Katrine Stevnhøj: Putins mobilisering kan blive dråben i et stort glas, der på sigt risikerer at flyde over
21.09.2022
”Flybilletter fra Rusland til Jerevan i Armenien, hvor mange kritikere er rejst hen, er steget helt vildt i pris her over natten. Det er et udtryk for, at mange ikke har lyst til at være i Rusland længere. Både fordi man ikke vil i krig, men også fordi man ikke længere kan identificere sig med nationens politik.”
Interview med Katrine Stevnhøj, ph.d.-stipendiat og forsker i protestbevægelser i Rusland og Belarus ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, af Bjørn van Overeem Hansen.
RÆSON: Putin holdte i morges sin ventede tale, hvor han annoncerede en delvis mobilisering efter en række tilbageslag på slagmarken i Ukraine. Hvordan har reaktionerne hos systemkritikere og opposition indtil videre været på Putins tale til nationen?
STEVNHØJ: Jamen for det første har det været forventet – i hvert fald siden i går har der været spekulationer om, at det her ville ske. Samtidig har der været en tiltagende kritik i løbet af de seneste uger, ikke kun fra oppositionen, men også fra andre, mere krigslystne stemmer i russisk politik.
Så på den måde er det ikke chokerende, det der sker nu. Som jeg ser reaktionen, så udnytter de systemkritiske kræfter situationen til at prøve at få folk på gaden. Vi har jo sådan set haft protester i Rusland siden krigens start, altså inden der har været en egentlig mobilisering, men det har i højere grad været protester direkte imod invasionen og den vold, der er blevet udøvet mod civile i Ukraine.
Så nu prøver oppositionen i højere grad at udnytte den uro og de bekymringer den russiske befolkning kan have i relation til de interne forhold. Der opfordres til landsdækkende protester. I realiteten er det ofte i de større byer som Moskva, Sankt Petersbor, Novosibirsk og Jekaterinburg at vi ser de største gadeprotester. Det betyder dog ikke at antikrigsprotester ikke finder sted i mindre lokalsamfund. Men de er som regel mindre og både de nationale og internationale medier er mindre opmærksomme på dem.
Kan du fortælle lidt mere om demonstrationerne? Hvad er der foreløbigt blevet annonceret?
Det er blevet annonceret fra forskellige sider, men primært fra den pro-demokratiske organisation Vesna, der har opfordret til, at borgere går på gaderne i deres byer kl 19:00 i aften (lokal tid) på en central plads. Det vil foregå ret spredt – også på grund af Ruslands mange tidszoner. Det er en ret typisk måde at annoncere demonstrationer og protester i dagens Rusland, fordi man netop ikke kan arrangere noget uden at få det godkendt af myndighederne først. Hvis man arrangerer det på andre måder, bliver demonstrationen højst sandsynligt erklæret for ulovlig, og dermed bliver den også ulovlig at deltage i.
Så med den metode, som Vesna bruger, undgår man, at enkelte personer står bag demonstrationerne i de enkelte byer. Ved at demonstrationen er så løst organiseret, undgår man også at myndighederne kan lukke ned for dem på forhånd, når de ikke kender placeringen.
Hvad forventer du af de demonstrationer?
Det synes jeg er svært at sige. Allerede fra krigens start den 24. februar i år og et par uger frem så vi nogle relativt store protester i Rusland i forhold til, hvad vi plejer at se. Der havde ikke rigtigt været store gadeprotester siden den uformelle oppositionsleder Aleksej Navalnyj blev anholdt d. 17 januar sidste år. Her så vi landsdækkende protester som fortsatte ind i februar måned. Fra Navalnyjs fængsling til krigens start var der ikke meget protestaktivitet, men det blussede så op med krigens udbrud.
Siden er protesterne over krigen stilnet meget af. Det har formentlig haft en relation til den lovgivning der er blevet indført. Siden krigens udbrud er der blevet anholdt 16.000 personer i forbindelse med antikrigsdemonstrationer, hvor 15.000 af de anholdelser skete i de første fire uger af krigen. Det stemmer overens med indførelsen af de love, der siger, at man ikke må sprede såkaldt misinformation om krigen, hvilket blev indført 5. marts. Den lovgivning og efterfølgende reaktion lagde en voldsom dæmper på de antikrigsprotester, da det simpelthen gjorde omkostningerne ved at deltage i protesterne for store.
Fra Navalnyjs fængsling til krigens start var der ikke meget protestaktivitet. Så blussede det op med krigens udbrud
_______
Derudover har mange af de russere, der forholder sig kritisk til krigen allerede forladt landet. Så de faktorer gør, at man nok kan antage, at det fremover bliver mindre demonstrationer, end vi så i starten.
Omvendt har vi de sidste uger set en intensiveret kritik af krigen fra nogle andre sider, ikke kun fra de krigslystne medlemmer af Dumaen, men også fx de byrådsmedlemmer, der for nyligt har været ude med en underskriftsindsamling for at få Putin til at gå af. Så vi har set noget systemkritik, som faktisk har været lidt overraskende. At det stadigvæk findes, på trods af de konsekvenser det har, er overraskende.
Jeg ved ikke, om vi skal regne med meget store protester lige nu – det synes jeg er svært at forestille sig. På den anden side kan man sige, at gadeprotester i Rusland er et såkaldt numbers game. Altså det kan hurtigt eskalere, hvis der kommer nok folk på gaden. Hvis man som potentiel demonstrant ser en demonstration med 1000 deltagere, vil man nok være bange for at deltage, da risikoen for at blive anholdt er relativt stor ved en lille demonstration. Omvendt bliver risikoen mindre og mindre, jo flere folk der er på gaden. På den måde kan 20.000 hurtigt blive til 30.000, og så videre. Folk vil simpelthen se en mindre risiko ved at demonstrere, jo flere der går på gaden.
Så det er lidt som en slags sneboldeffekt – jo flere mennesker der kommer på gaden, jo hurtigere kan demonstrationerne eskalere?
Det er nemlig sådan en sneboldeffekt. Men jeg vil sige, at jeg bliver overrasket hvis vi ser store folkeprotester i denne omgang. Dog kan jeg ikke udelukke noget.
Ser du nye dynamikker og muligheder for oppositionen i lyset af den annoncerede mobilisering?
Det er spændende at bide mærke i det her med motivationen bag systemkritik og folkelig modstand i Rusland. Nu følger jeg også lidt med i, hvordan oppositionen bliver omtalt, ikke kun fra regimets side, men også fra udlandet og folkestemningen andre steder. Der er en kritik nogle steder af de liberale, også det, vi kalder ’den ikke-systemiske opposition’, i Rusland, , der går på, at de liberale kræfter først protesterer nu, hvor det handler om deres egne soldater. Altså at de liberale kræfter i Rusland kun bekymre sig om interne forhold i landet.
For det første er det ikke helt korrekt, eftersom der allerede har været protester mod krigen. For det andet kan det også handle om en strategi fra oppositionens side. Det, som regimet i Rusland er bange for i forhold til protester, er ikke så meget dem, der allerede er kritisk indstillet overfor systemet. Det vil sige dem, som allerede er flyttet ud af landet og som støttede Navalnyj – kort sagt dem, som allerede har valgt side. De er bange for den øvre middelklasse i Moskva og Sankt Petersborg. Det er dem, der nyder godt af den stabilitet, der har været i Rusland.
Så hvis det lige pludseligt bliver et andet segment, der går på gaden eller begynder at brokke sig offentligt, så kan det blive farligt for regimet. På den måde kan denne mobilisering udnyttes af oppositionen til at hverve nye kritikere over på deres side.
Putin understregede, det er en delvis mobilisering. Det er dog tvivlsomt, i hvor høj grad dette forsikrer landets unge mænd og deres familier
_______
Vurderer du, at den annoncerede mobilisering kan rykke betydeligt ved den russiske befolknings holdning til krigen?
Jeg tror, at vi er nødt til at se, hvordan det udvikler sig, ikke kun i aften, men også over de kommende uger. Vi har jo tidligere set, at regimet er dygtige til at dreje historien til deres egen fordel. Det er også det Putin prøver på i sin tale. Eksempelvis ved at tale om russofobi, og ved at fremstille krigen som en direkte konflikt mellem vesten og Rusland – hele den samme smøre, vi har hørt før.
Putin understregede også, at det er en delvis mobilisering. Der er allerede systemkritikere, som omtaler dette som en eufemisme. Et forsøg på at undgå bekymring i befolkningen. ”Bare rolig, det er kun militærfolk vi sender afsted, I er sikre hjemme i stuerne i Moskva.” Det er dog tvivlsomt, i hvor høj grad dette forsikrer landets unge mænd og deres familier.
Men rykker det ikke ved regiments narrativ om, at krigen i Ukraine blot er en særlig militæroperation, når krigen nu kræver mobilisering? Er glansbilledet – og dermed en folkelig opbakning – ikke ved at krakelere for Putin?
Det er det jo, hvis man ser det fra vores kritiske synspunkt. Jeg er dog ikke så sikker på, hvordan det bliver set fra de loyale Putin-støtters side. Putin er stadig meget omhyggelig med sit ordvalg i den tale. Det bliver stadig forklaret ved at skulle forsvare Rusland mod dem, der prøver at ødelægge og skille nationen fra hinanden. Så han forsøger under alle omstændigheder at opretholde det samme narrativ om krigen.
Bliver tilslutningen til de næste dages demonstrationer udslagsgivende for oppositionens fremtidige kurs i Rusland?
Vi skal være forsigtige med at lægge for meget vægt på en enkelt protestbegivenhed. Hvis nu der ikke kommer så mange på gaden i aften, så skal vi passe på med at se det for udslagsgivende for, at russerne ikke brokker sig. Mobiliseringen kan man nok nærmere se som en dråbe i et stort glas, som på et tidspunkt kan risikere at flyde over.
Vi har tidligere set i Rusland, at der ofte skal en anden samfundsmæssig kontekst til, før at brede protester kan finde sted. Det er ikke kun utilfredshed der fører til protester – det er også de omkringliggende rammer, der afgør, om folk går på gaden. Lige nu frygter man, fx at man kommer i fængsel eller skal i militæret, hvis man bliver taget i at protestere.
Men jeg tror vi skal være forsigtige med at se for meget på enkelte protestbegivenheder, når vi prøver at forudse, hvad fremtiden bringer i Rusland.
Manifesterer utilfredsheden sig på andre måder end gennem opfordringen til protester?
Der har været en stor emigrationsbølge ud af Rusland, som nok bliver forstærket af mobiliseringen. Flybilletter fra Rusland til Jerevan i Armenien, hvor mange kritikere er rejst hen, er for eksempel steget helt vildt i pris her over natten. Det er et udtryk for, at mange ikke har lyst til at være i Rusland længere. Både fordi man ikke vil i krig, men også fordi man ikke længere kan identificere sig med statens politik. Derudover er der stadig nogle oppositionsstrukturer som forsøger at operere, eksempelvis Aleksej Navalnyjs team og andre oppositionspolitikere, der opererer i eksil eller i fængsel. Men det er begrænset, hvad de kan gøre i det nuværende politiske system.
Hvis den her mobilisering, som nu er sat i værks, ikke får russerne på gaden. Hvad fortæller det så dig som observant af oppositionskræfter? Vil det ændre på dit syn på de systemkritiske kræfter i Rusland og deres genklang?
Når vi undersøger protestbevægelser er der mange faktorer der spiller ind. Foregår de i et demokrati? Foregår de i et hybridregime? Eller foregår de i et regime, som gennemgår en voldsom autoritær udvikling, som det er tilfældet i Rusland? Hvad kan demonstranterne vinde ved at gå på gaden? Hvad risikerer de tabe? Er de motiveret af selviske eller altruistiske årsager?
I dagens Rusland er der ikke noget nemt svar på de spørgsmål. Om Rusland vinder eller ej, så taber den russiske befolkning i denne krig. Det ved de godt. Samtidig er det svært at se, hvad de kan vinde ved at gå på gaden. Men hvad har de egentlig at tabe? Frihed? Flere vil argumentere for, at de ingen frihed har tilbage. Om man befinder sig i fængsel eller ej.
Igen: Jeg tror ikke, at vi skal se en enkelt protestbegivenhed eller mangel på samme som udslagsgivende eller som alt afgørende for de systemkritiske kræfter i Rusland. I nutidens Rusland danner de nuværende politiske strukturer ikke gode rammer for en demokratisk omvæltning. Jeg tror vi skal se en større, strukturel forandring, før de folkelige protester kan bide sig fast. Men jeg kan blive overrasket. ■
Om Rusland vinder eller ej, så taber den russiske befolkning i denne krig. Det ved de godt. Samtidig er det svært at se, hvad de kan vinde ved at gå på gaden. Men hvad har de egentlig at tabe? Frihed? Flere vil argumentere for, at de ingen frihed har tilbage. Om man befinder sig i fængsel eller ej
_______
Katrine Stevnhøj (f. 1993) er ph.d.-stipendiat ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Hun forsker i protestbevægelser i Rusland og Belarus med fokus på emigration og transnational aktivisme. Hun har tidligere boet og studeret i Rusland samt været valgobservatør i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien.
ILLUSTRATION: En mand bipasserer et stort banner med ordene „Opgaven vil blive gennemført!‟ på en bygningsfacade i downtown Moskva på dagen, hvor Putin annoncerede en delvis mobilisering i en tv-transmitteret tale, 21. september 2022 [FOTO: Maxim Shipenkov/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
