Kirsten Biering efter 1. runde af det franske præsidentvalg: Det tegner stadig til at blive en gyser
11.04.2022
Udfordringen for de to kandidater i slutrunden er dobbelt. Næsten 28 pct. af de franske vælgere valgte at blive hjemme. Mobiliseringen er vigtig for dem begge. Den anden er retningen for de stemmer, der i 1. runde er gået til de andre kandidater.
RÆSON KOMPAKT er en nye serie af korte analyser for RÆSONs abonnenter.
Af Kirsten Biering
Det blev som forventet præsident Emmanuel Macron og Rassemblement Nationals Marine Le Pen fra den yderste højrefløj, der går videre til 2. og afsluttende runde af det franske præsidentvalg den 24. april. Det er et bedre resultat for dem begge – 28,5 pct. over for 23,6 pct. – end da de mødtes i 2017, og en iøjnefaldende høj tilslutning for en siddende præsident på genvalg.
De store, gamle partiers deroute er til gengæld fuldstændig. Parti Socialiste led et knæk allerede i 2017. Denne gang var turen kommer til de Gaulles gamle politiske familie hos Les Républicains, hvor Valérie Pécresse ikke kunne samle mere end 4,8 pct. af stemmerne. Tilbage står tre store blokke i fransk politik: det stærke yderste højre og det stærke yderste venstre, der i denne runde fik over 50 pct. af stemmerne, og de macronistiske centrumkræfter i midten.
Udfordringen for de to kandidater i slutrunden er dobbelt. Næsten 28 pct. af de franske vælgere valgte at blive hjemme. Mobiliseringen er vigtig for dem begge. Den anden er retningen for de stemmer, der i 1. runde er gået til de andre kandidater. Det kan godt blive en forhindring ikke mindst for Emmanuel Macron, der gerne skal kunne trække flere stemmer fra venstre. Han gik i 2017 til valg på et både/og – både højre og venstre af den politiske dagsorden. For mange vælgere til venstre for midten er Macron i dag blevet de riges præsident. Denne valgkampagnes forslag om bl.a. en forhøjet pensionsalder bidrager ikke til indtrykket af en politiker, der vil venstrefløjens vælgere det godt. Endnu en gang kan det blive diaboliseringen af Le Pen, der skal bringe sejren i hus.
Prognosen for 2. runde er 51 pct. til Macron og 49 pct. til Le Pen. Dramaet er langt fra forbi. ■
Endnu en gang kan det blive diaboliseringen af Le Pen, der skal bringe sejren i hus
_______
Kirsten Biering, seniorrådgiver Tænketanken Europa, tidligere ambassadør, bl.a. Paris 2015-2019. ILLUSTRATION: Præsident Macron annoncerer sejren, da resultaterne efter 1. runde i præsidentvalget kommer, Paris, 10. april 2022. [FOTO: Lionel Urman/Ritzau Scanpix]