Lars Bangert Struwe: Forhandlingerne mellem USA og Rusland er dømt til at mislykkes. Hvad gør Putin så?

11.01.2022

Moskva ønsker sig en bufferzone, der i dag udgøres af demokratier, der har tilsluttet sig NATO (eller ønsker at gøre det). Og Rusland kræver sikkerhedsgarantier fra USA og NATO, som det vil være umuligt for Vesten at give. Vi må derfor alle spørge os selv hvad Rusland egentlig vil.

HAR DU ABONNEMENT? Det er kun muligt at stille KOMMENTARSERIEN gratis til rådighed takket være vores abonnenter: RÆSON – der blev grundlagt i 2002 – er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge mm.)

Kommentar af Lars Bangert Struwe, generalsekretær, ph.d. Atlantsammenslutningen

I ugevis berettede russiske medier før jul, hvordan Europa stod over for en krise svarende til Cuba-krisen. Putin meddelte, at det er op til Vesten og USA at deeskalere – hvorefter han selv trak cirka 10.000 tropper tilbage. Han frygter, at USA og dets allierede opstiller missiler tæt på Ruslands grænse – måske tænker han på NATO’s ”missilforsvar” – hvad Moskva vil afvise, som USA i 1961 ville afvise at Sovjetunionen opstillede missiler på Cuba.

Den russiske udenrigsminister Sergev Lavrov har udtalt at: ”NATO now is a purely geopolitical project on colonizing the territory that became unclaimed after the dissolution of the Warsaw Pact and the break-up of the Soviet Union. This is what they are doing,”. Her ligger en central forklaring på den nuværende krise i og omkring Ukraine: Rusland frygter NATO og ser demokratiske staters tilslutning til NATO, som en aggressiv vestlig ekspansion – ”colonizing the territory” – der skal stoppes.

For os i Vesten bliver det her lidt svært at forstå Putin. Der er næppe nogen i Vesten, der har angrebsplaner over for Rusland, og NATO har altid været en defensiv alliance. Vi mener samtidigt, at stater har en selvbestemmelsesret over, hvem de vil alliere sig med.

Men Kremls fortælling om de sidste 30 år lyder, at NATO og USA hele tiden har flyttet sine grænser tættere og tættere på Rusland. Man ser netop ikke NATO som en defensiv alliance, men tolker alle NATO’s tiltag, som trusler vendt mod Rusland (kun i kortere perioder, som i 1991, har Rusland ikke set NATO som aggressiv).

I russiske medier har man travlt med at afvise, at Rusland har planer om at angribe Ukraine. Der bruges samtidig en del tid på at fortælle, at Rusland selv er klar til at forsvare sine grænser. Igennem nyhedsbureauet Tass udsender det officielle Rusland beskeder, der lægger al skyld på NATO, der beskyldes for, ikke vil behandle Rusland som en ligeværdig partner.

Et centralt element i konflikten er, at Rusland ikke vil anerkende de Østeuropæiske staters – herunder Ukraines – ret til selv at bestemme, hvem de vil være allieret med. Samtidigt søger man at opbygge en slags alliance – eller i hvert fald: En forståelse – på Balkan og bruger områdets notoriske ustabilitet til sin fordel.

I Rusland er der en bitterhed over NATO’s udvidelser med bl.a. Albanien, Kroatien, Montenegro og Nordmakedonien. Man gentager ofte påstanden om, at Sovjetunionen i 1991 fik en garanti for, at NATO ikke ville flytte sin grænse imod øst. Imidlertid findes der ingen traktat, der godtgør dette løfte, og Sovjetunionen eksisterer som bekendt ikke længere. Men vi skal i Vesten dog ikke undervurdere den betydning, denne diskussion har i Rusland og hvordan fortællingen om løftet bruges i den russiske argumentation.

Ruslands ageren over for Ukraine og diskussionen om en Cuba-krise bør ses både som et nationalt projekt – hvor Ukraine skal hjem til Rusland – og i lyset af et større strategisk mål: sikkerhedsgarantier fra USA og NATO skal skabe en af Vesten anerkendt russisk interessesfære.

Vesten kan ikke opfylde Ruslands krav om en russisk interessesfære i NATO-stater, eller et russisk veto imod opstilling af NATO-styrker på NATO-territorium.
_______

 

Rusland ønsker nemlig, at der ikke må deployeres eller skabes baser i de tidligere kommunistiske stater, der i dag endnu ikke er medlemmer af NATO. Det betyder her Ukraine, men kunne også dække andre stater som Kasakhstan (der dog næppe kan blive medlem af NATO).

Mandag var der amerikansk-russiske møder, der følges op af møder med NATOP og OSCE, disse forhandlinger får svært ved at give resultat. Vesten kan ikke opfylde Ruslands krav om en russisk interessesfære i NATO-stater, eller et russisk veto imod opstilling af NATO-styrker på NATO-territorium.

Når Putin ikke får sine sikkerhedsgarantier, må vi må alle frygte, at det kan bruges til at legitimere militære aktioner over for Ukraine. I russisk magtlogik, hvor alt er et nulsumsspil, har de lige nu tabt, og kan næsten kun vinde ved at angribe Ukraine.

Lige nu finder der desuden to udviklinger sted, der kommer til at gøre krisen endnu værre på et overordnet strategisk niveau:

På den ene side vil vestlige stater søge tættere sammen. Vi ser det med Finlands klare markering af, at de kan overveje at blive medlemmer af NATO og at Sverige ikke udelukker, at Rusland vil angribe det. Samtidigt søger Rusland og Kina tættere sammen. De ser begge, hvordan hver deres respektive interessesfære – i form af Ukraine og Taiwan – er truet af Vesten.

Samlet set bliver det en meget ustabil situation, og et russisk angreb på Ukraine må ikke udelukkes – selv ikke når vi i Vesten truer med yderligere sanktioner. I Rusland er det ikke alene et spørgsmål om national sikkerhed, men om ære og nationalfølelse. ■

 

I russisk magtlogik, hvor alt er et nulsumsspil, har de lige nu tabt, og kan næsten kun vinde ved at angribe Ukraine
_______

 

HAR DU ABONNEMENT? Det er kun muligt at stille KOMMENTARSERIEN gratis til rådighed takket være vores abonnenter: RÆSON – der blev grundlagt i 2002 – er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge mm.)

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?