed.
Og denne gang er der udsigt til den helt store gevinst: Opløsningen af det russiske imperium vil betyde enden for den russiske stormagt. Det Rusland, der vil stå tilbage, vil være en mellemstor nordeuropæisk stat på størrelse med Tyrkiet, med et vældigt atomarsenal, som de imidlertid vil have svært ved at videreudvikle, fordi bruttonationalproduktet er på størrelse med Italiens. Det er formentlig det, den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin har i tankerne, når han taler om, at indsatsen i Ukraine har til formål at ”bleed Russia dry”.
Putins taler fra februar 2022 viser, at det set med hans og de øvrige russiske lederes øjne er en kamp om overlevelse. Putin taler med fortrøstning. Men spørgsmålet er, om han og hans kolleger inderst inde forventer nederlaget– og ser sig selv som tilbagetogets helte? ■
Putin taler med fortrøstning. Men spørgsmålet er, om han og hans kolleger inderst inde forventer nederlaget– og ser sig selv som tilbagetogets helte?
_______
Lars Bjørneboe (1942) er historiker, Ph.d. Fra 1979-2007 rektor på Horsens Statsskole. ILLUSTRATION: Putin under ‚flådens dag‛ afholdt i Sankt Petersdag, 31. juli 2022 [FOTO: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
