Katrine Stevnhøj: Frygt og solidaritet farver folkestemningen i Georgien

24.05.2022

I Georgien giver Ruslands invasion af Ukraine mindelser om landets egen krig i 2008. Solidaritet med den ukrainske befolkning samt frygten for endnu en gang at blive genstand for en militær aggression farver derfor folkestemningen i det lille land i Sydkaukasus. Landets regering har dog ført en mere forsigtig og forbeholdende politik overfor Rusland.

Artikel af Katrine Stevnhøj

”Slava Ukraini!”

Ordene går igen i gadebilledet i Georgiens hovedstad Tbilisi. Det samme gør det ukrainske flag, hvis gule og blå farver vajer fra balkoner, bilvinduer og reklameskilte, hvor end jeg retter mit blik.

Krigen i Ukraine ripper op i et stadig friskt kollektivt traume i Georgien. Den 8. august 2008 invaderede Rusland Georgien. Krigen kostede hundredvis af menneskeliv og fordrev mere end hundredetusinde civile fra deres hjem. Krigen varede fem dage, men efterlod sig dybe spor, og dens eftervirkninger har ødelagt liv, levebrød, hjem og lokalsamfund i Sydossetien og tilgrænsende regioner i Georgien.

Med en russisk invasion frisk i bevidstheden, føler mange georgiere en samhørighed med den ukrainske befolkning. For nogle har den fælles erfaring med russisk aggression fået dem til at slutte sig til de ukrainske styrker. Siden krigens start er mindst ni georgiske statsborgere blevet dræbt i krigen i Ukraine.

Krigen i Ukraine har dog også ledt til politisk uenighed internt i Georgien.

Normalisering og politisk uenighed
Den 24. februar, den første dag af Ruslands invasion i Ukraine, gik op imod 30.000 demonstranter på Rustaveli-boulevarden i det centrale Tbilisi.

Mens befolkningen udviste en massiv modstand imod krigen og imod Rusland, gik regeringen mere forsigtigt til værks. I modsætning til størstedelen af sine europæiske kollegaer, erklærede Georgiens premierminister Irakli Garibashvili ved en pressekonference den 25. februar, at „ingen sanktioner vil blive pålagt Rusland af Georgien.‟

Udmeldingen fra Garibashvili fik demonstranterne tilbage på gaderne. Denne gang var vreden rettet mod regeringen. Befolkningens utilfredshed med regeringens håndtering af krigen blev bekræftet for nylig i en spørgeundersøgelse foretaget af det uafhængige analyseinstitut The Caucasus Research Resource Centers – Georgia mellem den 7.-10. marts.

Undersøgelsen viste, at 61 procent mente, at regeringen burde øge støtten til Ukraine. Langt størstedelen af de adspurgte var tilhængere af støtte i form af humanitær bistand, modtagelse af ukrainske flygtninge og økonomisk bistand. Når det kom til sanktioner, mente 71 procent, at sanktionerne mod Rusland burde være hårdere. Størstedelen mente også, at Georgien burde tilslutte sig EU’s og USA’s sanktioner.

Garibashvili begrundede beslutningen om ikke at indføre sanktioner med, at det ville gå ud over Georgiens befolkning, idet landet ville blive frataget indtægter fra russisk turisme, handel og remitter fra familiemedlemmer, der bor og arbejder i Rusland. Regeringen afslog derudover at lukke landets luftrum for russiske fly. Konsekvensen blev, at Volodomyr Zelenskyj hjemkaldte Ukraines ambassadør i Georgien og kritiserede den georgiske regering for dens ”amoralske position” i spørgsmålet om sanktioner.

Til trods for regeringens afvisning af sanktioner, har Georgien alligevel støttet alle resolutioner vedtaget af FN’s Generalforsamling og FN’s Sikkerhedsråd i forbindelse med krigen. Det var også et af de første lande, der skrev under på initiativet til at indlede en sag mod Rusland ved Den Internationale Straffedomstol. Derudover har den russiske VTB Bank fået lukket alle sine filialer i landet, og det russiske betalingssystem Mir er blevet forbudt.

 

Volodomyr Zelenskyj hjemkaldte Ukraines ambassadør i Georgien og kritiserede den georgiske regering for dens ”amoralske position” i spørgsmålet om sanktioner

_______

 

Den georgiske regerings tilbageholdenhed i forhold til sanktioner kan forklares ud fra den normaliseringspolitik, landet har ført over for Rusland det seneste årti. Da det nuværende regeringsparti Georgisk Drøm kom til magten i 2012, markerede det et paradigmeskifte i landets udenrigspolitik. Mens Mikheil Saakashvili og det daværende regeringsparti Forenet Nationalbevægelse var karakteriseret af en afstandtagen til Rusland, blødte den tidligere premierminister og stifter af Georgisk Drøm Bidzina Ivanishvili retorikken op.

Siden har den georgiske regering fulgt en udenrigspolitisk linje, hvor man har forsøgt at normalisere forholdet til Moskva og dermed bevare gode relationer med både Vesten og Rusland. Det er ikke første gang, at regeringen møder kritik for sin udenrigspolitiske linje. I 2019 gik demonstranter på gaderne i protest mod regeringens stadig tættere forhold til Rusland, hvilket senest blev markeret af dets beslutning om at invitere en russisk lovgiver til at tale til det georgiske parlament.

Et levn fra krigen
Også situationen omkring Abkhasien og Sydossetien er kommet på den politiske dagsorden i forbindelse med Ukrainekrigen. Knap fjorten år efter krigen i Georgien er udbryderrepublikkerne Abkhasien og Sydossetien, der tilsammen udgør en femtedel af landet, stadig under russisk kontrol. Mere end 300.000 personer er internt fordrevne, og russiske soldater er fortsat udstationeret i områderne.

Georgien er efter krigens udbrud i Ukraine blevet opfordret til at udnytte situationen til, at generobre de russiskbesatte områder. Bl.a. har Oleksij Arestovytj, der er rådgiver for Volodymyr Zelenskyj, udtalt, at krigen er en ”historisk mulighed” for Georgien. Omvendt har civilsamfundsaktivister, der arbejder for menneskerettigheder og fredsopbygning i Georgien, udtrykt bekymring for væbnet konflikt og skrevet et åbent brev til regeringen, hvori de opfordrer den til at give offentlige forsikringer til civilbefolkningen i udbryderrepublikkerne om, at de ikke vil tage områderne tilbage med militærmagt.

Formand for parliamentet, Irakli Kobakhidze, forsikrede den 28. marts om, at regeringen ingen planer havde om at indlede en krig i udbryderområderne: „Enhver krig i Abkhasien og Tskhinvali [hovedstaden i Sydossetien] vil ikke kun være en krig mellem georgiere og russiske besættelsesstyrker, men også en krig mellem georgiere og abkhaserne, georgiere og ossetere.‟

Den 13. maj udstedte Sydossetiens afgående defakto præsident Anatolij Bibilov et præsidentdekret om en folkeafstemning om at slutte sig til Rusland. Folkeafstemningen er sat til den 17. juli i år. Mens Rusland anderkender Sydossetiens uafhængighed, har Georgien tidligere på året meldt ud, at en sådan afstemning ville betragtes som uacceptabel. Akbhasien støtter derimod Sydossetiens ønske om at tilslutte sig Rusland.

Spørgsmålet er nu, om krigen i Ukraine og folkestemningen internt i landet, tvinger regeringen til at gøre op med sin hidtidige udenrigspolitiske linje? Noget tyder på det. Den 3. marts ansøgte Georgien ligesom Ukraine formelt om medlemskab af EU. Internt i landets politiske ledelse er der dog uenighed om den rette respons på krigen.

Mens Garibashvili og regeringen har været tilbageholdende, har landets præsident været mere eksplicit i sin afstandtagen fra krigen. Under sin årlige tale til parlamentet den 14. marts kritiserede Georgiens præsident og leder af partiet Georgiens Vej, Salome Zourabichvili, regeringen og oppositionen for deres haltende støtte til Ukraine.

Dagen efter meddelte regeringspartiet, at det havde til hensigt at sagsøge præsidenten ved forfatningsdomstolen. Anklagen gik på, at præsidenten havde overtrådt den georgiske forfatning ved at rejse til Paris og Bruxelles for at diskutere krigen i Ukraine, uden først at informere regeringen. Dette ville dog kræve en ændring af loven, for at skabe en procedure for indgivelse af officielle klager mod præsidenten.

 

Spørgsmålet er nu, om krigen i Ukraine og folkestemningen internt i landet, tvinger regeringen til at gøre op med sin hidtidige udenrigspolitiske linje? Noget tyder på det

_______

 

Eksil i Tbilisi
”Undskyld, at vi ikke har væltet Putin,” siger min russiske ven Ivan til mig med lige dele humor og alvor. Han er, ligesom mindst 30.000 andre russere, emigreret fra Rusland til Georgien som en konsekvens af hjemlandets krig mod Ukraine.

I Tbilisi finder man en enklave af russere i eksil. Vi sidder på en ny bar, som er drevet af nyligt tilkomne russiske emigranter. Nogle har forladt Rusland, fordi de er udsat for politisk undertrykkelse, mens andre er flyttet i frygt for, at Rusland bliver yderligere isoleret fra det internationale samfund. Kendetegnene for dem er, at de er unge, relativt velstillede og veluddannede. Det er dem, der har de økonomiske ressourcer til at rejse, og de uddannelsesmæssige muligheder til at finde arbejde i udlandet.

Sammen med to venner rejste Ivan fra sin hjemby Sankt Petersborg til Tbilisi. Der er i øjeblikket ingen direkte fly mellem Georgien og Rusland. Turen gik derfor først gennem Minsk i Belarus og Jerevan i Armenien, før de endelig krydsede grænsen til Georgien. For mange russiske emigranter falder valget på netop Georgien, grundet landets visumregler. Mens Rusland kræver indrejsevisum for georgiere, kan russere rejse visumfrit til Georgien. Netop manglen på visumkrav er blevet mødt med kritik af dele af den georgiske befolkning.

I en underskriftsindsamling, der i skrivende stund har 16.000 underskrifter, skriver initiativtagerne, at bølgen af russiske emigranter er en sikkerhedspolitisk trussel og kræver, at den visumfrie ordning afskaffes for russiske statsborgere. De opfordrer endvidere til, at der kun udstedes visum til ”de borgere fra besættelseslandet, som med rimelighed er truet af politisk forfølgelse.”

Der er på nuværende tidspunkt ikke indført yderligere restriktioner på russisk emigration. Til gengæld synes regeringen at have lyttet til sine kritikere. Den 5. maj ytrede Garibashvili sin hidtil mest resolutte afstandtagen til Rusland: „Vi fordømmer Ruslands omfattende aggression mod Ukraine, som er en klar og grov krænkelse af international lov og NATO-charteret.‟

Relationen til Rusland giver dog stadig anledning til politisk uenighed i Georgien, og frygten for russisk aggression synes at begrunde begge synspunkter. På den ene fløj argumenteres der for, at man af sikkerhedsmæssige og økonomiske hensyn bør bevare en normaliseret forhold til naboen i nord. Omvendt peger kritikere på, at krigen understreger Ruslands utilregnelighed, og at Georgien derfor bør søge beskyttelse i kraft af EU- og NATO-medlemskab.

Den politiske rådvildhed afspejles i befolkningen. Nye meningsmålinger viser, at størstedelen af befolkningen ikke støtter et bestemt parti, og at de ikke ved, hvem de ville stemme på ved et valg. Georgiens næste parlamentsvalg afholdes i 2024. Regeringens håndtering af krigen i Ukraine kan meget vel få stor betydning for valgets gang. ■

 

Relationen til Rusland giver dog stadig anledning til politisk uenighed i Georgien, og frygten for russisk aggression synes at begrunde begge synspunkter

_______

 

Ivan er et fiktivt navn.

Katrine Stevnhøj (f. 1993) er ph.d.-stipendiat ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Hun forsker i protestbevægelser i Rusland og Belarus med fokus på emigration og transnational aktivisme. Hun har tidligere boet og studeret i Rusland samt været valgobservatør i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien. ILLUSTRATION: Som led i en anti-krigs demonstration danses der rundt om en brændende Putin-dukke i Tbilisi, Georgien, 27. marts 2022 [FOTO: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix]