Kristian Sloth: Endnu et folketingsvalg, endnu en spildt klimachance
07.09.2022
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Sahara breder sig. Arktis smelter. Hidtil usete tørker, hedebølger, oversvømmelser, orkaner og skovbrænde. Forskerne siger, at det kun bliver værre. Jeg håber, at valgkampens vigtigste emne bliver, hvordan vi klogest her og nu afbøder konsekvenserne af klimaforandringerne. Men jeg tvivler på det.
Kommentar af Kristian Sloth, journalist, foredragsholder og debattør
Det overrasker forskerne, at indlandsisen på Grønland smelter så hurtigt. En tredjedel af Pakistan står under vand. Sneen i Alperne er aldrig smeltet så hurtigt som nu. Gennemsnitstemperaturen på kloden vil overstige 1,5 grader 10 år tidligere, end forskerne antog for blot få år siden. Tørker, oversvømmelser og orkaner er stensikre tegn på, at det er for sent at undgå varige konsekvenser. Nu kan de højst begrænses. Forandringerne slår igennem med forsinkelse. Det, vi gør nu, rammer os senere.
FN’s klimapanel IPPC, der består af hundredvis af verdens skarpeste klimaforskere, skriver i rapport efter rapport, at især rige lande skal foretage ”drastiske ændringer” i måden vi lever på for at begrænse de katastrofale konsekvenser af klimaforandringerne. FN’s generalsekretær, António Guterres, kaldte IPPC’s 2021-rapport for ”en alarmklokke for menneskeheden”.
Dansen om guldkalven fortsætter
De rige landes overforbrug har skabt en katastrofal og dødbringende situation. Konsekvenserne rammer især fattige lande. Danmark er et af verdens rigeste lande, og en gennemsnitsdansker udleder via sit forbrug mange, mange gange mere klimagas end en etiopier eller en inder.
Politikerne har sat meget i gang for på sigt at nedbringe vores udledning af klimagas. Havvindmøller er et godt eksempel. Dem skal vi have flere af. Men i forhold til at afbøde konsekvenserne af den globale opvarmning, er der ét grundlæggende problem: Langt de fleste politiske klimatiltag går ud på at sikre, at vi kan blive ved med at leve stort set, som vi gør nu.
Vi gør ikke noget ved selve årsagen til problemet – overforbruget. I stedet bestræber vi os på at gøre det muligt at fortsætte forbruget, væksten og dansen om guldkalven.
Det kan sammenlignes med landbrugets forsøg på at udvikle en ko, der ikke bøvser. Det rigtige er selvfølgelig at reducere kilden til udledningen af klimagas – altså at have færre køer. Men i stedet forsøger man at opfinde en ny ko, så vi kan beholde det, vi har, bevare status quo og undgå ”drastiske ændringer”.
Sygdommen er vores eksorbitante overforbrug. Vi drømmer om tekniske fix, der sikrer, at vi kan fortsætte overforbruget. Men vi reducerer ikke det forbrug, der er selve problemet
_______
Det er, som om politikerne ikke rigtig ved, hvor slemt det står til. De laver i hvert fald ikke drastiske ændringer. De diskuterer det ikke engang. Og de tænker næppe heller på det, for det er helt uoverskueligt at tage fat på.
Det er simpelthen for stort og kompliceret at nedsætte forbruget. Imens bimler og bamler ”alarmklokken for menneskeheden”.
Vi drømmer om et godt fix
Politikerne prøver desperat at fjerne symptomerne i stedet for at kurere sygdommen. Sygdommen er vores eksorbitante overforbrug. Vi drømmer om tekniske fix, der sikrer, at vi kan fortsætte overforbruget. Men vi reducerer ikke det forbrug, der er selve problemet.
Samme strategi følges af alle rige lande – godt hjulpet på vej af industrierne, hvis interesse i fortsat vækst og overforbrug er åbenbar. Hvis inflationen som nu dæmper forbruget en smule, så diskuterer politikerne, hvordan vi atter får fuld damp på kedlerne.
Vi kan godt skrue lidt ned for varmen i offentlige bygninger, men det sker på grund af energipriser og ikke på grund af klimaforandringerne. Når vi finder ny energi, skruer vi op for varmen igen.
Klimaet står endnu ikke øverst på dagsordenen.
Hvorfor lave love om tobaksrygning og ikke om, hvordan vi konkret her og nu afbøder konsekvenserne af den globale opvarmning? Denne diskussion burde overskygge ALT, men den er helt fraværende i valgkampen
_______
Kejserens nye klæder
Det er svært at undvære noget, man er vant til at have. Vi skal undvære – men vi vil ikke. Vi er ikke meget for store forandringer. Og det er helt naturligt. Derfor skal lovgivningen hjælpe os og tilskynde os til at undvære.
Den dygtige politiker tager helikopteren op og ser, hvor vi er på vej hen. Hvis vi er på gal kurs, skal den rettes. Megen lovgivning regulerer vores adfærd – for eksempel tobakspriser, skattefradrag, bilafgifter, miljøreguleringer eller ligestilling.
Hele menneskeheden er på katastrofal gal kurs. Hvilke adfærdsregulerende love skal der laves for at rette denne kurs? Hvorfor lave love om tobaksrygning og ikke om, hvordan vi konkret her og nu afbøder konsekvenserne af den globale opvarmning?
Denne diskussion burde overskygge ALT, men den er helt fraværende i valgkampen. Her fortaber klimaforandringerne sig i forblommede vendinger om grøn vækst, tekniske fix, vindmøller om 10 år, CO2-afgift og CO2-neutral i 2050.
Det er kejserens nye klæder. De fine ord og planer beroliger os. Vi tænker, at det skal nok gå. Imens buldrer forbruget uhindret derudad. Tegnene på katastrofen bliver stadig tydeligere. Drastiske ændringer lægges i skuffen. Kejseren er nøgen.
Hvad pokker kan vi gøre?
Vi skal her og nu finde på noget drastisk, der kan reducere vores udledning af klimagasser. Kunne vi nænsomt men konsekvent fremme tankegangen om, at vi i alle samfundets led kun bruger det nødvendige?
Kunne vi så småt begynde at liste sparsommelighed og nøjsomhed ind som en grundværdi. Hvor lidt kan vi klare os med? Kan vi undvære noget?
Kunne vi nedsætte en faglig arbejdsgruppe med det specifikke kommissorium at undersøge, hvad samfundet kan gøre for at nedsætte forbruget?
Leg lige med på de her løse ideer:
Helt overordnet at standse væksten og nedsætte forbruget. At stræbe imod at sætte tempoet ned og blive materielt fattigere i stedet for rigere.
At fordyre de ting, vi skal bruge mindre af. Det kan være flyrejser, kød, mejeriprodukter, benzin, nyt tøj eller teknologi.
At billiggøre de ting, vi skal gøre mere af. Det kan være grøntsager, frugt, plantemad, offentlig transport, cykler eller elbiler.
At forbyde forbrugsfremmende reklamer.
At satse på mere selvforsyning og mindre import.
At indføre afgifter på flybrændstof og brændstof til skibe.
At indføre en høj CO2 afgift for alle – også Aalborg Portland, Rockwool og landbruget.
At forbyde salg af nye fossildrevne biler.
At præmiere, at gamle fossildrevne biler køres HELT ned.
At reducere antallet af landbrugsdyr markant.
At omlægge den frigjorte landbrugsjord til blandt andet CO2-absorberende skov og natur.
At blive rigtig, rigtig gode til at lave plantemad.
At fjerne/nedsætte momsen på genbrugsvarer og forhøje momsen på nyindkøb.
At ombygge genbrugsstationer, så affald aflæsses og sorteres i den ene ende og gratis tages med i den anden ende.
At præmiere renovering af bygninger fremfor nybyggeri.
At præmiere nybyggeri i træ eller svampeblokke fremfor stål og beton.
At forbyde belysning i butikker og offentlige institutioner, når de er lukkede.
At skrue ned for varmen i offentlige bygninger.
At indføre søndagslukket og bilfri søndage.
At…….
Behøver vi spise jordbær og meloner om vinteren, når vi ikke kan dyrke dem selv? Kan vi spise dansk frugt i stedet? Behøver vi købe masser af nyt tøj til børnene, eller kan de i højere grad arve efter søskende og fætre/kusiner?
_______
Skal vi bo i en jordhule?
Mange vil mene, at forslag som disse er helt hen i vejret. Noget er sikkert uklogt – men det er tankegangen, jeg er ude efter.
Vi skal finde vejen mellem at fortsætte overforbruget og ”at bo i en jordhule”. Hvordan skaber vi så nænsomt som muligt drastiske ændringer? Ikke om fem eller 10 år men lige nu og her. Hvad gør vi udover at vende det døve øre til?
Kan dyder som nøjsomhed, genbrug, selvforsyning og at stoppe strømper blive listet ind, uden at alt skal laves om? Uden at vi skrotter alle de teknologiske landvindinger. DET bør være et hovedtema i valgkampen.
Ingen jordbær om vinteren
Rige lande og industrier ”opfandt” globaliseringen. Alle skulle kunne købe alt hvor som helst og når som helst. Forbruget blev endnu vildere. De fattige lande vil også forbruge, og nu er tiden kommet, hvor verdens rigeste skal gå den anden vej. Men hvordan?
Behøver vi spise jordbær og meloner om vinteren, når vi ikke kan dyrke dem selv? Kan vi spise dansk frugt i stedet? Behøver vi købe masser af nyt tøj til børnene, eller kan de i højere grad arve efter søskende og fætre/kusiner? Behøver vi selv så meget nyt tøj, eller kan vi reparere det gamle?
Behøver vi to biler, eller kan vi køre sammen eller bygge små lokale jernbaner igen? Kan vi nedprioritere store butikscentre og få flere små specialforretninger og værksteder som skomagere, syersker, urmagere og skræddere med fokus på at reparere?
Vi skal ikke ned i jordhulen. Det er tankegangen, jeg er ude efter.
Alting behøver ikke gå i stå, fordi vi reducerer vores forbrug. Der er også arbejdspladser i genbrug og reparationer, byggeri i træ og svampe, jernbaner og plantemad. Og eksport af alt det fremtidssikrede nye, vi opfinder
_______
Mindre arbejde – mere tid – mindre stress
Er du da rigtig klog, mand? Er du kommunist? Vi mister arbejdspladser. Hvad med velfærdssamfundet? Det vil gå ud over de svageste? Hvad med de virksomheder, vi allerede har?
Alting behøver ikke gå i stå, fordi vi reducerer vores forbrug. Der er også arbejdspladser i genbrug og reparationer, byggeri i træ og svampe, jernbaner og plantemad. Og eksport af alt det fremtidssikrede nye, vi opfinder.
Det vil ikke være første gang, at industrier og erhverv omlægges eller forsvinder for så at genopstå i nye former. Tænk på tekstilindustrien, værftsindustrien, typograferne…
Hvis vi ikke forbruger så meget, behøver vi heller ikke at arbejde så meget uden for hjemmet. Mere tid og ro giver mindre stress, og vi kan måske i højere grad tage vare på os selv. Færre klienter.
Når tempoet skrues ned, skrues visse dele af velfærden også ned, for der er ikke så meget brug for den mere.Vi skal have sygehuse og sikkerhedsnet under de svageste. Staten skal ikke tage friheden og det individuelle initiativ fra os. Det kan vi godt beholde, selv om forbruget skrues ned.
Nogle få står af ræset
Lige nu er der ingen mellemvej. Enten er du med på vognen, eller også er du smidt af. Hvis du ikke kan holde forbrugerræset ud mere, bliver du en kuriositet. De ”heldige” af os arbejder som besatte for at være med på vognen. De ”mindre heldige” er klientgjorte, fordi de ikke er med på vognen.
Nogle danskere gør det. Opgiver ræset og bor simpelt. Det kræver mod og styrke, for der er ingen hjælp at hente hos politikerne. De booster tværtimod vækst – det eneste vi ikke har brug for.
Industrien og visse politikere tillader sig i ny og næ oven i købet at lægge ansvaret over på forbrugerne. ”Vi producerer det, folk vil købe. Når forbrugerne ændrer vaner, så ændrer vi også produktionen,” lyder det.
De fleste forbrugere holdes inde i hamsterhjulet af et sandt bombardement af reklamer og idealer om, at det handler om at arbejde og købe nyt og få mere. Hvordan kan man forvente, at forbrugerne er klimabevidste, når man samtidig bombarderer dem med reklamer, der får dem til at købe og købe?
Vi har fået bygget en historie op om, at det hele bryder sammen, hvis vi skruer tempoet og forbruget ned. Politikere og industrien skriver historien igen og igen. Det er hverken klogt, modigt eller visionært.
Det nye foregangsland udvikler metoder og teknologier til at forbruge mindre. Ikke fordi det er sjovt, men fordi det er nødvendigt
_______
En australsk sygeplejerske passede mange døende og skrev en bog om, hvad de døende fortrød mest. Et gennemgående svar var: ”Jeg fortryder, at jeg arbejdede så meget i stedet for at være mere for mine nærmeste.”
Vi bliver ikke lykkelige af at have. Vi bliver lykkelige af at være. Det er vores følelsesmæssige forhold til andre mennesker, der gør os glade, kede af det, sorgfyldte, vrede, hårde eller bløde. Psykologer, psykiatere og psykoterapeuter har travlt som aldrig før. Vi bliver mere pressede, stressede og fastholdt i et rasende tempo – et tempo der nu også truer med at ødelægge planeten.
Det nye foregangsland
Vi udråber gerne vort lille yndige land til ”foregangsland”.
Og vi ER dygtige og har et ekstremt veludviklet og velordnet samfund. Vi er gode til opfindelser og nye teknologier. Knalddygtige forskere.
Problemet er igen som sagt, at vores ideal og mål er at sørge for, at vi stort set kan fortsætte med at leve, som vi gør.
Det nye foregangsland udvikler metoder og teknologier til at forbruge mindre. Ikke fordi det er sjovt, men fordi det er nødvendigt. Danmark udleder ganske lidt af verdens samlede udledning af klimagas, så vi skal ikke reducere forbruget for at redde klimaet her og nu. Vi skal gøre det fordi det er klogt.
Det kræver mod at gå forrest, fordi ingen andre gør det – endnu. I begyndelsen vil det føles som et kolossalt tilbageslag, men på sigt vil det vise sig at være det klogeste – og den eneste udvej.
Det kan blive en lukrativ forretning at være de første til at udvikle systemer og tankesæt, der nænsomt men markant forandrer et stenrigt vækstorienteret forbrugersamfund til et mere bæredygtigt samfund med nøjsomhed og genbrug som grundværdier. Efterhånden som konsekvenserne af klimaforandringerne vokser og tydeliggøres, vil resten af verden blive tvunget til at gå samme vej. Og så er vi foran.
Det lyder måske besnærende, men det er ekstremt kompliceret. Det gøres ikke med et fingerknips, og det er et scenarie, der kun kan være et fjernt mål.
Men argumenterne for at begynde står i kø.
Sahara breder sig. Arktis smelter. Hidtil usete tørker, hedebølger, oversvømmelser, orkaner og skovbrænde. Forskerne siger, at det kun bliver værre. Hver dag nye historier om konsekvenserne af opvarmningen. Alle ved, at den er gal.
Jeg håber, at valgkampens vigtigste emne bliver, hvordan vi klogest her og nu afbøder konsekvenserne af klimaforandringerne.
Der er bare ikke noget, der tyder på det. ■
Det kræver mod at gå forrest, fordi ingen andre gør det – endnu
_______
Kristian Sloth (f. 1956) er prisvindende journalist med særligt fokus på klima, miljø og biodiversitet. Han arbejdede i 25 år som undersøgende journalist i DR Nyheder. Han er medskaber af en række dokumentarfilm, og de seneste tre år og frem til april 2021 var han Lead Campaigner for Greenpeace Danmarks landbrugskampagne.
ILLUSTRATION: Gazelle i Californien, USA: Røg stiger fra en bjergside under en skovbrand, 3. september 2022 [FOTO: Stephen Lam/San Francisco Chronicle/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
