Lars Bangert Struwe: Forklaringen på Ukraines sejr findes i vildledning, efterretningsarbejde og moral

13.09.2022

I disse timer generobrer Ukraine dele af sit tabte territorium. Flere faktorer har været afgørende. Stærkt lederskab, støtte fra Vesten, uddannelse af personel, efterretningsarbejde, vildledning og moral er for Ukraine vigtige elementer i de sejre, de skaber lige nu – og skal sikre de fremtidige sejre.

Analyse af Lars Bangert Struwe

Meldingerne fra fronten i Ukraine er gode. Ukrainere har generobret store områder i Kharkiv-regionen i landets nordøstlige del. Der er meldinger om, at Ukraine har generobret Izjum og Kupjansk, der er vigtige knudepunkter for russernes forsyning og logistik. Derved har man trykket Rusland markant tilbage. Der er fortsat kampe, men meldingerne fra fronten i nordøst lyder på, at de russiske styrker ikke gennemfører en velordnet tilbagetrækning, men hovedkulds flygter og ikke kan optage kampen i organiseret form. Der meldes endda om, at russiske styrker flygter hen over den russiske grænse. Situationen er så voldsom, at det russiske forsvarsministerium ikke har benægtet, at styrkerne flygter. Tilsyneladende – og overraskende – har russerne ikke skabt stillinger, som de kan trække sig tilbage til og fortsætte kampen fra.

Nøglen til det ukrainske overraskelsesangreb
Hvordan er vi nået hertil? kan man spørge. Ukraine har fra den første dag udvist stærkt lederskab. Vi har alle set præsident Volodymyr Zelenskyj på fjernsyn, hvor han har fremstået som en stærk leder af sit folk. I baggrunden har generaloberst Oleksandr Syrskyj udvist dygtighed på slagmarken som leder af de ukrainske landstyrker. Han er arkitekten bag den succesfulde modoffensiv og besøger i disse dage stolt de byer, der tilbageerobres.
 

Tilsyneladende – og overraskende – har russerne ikke skabt stillinger, som de kan trække sig tilbage til og fortsætte kampen fra
_______

 

I Rusland er man mestre i vildledning i form af maskirovka – en krigsdoktrin i sløring, som har en lang tradition i Rusland. Nu er Rusland selv ved at blive vildledt. For tilsyneladende er det  den ukrainske generaloberst Oleksandr Syrskyi, der har planlagt en vildledningsoperation, som nu ryster Rusland. Vi troede alle, at de ukrainske styrker ville forsøge at generobre områder i syd ved Kherson. Russiske styrker – op til 25-30.000 estimerede soldater – blev sendt imod Kherson for at forsvare den strategisk vigtige by – på bekostning af russisk mandskab i Kharkiv. I dag ser det ud, som om det var en fælde, så de ukrainske styrker kunne overraske de russiske styrker i nord. Om det er helt rigtigt, ved vi ikke endnu – men situationen er, at ukrainerne har gennemført et gennembrud, så man nu går fra stillingskrig til manøvrekrig.

Situationen udvikler sig fra time til time, og nu presser ukrainerne også omkring Kherson. Den ukrainske strategi synes sammensat af vildledning og et forsøg på at finde de svageste punkter i Ruslands front. Effekten har været, at russerne har flyttet styrker sydpå, er blevet angrebet nordpå, således at de, efter der udbrød panik i nord, har sendt styrker tilbage fra syd mod nord og derved skabt en svaghed i syd, som nu udnyttes. Men dette er lige nu spekulationer fra et område, hvor ukrainerne opretholder en imponerende operationssikkerhed, så de styrer informationsstrømmen.

Det, vi er vidne til, er to forskellige ledelsestyper over for hinanden. Den russiske, hvor selv generaler vender problemerne med Moskva, før de beslutter, imens ukrainske officerer ledes af dygtige generaler, der uddelegerer ansvaret fra toppen ned. Derved kan de ukrainske styrker ikke blot optage kampen, men også gribe initiativet og skabe sejr. Ukrainerne har siden 2013 været i tæt samarbejde med NATO om uddannelse af officerer. Uddannelsen omfatter også befalingsmænd. Med disse programmer har man taget det, man kalder mission command eller Auftragstaktik, til sig. Auftragstaktik er udviklet i Preussen, og tanken er, at man som chef giver sine underordnede et klart defineret mål med dertil afsatte ressourcer og en tidsramme for opgaveløsningen. Derved ved de underordnede, hvad de skal lave og hvor hurtigt. Ansvaret for løsningen af opgaven ligger hos den underordnede, der selv finder metoden og selv udfører opgaven.

Generaloberst Oleksandr Syrskyj har i flere år fungeret som kontaktpunkt til NATO. Vesten har således i sin støtte til Ukraine haft langvarige kontakter, som vi nok ser de positive effekter af. Støtten fra Vesten i form af materiel – såsom de nu berømte HIMARS eller ældre kampvogne fra  Polen – har givet Ukraine kampkraft. Det russiske sammenbrud gør i øvrigt, at ukrainerne kan erobre russisk materiel, som de så kan vende imod russerne selv. Derved løser ukrainerne dele af problemet med hurtigt at blive genforsynet.

Hvad vi ikke ved særligt meget om lige nu, er Vestens støtte til Ukraine i form af efterretningsarbejde. Det er sket fra det taktiske niveau og op til det strategiske. Fra bl.a. New York Times ved vi, at Ukraine har fået støtte i form af taktiske informationer, så man har kunnet  rette angreb mod russiske generaler. I månederne op til krigen leverede USA og Storbritannien afgørende efterretninger til ukrainerne – og søgte at stoppe krigen ved at offentliggøre dem. Ukraine modtager ikke kun statslig støtte, men også støtte fra private efterretningssatellitter. I de videre kampe vil denne efterretningsstøtte være med til at afgøre kampene.

Kampmoral er afgørende i en krig som denne. Ukrainerne gik øjeblikkeligt i gang med at forsvare sig, og lige siden 24. februar 2022 har ukrainerne udvist fantastisk kampmoral. I vestlige medier har rapporter om russiske plyndringer eller fulde russiske soldater fyldt en del. Hvor afvejet disse meldinger er, er usikkert, men tilsyneladende har ukrainerne udvist markant bedre kampmoral end deres modstandere. Denne første Twitter- og TikTok-krig vinder Ukraine – både i den ukrainske befolknings egne øjne og i Vestens. Om de vinder informationskrigen i en tredje verden, Kina og Indien, er en anden historie.

Der er mange muligheder for krigens udvikling. Her er fire mulige scenarier:

1. Ukraine vinder, hvilket gør, at det hidtil usandsynlige kan ske, at Putin afsættes. Putin sidder fast på magten – lige indtil han ikke gør det. Rapporter fra Rusland har hidtil vist, at der ikke var plads til en opposition. Dette kan nederlagene forandre, hvor såvel patriotiske russere og ikke mindst sikkerhedsapparatet, der ønsker et stærkt Rusland, se sig udfordret og danne en opposition. På samme vis kan anti-krigs- og demokratibevægelsen få vind i sejlene ved nederlaget.

2. Ukraine kæmper hårdt og vinder frem, som vi ser det lige nu. For at undgå et nederlag eskalerer Rusland ved bl.a. at erklære krig og mobilisere. I værste fald risikerer vi, at Rusland bruger kemiske-, biologiske- eller i værste fald nukleare våben. Dette vil være forfærdeligt og kan meget vel udløse både vestlig intervention og afstandtagen fra resten af verden.

3. Ukraine løbes alligevel over ende på trods af modstand. Dette synes i dag ret usandsynligt, men fortsat ukrainsk fremgang er helt afhængig af fortsatte massive vestlige forsyninger. Lige nu er de vestlige lagre ved at være tømt, men forsvarsindustrien vil om kort tid komme op i et nyt produktionstempo, da den kan se frem til mange bestillinger

4. Der indledes våbenhvileforhandlinger imellem Ukraine og Rusland. Lige nu er det meget svært se dette scenarie udvikle sig. På sigt kan man imidlertid ikke afvise dette, da begge stater kan køre trætte, men der er vi ikke lige nu.

Lige nu kæmper Ukraine for at få mest ud af sit gennembrud i nord. Det udvikler sig fra time til time. De russiske styrker flygter og kan trække deres egne styrker med sig. Det kan medføre et sammenbrud af russiske bataljoner og måske helt op til divisionsniveau, men om hele den russiske front kollapser helt ned til Krim, er meget usikkert. Vejen til ukrainsk sejr kræver fortsat vestlig støtte, efterretningssamarbejde, stærk ledelse og ikke mindst høj moral. ■
 

De russiske styrker flygter og kan trække deres egne styrker med sig. Det kan medføre et sammenbrud af russiske bataljoner og måske helt op til divisionsniveau
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland