Lars Bangert Struwe: NATO mødes for at løse tidens største udfordringer, men kan de blive enige?

26.06.2022

NATO har indledt et historisk topmøde, der både skal pege fremad med et nyt strategisk koncept, håndtere krigen i Ukraine og medlemsstaternes forskellige interesser og behov for at markere sig. Og ikke mindst tøjle en vanskelig Erdogan. Der er meget på spil, og Mette Frederiksen vil til topmødet være under et stort pres.

Analyse af Lars Bangert Struwe

Madrid er ramme om NATO’s topmøde den 28. til 30. juni, hvor stats- og regeringschefer fra de 30 medlemsstater skal løse både akutte problemer og forholde sig til alliancens fremtid. Efter selv at have været i Bruxelles og ført samtaler med tænketanke og embedsmænd i såvel NATO som EU, er jeg bekymret over, om topmødet lykkes med en del af de vigtige punkter. Der er rigtigt meget på spil, og flere kan spolere den gode stemning i en organisation, der arbejder med en nødvendig konsensus bag beslutningerne. De fleste vil kæmpe for, at topmødet bliver en succes – men om det bliver tilfældet, vil den næste uge vise.

I 2019 bad NATO dets generalsekretær om at lave et fremtidsstudie. Det blev til NATO 2030, der i høj grad danner rammen for det kommende topmøde, hvor særligt følgende punkter vil fylde på dagsordenen: Nyt strategisk koncept, optagelse af Finland og Sverige, Ukraine, NATO’s økonomi samt NATO’s styrkemål og byrdedeling. Endeligt kan et emne som kommandostruktur blive bragt på banen, bl.a. i forbindelse med optagelsen af Finland og Sverige.

Problembørnene på topmødet bliver Tyrkiet og Frankrig. I Bruxelles vænner man sig lige nu til, at Tyrkiet på engelsk ikke længere hedder Turkey men ‚Türkiye‛. Derved skulle man ikke længere komme til at tænke på en kalkun, når man taler om Tyrkiet på engelsk. Der er dog nok mange i NATO, der mener, at præsident Erdogan puster sig op som en kalkun. Han omtales af en del i tænketanksmiljøet som en, der bringer basaren ind i topmødet, når han ifølge visse i tænketanksmiljøet nærmest ikke kan undgå at indgå i en forhandling. Det irriterer de øvrige medlemsstater, der mener, at situationens alvor ikke egner sig til den slags.

På samme måde er der en stigende frustration over præsident Macron. Først og fremmest er hans udtalelse om, at NATO er hjernedød, stadig kilde til stor irritation i NATO, og mange er trætte af, at Frankrig ikke ønsker et stærkere NATO, men hele tiden søger imod en europæisk løsning i rammen af EU. Samtidig har Macron søgt adskillige samtaler med Putin og visse stemmer mener, at han ikke har leveret signifikant våbenhjælp til Ukraine. Mange opfatter det som et tegn på, at Macron ikke har forstået situationens alvor – eller endnu værre, at han vil være en stor statsmand, der uden om Ukraine forhandler med Rusland. Irritationen i krogene er med andre ord markant.

 

Det kan være svært at forstå, men for en række medlemsstater er situationen i Ukraine langt væk. Bor man i Sydeuropa er man langt mere optaget af den såkaldte Syd-dagsorden med fokus på risiko for destabilisering af Afrika
_______

 

NATO’s strategiske koncept
Et af de centrale omdrejningspunkter på topmødet er NATO’s nye strategiske koncept. Det skal aflyse det nuværende, der blev skrevet i en helt anden tid. Det nuværende koncept er fra 2010 og har stor vægt på særligt bekæmpelse af terror, ligesom det var et forsøg på at skabe en dialog med Rusland. Dengang hilste daværende generalsekretær Anders Fogh Rasmussen den russiske præsident Dmitry Medvedev velkommen. Man søgte at skabe et moderniseret og strategisk partnerskab med Rusland. Det eksisterer ikke længere, og derfor skal det nye strategiske koncept skabe rammerne for NATO’s fremtid i en usikker verden.

Det strategiske koncept skal udstikke retningen for alliancen de næste 10 år. Konceptet skal som alt andet i NATO vedtages med konsensus – så alle skal kunne bakke op om konceptet. Derfor er konceptet en nøje afvejning af de mange dagsordener i NATO. Det kan være svært at forstå, men for en række medlemsstater er situationen i Ukraine langt væk. Bor man i Sydeuropa er man langt mere optaget af den såkaldte syd-dagsorden med fokus på risiko for destabilisering af Afrika og derved flygtningestrømme sydfra. På samme måde er man i Tyrkiet, der udgør en geostrategiske nøglebrik i sydøst, optaget af risikoen for terror fra bl.a. de millioner af flygtninge, der opholder sig i deres land eller ved deres grænser. Det har den tyrkiske ambassader over mange omgange gjort klart til bl.a. den årlige trusselskonference i Atlantsammenslutningen. Endeligt er der stater som Canada, der langt hen ad vejen ikke har reageret på Ruslands krig imod Ukraine – og som i hvert fald ikke har iværksat markant oprustning.

Vægten i konceptet bliver på tre punkter: Kollektiv forsvar (collective defence), krise håndtering (crisis management) og partnerskaber (cooperative security). Disse indgik også i det nuværende koncept. Udfordringen er lige nu, om Ruslands krig i Ukraine ændrer på vægtningen, så kollektivt forsvar bliver sat over de to andre. Det vil være en sejr for dem, der læner sig op ad den såkaldte øst-dagsorden og som støttes af de lande, der frygter Rusland mest af at.

Hvor meget kollektivt forsvar kommer i front, må vi se, men resiliens, klima og brede sikkerhedsbegreber bliver også en del af konceptet. Det vil sige at bl.a. syd-dagsordenen med dens vægt på Afrika, flygtningestrømme og situationen rundt om Middelhavet samt den vigtige klimadagsorden, også skal tilgodeses. Klima udgør en særlig dagsorden, idet klimaet både påvirker de militære operationer, og som i sin natur kan være årsagen til helt nye kriser, som NATO skal håndtere.

På baggrund af både COVID-19 og Ruslands krig i Ukraine, lægges der stor og stigende vægt på civil resiliens (robusthed, med andre ord). Her arbejder man med, at de enkelte medlemslande i langt højere grad skal kunne klare kriser i fremtiden – herunder også civile kriser. For et robust samfund kan tåle et langt større pres, og derved kan militære styrker fokuserer på deres kampopgaver. For Danmarks vedkommende betyder det, at Beredskabsstyrelsen i forbindelse med det kommende forsvarsforlig bør styrkes og på den måde kan trække på NATO’s dagsorden.

 

Erdogan spiller i Tyrkiet ikke kun på at være stærk i NATO ved at afvise Finland og Sverige. Det klassiske Grækenlands-kort er allerede smidt ind i valgkampen
_______

 

Det overordnende spørgsmål er i virkeligheden: Hvem er fjenden? I Norge, Estland, Letland, Litauen, Polen og Rumænien er man ikke tvivl om behovet for at fokusere på Rusland og måske endda formulere det meget klart, at Rusland er fjenden. Det vil blive en kamp om ord i NATO’s formulering af dets nye strategiske koncept og den kommunikation, der offentliggøres.

I USA ses Kina, som den store udfordring på langt sigt. Det begyndte NATO at forholde sig til allerede i 2019, og i det kommende koncept, vil man nok nævne og forklare Kina som en strategisk udfordring. I EU’s strategisk kompas kan man allerede nu se, hvordan at Kina har skiftet position og nu ses som en udfordring. Her omtaler man både Kina som en samarbejdspartner, økonomisk konkurrent og ’systemisk rival’. Tonen i NATO’s strategiske koncept bliver nok lidt hårdere, og skal tilgodese USA’s strategiske syn på Kina, og derved være med til at holde USA inde i NATO også på længere sigt.

Balladen med Erdogan
De to nordiske lande Finland og Sverige søger at blive optage som nye medlemmer. Det vil ikke ændre det strategiske koncept, men kan være med til at forstærke øst-dagsordenen og derved svække syd-dagsordenen i NATO. Begge stater lever op til optagelseskravene og har brugt Washington-traktatens (den traktat, der udgør NATO’s rygrad) artikel 10 til at søge om optagelse. Heri formuleres en åben dørs-politik. Men, og der er et stort men – Tyrkiet er som bekendt imod. Den tyrkiske modstand skal nok ses som både en reel bekymring over særligt Sveriges relationer til, hvad man i Tyrkiet opfatter som terrorister, og så samtidigt Erdogans behov for at vise sig som en stærk leder indenrigspolitisk.

I internationale medier kobler man direkte Erdogans opposition til finsk og svensk optagelse med det kommende præsidentvalg, der næppe bliver en walk over for ham. Erdogan spiller i Tyrkiet ikke kun på at være stærk i NATO ved at afvise Finland og Sverige. Det klassiske Grækenlands-kort er allerede smidt ind i valgkampen. De to NATO-stater har i årtier haft en konflikt om den maritime økonomiske zone i Middelhavet og har en 50 år gammel konflikt om Cypern. Disse konflikter spiller særligt Erdogan på for at holde et nationalistisk bål i gang, hvor han kan vise sig som en stærk mand. Tyrkiet har således afholdt militærøvelser og truet Grækenland med krav om ikke at militarisere det Ægæiske Hav.

På trods af at den tyrkiske leder spiller med musklerne, håber man i NATO på, at Erdogan slækker på retorik og krav. Lige nu og her skal man finde en vej frem. Det kunne man da også på trods af kontroverser, da Anders Fogh skulle vælges som generalsekretær, og nu håber man på en gentagelse. Det vil være katastrofalt for NATO, hvis Finland og Sverige ikke kan optages. De to nordiske lande har været partnere siden 1990’erne, lever op til alle krav, har relativt stærke forsvar og er ønskede medlemmer, der ikke vil svække, men styrke alliancen. Erdogan risiker derfor en marginalisering, og særlig Frankrig og USA er vrede på ham. Jeg skriver ham og taler om Erdogan, for det er meget væsentligt at forstå, at dette er den tyrkiske præsidents personlige politik, som mine fx tyrkiske kolleger i tænketanksmiljøet har svært ved at forstå, da det svækker Tyrkiets position i forhold til USA og NATO.

 

Styrkekravene til Danmark offentliggøres ikke umiddelbart, men statsminister Mette Frederiksen vil være under et stort pres på topmødet
_______

 

Ukraine på dagsordenen
Ukraine kommer til at fylde en del på topmødet. Man forventer en tale fra Zelenskyj – og i dele af NATO er man lidt bekymrede over, om han vil kræve optagelse i alliancen. På topmødet vil man arbejde for, at Ukraine kan kæmpe videre og opretholde sig som en selvstændig suveræn stat. Det kan bl.a. ske ved at presse Frankrig og Tyskland til større og hurtigere leverancer af våben samt et udvidet uddannelsesprogram for ukrainske officerer og befalingsmænd. Ukraine er vigtigt punkt for mange af medlemsstarene, der ser ukrainerne som kæmpende NATO’s kamp imod Putins Rusland, mens andre lande, der typisk er geografisk længere væk fra konflikten, er mere skeptiske. Derfor skal generalsekretær Jens Stoltenberg til topmødet finde den rette balance for beslutningerne om Ukraine. En balance, der både skal tilfredsstille øst- og syd-dagsordenen.

I NATO er mange lettede over Rusland krig i Ukraine, for det har gjort det klart for en række medlemsstaterne, at verden ikke længere er som i 1990’erne eller i 00’erne. Det kommer man til at se ved diskussionerne om NATO’s styrkemål, hvor alliancen løbende opstiller et mål for, hvad de skal kunne samlet set, og hvad de enkelte stater skal bidrage med. Dele af denne proces er åben – fx med kravene om at NATO samlet kan stille 30-30-30-30 i form af middeltunge bataljoner, 30 kampflyeskadriller og 30 flydende kampenheder fra hele alliancen på 30 dage.

NATO forventer mere af Danmark
Styrkekravene til Danmark offentliggøres ikke umiddelbart, men statsminister Mette Frederiksen vil være under et stort pres på topmødet. Nok ikke så meget offentligt, men der er ingen tvivl om, at man i de øvrige hovedstæder ikke på nogen måde er tilfreds med det nationale kompromis på forsvarsområdet. Det er godt – og er blevet noteret – at Danmark nu på forsvarsområdet indgår fuldt ud i EU. Det er til gengæld på ingen måde i orden, at vi først i 2033 når målet om brug af 2 pct. af BNP på forsvaret. Det er simpelthen helt uacceptabelt for NATO, og man er trætte af Danmark på dette punkt.

Den manglende danske investering i forsvar står meget klart i USA og i NATO. De sidste dages danske ofre i form af at sende Forsvaret ud i missioner til Letland og Estland eller Nordatlanten er ikke nok. Det virkede i Afghanistan og i Irak, fordi tiden var en anden, men nu registrerer man stille, at, ja, Danmark deltager naturligvis i afskrækkelsen, og bidrager til støtten til Ukraine, men sætter ikke alt til side –som fx Tyskland gjorde med den massive milliardinvestering. Hvis Sverige og Finland optages – så vil de ikke være vores redning. De er i gang med markante forøgelser af forsvaret. At sende fregatter, fly og soldater afsted er noget, man i NATO forventer af os.

Bag mødedørerne bliver det et meget spændende NATO-topmøde for alle. Denmarks statsminister Mette Frederiksen må forberede sig på skulle forsvare en dansk position, der begynder at minde om positionen i 1980’erne – den såkaldte fodnotepolitik – hvor vi kun til dels var med til de vigtige beslutninger. ’Det nationale kompromis’ er simpelthen ikke godt nok for vore allierede, og de forventer, at vi speeder op på oprustningen og forøgelsen af et nedslidt forsvar. Dette sker dog nok først efter et Folketingsvalg.

For selvom medierne nogle gange kan give indtryk af, at NATO-politik kun handler om Frankrig eller Tyrkiets indenrigspolitik, er det en fejlslutning. Det handler i høj grad også om Danmark.

 

’Det nationale kompromis’ er simpelthen ikke godt nok for vore allierede, og de forventer, at vi speeder op på oprustningen og forøgelsen af et nedslidt forsvar. Dette sker dog nok først efter et Folketingsvalg
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt