Lars Bangert Struwe: Den Kolde Krig er tilbage. Og det er dårligt nyt for Ukraine, Taiwan og Vesten

06.02.2022

Xi Jinping og Vladimir Putin brugte åbningen af Vinter-OL i Beijing til en fælles erklæring, der måske vil blive lige så husket som Churchills Jerntæppetale fra 1946. Men hvad er det egentlig, at Rusland og Kina er blevet enige om?

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

KINA OG RUSLAND mødte hinanden i en fællesudtalelse ved fredagens åbning af Vinter-OL, der mildest talt er mærkelig for en vesterlænding at læse. Tydeligere kan det ikke siges. Man bør læse hele erklæringen, da den meget tydeligt er gennemarbejdet af de to stater, og viser hele deres syn på verden af i dag.

Erklæringen rummer en række nye forståelser af forholdet imellem de to stater, men mest centralt er nok, at de to stater ønsker en tættere relation end under Den Kolde Krig, og at man skal kunne samarbejde på alle områder – uden nogen forbudte områder, som der står i erklæringen. Erklæringen rummer fire længere kapitler, der spænder fra demokrati, internationalt samarbejde, udvikling, sikkerhedspolitik, våbenkontrol til deres samarbejde i diverse organisationer, og bygger således en fortælling op om, at de stater respekterer internationale organisationer og international ret.

Autokrater i forklædning
I forordet beskrives det, hvordan at verden er i forandring, hvor magt omfordeles, og stater i stigene grad er afhængige af hinanden. I denne nye verdensorden mener Kina og Rusland, at enkelte aktører, der ikke repræsenterer et flertal, ”fortsætter med at gå ind for ensidige tilgange til at løse internationale spørgsmål”. Dette må læses som i hvert fald USA, men også dets europæiske partnere. Kina og Rusland advarer imod, at disse enkelte aktører ”blander sig i andre staters indre anliggender og krænker deres legitime rettigheder”. Dette må forstås som Vestens forsøg på at stoppe fx Ruslands indgriben i Ukraine, som Rusland anser for indenrigspolitisk, men også Vestens indblanding i Hongkong.

Hvis man ikke vidste, at Kina har undertrykt uighurere, indført lovgivning i Hongkong, der stopper demokratiet, forsøger at udvide sit territorium med kunstige øer i Det Sydkinesiske Øhav, eller at Rusland har besat dele af Ukraine, holder hånden under Lukasjenkos nedkæmpelse af demokratibevægelsen i Belarus eller Ruslands indgriben over for demonstranter i Kasakhstan, så ville man læse dette kapitel som en lang ros af international orden og FN. Men når man ved, hvordan at Rusland og Kina agerer, så bør man blive rystet over deres forsøg på at omskrive virkeligheden.

I kapitel 1 forklarer erklæringen, at demokrati ikke findes i en ”one size fits all”. I erklæringen hedder det: ”En nation kan vælge sådanne former og metoder at implementere demokrati, der ville passe bedst til dens særlige stat, baseret på dets sociale og politiske system, dets historiske baggrund, traditioner og unikke kulturelle karakteristika. Det er kun op til befolkningen i landet at afgøre, om deres stat er demokratisk.” Når det så videre hedder, at både Rusland og Kina har lange traditioner for demokrati, der bygger på tusinder af års udvikling, så bør man nok være ret nervøs over de to staters demokratibegreb.

 

Dette samarbejde imellem det kinesiske og russiske initiativ kan – hvis det lykkes – skabe et meget stort marked og en infrastruktur uafhængigt af Vesten
_______

 

Hverken Kina eller Rusland har lange og stærke demokratiske traditioner. Begge stater søgte en demokratisk udvikling efter kejserriget og zardømmets fald, men det lykkedes ikke. I stedet for kom kommunismen. I Kina (der definerer sig som demokratisk) har kommunismen den fulde kontrol med staten, og i Rusland har man siden 1991 kæmpet med at udvikle demokratiet, men i de seneste år er det gået hurtigt tilbage. I The Econnomist’s demokratiindeks scorer ingen af disse stater en position over nummer 120 i verden. Til sammenligning er Danmark nummer 7 og USA nummer 25. Kina og Rusland defineres begge som autoritære regimer.

Fælles front mod vest
En øget økonomisk integration varsles i kapitel 2 med en gensidig forsikring om, at man vil støtte hinanden i udviklingen af Eurasian Economic Union og Belt and Road Initiativ, således at disse to projekter bliver linket sammen. Dette samarbejde imellem det kinesiske og russiske initiativ kan – hvis det lykkes – skabe et meget stort marked og en infrastruktur uafhængigt af Vesten. Herefter følger en masse om indsat imod klimaforandringer – men virker det som varm luft taget de to staters hidtidige tiltag i betragtning.

 

Kina støtter Rusland i dets kamp for at få internationale sikkerhedsgarantier i Europa. Dette har været omdrejningspunktet i konflikten imellem Rusland og NATO, og nu vælger Kina så klart side
_______

 

”Parterne genbekræfter deres stærke gensidige støtte til beskyttelse af deres kerneinteresser, statssuverænitet og territoriale integritet og modsætter sig indblanding fra eksterne kræfter i deres indre anliggender.” Sådan indledes kapitel tre på bombastisk vis. Herved ligger de klart op til, at støtte hinanden i forhold til de to storekriser lige nu: Ukraine og Taiwan, men også fx Vestens påtale af undertrykkelse i begge stater. Værd et bemærke bekræfter Rusland direkte dets støtte til Kinas politik over for Taiwan.

Omvendt støtter Kina Rusland i dets kamp for at få internationale sikkerhedsgarantier i Europa. Dette har været omdrejningspunktet i konflikten imellem Rusland og NATO, og nu vælger Kina så klart side.

I denne erklæring, der svøber sig i ros af internationalt samfund, samarbejde og FN, angriber man NATO for Kold Krigs-retorik. Ligeledes angribes samarbejdet imellem USA, Australien og Storbritannien (AUKUS). Det er ret indlysende, at man anser USA og dets partnere for at være stater, der blander sig i andre staters indre anliggender.

USA angribes for at have forladt INF-traktaten, og det understeges, at der er behov for våbenkontrol. Heri har de to stater fuldstændigt ret, men de glemmer at beskrive, at Kina holder sig ude og har hidtil ikke vil deltage i fx en fornyelse af INF-traktaten. På samme vis taler man om behovet for kontrol med våben i rummet, men glemmer, at Rusland lige har skudt en satellit ned, der ifølge USA truede besætningen på den amerikanske internationale rumstation.

 

Rusland og Kina synes mærkeligt svage i deres position, når man gennemlæser teksten. Det er helt indlysende, at de frygter USA, NATO, AUKUS og Japan
_______

 

Rusland anerkender i kapitel fire Kinas begreb om ”community of common destiny for mankind” (”Fællesskab med fælles fremtid for menneskeheden”). Begrebet indgår i præamblen til den kinesiske forfatning og har siden Hu Jintao været et kinesisk forsøg på at omformulere, hvordan man taler international politik – en måde, som Rusland nu accepterer. I FN har bl.a. Indien, Sverige og USA modsat sig brugen af udtrykket i FN-tekster.

I kapitel fire understreges det også, at man ikke må sætte spørgsmålstegn ved fortællingen om 2. Verdenskrig og kampen imod nazismen. En smuk tanke, men det gør, at man fx ikke kan stille spørgsmål ved Sovjetunionens massakre på polske officerer og civile i Katymassakren.

Sløret er nu kastet
En gennemlæsning af erklæringen viser to stater, der simpelt hen taler alt for meget om international lov og orden til at det virker troværdigt for den oplyste læser. Rusland og Kina synes mærkeligt svage i deres position, når man gennemlæser teksten. Det er helt indlysende, at de frygter USA, NATO, AUKUS og Japan, og at de med en genoplivning af BRICS søger at trække Indien over i folden eller i det mindste holde Indien neutralt.

Rusland og Kina har med erklæringen ikke indgået en bindende alliance imod Vesten, men er ufatteligt tæt på. Det vil betyde uro i det internationale system i årtier fremad. Mekanismer og organisationer som FN, som de to stater roser i erklæringen, vil få det endog meget svært i de næste par år. Imidlertid er sløret nu kastet, og Kina og Rusland står mere eller mindre skulder ved skulder i et spil, der mest af alt minder om Den Kolde Krig med dets opgør imellem autoritære styrere, der forklæder sig som demokratier, og de vestlige demokratier. ■

 

Kina og Rusland står mere eller mindre skulder ved skulder i et spil, der mest af alt minder om Den Kolde Krig med dets opgør imellem autoritære styrere, der forklæder sig som demokratier, og de vestlige demokratier
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Vladimir Putin og Xi Jinping ved åbningen af Vinter-OL i Beijing, 4. februar, 2022 [Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix]