Kristian Leth: I Danmark trives misforståelserne om USA. Herunder: At Demokraterne er som os
08.11.2022
Brev fra Brooklyn af Kristian Leth
Politisk forskning viser at både Demokratiske og Republikanske vælgere ser sig selv som længere fra de andre end nogensinde før. Samarbejde er umuligt, tolerance er uønsket og forståelse gammeldags. “Hvorfor skal man forstå fascister?” hører man begge sider sige – om hinanden.
Vi danskere har med vores socialdemokratiske velfærdstanker nemt ved at forstå fjendebilledet af de konservative kristne Republikanere, der vil forbyde abort, øge uligheden og bygge en mur. Og af den nye generation af Qanon-følgere, der ikke tror på videnskab eller valgresultater. Men vi har det med derefter at drage den fejlagtige konklusion, at vi til gengæld forstår og er enige med Demokraterne. At de ligner os. Hvilket skygger for en forståelse af deres grundideer, og dermed gør det sværere at forstå hvori polariseringen ligger.
For egentlig er den grundlæggende tanke for både Demokraterne og Republikanerne den samme amerikanske forståelse af begrebet frihed. Vi er vant til at høre, hvordan man i sydstaterne vil have frihed til at bære våben og til at nægte homoseksuelle vielser i kirkerne og andre drakoniske tiltag. Men det er essentielt at forstå at Demokraterne ikke repræsenterer en korrektion til det amerikanske frihedsideal i sig selv og en kamp for noget, der tilnærmelsesvis ligner den danske stat. Demokraterne kæmper i lige så høj grad for den radikale amerikanske frihed: Frihed fra undertrykkelse – statens undertrykkelse.
Vi forstår simpelthen frihedsbegrebet grundlæggende forskelligt på de to sider af Atlanten. I Danmark vil vi gerne opgive store dele af vores politiske frihed for at kunne nyde godt af en sikring af visse økonomiske og retsmæssige vilkår (vores CPR-nummer, statens indblik i vores private forhold, den høje skat, centraliseret data er nogle af eksemplerne). I USA er netop den slags organisering og kontrol af personlig information netop det, man vil have frihed fra – vel at mærke for begge de to partier.
Da jeg flyttede til USA for otte år siden, valgte min hustru og jeg at bosætte os i et område ved Prospect Park i Brooklyn, i en meget venstreorienteret, sekulær og multikulturel del af landet, der nok er nemmere at identificere sig med for to venstreorienterede kunstnere fra Danmark end det republikanske Mississippi ville have været.
Her bliver vi jævnligt mødt med spørgsmålet “hvorfor ville I dog nogensinde flytte fra Danmark?” og drømmende udsagn om hvordan USA ville være et bedre land at bo i, hvis der var skandinaviske forhold på bl.a. uddannelses- og sygehusområdet. Det er en klar gensidig flirten, der kører mellem de mest progressive amerikanere og os danskere. Som om den amerikanske venstrefløj ville indføre danske tilstande, hvis bare de fik lov.
I Danmark bliver det ofte fremstillet som fornuftige Demokrater mod de skøre Trump-følgende Republikanere. Vi danskere har en tendens til at tro, at vi ligner Biden, Pelosi og Alexandria Ocasio-Cortez mere end Paul Ryan, Mitch McConnell og Ron DeSantis.
Man plejer at sige at selv Demokraterne ligger til højre for danske borgerlige, og forestiller sig et spektrum, hvor dansk politisk mainstream generelt set går fra Demokraterne og længere mod venstre. De fleste danskere, jeg taler med, forstår ikke at Demokraterne på mange af de mest centrale spørgsmål som abort, grænsekontrol og identitetspolitik ligger langt, langt, længere ude til venstre end vi er vant til i Danmark. Netop frihedstanken gør, at amerikanerne ligger længere ude på begge sider – højre OG venstre.
For begge sider i USA er frihed fra statens indblanden så central, at mine børn lærer om det i skolen, at mistilliden til staten og alle dens apparater bliver set som et demokratisk grundprincip. Amerikanerne vil ikke have en stor magtfuld regering, der kan ensrette deres vilkår og begrænse dem – den dobbelthed vi accepterer i en helt anden grad i Danmark. Selv om venstrefløjen vil have en stat, der sikrer deres rettigheder, er de generelt mistænksomme, hvis det betyder at statens skal definere de rettigheders begrænsninger.
Dét bliver meget klart, når man taler med amerikanske Demokrater om den højaktuelle sag om abort.
Mistilliden til staten og alle dens apparater bliver set som et demokratisk grundprincip. Amerikanerne vil ikke have en stor magtfuld regering, der kan ensrette deres vilkår og begrænse dem – den dobbelthed vi accepterer i en helt anden grad i Danmark
_______
Nuancerne i abortkrigen
Da den amerikanske højesteret underkendte retten til fri abort – Roe v. Wade – og slog fast, at lovgivning om abort skulle formuleres på statsniveau, blev det i danske medier fremstillet som om USA nu generelt set forbød abort. I Zetlands gennemgang var spørgsmålet “Hvad forsvinder næste gang i USA?” Politiken stillede spørgsmålet “Hvorfor vil USA af med den frie abort?” Og på Aftenshowets Facebook-side gav bekymrede brugere udtryk for at USA var “banket tilbage til stenalderen”, at det var “Afghanistan om igen” og at Danmark måtte forberede sig på at tage imod de amerikanske kvinder, der ville flygte. Historien passede godt ind i den danske fortælling om USA på vej mod et højredrejet og kristent teokrati, hvor en lille gruppe kæmper hårdt for at bibeholde nogenlunde humanistiske ideer.
At afgørelsen handlede om det unikke amerikanske forhold mellem stater og føderal regering gik tabt i de fleste samtaler, jeg havde med danske venner om emnet. At “retten til fri abort” forstås på meget forskellige måder i USA og Danmark vidste næsten ingen. Og den kendsgerning at netop staterne allerede har vidt forskellige – og for danskere ret ekstreme – abortregler i begge ender af spektret, er nærmest ikke til at finde i den danske debat.
I New York, hvor jeg bor, er grænsen for abort allerede nu 24 uger – dobbelt så langt henne i graviditeten som i Danmark og det meste af Europa. I langt de fleste amerikanske stater ligger grænsen mellem 22 og 26 uger, altså på grænsen til det tredje trimester (to tredjedele inde i graviditeten), og en håndfuld stater har endda ingen øvre begrænsning på hvornår en abort må finde sted. Ingen af de abortregler er truet af Højesterets omstødning af Roe v Wade. Tværtimod – de bliver højst sandsynligt forstærket på statsplan i disse tider.
For et par år siden – under en samtale med mine gode progressive venner fra Brooklyn – gik det for første gang op for mig, at de mente noget helt andet med “retten til fri abort,” end jeg gjorde. Når de hørte at vi i Danmark og resten af Europa begrænsede fri abort ved omkring 12 uger, var de forbløffede. Ønsket om en 14 ugers begrænsning – to uger længere henne end den danske – var netop det, der gjorde at Mississippis beslutning røg i Højesteret, hvilket førte til omstødningen af Roe v Wade.)
De Demokrater, jeg har talt med, mener at det etiske spørgsmål om livets begyndelse er en distraktion, og at det mest er et retorisk knep fra højrefløjen, fordi det i stedet handler om “den enkeltes ret til egen krop”. Altså om: Friheden til at vælge. Friheden til at gøre som man selv vil. Hvorfor skulle man overhovedet begrænse den rettighed på nogen måde?
Den anden groteske side kender vi: Omkring 13-15 Republikansk-ledede stater er vitterligt igang med at indføre ekstremt konservative begrænsninger, mange steder vil de endda gøre abort helt og aldeles ulovligt. Det er helt reelle lokale angreb mod en moderne humanisme, som vi bør være imod. Men det leder os ofte til at identificere os helt og aldeles med aktivisterne på den anden side, fordi vi grundlæggende tror, at de mener det samme som os. Når man derimod sætter sig ind i sagen, kan det virke som to ekstremt polariserede lejre, der begge er umulige at forlige sig med.
At amerikanerne netop har en fundamentalt anderledes forståelse af frihed, der giver sig til udtryk på begge sider af spektret, viser sig også når vi taler om indvandring, sygehusvæsen, våben og velfærd
_______
Frihedstanken
At amerikanerne netop har en fundamentalt anderledes forståelse af frihed, der giver sig til udtryk på begge sider af spektret, viser sig også når vi taler om indvandring, sygehusvæsen, våben og velfærd.
De fleste danskere forstår at Republikanerne vil lukke grænserne og behandle flygtninge umenneskeligt, hvilket er sandt nok. Men hvor mange tænker over at Demokrater som Alexandria Ocasio-Cortez og New Yorks borgmester Bill de Blasio støtter bevægelsen “Abolish ICE” der altså simpelthen ønsker at “opløse grænsepolitiet”, som det blev oprettet i 2003. Den slags holdninger findes – som det fremgår – ikke bare på græsrodsniveau. Under Trump meldte Department of Education i New York aktivt ud, at de ikke engang ville tillade immigrationsmyndighederne adgang i skolerne. Ikke at de var grundlæggende uenige med de politiske valg – hvilket de er – men at de ville nægte ICE adgang til en eneste skole. Vi som forældre fik simpelthen et brev hjem med budskabet om at immigranter kunne føle sig sikre, om de var i landet lovligt eller ulovligt.
Under de store Black Lives Matter-demonstrationer i 2020, der udbrød efter at en politibetjent havde dræbt George Floyd, blev sloganet ACAB – “all cops are bastards” – og “defund the police” (tag pengene fra politiet) hørt over hele landet fra de overvejende Demokratiske demonstranter. (Selv om demonstrationerne var overvejende fredelige, blev de på grund af massive ødelæggelser og vold — mindst 19 mennesker døde — det dyreste og mest destruktive eksempel på politisk uro i USA’s nyere historie).
Netop Defund the Police blev en voksende politisk bevægelse, der i dag støttes af progressive politikere som Ocasio-Cortez. Man ønsker enten en reallokering af politiets budget – fra håndhævelse til forebyggelse – eller i nogle tilfælde en reel afvikling af politistyrken, der ses som overvejende racistisk og undertrykkende. Mange byer og stater har beskåret deres politi-budgetter, ud fra ideen om at udsatte områder fortjener en frihed fra politiets undertrykkelse.
For en dansker er det påfaldende, BÅDE hvor udbredt politivold er – OG hvordan samtalen på venstrefløjen ofte springer helt over spørgsmålet om hvordan man kan reformere landets mange lokale politistyrker og går direkte til om hvorvidt politiet overhovedet er nødvendigt. Det indskrænker friheden, må man forstå.
Selv om vi har nemt ved at se hvor langt ude Republikanerne er, bliver vi nødt til at tage højde for at Demokraterne på en del områder vitterligt ligger helt ude på den anden side. For at forstå polariseringen i USA – og Midtvejsvalget i aften – nytter det ikke noget bare at placere de to partier på det samme venstre-højre spektrum, som vi gør i Danmark. Samtalen med progressive amerikanere om det danske velfærdssystem – som de over en bred kam taler varmt om – falder til jorden, når man nævner, at dét kun kan lade sig finansiere med den høje danske skat. For friheden til at beholde sine egne penge er grundlæggende – også for Demokrater. Det andet – den nordiske samfundsmodel– virker som tyveri. ■
Friheden til at beholde sine egne penge er grundlæggende – også for Demokrater. Det andet – den nordiske samfundsmodel– virker som tyveri
_______
ILLUSTRATION: Præsident Biden på scenen ved siden af medlem af Repræsentanternes Hus for Californien Mike Levin og hans hustru Chrissy, torsdag 3. november 2022 [foto:AP Photo/Patrick Semansky/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
