28.10.2022

En gammel sandhed inden for ledelsesteori er, at ,du får, hvad du måler’. Det gælder også på klimaområdet. Måler du det forkerte, får du forkert fokus og anvender dine ressourcer forkert og står tilbage med et resultat, der måske nok lever op til det formulerede mål, men samtidig risikerer indsatsen at udvande, fordyre eller ligefrem modarbejde det større og langsigtede mål, du egentlig ville opnå.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye efterårsnummer, der har titlen: „Den nye globale magtkamp”. Ude nu.

Af Lars Aagard

I 2023/24 skal Klimaloven revideres, og der skal sættes mål for 2035 og måske 2040. Jeg er vild med, at vi fik en klimalov med klare målsætninger baseret på en metode, der er til at forstå. Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at vi kan gøre det bedre. Bedre for det globale klima, bedre for dansk økonomi, bedre for teknologiudviklingen og bedre for vores samvittighed.

Vi har behov for at træde et skridt tilbage og se på selve opbygningen af Klimalovens målsætning og opdeling i en national og en international søjle. Er det virkelig den bedst mulige metode til at fastsætte de primære klimamål? Den korteste vej fra en dansk indsats til et konkret fald i de globale emissioner? En gammel sandhed inden for ledelsesteori er, at ,du får, hvad du måler’. Det gælder også på klimaområdet. Måler du det forkerte, får du forkert fokus og anvender dine ressourcer forkert og står tilbage med et resultat, der måske nok lever op til det formulerede mål, men samtidig risikerer indsatsen at udvande, fordyre eller ligefrem modarbejde det større og langsigtede mål, du egentlig ville opnå. Der er derfor god grund til stille spørgsmålet: Er Klimalovens centrale mål rigtigt skruet sammen? Her kan jeg afsløre, at svaret er nej.

Den nuværende klimalovs centrale mål er som bekendt ambitionen om, at de direkte danske udledninger i året 2030 skal være faldet med 70 pct. set i forhold til basisåret, som er 1990. Opgørelsesmetoden følger reglerne fra de globale klimaaftaler og omfatter kort fortalt de direkte emissioner fra det danske territorium. Altså den mængde af drivhusgasser, som damper op fra afbrænding af fossile brændsler i vores biler, udledes af de kraftværker, som producerer el og varme, og fra industrien med egne forbrændingsanlæg og kemiske processer, fra affaldsforbrændingen samt via de ikke-energirelaterede emissioner fra de biologiske processer i landbruget (primært produktion af kød og mælk).

Hvad der derimod ikke indgår i Klimaloven, er de negative globale effekter af dansk forbrug. Der indgår heller ikke en opgørelse af, eller mål for, hvordan dansk produktion af alt muligt andet påvirker det globale klima. Fx tæller det ingen steder som en klimagevinst, hvis der fra dansk territorium produceres grøn energi eller superklimaeffektive produkter. Uagtet at netop øget produktion af såvel grøn energi som spredning af klimaeffektiv teknologi er det afgørende for, hvorvidt en dansk indsats får global effekt.

Klimalovens centrale mål har derfor indbygget en risiko for, at klimapolitikken får for snævert et fokus og derfor ikke rigtig forholder sig til de dilemmaer, som virkeligheden byder på. Fx det dilemma, at det gavner det nationale mål, at industriel produktion forlader vores land, samtidig med at danskernes forbrug og den afledte klimaeffekt heraf forbliver uforandret eller måske ligefrem forværres, i takt med at varerne produceres et andet sted end der, hvor de forbruges.

Energistyrelsen gør et behjertet forsøg på at synliggøre de globale effekter af danskernes forbrug og erhvervslivets aktivitet. Den seneste opgørelse (for året 2020) viser, at den globale klimaeffekt af vores forbrug overstiger de nationale udledninger. Det afspejler, at Danmark er et rigt land med et højt forbrug, sammenligneligt med Sverige og Storbritannien. På den positive side i Energistyrelsens opgørelse tæller, at det danske forbrugsbaserede klimaaftryk per borger er faldet med 25 pct. siden 1990, selvom vores forbrug er steget  i den samme periode.

 

Var Klimaloven global i sin tænkning frem for at have nationalstaten som omdrejningspunkt, ville vi måle anderledes
_______

 

Men kigger man fremad, bliver billedet mere og mere skævt. For lægger man et øjeblik til grund, at det danske samfund når målet om 70 pct. reduktion, og det tal mod 2035 og 2040 fortsat skærpes, så vil de indenlandske emissioner som følge af afbrænding af fossil energi falde markant og langt hurtigere end de samlede globale udledninger. Med andre ord bliver det stadig mere og mere marginalt, hvad vi fortrænger med Klimalovens centrale mål. Og risikoen for, at vi fører en politik, der ikke maksimerer den globale klimaeffekt, tager til.

Derfor bør vi overveje, om Klimalovens centrale mål skal justeres eller udbygges, så den sætter retningen efter det, det hele handler om: lavere udledninger både nationalt og globalt, både som følge af skift i forbrug og forceret udvikling af CO₂-effektive produkter og teknologi, der kan sælges over hele verden og dermed fortrænge mere klimabelastende produkter og ydelser.

Var Klimaloven global i sin tænkning frem for at have nationalstaten som omdrejningspunkt, ville vi måle anderledes. Så ville et skift i danskernes spisevaner fra kød til plantebaseret kost tælle positivt og kunne indgå som et ligeværdigt indsatsområde i klimapolitikken – og dermed også i vores afgiftssystem. Hvis eksport af grønne brændsler havde en værdi for Klimalovens centrale mål, ville vi ikke ende i den paradoksale situation, hvor dansk eksport af e-metanol til global skibsfart ikke medtages i vores klimapolitik som noget, der bidrager til vores målopfyldelse.

Eller hvad med noget af det dyrebareste, vi har, nemlig det danske areal, som er nødvendigt for, at vi på land kan bygge meget mere sol og vind og på havet: vind i ekstremt stor skala i kombination med kunstige energiøer, hvor der måske en dag kan etableres kemifabrikker, der producerer brint, ammoniak og diverse flydende e-fuel. Danskerne kommer til at tage stilling til, om det areal kun skal bruges til at fortrænge kul, olie og gas fra vores egen energiforsyning, eller om det skal bidrage til, at andre lande får adgang til konkurrencedygtig grøn energi. Svaret er selvfølgelig det sidste – men hvorfor tæller det så ikke med i Klimalovens centrale mål?

Vi får mere af det, vi måler, så vi må hellere måle det rigtige. Og derfor bør den næste klimalov redefinere og forfine sine mål, så målene understøtter, at sandsynligheden for, at en dansk indsats påvirker de globale emissioner, øges. Det er uomgængeligt, at der fortsat skal være mål for 2035 og 2040 baseret på FN-metoden – fordi det er centralt i dialogen med alverdens lande. Men det mål bør gradvist træde i baggrunden og suppleres af et eller flere mål for den globale effekt af dansk økonomisk aktivitet – herunder både forbruget og udviklingen af de CO₂-effektive produkter og serviceydelser, som dansk erhvervsliv producerer.

Kritikerne af Klimaloven har ofte påpeget risikoen for, at vi fortrænger CO₂-effektiv dansk produktion og produkter, der sigter på global afsætning, alene fordi dette tæller negativt i det nationale mål. I min optik har de – under to helt klare forudsætninger – en pointe. Dels at det pågældende produkt beviseligt er i den absolutte globale top, når der måles på CO₂-effektivitet. Dels – og dette er ret nemt at føre bevis for – at produktionen ikke påvirker det samlede globale forbrug i en opadgående retning. Ifølge dansk landbrug opfylder deres eksport af mælk disse kriterier, mens det ikke er tilfældet med Aalborg Portland, der netop ikke er blandt de mest CO₂-effektive cementproducenter i verden.

I min optik er det derfor helt o.k. at foretage en afvejning mellem de nationale og globale emissioner. Den afvejning bør også være et tema for den kommende klimalov i en mere avanceret udgave. Vi skal acceptere at udflage dansk produktion, hvis andre landes virksomheder er mere klimaeffektive end vores. Men omvendt skal vi også være klar til at acceptere en dansk udledning, hvis det producerede produkt gør tilfredsstillelsen af verdens behov mere klimaeffektiv.

Jeg ønsker et Danmark, som driver den globale klimakamp fremad. Et Danmark, som forfølger en politik, der både mindsker det globale klimaaftryk af vores forbrug og samtidig skaber et miljø, hvor klimaløsninger udvikles i hastigt tempo – til en pris, der ultimativt udkonkurrerer de mere CO₂-belastende svar. Det sidste forudsætter et erhvervsliv, som står superstærkt i den globale konkurrence, for det er jo gennem global handel, at løsningerne skal spredes. Den handel skal gerne gavne det samfund, som er villigt til at satse noget af sin velstand på den korte bane i forventning om både guld og grønne skove. ■

 

Vi får mere af det, vi måler, så vi må hellere måle det rigtige
_______

 

Lars Aagaard, debattør og rådgiver på det klima- og energipolitiske felt, medlem af bestyrelsen for det energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP), medlem af bestyrelsen for Energifonden, tidligere mangeårig direktør for Dansk Energi. Mand af køn og identitet og født i 1967 (55 år). 

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland