Lars Bangert Struwe: Alliancen med Kina må være en gigantisk skuffelse for Putin

07.09.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Våbenkøb i Iran og nu Nordkorea er udtryk for et svækket Rusland i en svag alliance med Kina. Det viser, hvordan Putins gamble med invasionen har isoleret Rusland – og det udstiller i særdeleshed det ikke så ’grænseløse’ venskab med Kina. For Putin må det være en gigantisk skuffelse.

Kommentar af Lars Bangert Struwe

Som vi nu ved, blev angrebet på Ukraine ikke en hurtig overstået operation, der genskabte dele af det russiske imperium. Det var formentlig forventningen i Rusland – og nok også i Kina. Forud for angrebet udsendte de to statsledere den 4. februar 2022 en fælles erklæring om et nært og ’grænseløst’ samarbejde – en ny alliance syntes skabt. Jeg kommenterede dette som dårligt nyt for Ukraine, Taiwan og Vesten i RÆSON. Nu må vi et halvt år efter konstatere, at krigens gang i Ukraine har undergravet denne alliance.

Rusland som kinesisk juniorpartner

Præmissen for alliancen var, at begge stater i fællesskab skulle udfordre Vesten og den vestlige verdensorden. De russiske militærreformer blev i rapporter fra tænketanke, forskere, efterretningstjenester og officielle analysegrupper anset for at være markante. Det fremgik bl.a. af Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurderinger og den amerikanske Congressional Research Service.

Imidlertid har virkeligheden indhentet Rusland. Den russiske krigsmaskine er ikke nær så imponerende og frygtelig, som man havde antaget.

Enhver alliance bygger på forudsætninger og gensidig forståelse af hinandens svagheder og styrker. Kina har naturligvis haft adgang til efterretninger om de russiske styrker, men disse kan meget vel have spejlet de vestlige analyser. I Kina må man derfor være ret rystet over to forhold: 1. Rusland var meget svagere end antaget og magtede ikke at erobre Ukraine ved en kort operation. 2. Vesten reagerede meget hurtigere og kraftigere end antaget. Forståelsen i Beijing må altså være taget til delvis revision; og dermed må alliancen justeres.

De hurtige og omfattende vestlige sanktioner overraskede de fleste. I Kina har man fra krigens start frygtet de vestlige sanktioner imod Rusland, og man har været bekymret over de sekundære sanktioner, der ville ramme Kina og kinesiske virksomheder, skulle man krydse Vestens grænser. Som resultat har Kinas udenrigsminister Wang Yi gang på gang understreget, at Kina ikke er en del af krigen.

Samtidig skal det holdes for øje, at Kinas økonomi for tiden er svag. Man har med andre ord ikke råd til at blive ramt af et amerikansk sanktionsregime. I Kina må tanken om det svage og falmende Vesten genovervejes.

I denne uge afholdt Rusland militære øvelser nær Vladivostok i den allerøstligste del af landet, hvor både Iran, Indien og Kina deltog. Samtidig kan man læse rapporter om et øget kinesisk-russisk militært samarbejde. Det skal man tage med et gran salt. I Kina ser man i stigende grad Rusland som en juniorpartner, og det ændrer grundlæggende forholdet i alliancen.

Ja, Rusland og Kina vil fortsat samarbejde – de har trods alt stadig en fælles fjende i Vesten – men om Rusland nu presses ind i armene på Kina og dermed underordnes det kinesiske lederskabs diktering er stadig ganske usikkert. Putins insisteren, da han søgte Vladivostok den 7. september 2022, på, at Rusland ikke har tabt, men vundet på invasionen af Ukraine, synes derved noget tom.

 

I Kina ser man i stigende grad Rusland som en juniorpartner, og det ændrer forholdet i alliancen
_______

 

I Kina ser man formentlig en konflikt imellem Rusland og Vesten som fordel for Kina, idet dets konkurrenters i stormagtsspillet således er optaget af andet. Enkelte kinesiske intellektuelle har prøvet at råbe det kinesiske styre op og advarer imod samarbejdet med Rusland. Imidlertid passer det godt ind i Xi Jinpings udenrigspolitik, at vi andre slider os op.

På våbenindkøb i Iran og Nordkorea

Et halvt år inde i krigen er Rusland tilsyneladende ved at løbe tør for ammunition. Øverst på indkøbslisten står de populære droner, som særligt ukrainerne har udnyttet effektivt på slagmarken. Umiddelbart ville man tro, at man ville se russerne gå på indkøb i Kina, men det er tilsyneladende ikke tilfældet. Kina sælger ganske vist militært materiel til Rusland, men tilsyneladende må Rusland nu indkøbe materiel i Iran og Nordkorea for at få fyldt lagrene.

Krigen har kastet Rusland ud i nye alliancer og samarbejder: Iran har i årevis haft en droneprogram, der bl.a. har været indsat i konflikten i Yemen, og nu er russiske soldater i Iran for at blive uddannet til at bruge de iranske droner. De russiske soldater er ikke imponeret over dronerne, der ikke matcher eksempelvis Tyrkiets Bayraktar-droner anvendt af ukrainerne, men indkøbet i Iran er nu blevet en nødvendighed for fremskridt på slagmarken.

Det viser dels, at Iran er interessant på droneområdet, men i højere grad at russisk forsvarsindustri er kamppresset, og at Rusland har svært ved a få fyldt lagrene. De første iranske droner meldes allerede på vej til kamppladsen.

Ud over indkøb af droner i Iran er Rusland tilsyneladende ved at købe ammunition og missiler i Nordkorea. Det er tilsyneladende amerikanske efterretningskilder, der har givet denne historie til medierne i Washington. Man bør tage historien med en vis varsomhed, da nyheden kan tjene formålet at udstille en russisk alliance med Nordkorea som udtryk for pariastatus og dermed Ruslands svaghed.

Om man så rent logistisk kan transportere ammunitionen fra Nordkorea til Rusland, er en helt anden sag. Der er lang vej fra Nordkorea til kampene i Ukraine, og det kan tage tid, inden forsyningerne kan komme frem. Det skal bemærkes, at Nordkorea allerede er underlagt bl.a. EU-sanktioner om våbeneksport, og det kan være med til at give transportører problemer med at transportere varerne uden selv at blive ramt af sanktioner. Derfor kan det give Kina problemer, hvis de tillader transporten gennem deres land, hvorfor transport evt. skal ske til havs. Skulle våbnene ikke være i stand til at nå slagmarken pga. sanktionsregimets effekter, må det betragtes som en stor succes fra Vesten.

Krigen i Ukraine stiller således Ruslands stormagtsspillet på en helt anden måde, end Putin havde håbet: Man må nu indkøbe våben hos pariastater som Iran og Nordkorea, mens Kina ikke leverer nok til at gøre en forskel, da man nu grundlæggende ser Rusland som en svag partner, der ikke er ligeværdig. Ligegyldig hvordan denne krig ender, så har Rusland tabt ufatteligt meget både i form af militære tab, men mest af alt i form af en mistet stormagtsstatus, som man higer så meget efter.

Vi skal dog huske, at det er synet fra et vestligt synspunkt. Om man ser på Rusland på en anden måde i Afrika, Sydamerika eller Asien er en helt anden historie. Det skal vi også holde øje med. ■

 

Man bør tage historien med en vis varsomhed, da nyheden kan tjene formålet at udstille en russisk alliance med Nordkorea som udtryk for pariastatus og dermed Ruslands svaghed
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. Sammen med Mikkel Vedby Rasmussen laver han for RÆSON podcasten Krisecast.

Apropos denne artikel:

Amelie Theussen i RÆSONs nye trykte nummer: Hvor og hvordan Rusland udfordrer NATO’s artikel 5

RÆSON på Rødding Højskole: Folket & Magten (21-23/9) og premiere på Nytårskuren (18-19/1)

Ugen med RÆSON med Lars Erslev Andersen, Liselotte Odgaard og Alberte Bové Rud: Hvad vil Trump med verden?

Valget med RÆSON – ekstraudgave: Med Niels Bjerre-Poulsen, Vincent F. Hendricks og Marlene Wind

Lars Erslev Andersen om et amerikansk valg i skyggen af Gaza: Dommedagsretorikken er blevet trumf

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Den første amerikanske borgerkrig