Katrine Stevnhøj: Drømmen om regimeskifte i Belarus lever videre, men Ruslands invasion har forandret alt
04.08.2022
To år er gået siden eufori og rød-hvide farver fyldte i Minsks gader. Nu er et rødt-hvidt flag grund nok til fængsling, og euforien er erstattet med udmattelse. Alligevel lever drømmen om et frit Belarus stadig blandt de belarusiske aktivister i eksil. Herfra følger og støtter mange belarusere frihedskampen for både deres hjemland og Ukraine, der for dem er uløseligt forbundet. For intet frit Belarus og intet frit Europa, uden et frit Ukraine.
Reportage af Katrine Stevnhøj fra Vilnius, Litauen. Alle navne i artiklen er opdigtede.
”Zjivje Belarus!” – ”Længe leve Belarus!”
”Ukhodi!” – ”Gå af!”
Det er to år siden, at ordene gav genlyd i den belarusiske hovedstad Minsk og flere andre byer landet over, da titusindvis af demonstranter gik på gaden i protest imod genvalget af landets diktator, Aleksandr Lukasjenka.
Den 9. august 2020 gik belaruserne til stemmeurnerne. Valget adskilte sig markant fra tidligere valg i Belarus, alene ved tilstedeværelsen af en reel opposition. For oppositionspolitikeren Sviatlana Tsikhanouskaja fremstod som et reelt alternativ til det autoritære styre, som Lukasjenka har stået i spidsen for siden 1994.
Op til valget i 2020 stiftede en gruppe IT-specialister initiativet Golos med det formål at levere et alternativ til regimets stemmeoptælling. Ved hjælp af en digital platform og fotografier af stemmesedler indsendt af vælgerne kunne Golos i samarbejde med en række andre civile initiativer rapportere om et valgresultat, der adskilte sig markant fra det officielle. Ifølge den centrale valgkomité, vandt Lukasjenka med hele 80 pct. af stemmerne, men læser man Golos’ valgrapport, som blev offentliggjort den 20. august, var Tsikhanouskaja den retmæssige vinder af valget med mindst 56 pct. af stemmerne imod 34 pct. til Lukasjenka og 10 pct. til andre kandidater.
Som bekendt førte hverken valget eller de efterfølgende protester til et regeringsskifte. Tværtimod intensiverede regimet den omfattende politiske undertrykkelse af befolkningen. Før 2020 er det belarusiske styre blevet beskrevet som blandt andet pragmatisk og tilpasningsdygtigt, i den forstand at regimet foreskrev en ”kontrolleret åbenhed”, hvor en vis grad af medborgerlig deltagelse i samfundet blev tolereret, så længe den ikke var eksplicit politisk eller systemkritisk. Civilsamfundet måtte således agere i et snævert manøvrerum med utydelige rammer og et uigennemsigtigt regelsæt. Siden de omfattende protester i 2020 er rammerne for civilsamfundets manøvrerum dog blevet så snævre, at man reelt ikke kan tale om mulighed for politisk deltagelse.
Siden juli 2021 er mere end 300 civilsamfundsorganisationer og medier blevet lukket af myndighederne. Og mens det er lykkedes en lang række journalister, systemkritikere og oppositionspolitikere, herunder Tsikhanouskaja, at flygte ud af landet i tide, er andre idømt årtier lange fængselsdomme. Menneskerettighedsorganisationer har meldt om brug af vold og tortur af demonstranter og politiske fanger. Ifølge den belarusiske humanitære organisation Viasna, sidder der i skrivende stund 1255 politiske fanger i belarusiske fængsler.
Frygten for politisk undertrykkelse, og senest også værnepligt i forbindelse med krigen i Ukraine, får fortsat belarusiske statsborgere til at flygte over grænsen. Mange af dem til det baltiske naboland Litauen.
Mere end 10.000 belarusiske statsborgere er blevet tildelt opholdstilladelse i Litauen i de første seks måneder af 2022. Tallene indikerer, at emigrationen fra Belarus er tiltagende, siden Rusland invaderede Ukraine i februar
_______
Lukasjenkas dilemma
Fra Vilnius er der godt 170 kilometer til Minsk. Til den nærmeste grænseovergang er der blot 35 kilometer. Følelsen af nærhed er modsatrettet. Ikke blot for en udefrakommende forsker, men i endnu højere grad for de mange belausere der i løbet af de seneste to år er flygtet til det baltiske naboland.
Jeg taler med Raman, som fornylig er ankommet til Vilnius. I 2021 forlod han Belarus og flyttede til Kyiv, hvorfra han så sig nødsaget til at flygte tidligere i år på grund af krigens udbrud.
”Har du lige været i Belarus? Må jeg give dig et kram?” joker Raman. Han forklarer, at for mange af de belarusere som ikke selv kan vende hjem, kan deres hjemve lindres en smule ved at være tæt på hjemlandet og ved at være i kontakt med nyligt emigrerede landsmænd. Det er nærmest som om, at følelsen af hjemlighed stadig sidder i tøjet.
Ifølge litauiske myndigheder er mere end 10.000 belarusiske statsborgere blevet tildelt opholdstilladelse i Litauen i de første seks måneder af 2022, og mere end 4000 ansøgere venter fortsat på svar. Tallene indikerer, at emigrationen fra Belarus er tiltagende, siden Rusland invaderede Ukraine i februar.
Jeg møder Sviatlana, der sammen med sin mand netop er flygtet ud af Belarus. Hendes mand havde delt et systemkritisk opslag i en gruppe på det sociale medie Telegram og var dermed kommet under regimets søgelys. I de seneste måneder har de kunne se til, mens flere af deres venner og bekendte er blevet anholdt, retsforfulgt og fængslet. De ville ikke tage chancen og valgte derfor at flygte over grænsen.
Både i Belarus og uden for landets grænser arbejder menneskerettighedsorganisationer, heriblandt Det Belarusiske Menneskerettighedshus i Vilnius, med at hjælpe politiske flygtninge ud af Belarus samt med at etablere sig i modtagerlandet.
Det er dog ikke alene systemkritikere og journalister, der har forladt landet. Siden 2020 og tiltagende siden februar i år har flere virksomheder valgt at flytte deres aktiviteter og dermed deres medarbejdere til udlandet. Emigrationen udgør således et dilemma for Lukasjenka. På den ene side reducerer emigrationen antallet af politiske modstandere, og dermed kritiske røster intern i landet. På den anden side er accelerationen i emigration et betydeligt tab for regimet. Økonomisk og socialt.
Mange af dem, der forlader landet, tilhører den højtkvalificerede arbejdsstyrke – særligt inden for IT-sektoren. De vil sandsynligvis ikke vende tilbage, så længe Lukasjenka-regimet står ved magt, men i stedet arbejde og betale skat i udlandet. Det er til trods for, at mange fortsat betragter emigrationen som midlertidig.
Regimet nedtoner for nuværende risikoen for såkaldt ”hjerneflugt” – emigration af den højtuddannede og højtkvalificerede arbejdsstyrke. I efteråret og vinteren 2020 forstærkede de belarusiske myndigheder dog landets grænser. Fra den 21. december 2020 kunne belarusiske borgere ikke rejse ind i hverken Letland, Litauen, Polen eller Ukraine over land, medmindre de kunne dokumentere en begrundelse, herunder arbejde, studie eller familieanliggender. Officielt var begrundelsen coronapandemien. Det var dog fortsat muligt at krydse grænset via fly. Først den 3. april 2022 blev landegrænserne åbnet igen.
”Det er nu gået op for os, at det ikke er en sprint, men et maraton”
_______
Intet frit Belarus uden et frit Ukraine
”Det er nu gået op for os, at det ikke er en sprint, men et maraton,” siger Viktar. Han er politisk aktivist og forlod Belarus i efteråret 2020, da han blev opmærksom på, at han og hans organisation var under myndighedernes søgelys. I starten regnede han med, at det ville være et kortere ophold. Han troede med andre ord, at revolutionen ville lykkedes, og at han snart kunne vende hjem til et frit Belarus. ”Nu begynder jeg at overveje, om jeg skal lære litauisk,” siger han.
”Alle siger, at de vil vende hjem, når Belarus er frit. Men hvem er det, de tror skal befri os?” spørger Stanislau, en belarusisk kunstner og aktivist, som flyttede til Litauen i 2021. Han var, ligesom mange andre belarusere, euforisk, da protesterne brød ud i 2020. Men forandringen trækker ud, og håbet svinder ind i takt med den aktuelle politiske og sikkerhedsmæssige udvikling i regionen.
Verden har ændret sig de seneste to år – og særligt de seneste fem måneder. ”Zjivje Belarus” ledsages nu ofte af ordene ”Slava Ukraini”, og de belarusiske aktivister er bevidste om Ruslands krig i Ukraine og dens betydning for deres egen demokratikamp.
Ligesom det er tilfældet for Raman, er flere af de belarusere, der søgte tilflugt i Ukraine, blevet tvunget til at flygte endnu en gang. De befinder sig nu i en vanskelig situation, hvor de er flygtet først fra undertrykkelse, dernæst fra krig, men oplever ikke den samme form for hverken symbolsk og praktisk støtte som ukrainske flygtninge.
Flere af de belarusiske aktivister i eksil beretter endvidere om en oplevelse af at skulle understrege deres afstandtagen fra Ruslands aggression. Selvom de selv har oplevet undertrykkelsen på egen krop, oplever flere en skyld over den aktuelle situation.
Muligheden for yderligere belarusisk deltagelse i krigen skaber derfor yderligere bekymring hos de belarusiske aktivister. De ønsker ikke, at deres folk skal associeres med angrebet på Ukraine. Omvendt vækker historier om sabotage af belarusiske jernbanestrækninger og frivillige belarusiske soldater på Ukraines side stolthed.
Ifølge en meningsmåling foretaget mellem den 8. og 18. april støtter 32 pct. af adspurgte belarusere Ruslands invasion af Ukraine, mens 40 pct. erklærede sig imod. Af adspurgte mente 27 pct. at Belarus bør støtte Rusland men fortsat afholde sig fra at tage aktiv del i krigen. Blot 3 pct. mente at Belarus skal tage aktiv del i krigen. Derudover mente 53 pct. at krigen har negative konsekvenser for Belarus og 15 pct. angav at de ville tage del i antikrigsprotester, såfremt landet skulle blive yderligere involveret i krigen.
Det skal understreges, at en sådan undersøgelse skal tilgås med en vis forsigtighed. Undersøgelsen blev foretaget via internettet og respondenterne repræsenterer dermed en mere velstillet og veluddannet demografisk gruppe med adgang til internettet. En gruppe, der typisk tager mere afstand fra regimet. Omvendt formodes det, at nogle respondenter kan tøve med at udtrykke en negativ holdning til regimet, grundet frygt for undertrykkelse. Undersøgelsen indikerer dog en afstandtagen fra krigen og en bekymring for dens konsekvenser for Belarus.
Også for den belarusiske opposition hænger krigen i Ukraine og den samfundsmæssige udvikling i Belarus uløseligt sammen:
”Uden et frit Ukraine vil der ikke være noget frit Belarus, og uden et frit Belarus vil der ikke være noget sikkert Ukraine og intet sikkert Europa,” understregede Tsikhanouskaja i en tale i det litauiske parlament tilbage i maj.
For de aktivister jeg taler med står det ligeledes klart, at kampen for demokrati og fred går på tværs af grænser. Det er, understreger de, et kollektivt europæisk anliggende. I 2020 var Europas øjne rettet mod Belarus. I dag er de, med rette, fikseret på Ukraine. Det samme er flere af aktivisternes. I flere organisationer og politiske netværk arbejdes der nu for at hjælpe nytilkomne flygtninge fra Ukraine eller på anden måde yde symbolsk eller materiel support.
At integrere deres egen kamp med den, der netop nu kæmpes af Ukraine, er dog en balancegang. For den belarusiske demokratibevægelse er det alt afgørende at fastholde omverdenens opmærksomhed på den kamp, de fortsat kæmper.
To år er gået siden eufori og rød-hvide farver fyldte i Minsks gader. Nu er et rødt-hvidt flag grund nok til fængsling, og euforien er erstattet med udmattelse. Alligevel lever drømmen om et frit Belarus stadig blandt de belarusiske aktivister i eksil.
”Vil I gerne vende hjem igen, hvis Lukasjenka bliver fjernet fra magten?” spørger jeg Sviatlana.
”Det vil alle belarusere.” ■
”Vil I gerne vende hjem igen, hvis Lukasjenka bliver fjernet fra magten?” spørger jeg Sviatlana. ”Det vil alle belarusere.”
_______
RETTELSE: I en tidligere udgave af artiklen stod der, at „Siden juli 2021 er mere end 850 civilsamfundsorganisationer og medier blevet lukket af myndighederne‟. Tallet er rettet til 300. Vi beklager fejlen.
Katrine Stevnhøj (f. 1993) er ph.d.-stipendiat ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Hun forsker i protestbevægelser i Rusland og Belarus med fokus på emigration og transnational aktivisme. Hun har tidligere boet og studeret i Rusland samt været valgobservatør i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien. ILLUSTRATION: Den belarusiske oppositionsleder Svetlana Tsikhanouskaja sidder klar forud for et TV-interview i Warszawa, Polen, 24. marts 2022. Bagved ses oppositions rød-hvide flag, der historisk har været nationalflag for den første belarusiske republik før den sovjetiske tid [FOTO: Pavel Krichko/Sviatlana Tsikhanouskaya]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
