Lars Bangert Struwe: Tyskland vil så gerne lære af historien. Men drager den helt forkerte lektie

30.01.2022

Ukrainekrisen viser med al tydelighed, hvor svagt EU står, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik. En af årsagerne er Tysklands mangelfulde læsning af sin egen historie.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) – klik her

Analyse af Lars Bangert Struwe, ph.d., generalsekretær i Atlantsammenslutningen

I LØBET AF JANUAR har USA og Storbritannien sat tropper i beredskab og sendt hårdt militært isenkram til Ukraine. Men i EU taler regeringscheferne stadig om mulige sanktioner, der kan komme om uger – eller måske måneder. Sandheden er, at det er en farlig illusion at påstå, at vi har fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dét har Ukrainekrisen gjort klart.

Hvordan lyder diskussionen i Tyskland? Her snakker man i disse uger om lektierne af Anden Verdenskrig – og om at undgå fortidens synder. Men hvad er det, at Tyskland har lært af sin historie? Tilsyneladende fokuserer man på udbruddet af Første og Anden Verdenskrig – man ser Tyskland som en stat, der har tørstet efter magt og derved udløst krig. Det vil man undgå i fremtiden. Det lyder beundringsværdigt, men analysen ender hurtigt på vildspor.

Under sit besøg i Ukraine understregede den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock at Tyskland ikke kan hjælpe med våben til Ukraine på grund af tysk historie – og tyskerne blokerede for, at Estland måtte give Ukraine tysk-fremstillede våben. Ikke uden grund er man blevet meget vred i Letland, hvor forsvarsminister Artis Pabrik direkte angreb Tyskland for at være fodslæbende overfor Rusland og Kina. I Pabriks logik er det Tyskland, der en samlet position for EU og NATO.

MEN DRAGER TYSKLAND den rette lære af historien? Burde man ikke se på historien lidt udefra og anerkende, at problemet i 1930’erne var, at de øvrige europæiske stater ikke satte sig op imod diktaturene i Tyskland, Italien og Sovjetunionen?

Når tyskerne diskuterer historien, glemmer de nemlig en del. Nazi-Tyskland og USSR delte med Molotov–Ribbentrop Pagten en række selvstændige stater imellem sig – baseret på de to stormagters interessesfærer afgjorde man i pagtens hemmelige tillæg fremtiden for Finland, Polen og de Baltiske Stater. Derfor løber det koldt ned af ryggen på enhver politiker fra disse stater, når Rusland afkræver USA sikkerhedsgarantier, der reelt er baseret på anerkendelsen af en interessesfære.

Burde historien ikke lære Tyskland, at denne tankegang ikke bør gentage sig – og at man derfor bør sige nej til Rusland, når det ønsker sikkerhedsgarantier som reelt anerkender en interessesfære? Implikationere er i øvrigt globale – for Kina støtter op om Ruslands tanker og har selv lignende tanker om interessesfære i Asien. At sige nej til interessesfærer er en lige så vigtig lære, som at man ikke bør tørste efter magt.

 

Burde historien ikke lære Tyskland, at denne tankegang ikke bør gentage sig – og at man derfor bør sige nej til Rusland, når det ønsker sikkerhedsgarantier som reelt anerkender en interessesfære?
_______

 

IGENNEM 44 ÅR var Tyskland delt i to stater. Østtyskland lænede sig op af Sovjetunionen og man kan nok i dele af det gamle DDR fortsat finde en vis forståelse for Rusland – måske endda sympati. Det blev erkendt allerede under den første Ukrainekrise i 20214. Der Spiegel spurgte direkte: Er Tyskland et land af Ruslandsapologeter [folk, der sympatiserer med og gør undskyldninger på vegne af fx et land, red.]?

På den anden side var Vesttyskland en af de vigtigste stater i NATO og EF. Med Willy Brandts Ostpolitik erkendte man, at en genforening ikke lige stod for døren, men krævede gensidig forståelse. Dét husker man i Tyskland – hvor der stadig er meget fokus på Ostpolitikken og fredsbevægelsen – men man glemmer ofte, at det var USA og NATO, der med hård militær magt – herunder USA’s atomvåbenparaply – garanterede vesttyskerne deres sikkerhed. Ironisk nok, så understeger den tyske udenrigsminister selv, hvor afhængige vi alle er af det transatlantiske forhold. Tyskland skaber sin udenrigspolitik på basis af det transatlantiske forhold, men leverer ikke til NATO. Det giver en række frustrationer som den lettiske forsvarsministers.

Med andre ord: Man kan drage mere end én lære af historien. Et vigtigt argument i Hitlers magtovertagelse var hele Dolkestødslegenden (Dolchstoßlegende): Fortællingen om, at det ikke var de tyske soldater, der tabte Første Verdenskrig, men politikerne (og jøderne). I Rusland er der nærmest to dolkestødlegender lige nu: 1. At Vesten lovede Rusland, at NATO ikke ville ekspandere og 2. At Ukraine og Rusland hører sammen – det var de ukrainske ledere, der svigtede sammenholdet (og dermed det ukrainske folk). Det er ret skræmmende – med den tyske dolkestødslegende in mente – at læse den artikel, som Putin i april 2021 skrev om Ukraines og Ruslands historie. Den taler reelt for en genforening af ’det historiske Rusland’ i form af Rusland, Belarus og Ukraine.

Hvis Europa nogen sinde skal kunne føre en selvstændig og stærk udenrigspolitik over for resten af verden, så kræver det et opgør med den tyske lære af historien. Ellers vil Europa stå tilbage som en bovlam krikke. Lige nu kan vi kun stole på amerikanerne – og det vil fremgå af den nye danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Statsministeren kom i aftes (lørdag 29/1) med meget klare danske udtalelser, der støtter Ukraine, og som tilbyder muligheden for våbenhjælp. Og mandag kommer netop den nye danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi: Alle bør lægge mærke til, at Mette Frederiksen i samme forbindelse meddeler, at forsvaret – om fornødent – må få tilført midler (tilsyneladende inden det nye forsvarsforlig, der skal forhandles det næste års tid). Fra SF og hen over midten er der en stærk tilslutning til NATO og dermed en ganske anden tone end i Tyskland – Pia Olsen Dyhr har f.eks. været ude på Facebook og markere, at SF blev skabt på baggrund af Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956.

I Danmark har vi således lært af historien, og det medfører en stærk tilslutning til NATO og mulig våbenhjælp til Ukraine – en ganske anden historie end i Tyskland. ■

 

Hvis Europa nogen sinde skal kunne føre en selvstændig og stærk udenrigspolitik over for resten af verden, så kræver det et opgør med den tyske lære af historien.
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) – klik her

ILLUSTRATION: “Mr Gorbachev! Tear down this wall!” Præsident Reagan og kansler Kohl efter Reagan’s tale 12. juni 1987 [foto: Det Hvide Hus]