Kristian Madsen: I mine øjne er der ingen større vinder ved den her regering end Finansministeriet
19.12.2022
”Hvordan kan det være, at det, som gik galt for Thorning og Corydon, nu ser ud til at gå i hvert fald en smule godt for Frederiksen – og så endda med noget, der i virkeligheden er meget mere til højre? Der er i mine øjne to svar.”
Interview med Kristian Madsen, chefredaktør og adm. direktør for A4 Medier og fhv. taleskriver for Helle Thorning-Schmidt, af Niels Koch-Rasmussen
RÆSON: Du skrev i kølvandet på regeringsdannelsen på Twitter, at ”Mette Frederiksen anno 2011, havde myrdet Helle Thorning-Schmidt med en sløv issyl på forsiden af Ekstra Bladet, hvis Thorning var kommet ud af tårnet med det her regeringsprogram. Politik er forunderligt”. Hvad kan Mette Frederiksen, som Helle Thorning ikke kunne?
KRISTIAN MADSEN: Det er et fantastisk godt spørgsmål. Det er præcis det, jeg har gået og tænkt over. Hvorfor gik det her fra at gå galt for Thorning og Corydon, og til nu at gå en lillesmule godt, ser det i hvert fald ud til, for Frederiksen? Og så endda med noget, der i virkeligheden er meget mere til højre. Det var trods alt kun De Radikale, som Thorning og Corydon skulle indgå kompromisser med – nu er det både Venstre og Moderaterne. Der er i mine øjne to svar:
Det ene er, at socialdemokraterne simpelthen er dygtigere i dag. Og det er ikke en kritik af Helle Thorning og Corydon, men Mette Frederiksens folk har bare prøvet det før – de har simpelthen mere politisk erfaring på alle mulige måder.
Det andet er, at de kender Socialdemokratiet langt, langt bedre og taler langt mere socialdemokratisk. Og en af de ting, Mette Frederiksen er utrolig god til – og som hun også gjorde på udlændingepolitikken, da man pludselig slog til højre – er at koble den politik, der traditionelt har været forbundet med højrefløjen, med en socialdemokratisk fortælling. Og det var sådan noget, som Corydon, men også Thorning i et vist omfang – og det havde jeg jo en slags medansvar for [som taleskriver, red.] – ikke var dygtige nok til.
Kommer vi til at se en rehabilitering af Thorning og Corydon?
Ja og nej. Jeg læste Børsens leder torsdag, som var meget interessant, hvor Bjarne Corydon skrev, at ”nu er frikvarteret forbi”. Han antyder, at der har været tre år, hvor man kunne lalle lidt rundt, og nu har Mette Frederiksen så lært det. Det er jo selvfølgelig én måde at se på det, som jeg godt forstår, men noget af det, som var Thorning og Corydons problem, var, at de ikke var dygtige nok. Det var ikke deres skyld; de havde bare ikke prøvet det før, fordi Socialdemokratiet havde været ude så længe. Jeg tror kun, det var ét socialdemokratisk medlem af Thornings regering, som havde prøvet at være minister før, nemlig Henrik Dam Kristensen. Hvis du ser på socialdemokraterne i den nye regering, så har de alle prøvet det før – der er ingen nye på holdet. Det er simpelthen folk, der ved, hvad de gør.
Det andet er, at de ikke var dygtige nok til at varetage den socialdemokratiske fortælling. Det er Mette Frederiksen kongen af, ligesom Peter Hummelgaard og hele det hold, hun har samlet omkring sig, er det. De er opflasket med det her. Og derfor kan de det på en helt anden måde, end Bjarne Corydon og Helle Thorning kunne. Det var næsten, som om Bjarne Corydon nærmest gjorde en pointe ud af, at det skulle gøre ondt, for at det gjorde godt. Der taler Mette Frederiksen om de her ting på en helt anden måde. Hun gjorde det med udlændingepolitikken, og det er det, som hun nu i mine øjne forsøger at gøre med den økonomiske politik.
Mette Frederiksen er bare bedre til at tænke det ind i det store socialdemokratiske fortællingskompleks. Og det var et af Thornings problemer; at hun var inspireret af hele den her blairske [Tony Blair, red.] tradition fra Storbritannien, hvor det gik ud på, at forgængerne var nogle marxistiske røvhuller, og nu kommer jeg!
Den fungerede bare ikke rigtig i Danmark.
Det [fagforeningen, red.] kan gå hen og blive afgørende for regeringens succes. Jeg mener, at begge scenarier er mulige: Det kan ende i konflikt eller i en slags harmoni
_______
Så det handler om et narrativ og om at forberede sine vælgere?
Det gør alt politik jo.
Men når Mette Frederiksen kan tage så skarpt et sving til højre, fordi hun netop har forberedt sine vælgere på det, siger det så ikke noget om dansk politik?
Det siger jo noget om, at dansk politik i 30-40 år har befundet sig i en stor konsensus om, hvad den økonomiske politik er. Så kan der være nogle hjørner og krummelurer, men grundlæggende skal det dirigeres efter et regime om at øge arbejdsudbuddet for at finansiere velfærdssamfundet og dets vækst – både i antal og i bredde. Det har været et kollektivt projekt fra Nyrup-regeringerne over Fogh, Løkke, Thorning og nu også Mette Frederiksen.
Nu er der så kommet to yderligere projekter på bordet, der skal finansieres, nemlig den grønne omstilling og oprustningen mod Putin. Og det gør behovet for reformer ekstra påtrængende. Men i det hele taget er det jo sådan, at der hos politikerne – bl.a. i kraft af det her 40-årige konkurrencestatsparadigme – har været en kæmpe appetit på reformer. Men det er ikke sikkert, den er der i befolkningen på samme måde.
Noget af det, der er mest bemærkelsesværdigt ved det her, er alt det, vi ikke har hørt – her tænker jeg på kritik fra Socialdemokratiets bagland og vælgere. De forekommer temmelig disciplinerede. Hvorfor hører vi ikke noget? Og kommer vi til at høre noget?
Jeg tænker, at forslaget om at afskaffe Store Bededag kommer til at give problemer. Man får ligesom knaldet 63 sider på banen i regeringsgrundlaget, som du og jeg måske har fået læst, men hvor universiteterne skal have en massiv besparelse, og jobcentrene nedlægges! Hvem havde set det komme på den måde?
Jeg forudser, at mange vil være meget skeptiske over for det her – fx vedrørende afskaffelsen af Store Bededag og den etårige kandidatuddannelse. Lige nu er det jo bare tanker på et papir. Men der kommer masser af ballade, når det begynder at blive praksis, for den her reformdagsorden er det ikke alle, der har købt på samme måde.
Vi skal huske, at i 2011 var landet jo stadigvæk på røven efter finanskrisen. Der var en grund til, at man var nødt til at skabe alle de genopretningsplaner og reformer, osv. Det er vi jo ikke på samme måde som nu. Vi er alle pressede i vores privatøkonomi – nogle mere end andre – på grund af inflationen, men i den offentlige sektor går det jo bare forrygende – som i storslået godt! Der er overskud på betalingsbalancen, og jeg ved ikke hvad.
Det er det store triumftog for den finansministerielle teknokrat-type, at vi nu ovenikøbet får en regering hen over midten, som skal vedtage de her ting, og som er ikke af plaget af de her unoder, som fx at der skulle forhandles udlændingepolitik med DF som en del af finansloven for at få reformerne igennem.
Et af de store konfliktområder, der prægede Thornings reformperiode, var konflikten med fagbevægelsen. Med henblik på Store Bededag, lønforhandlingerne, Arne plus, osv., forudser du så, at den nye regering og Socialdemokratiet kommer til at ligge i konflikt med fagbevægelsen igen?
Det kan gå hen og blive afgørende for regeringens succes. Jeg mener, at begge scenarier er mulige: Det kan ende i konflikt eller i en slags harmoni.
Der er ingen tvivl om, at man fra fagbevægelsens side anser afskaffelsen af Store Bededag som en kæmpemæssig krigserklæring og strategisk fejl. De må tænke: Hvorfor i alverden har de fundet på det? Og hvis I endelig vil sådan noget, så er I nødt til at gøre det efter overenskomstforhandlingerne, og som en del af en pakkeløsning.
Det siger jo noget om, at fortællingen om nedjusteringen af Finansministeriets rolle i meget vidt omfang har været netop dét: en fortælling
_______
Husk på, at det her forslag døde sidst i Dansk Metals hovedbestyrelse, og dengang var det jo faktisk, fordi det skulle finansiere nogle udvidelser af tilbagetrækning. Nu er det så for at finansiere – må man forstå – kampen mod Putin. Og fagforeningen er pissenervøse for, at det kan de ikke sælge til medlemmerne, og så bliver der stemt nej til overenskomsterne, og så har man alle mulige problemer.
Så det spørgsmål, du har fat i, får en nøglerolle, og Ane Halsboe-Jørgensen får som beskæftigelsesminister travlt med at få filet de kanter af og få drukket kaffe med alle, osv. Jeg tror, hun kommer til at drikke så meget kaffe, at hun får ondt i maven i de næste måneder. For det bliver hendes opgave nummer ét. Det har hun været god til som kulturminister, men det her er bare et andet og større game end Kulturministeriet.
Så fagbevægelsen bliver giftigere for Socialdemokratiet end dets bagland?
Ja. Svækkelsen af tilbagetrækning, Store Bededag og barberingen af jobcentrene er potentielt store konfliktområder. Omvendt er fagbevægelsen begejstret for satsningen på erhvervsskolerne, så for et forbund som 3F bliver det en afvejning: Skal man rulle fanerne ud og protestere eller sætte sig til forhandlingsbordet?
Et andet område, hvor Mette Frederiksen førte et opgør med Thorning-regeringen, var styrkelsen af Statsministeriet. Kommer vi til at se en fortsættelse af det, eller varsler det også et opgør med selve den regeringsførelse i embedsværket, som vi har set?
Jeg tror, at der er to ting på spil her. En hel masse af det er strukturelt og har ikke som sådan noget med Mette Frederiksen at gøre.
Hvis du læser Tim Knudsens værk, Statsministeren, så har driften mod et stadig stærkere Statsministerium været til stede, uanset hvem der har siddet i det ministerium. Vi har fået en tiltagende tendens til, at statsministeren bliver mere og mere magtfuld, uanset hvem der sidder i embedet – og om vedkommende egentlig vil det eller ej.
Det store spørgsmål bliver, hvordan man håndterer konflikter internt i regeringen. Hidtil har det at holde konflikter internt i regeringen jo været afsluttet ved, at Mette Frederiksen i sidste ende bestemte. Og hun har haft som princip, at beslutninger skulle styres fra toppen. Så spørgsmålet er jo, om den regeringsledelse mellem de tre partiledere, som er en ny ting, bliver et effektivt organ, eller om det bliver dysfunktionelt på den ene eller anden måde.
Og det vil først blive afprøvet den dag, hvor der kommer et eller andet, som vil være upopulært for Mette Frederiksen eller en af de andre. Går de andre så ud og bakker op, eller ser vi det modsatte? Hvad bliver stemningen internt dér? Hvad sker der den dag, magtbalancen forskydes, fordi et parti stiger i meningsmålingerne og et andet falder? Politisk magt er meget dynamisk.
Så hvordan ser du den her styrkelse af Statsministeriet – og den nedjustering af Finansministeriets rolle – som prægede Socialdemokratiet i den forrige regering?
Den her regering er jo Finansministeriets kæmpestore drøm. Finansministeriet må stå oppe på stolene af jubel over det her. Det er jo alle de reformer, de har haft liggende i skuffen i de sidste ti år, som på hver sin måde er kommet op. Og der er ovenikøbet flertal for hele lortet, så de skal ikke sidde og forhandle udlændingepolitik under finansloven, som de har været vant til de sidste tyve år. I mine øjne er der ingen større vinder ved den her regering end Finansministeriet. Så det spørgsmål besvarer jo sig selv.
Og det siger jo også noget om, at fortællingen om nedjusteringen af Finansministeriets rolle i meget vidt omfang har været netop dét: en fortælling. Før valget i 2019 talte Socialdemokratiet dunder mod Finansministeriets regnemetoder, og al den kritik er nu forstummet. Der blev talt om bløde ‘andengenerationsreformer’, som afløser for de klassiske arbejdsudbudsrefomer, og hvordan Arne var udtryk for en vending, hvor reformer betød flere rettigheder til almindelige lønmodtagere. Nu er den snak stort set forstummet, og arbejdsudbudsreformerne er konge igen.
Så et finansministerielt comeback?
Som jeg ser det, har de aldrig været ude. Men nu er de bare ikke forsøgt skrevet ud af historien. Og det er det, der er hele pointen. I virkeligheden har Finansministeriet været styrende i det her land i 30 år. Og den anden del af det, som er vigtig at få med – for det lyder som en kritik – det er, at det er gået ufattelig godt. Der er jo ikke gået bedre de sidste 30 år. Så at de ønsker at fortsætte det, er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Som jeg ser det, har Finansministeriet aldrig været ude. Men nu er de bare ikke forsøgt skrevet ud af historien
_______
Betyder det, at den periode fra 2019-22 – med Mette Frederiksens ”venstreorienterede” socialdemokratiske regering og opgøret med corydonismen – bliver en parentes i den moderne socialdemokratiske historie?
Jamen hvad betyder corydonisme? Corydonismen har jo også været en meget belejlig figur, for apropos det med den sløve issyl: Der var ingen større intern modstander end Mette Frederiksen, da hun var beskæftigelsesminister i Thorning-regeringen, hvor man sænkede selskabsskatten. Eller da man solgte DONG-aktierne. Og noget af det har selvfølgelig været ideologi, som så ikke rigtig kan genfindes nu, men en anden del har jo også været, at det har vist sig ganske opportunt for Mette Frederiksen i den periode. Så det handler jo også om magt og politik.
Så du anerkender ikke, at den første Mette Frederiksen-regering har været særligt venstreorienteret velfærdspolitisk?
Det er jo ikke, fordi de sidste år har været så anderledes; det er mere måden, man har talt om det på. I praksis har det ikke været særlig anderledes end fx Thorning-årene. Der var nogle bindinger til regeringspartier, der gjorde, at man ikke kunne komme ud af de her forskellige politiske situationer – fx med dagpengene i Thorning-perioden – men jeg mener ikke, at regeringsførelsen har været kilometervis anderledes. Det nye er sådan noget som klima, der er kommet ind, og nu oprustningen.
Og Arne-pensionen?
Man skal forstå, at Arne-pensionen er en meget lidt attraktiv ordning sammenlignet fx med den gamle efterløn. Man skal virkelig være træt af at arbejde, hvis man går af arbejdsmarkedet for en ordning på 14.000 om måneden. Det nye ved den er først og fremmest, at det er en rettighed for dem med mange år på arbejdsmarkedet. Nu nedlægges så seniorpensionen, der gav 19.000 til de visiteret nedslidte. Så samlet set går tilbagetrænkningsregnestykket i minus, selv om de kalder det Arne-plus.
Så perioden fra 2019-22 var præget af en fantasi om en venstreorienteret socialdemokratisk regering?
Jamen det kommer an på, hvad du mener med venstreorienteret. Den første Mette Frederiksen-regering genindførte jo ikke fattigdomsydelserne – i modsætning til Helle Thorning, der førte valgkamp mod og afskaffede dem – men man fastholdt deres grundstruktur men med nogle små tillæg. Men grundlæggende fastholdt Mette Frederiksen logikken om, at hvis de fattige og især flygtninge får et spark i røven, så kommer de ud at arbejde.
Så der er rigtig mange steder, hvor du kan pege på, at det ikke har været særlig meget mere rødt end det normale socialdemokratiske budskab. Det sted, hvor Mette Frederiksen har skilt sig mest ud, har nok været forelskelsen i den offentlige sektor. Det gøres der nu også op med på forskellige måder.
Var det så snarere et fravær af reformer end en venstredrejet velfærdspolitik, der prægede den første Mette Frederiksen-regering?
Jeg ser det mere som et strukturelt magtpolitisk fænomen. Det var det stabile flertal, der var med SF og Enhedslisten til venstre i salen, og DF med på sidevognen på nogle afgørende punkter. Nu er flertallet anderledes, og så flytter den politiske nordpol, og Mette Frederiksen ændrer kurs. Og det er legitimt i hendes parti, fordi det absolut vigtigste krav til en leder af Socialdemokratiet er, at du kan levere partiet magten. Alt andet er sekundært.
Hvordan tror du, den almindelige vælger i Danmark ser tilbage på den første Mette Frederiksen-regeringen, hvis vi lige ser bort fra den åbenlyse corona-krise?
Hvis man prøver at se bort fra corona-perioden – hvilket man ikke kan, men lad os gøre det som et eksperiment – så var det jo en periode præget af kæmpe velstand. På den måde har Corydon ret i, at det var et frikvarter rent økonomisk. Det har jo været en periode, hvor pengene væltede ind i de offentlige kasser på alle mulige måder, så der var jo også nogle at bruge af. På den måde har det jo lidt været nogle flødeskumsår. Og det vi kigger ind i nu, som statsministeren plejer at sige, er jo nogle lidt mere magre år.
Og jeg ser det [hendes politiske projekt, red.] lagt hen ad vejen som hendes forsøg på at skrive sig ind som samfundsingeniør, hvilket man ikke kan sige, at hun har været de sidste tre år.
Og hvad er det for et stort samfundsingeniørprojekt, som Mette Frederiksen nu vil stå i spidsen for?
Det er jo afslutningen på det store, fælles Slotsholmen-projekt. Hvis man gennemfører det regeringsprogram, som står nu, så vil alle de parametre, som Finansministeriet måler ved de her ting, aldrig i Danmarkshistorien have stået bedre. Prisen bliver til gengæld, at uligheden vil stige yderligere, som det også skete i hendes første periode.
Spørgsmålet er så selvfølgelig, hvis man fortsætter tanken, hvordan den almindelige vælger og dansker – og fattige og flygtninge – vil se på det her til næste valg. Der er dog ingen tvivl om, at hvis det her bliver gennemført side for side i den form, som der er lagt op til, så vil Mette Frederiksen, når der i fremtiden bliver lavet økonommålinger af, hvem der har været den bedste regering i de sidste 50 år, tage førstepladsen med det her program.
Hvis man gennemfører det regeringsprogram, som står nu, så vil alle de parametre, som Finansministeriet måler ved de her ting, aldrig i Danmarkshistorien have stået bedre. Prisen bliver til gengæld, at uligheden vil stige yderligere, som det også skete i hendes første periode
_______
Kristian Madsen (f. 1975) er administrerende direktør og ansvarsvhavende chefredaktør for A4 Medier. Han er cand.scient.pol. og fhv. politisk kommentator og USA-korrespondent hos Politiken, informationschef hos LO og tidligere taleskriver for socialdemokraternes formand og statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt i valgkampen 2004.
ILLUSTRATION: Afskedsreception for Helle Thorning-Schmidt i Fællessalen på Christiansborg, 29. marts 2016: Den nye formand for Socialdemokraterne, Mette Frederiksen, holder tale [FOTO: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
