Lars Bangert Struwe: Er Polen på vej til at blive Europas næste militære stormagt?
05.09.2022
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Polens nye forsvarsbudget er så markant, at det kan ændre stormagtsspillet i Europa. Med massive indkøb af kampvogne, artilleri og fly kan Polen forvandle sig til et bolværk mod øst, mens man i såvel EU som i NATO kan blive fanget i et spil, hvor polakkerne på den ene side forsvarer demokrati – men på den anden side selv er i færd med at mindske sit demokrati.
Kommentar af Lars Bangert Struwe
”Vi tager sikkerhedssituationen seriøst” udtalte Jaroslaw Kaczyński, formanden for det polske regeringsparti, for nyligt i en tale, da han annoncerede de procentmæssige stigninger i forsvarsbudgettet. I fremtiden vil Polen nu bruge mindst 3 pct. og måske helt op til 5 pct. af BNP på forsvarsudgifter – i hvert fald hvis det står til regeringspartiet og en bred front af partier i parlamentet. Allerede i marts måned i år besluttede man sig for, at det polske forsvarsbudget i 2023 skal nå op på 3 pct. af BNP, hvor en del af midlerne skal bruges på at fordoble det polske forsvar til ca. 300.000 mand.
Den polske indkøbsliste er lang
Den polske oprustning er meget voldsom, og det ses tydeligt, hvis man kaster et blik på Polens vilde indkøbsseddel til deres forsvar. De har bestilt 500 High Mobility Artillery Rocket Systems (de såkaldte HIMARS) hos Lockheed Martin i USA. Disse systemer er blevet berømt i Europa som det artillerisystem, der med langtrækkende missiler rammer russerne hårdt i Ukraine. Ligeledes er Polen i gang med store indkøb i Storbritannien, hvor man køber kortrækkende jord-til-luft-forsvarssystemer hos MBDA. Det engelske CAMM iLauncher system skal integreres i et større polsk fremstillet kommando- og kontrolsystem, mens det polske PGZ-Narew kortrækkende jord-til-luft-forsvarssystem udrustes med de britiske missiler. Det rapporteres, at indkøbet har en værdi på et sted mellem 11 og 15 mia. euro.
For at være en militær stormagt skal militæret rent faktisk kunne bruges. Det polske militær skal rent faktisk virke afskrækkende – navnlig over for truslen mod øst
_______
Polen skal delvis selv fremstille CAMM i launcherne og muligvis også dele af HIMARS. I USA forøger man lige nu produktionskapaciteten i forsvarsindustrien, hvor navnlig Lockheed Martin lige nu øger nu deres kapacitet til at producere de populære HIMARS. Systemet har vist sit værd i kampen mod russisk logistik på slagmarken i Ukraine og er derfor nu stærkt efterspurgt. Muligvis får Polen sin egen produktion, da de har bestilt så mange HIMARS, at det næsten svarer til den samlede produktion fra 2010 og frem til i dag. Seneste nye er, at Polen er usikker på, om USA kan levere de 500 HIMARS, så en anden mulighed er de sydkoreanske K239 Chunmoo, som man åbenbart nu har indledt forhandlinger om. Indkøbssedlen bevidner med andre ord om et Polen, der tager sine forsvarsforpligtelser exceptionelt seriøst.
En væsentlig del af den militære støtte til Ukraine er leveret af Polen. Her har man tømt de gamle lagre, hvor sovjetisk materiale fra Rusland stod opmagasineret. Det har betydet, at Polen har kunnet give Ukraine materiel, der matcher det, som Ukraine har, hvorved service, vedligeholdelse, uddannelse for de ukrainske styrker har været nemmere. Imidlertid har det gjort, at Polen er blevet sårbart, og man regnede derfor med at kunne købe tyske Leopard 2-kampvogne fra Tyskland i stedet for det ældre materiel, man har sendt til Ukraine. Men aftalen med Tyskland er brudt sammen. Tyskerne kunne først levere i 2023 og kun i et lille antal. I stedet har Polen samtidigt købt 116 brugte amerikanske Abrahams-kampvogne, men disse skal dog opdateres og forsynes med ny software.
Situationen betyder, at Polen samlet set står med et akut behov for nye kampvogne, da man fra polsk side ser meget bekymret på Rusland. Polen har historisk været delt og ophørt som land flere gange b.la. på grund af Rusland, og man er mere bekymret over, hvad den, i deres øjne, aggressive nabo i øst kan finde på. Polen må derfor supplere deres amerikansk orienterede anskaffelsespolitik med indkøb andre steder fra. Man fravælger at købe forsvarsmateriel i EU – og det er til stor frustration for de europæiske producenter, herunder franske og tyske producenter af bl.a. artilleri og kampvogne. Det er en milliardhandel, som europæisk forsvarsindustri ikke får, og det gør, at man fra den tyske regerings side har forsøgt at mildne polakkerne og få prioriteret produktion af moderne Leopard 2 kampvogne til Polen.
Polen har nu vendt sig mod Sydkorea for massive indkøb af kampvogne. Det drejer sig om 980 K2 kampvogne, hvoraf de første 180 allerede leveres i år. Ligeledes indkøber Polen 648 haubitsere, af typen K9, hvoraf 48 leveres allerede i år. Endeligt anskaffer Polen 48 kampfly af typen FA-50. Ud over de meget store antal, som man bestiller, så bør vi i Europa lægge mærke til, at Polen får licens til at producere resten af kampvognene og haubitserne i Polen fra 2025/26.
Bolværk mod øst, men i konflikt med vest
Den polske regering er derved ved at styrke det polske forsvar og den polske forsvarsindustri markant, og her går man uden om EU’s forsvarsindustri. Da Polen forsøgte at få tyske kampvogne, brød aftalen som nævnt brød sammen. Men den reelle årsag til de manglende tyske kampvogne er usikker. Imidlertid skal man nok se dette som en del af et samlet billede af Polen i NATO og EU, og den iboende konflikt derved.
Polen er under hårdt pres fra et EU, hvor man ser med stor bekymring på udviklingen af de demokratiske vilkår i landet. Ifølge EU tilsidesætter Polen EU’s krav om uafhængige domstole, mens Polen ligeledes skylder EU milliarder. Polske politikere fra regeringspartiet angriber kontinuerligt EU og særligt Tyskland, hvor sidstnævnte for nyligt blev stillet over for nye krav om krigsskadeserstatning fra Anden Verdenskrig på milliarder af euro.
Der er med andre ord et ret køligt forhold imellem Polen og EU, hvor det polske Lov og Retfærdighedsparti (PIS) og dets angreb på de demokratiske institutioner vækker dyb bekymring i store dele af Europa.
Oven i bekymringer om demokratiets tilstand i Polen skal man nu også forholde sig til et land, der kan være på vej til at blive en europæisk militær stormagt. Om Polen bliver en militær stormagt, afhænger ikke kun af de midler, der afsættes, de anskaffelser, man gør, og den forsvarsindustri, man opbygger. For at være en militær stormagt skal militæret rent faktisk kunne bruges, og Polen skal rent faktisk virke afskrækkende – navnlig over for truslen mod øst.
Samtidigt skal politikerne vise et lederskab, der peger fremad, og i såvel EU som NATO ønsker man, at dette lederskab arbejder for mere demokrati. Om dette sker, må vi se, men de konkrete rammer for en polsk militær stormagt er ved at blive skabt. Muligvis vil Polen blive overhalet indenom af Tyskland, der også har lanceret store militære investeringer i det så omtalte ’Zeitenwende’. Hvorom alting er, har Europa lige nu en række stater, der i årevis ikke har haft et stærkt militær, men som nu investerer massivt. Det kan ændre stormagtsspilet i Europa.
Hvis det lykkes Polen at blive en troværdig militær stormagt, så vil det ikke kun påvirke Polens stilling i NATO, men også i EU. I NATO fordi, man derved får en militær stormagt med grænse til Rusland, og som ser Rusland som en aggressiv stat. Derved kan dele af den mere skeptiske eller måske afdæmpede tilgang til Rusland, som man ser i dele af den sydlige del af NATO, få et endnu hårdere modspil fra Nordøsteuropa.
Polen vil som militær stormagt leverer sikkerhed til både EU og NATO, og man kan forestille sig, at ikke alle er lige begejstrede i disse organisationer og medlemslande for, at det vigende polske demokrati skal stå for dette bolværk imod øst. Samtidigt må en række stater konstatere, at Polen rent faktisk leverer sikkerhed også til Ukraine, og at Polen derved er ved at indtage en unik position i EU, som dem, der forsvarer det demokratiske Ukraine.
I såvel EU som i NATO er man fanget i et spil, hvor Polen på den ene side forsvarer demokrati og på den anden side selv mindsker sit demokrati. Der er næppe tvivl om, at Polen med dets støtte til Ukraine har fået lang snor, men at man samtidigt i både EU og NATO – direkte som indirekte – vil presse på for at få Polen tilbage på det demokratiske spor. ■
Polen vil som militær stormagt leverer sikkerhed til både EU og NATO, og man kan forestille sig, at ikke alle er lige begejstrede i disse organisationer og medlemslande for, at det vigende polske demokrati skal stå for dette bolværk imod øst
_______
Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. Sammen med Mikkel Vedby Rasmussen laver han for RÆSON podcasten Krisecast.
ILLUSTRATION: Warszawa: Polske soldater i en parade under en officiel ceremoni, der markerer Polens selvstændighedsdag, 11. november 2018 [FOTO: Alik Keplicz/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
