Kirsten Biering i RÆSONs nye trykte nummer: Forsømmer Berlin Paris?
09.12.2022
Ukraine-krigen burde alt andet lige styrke den fælles beslutsomhed i EU. Men 2022 har åbenbaret betydelig uenighed i det gamle samarbejde mellem Tyskland og Frankrig.
FRA RÆSON52. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der udkommer 22. december.
Af Kirsten Biering
DET KNIRKER I EU’s vigtigste og mest celebre parforhold; det fransk-tyske. Det stod klart, da det traditionelle og stort anlagte årlige topmøde mellem de to lande i efteråret blev udskudt til begyndelsen af det nye år. For at redde facaden mødtes kansler Olaf Scholz og præsident Emmanuel Macron i stedet til frokost i Élysée-palæet. Det blev kun til et foto med smilende ledere og pæne ord om et konstruktivt møde, men hverken officielle erklæringer eller det sædvanlige pressemøde. Hvad er det, der går galt?
En lang række knaster
I de seneste måneder har uenighederne især drejet sig om energipolitik og sikkerhed/forsvar.
Det energipressede Tyskland ønskede bl.a. en ny gasforbindelse fra Den Iberiske Halvø gennem Frankrig til det øvrige Europa. Frankrig, der principielt hellere vil eksportere elektricitet fra sine atomkraftværker, indgik i stedet en aftale med Spanien og Portugal om en undersøisk forbindelse for især fornybar energi (bl.a. brint) fra Barcelona til Marseille.
Tyskland annoncerede i september en gigantisk national energihjælpepakke på 200 mia. euro, men uden forud at informere hverken Bruxelles eller Paris. Og for at føje spot til skade orienterede en tilsyneladende veloplagt Scholz ved et pressemøde om sin beslutning, mens han angiveligt kort forinden havde aflyst et videomøde med den franske premierminister, Élisabeth Borne, under henvisning til dårligt helbred.
Til det har lagt sig tekniske, men ikke mindre politisk centrale uenigheder om EU-håndteringen af energiprisernes himmelflugt. Loft over priser på gas, fælles lån og garantimekanismer har været fransk politik, mens Tyskland tøver.
Paris er også skeptisk over for det nye tyske initiativ til et europæisk missilskjold, der samler 15 lande i og uden for NATO. Frankrig, hvis forsvarsdoktrin stadig tager sit udgangspunkt i afskrækkelsen fra de franske atomvåben, deltager ikke. Missilskjoldet forudses at bygge på luftværnssystemer som det tyske Iris-T, det amerikanske Patriot og en mulig israelsk komponent – men foreløbig ingen fransk teknologi. Den franske præsident udelukker ganske vist ikke, at man måske på et tidspunkt kommer til at bidrage. Men når flere fransk-tyske forsvarsmaterielprojekter samtidig har ligget i noget nær koma, og fælles flådepatruljer bliver aflyst, skaber det irritation i Paris. Så sidder Emmanuel Macron lidt alene tilbage med sine ideer om une défense européene – en klarere europæisk forsvarsprofil.
I det hele taget har Macrons ønske om en stærkere EU-rolle i egen ret – den berømte ,strategiske autonomi’ – på det seneste måttet tage imod et par tyske stryg.
Da Frankrigs præsident modtog sin kinesiske kollega i Paris i 2019, inviterede han kansler Merkel og formanden for EU-Kommissionen med – ligesom en tysk minister og en EU-kommissær deltog i den franske delegation ved Macrons efterfølgende returbesøg i Beijing. Når både Scholz og Macron nu skulle besøge Kina i dette efterår, kunne de jo passende gøre det sammen, foreslog Élyséet. Og måske bare lidt senere end lige efter helgenkåringen af Xi Jinping i Beijing. Berlin sagde nej, og Scholz mødte Xi som planlagt og alene i begyndelsen af november. At Tyskland netop på dette tidspunkt havde valgt at sælge dele af Hamborg havn til kinesiske interesser, gav måske mening for Scholz, der sikkert allerede havde pakket rejsetasken. Macron derimod har sin egen, skeptiske holdning til Europa som ,et åbent supermarked’. Han var for den sags skyld heller ikke enig med Merkel i, at Nordstream 2 blot var et økonomisk projekt. Kompromiset mellem de to i spørgsmålet om europæisk kontrol med energi blev en teknisk revision i 2019 af EU’s gasdirektiv. Direktivet regulerer EU’s indre gasmarked og kom med ændringen til at gælde også gastransmission fra tredjelande – som fx Rusland. Lidt mere kontrol, men stadig ingen større hindringer for tysk fortsættelse af Østersø-projektet. Måske heller ikke Frankrig – trods alt – helt har anet, hvad man egentlig var oppe imod.
De seneste uenigheder mellem Paris og Berlin har ført til ukarakteristisk skarpe bemærkninger fra den franske præsident med adresse til de tyske beslutningstagere. Det var, lød budskabet, ikke godt for Europa eller landet selv, at Tyskland ,isolerede sig’. Den franske avis Le Figaro bragte endda en leder med tysk overskrift – Soloreiter – den ensomme rytter. En besk omgang om naboen på den anden side af Rhinen, der vist aldrig rigtig havde lært at tænke på andre end sig selv.
I det hele taget har Macrons ønske om en stærkere EU-rolle i egen ret – den berømte ,strategiske autonomi’ – på det seneste måttet tage imod et par tyske stryg
_______
Europa og den fransk-tyske motor
I det lange historiske perspektiv er uenigheden ikke ny – tværtimod. Der gik 150 år med rivalitet og blodigt fjendskab mellem Berlin og Paris, før det i efterkrigstiden langsomt blev afløst af forsoning. Den proces havde som forudsætning dels den forandrede sikkerhedspolitiske situation i Europa – primært truslen fra Sovjetunionen – dels en række store politikere i begge lande, anført af general Charles de Gaulle og kansler Konrad Adenauer. De to fik både etableret den organisatoriske ramme for det bilaterale forhold, Élysée-traktaten fra 1963, og lagt de tidlige brikker til det europæiske samarbejde, der blev udbygget i de følgende årtier.
Symbolikken i denne forsoning mellem ærkefjender er stærk – tænk bare på billedet af præsident François Mitterrand og kansler Helmut Kohl hånd i hånd i 1984 ved gravene i Verdun. Det blev samtidig et substantielt partnerskab af grundlæggende betydning for Europas udvikling. Hyppig og stor uenighed også om fundamentale spørgsmål har ikke spærret vejen for kompromiser, der netop ved foreningen af ofte modsatrettede interesser kunne favne bredt og bane vejen for stadig større integration inden for det europæiske fællesskab.
Et skiftende styrkeforhold mellem de to magter har heller ikke forhindret og måske endda bidraget til det forpligtende samarbejde. Schuman-planen fra 1950, der førte til Kul- og Stålunionen, EU’s forløber, var et fransk initiativ og grundlæggende i Frankrigs nationale interesse – men den økonomiske integrationsmodel gjorde ideen attraktiv også for det krigssvækkede, delte Tyskland. Murens fald i 1989 og den tyske genforening var næste, konsekvenstunge skub til dynamikken mellem de to lande – Frankrig begyndte at frygte tysk dominans. Også det førte til en milepæl i det europæiske samarbejde, Maastricht-traktaten fra 1992, på initiativ netop af franske Mitterrand og tyske Kohl. EU skulle væve det nye, store Tyskland yderligere ind i politisk, økonomisk og monetær integration og samtidig give det europæiske projekt fornyet retning, bl.a. gennem fælles udenrigs- sikkerhedspolitik.
Dette momentum forhindrede ikke, at der opstod strid mellem Paris og Berlin om tunge spørgsmål; konkretiseringen af eurozonen, om de fælles politikker (landbrug) og om indretningen af EU’s institutioner – herunder stemmevægte – når man udvidede mod øst. Det fik samarbejdet til at hakke og motoren til at gå ujævnt frem mod de møjsommelige kompromiser, der strikkede de efterfølgende traktater sammen i Amsterdam og Nice.
Butja, Ukraine, 16. juni 2022: Macron, Scholz og den daværende italienske premierminister, Draghi, under et officielt besøg i Ukraine. Statslederne besøgte bl.a. den befriede by Bucha, hvor adskillige krigsforbrydelser er blevet begået af russiske tropper [FOTO: Ludovic Marin/AP/Ritzau Scanpix]
Det blev et fransk yndlingstraume – billedet af et lille, betuttet og stadig mere økonomisk presset Frankrig, der nu blev trukket rundt ved næsen af et meget stort, pengestærkt Tyskland. Virkeligheden var vel snarere, at Frankrig – stadig medlem af FN’s Sikkerhedsråd, stadig en atommagt og stadig en ambitiøs international spiller – valgte at ignorere uligheden i styrkeforholdet og fortsat insistere på sin nationale interesse. Samtidig kunne det genforenede Tyskland ikke helt ignorere sin egen.
Det har på den ene side ikke spærret for nye initiativer, men på den anden givet indtryk af et nok uomgængeligt fransk-tysk samarbejde, der bare langtfra altid var lige velfungerende og konstruktivt. Særligt efter EU’s store udvidelse mod øst i 2004 kunne det heller ikke længere stå alene: Andre medlemslande, og efterhånden rigtig mange af dem, havde deres egen mening om, hvordan EU skulle se ud.
I 2008-09 forenede finanskrisen og Grækenlands dybe økonomiske vanskeligheder igen Paris og Berlin i forsøget på at styrke EU’s fælles økonomiske styring. Det var som så ofte før en besværlig bilateral proces, der efter en del frem og tilbage alligevel endte med konkrete resultater. Men det var også et eksklusivt parløb, der ikke blev mødt med udelt begejstring alle vegne.
Den franske opfattelse af svindende vægt i forhold til Tyskland og tyske beslutningsprocesser er kort sagt ikke noget nyt fænomen. Heller ikke ustabiliteten i det bilaterale forhold – eller for den slags skyld de andre EU-medlemslandes vigende accept af singulariteten i det fransk-tyske makkerskab.
Macrons europæiske drøm
Efter at være blevet valgt til præsident i 2017 besluttede den nye mand i fransk politik Emmanuel Macron sig for at rydde spillebanen. Væk med et stivnet fransk partisystem. Ind med de reformer af fransk økonomi, som han åbent erkendte var en forudsætning for, at Frankrig kunne spille sin retmæssige rolle både europæisk og globalt – bl.a. ved faktisk selv at leve op til kravene til europæisk økonomisk integration. Tæt knyttet til det var en aktivistisk og proeuropæisk linje uden de tvetydigheder, der fra tid til anden blev plejet under forgængerne Nicolas Sarkozy og François Hollande. Tilsammen udgør elementerne det, som er blevet kaldt Macrons ,dobbeltdækker-reformisme’.
Central for Macrons Europa-politik er den Sorbonne-tale, som han holdt lige efter præsidentvalget. Talen rummede både store ord og en regn af helt konkrete forslag til indretningen af et fremtidigt europæisk samarbejde med fokus på integrationen i eurozonen og en tyk streg under det fransk-tyske samarbejde. Men retningen var ikke radikalt ny – den lå i pæn forlængelse af klassisk fransk Europa-politisk tænkning. Til gengæld lod talen ane både en større erkendelse af faktiske forhold – herunder med hensyn til Frankrig selv og de globale udfordringer for EU – og en større ambition for netop det europæiske samarbejde.
Da Merkel mødte sin nye kollega for første gang i det sene forår 2017, citerede kansleren halvsværmerisk den tyske forfatter Hermann Hesse: „Der er magi i enhver begyndelse”. Macron gjorde sit for at holde liv i fortryllelsen. Berlin fik endda Sorbonne-talen til gennemlæsning, før den blev holdt. Men den tyske reaktion forblev – til frustration for Paris – noget nær larmende tavshed.
Der kan have været gode grunde til, at Scholz i Prag rettede lyset mod det forandrede Europa – selvom han stødte franskmændene på manchetterne. For Ukraine-krisen har sat på spidsen, at det bilaterale fransk-tyske samarbejde i de første årtier af europæisk integration bedre kunne stå alene, end det kan i dag
_______
Kompromiset i 2018 om en fransk-tysk køreplan for udviklingen inden for eurozonen blev ikke mere end det: Uden de franske tanker om bl.a. et velvoksent fælles eurobudget med tilhørende finansminister og således langt fra præsidentens ønske om en grundlæggende reform. En tysk imødekommelse i forhold til forsvarsdimensionen, en anden hovedakse i Sorbonne-talen, kunne måske have lettet indtrykket af begrænsede fremskridt. Det blev snarere det modsatte, med stor tysk fortrydelse over det European Intervention Initiative, som Paris ville stifte uden for EU, fordi forsvarssporet inden for EU forblev vanskeligt at navigere i – ikke mindst pga. det transatlantisk indstillede Berlin.
Macron talte langt og længe om en ny og helt anderledes verden, hvor Europa måtte lære at stå på egne ben. Merkel brugte en hel del færre ord, men indrømmede dog, at Europa dybest set nok kun kunne stole på sig selv.
Der skulle en coronakrise til, før Macron hentede en solid succes hjem i forhold til ønsket om økonomisk integration inden for EU og opfyldelse af nogle af Sorbonne-talens mange ambitioner. Det fransk-tyske samarbejde viste sig fra sin gode side med vedtagelsen af genopretningspakken Next Generation EU – der dog i Frankrig ofte blev noget oversolgt som EU-solidaritet i form af fælles gæld og med åbenlys appetit på mere. Det var også den krise – og akut mangel på bl.a. kinesisk producerede ansigtsmasker – der åbnede flere øjne for, at de franske tanker om ,strategisk autonomi’ med hensyn til fx industriproduktion kunne være andet og mere end et udslag af velkendt gallisk protektionisme.
I 2022 blev det endnu en krise, Ukraine-krigen, som fordybede debatten om det tvivlsomme i strategisk afhængighed af stater som både Kina og Rusland, der ikke tøver med at anvende ressourcer i politisk øjemed. Det har på den ene side gjort NATO’s betydning for europæisk sikkerhed helt klar, herunder i Paris, og på den anden givet ny energi til sporet af europæisk forsvarssamarbejde. Det burde alt andet lige styrke den fælles beslutsomhed. Men krisen ligner også den næste i rækken af afgørende øjeblikke for det fransk-tyske forhold.
Tysklands nye liv
Igen skal Tyskland finde et ståsted midt i radikal geopolitisk forandring. Det har sat landet under pres – samtidig med at det åbner for en nytegning af Europa, som kansler Scholz selv beskrev i en tale i Prag i august 2022.
Med en forskydning af europæisk tyngde mod øst og sydøst forankres Tyskland endnu tydeligere i hjertet af Europa – trods slingrende vækst stadig ubetinget EU’s økonomiske stormagt og midt i en dramatisk omlægning af sin politik på så vitale områder som energi, forsvar og østpolitik. Det er en geopolitisk virkelighed, der i direkte konsekvens skyder Tyskland frem og Frankrig til side. Det pirker samtidig til den gamle og rodfæstede franske frygt for, at Tyskland drejer mod øst, og Frankrig bliver marginaliseret.
I sin Prag-tale fremsatte Scholz flere forslag til den nødvendige tilpasning af et ekspanderende EU, der længe har været også et fransk ønske: udbredelse af flertalsafstemninger, begrænsning i antallet af Europa-Parlamentets medlemmer, et nyt format for Kommissionen. Ambitionen om større europæisk suverænitet i alt fra forsvar til industri er – fra at have været et fransk buzzword – blevet almindelig visdom, også hos Scholz. Men det kræver bredt samarbejde uden ,eksklusive klubber’ og med færre ,abstrakte diskussioner’.
Var det Scholz, der advarede Paris mod at drømme for meget og især om et Europa omkring en mindre, fast og sluttet kerne med Frankrig i en stjernerolle? Hvis det her var Scholz’ ,Sorbonne-moment’, ville Paris i hvert fald nok have forventet noget andet – modsat Macron i 2017 omtalte Scholz overhovedet ikke det fransk-tyske samarbejde. Hverken som kilde til EU’s oprindelse, som bidrag til en succesrig, stadig mere integreret Union eller som vigtig for aktuel problemløsning.
21. september 1963: Den franske præsident (th.), Charles de Gaulle (1880-1970), tager imod den vesttyske kansler, Konrad Adenauer (1876-1967), ved den militære lufthavn Velizy-Villacoublay i Frankrig [FOTO: Archive/AFP/Ritzau Scanpix]
Macron har i et interview omtalt omlægningen af den tyske model som så radikal, at man – med hans ord – ikke skulle underkende dens destabiliserende virkning: „Men hvis man vil være konsistent, er det ikke nationale strategier, man skal vælge, det er europæiske”. Ingen i Macrons ende af fransk politik er blinde for den kolossale opgave, som Scholz har taget på sig i en kompliceret national politisk ramme. Så langt har EU i forhold til Ukraine-krisen demonstreret imponerende enhed. Men jo længere den ukrainsk-russiske krig varer, jo større kan driften blive mod nationale løsninger, hvad enten det skyldes skrøbelige regeringer eller den styrkelse af højrenationale kræfter yderst i spektret, der præger billedet i en række EU-lande. Ifølge Ivan Krastev har EU siden 2009 ,danset med kriser, ikke løst dem’. Det nye Europa presser yderligere på for gennemgribende beslutninger. Her rækker nationale løsninger ikke – mener man i hvert fald stadig i Paris.
Krisen i det fransk-tyske forhold fylder bemærkelsesværdigt meget i de franske medier –mindre i de tyske. En del af de øjeblikkelige vanskeligheder kan godt ligge i flakkende tysk bevidsthed i forhold til de eksterne aspekter af de mange beslutninger, som man har foran sig. Måske er det strukturelt: Der kan stadig være en bid vej, før Tyskland i alle aspekter omfavner rollen som Europas store magt. Blikket er vendt indad, mod radikal omstilling, en massiv økonomisk krise, en usikker regeringskoalition og deraf følgende svære betingelser for at finde en stærk forhandlingsposition udadtil. Det kan have givet et underskud i Berlin, når det gælder pleje af det øvrige Europa og en undertiden ømskindet fransk partner.
Andre EU-lande kan naturligvis have gode grunde til at ville sikre sig, at Unionens største økonomi blot midlertidigt døjer med besværlige tilpasninger og ikke kæmper mere kronisk med sin tilgang til Europa. Det bør bare ikke skygge for, at Tysklands strategiske omkalfatring er banebrydende og modig. Og at det er en proces, som Scholz i mange sammenhænge har givet et tydeligt europæisk fortegn.
Det er svært i den sammenhæng at forestille sig, at Tyskland skulle vælge konsekvent at ignorere Frankrig, der trods alt er EU’s næststørste økonomi og stærkeste forsvar. Frankrig og Tyskland kan dårligt klare sig uden hinanden, fordi de dårligt – som i slet ikke –– kan klare sig uden EU. De to ting, det indbyrdes forhold og samarbejdet gennem EU, er flettet godt og grundigt ind i hinanden – den komplementære bilateralisme er det blevet kaldt. De principielle meningsforskelle mellem de to parter er heller ikke meget anderledes, end de var under Merkel. Tværtimod er fællesmængden, i hvert fald på papiret, blevet større.
Et fornyet partnerskab må ikke glemme resten af EU
Hvad skal der så til for at bringe forholdet tilbage på sporet?
Den tysktalende franske finansminister Bruno Le Maire har hang til Rilke og er en fin kender af alt, hvad der er tysk. Han opfordrede under en offentlig høring i slutningen af oktober til intet mindre end en strategisk nydefinition af forholdet mellem Paris og Berlin, et re-set. Det kan være et særligt klarsyn, eller det kan være en taktisk markering fra en franskmand, der i den øjeblikkelige energikrise vil gå andre veje end sine tyske kolleger og bl.a. tør anbefale nye fælles gældsinstrumenter. Det udskudte topmøde mellem Macron og Scholz er også langtfra hele historien. Élysée-traktaten og dens seneste revisionstekst, Aachen/Aix-La-Chapelle-aftalen, som blev underskrevet af Macron og Merkel under megen pomp og pragt i 2019, danner en usædvanligt veludviklet ramme om bilaterale forbindelser på alle niveauer og inden for alle ressorter.
Der er stadigvæk bl.a. et tæt fransk-tysk samarbejde i de to landes fælles økonomi- og finansråd, hvor Le Maire mødes med ministre i Scholz’ koalitionsregering som økonomiminister Robert Habeck (De Grønne) og finansminister Christian Lindner (fra det liberale FDP). Både Habeck og Lindner er anderledes direkte end Scholz i deres udtalelser om samarbejdets helt centrale betydning og det til trods for den betragtelige afstand mellem Le Maires foretrukne løsningsmodeller og Lindners. Uenigheden har oftest været størst netop på det monetært-økonomiske område. Det er den fortsat. Det europæiske samarbejde ville til gengæld være i alvorlige problemer, hvis ikke fransk-tyske kompromiser løbende var fundet – og fortsat bliver det.
Aktuelt ser Berlin i det mindste ud til at have nærmet sig Paris i spørgsmålet om direkte støtte til strategiske europæiske industrisektorer som modvægt mod voksende amerikansk favorisering af eget marked (Inflation Reduction Act) – i givet fald endnu et skridt væk fra bunken af tyske tabuemner. Andet helt praktisk samarbejde får ofte lov til at gå lidt under radaren, fx at Frankrig fra oktober er begyndt at eksportere en bid af sin daglige tilgang af LNG til Tyskland, mens Tyskland lover at sende elektricitet den anden vej. Værre er det så heller ikke.
Men udfordringen er på alle ledder større end det. Der kan have været gode grunde til, at Scholz i Prag rettede lyset mod det forandrede Europa – selvom han stødte franskmændene på manchetterne. For Ukraine-krisen har sat på spidsen, at det bilaterale fransk-tyske samarbejde i de første årtier af europæisk integration bedre kunne stå alene, end det kan i dag. I Central- og Østeuropa drager man direkte den udenrigs- og sikkerhedspolitiske ideologi i Paris og Berlin i tvivl. Det gælder såvel Frankrigs traditionelle ønske om at lade USA fylde mindre som den dialog med Rusland, begge de to hovedstæder har søgt. Det, der har set ud, som om de to lande tøvede med at støtte Kyiv, har ikke gjort det bedre.
Nu er dialog på tværs af dybe forskelle selve varemærket både for den moderne europæiske tanke og det fransk-tyske samarbejde. Men de seneste udslag af mistro fra andre i EU-kredsen understreger nødvendigheden af, Berlin og Paris husker den bredere europæiske klangbund – og ikke glemmer vekslende alliancer i vekslende sammenhænge, der rækker ud over det bilaterale parløb. De fransk-tyske kompromiser har sjældent været fuldkomne. Skal der – med Krastevs ord – andet end ,danses med krisen’, vil lydhørhed være så meget desto mere nødvendig.
Der kan godt murres om relevansen og effektiviteten af det fransk-tyske samarbejde, men uden alternative lederskabsmodeller er det stadig svært at se andre steder hen. Det er dermed igen op til Frankrig og Tyskland at finde broen til enighed på tværs af dybe meningsforskelle – det, der før har givet EU et afgørende skub fremad og især mod mere integration. Den proces har ofte været historien om store fransk-tyske politiske personligheder, der fandt hinanden. Der er muligvis ikke megen fortryllelse over den personlige kemi mellem Macron og Scholz, som der i øvrigt heller ikke var det mellem forgængere som Willy Brandt og Georges Pompidou eller Gerhard Schröder og Jacques Chirac. Men det er lykkedes før, og det er her, den samtale må forankres.
Den 22. januar 2023 er 60-året for Élysée-traktaten. Hvis samarbejdet mellem Frankrig og Tyskland stadig skal betragtes som både symbol og substans, er det en dato, der bør være cirklet med rødt i d’herrers kalendere. Og er der virkelig brug for Bruno Le Maires re-set, er det nu, knappen skal findes. ■
Verdun, 22. september, 1984: Den franske præsident (tv.), François Mitterrand (1916-95), hånd i hånd med den tyske kansler, Helmut Kohl (1930-2017), under en ceremoni for de faldne ved slaget ved Verdun, 1916 [FOTO: AFP/Ritzau Scanpix]
Kirsten Biering, ass. seniorrådgiver i DIIS og seniorrådgiver i Tænketanken Europa. Tidligere ambassadør, bl.a. i Paris.
ILLUSTRATION:
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
