Katarina Juselius i RÆSON SØNDAG: Inflationen er tilbage. Men kan den sammenlignes med den himmelflugt, vi så i 70’erne og begyndelsen af 80’erne?

15.01.2022

Hvis vi ikke først kan forklare, hvorfor inflationen var så høj i 70’erne og begyndelsen af 80’erne, og hvorfor den derefter faldt drastisk og forblev på et lavt niveau i tre årtier, vil det være omsonst at spå om post-corona-inflationens tilbagekomst.




I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Katarina Juselius i RÆSON SØNDAG

Genåbningen af samfundet, efter den næsten totale coronanedlukning, har nu været i gang i nogen tid, selv om den midlertidigt er sat i stå på grund af Omikron. Lysten til igen at frekventere restauranter, teater, biografer, koncerter, museer og lignende er stor. For at kompensere for det tabte, efterspørger borgerne til og med flere varer og tjenester nu, end der findes. Corona-årenes stilstand er aflyst af en økonomi, der buldrer frem. Priserne stiger og mange økonomer – især i USA – begynder, igen, at fremmane det gamle inflationsspøgelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt de prisstigninger vi oplever lige nu, er midlertidige eller af mere permanent karakter, fylder mere og mere. Centralbanken i USA, ”the Fed”, hældte længe til midlertidighedshypotesen, men ser nu ud til at skifte mening. Hvad ”the Fed” mener er langtfra betydningsløst, hverken for den amerikanske økonomi eller for Danmark og resten af verden. Hvis Fed mener, at inflationen er midlertidig, vil den korte rente sandsynligvis forblive på sit meget lave niveau endnu en tid, og hvis ikke, skal vi forvente os centralbanksrenten stiger og derfor også lånerenten. Det betyder, alt andet lige, at aktiviteten i samfundet går ned da det bliver dyrere at låne til investeringer, boliger og forbrug.

Med det amerikanske midtvejsvalg i syne, er udsigten til både en fortsat høj inflation og lav rente, eller alternativt højere rente og lavere vækst, en hovedpine for Biden og Demokraterne, der risikerer at miste deres spinkle flertal i Kongressen og Senatet. Allerede derfor er inflationsspørgsmålet langtfra uvæsentligt.

Antallet af artikler, der debatterer for og imod inflationens tilbagekomst, er derfor steget kraftigt den seneste tid. Mange finder gamle teorier frem, som har vist sig ubrugelige de seneste tre årtier. Andre ser på tidligere inflationsmønster og prøver at ræsonnere sig frem til en ny prognose. Men hvis vi ikke først kan forklare, hvorfor inflationen var så høj i 70’erne og begyndelsen af 80’erne, og hvorfor den derefter faldt drastisk og forblev på et lavt niveau i tre årtier, vil det være omsonst, at spå om post-corona-inflationens tilbagekomst.

Begrebet inflation bruges i mange sammenhænge, og derfor er det vigtigt, at præcisere hvad vi mener, når vi snakker om den. Forbrugerinflation defineres oftest som forandringstakten i prisniveauet i samfundet, målt som priserne i en repræsentativ kurv af varer og tjenester hos en gennemsnitlig dansk familie. Disse priser kan stige, fordi omkostningerne i produktionen stiger, fx fordi energipriserne stiger. Det kaldes ”cost-push” inflation, og den er som regel midlertidig: Priserne går op én gang og fortsætter derefter på et nyt, uforandret niveau. Det betyder, at inflationen kun tager et midlertidigt hop.

Men priserne kan også stige, fordi der er for mange penge i økonomien i sammenligning med, hvor mange varer og tjenester, der er at bruge pengene på. Alt for mange penge vil købe de alt for få varer, efterspørgslen er større end udbuddet og priserne stiger indtil efterspørgsel og udbud igen er i balance. Det kaldes ”demand-pull” inflation og er som sådan også midlertidig, selvom inflationen er positiv i overgangsfasen til den nye balance.

I begge tilfælde ender priserne på et højere niveau, samtidigt med at inflationen kun er et midlertidigt fænomen.

 

Spørgsmålet er, hvad det er, der medvirker til, at en midlertidig prisforhøjelse resulterer i en vedvarende inflation, ligesom den vi så i 70’erne
_______

 

Den høje inflation fra 70’erne
Spørgsmålet er så, hvad det er, der medvirker til, at en midlertidig prisforhøjelse resulterer i en vedvarende inflation, ligesom den vi så i 70’erne. Her er det forventninger til fremtidige lønninger og priser på varer og tjenester, der er altafgørende. Tag fx den store stigning i olieprisen i 1973, der påvirkede husholdningernes varmeomkostninger og virksomhedernes produktionsomkostninger. Forventningen var, at priserne ville være stigende og derfor, at husholdningernes købekraft ville gå ned. Det betød stigende lønkrav, der fik virksomhederne til at prissætte deres produkter i forventning om højere lønomkostninger. Det var denne mekanisme, som gjorde, at vi fik vedvarende inflationen i 70’erne: Først steg olieprisen, så steg priserne på varer, så steg lønningerne, så steg priserne osv. Det endte med en rutinemæssig 10 pct. prisforhøjelse i alle fremtidige kontrakter og så blev inflationen også helt automatisk 10 pct.

Denne forventningsmekanisme var mulig, fordi de internationale kapitalbevægelser var underlagt restriktioner, der forhindrede kapitalen at flygte til lande med mindre inflation og, fordi det var muligt at devaluere kronen, da eksportvirksomhedernes konkurrenceevne blev for ringe.

Alt dette forandredes, da Danmark deregulerede kapitalbevægelserne i 1983 og tilsluttede sig fastkurspolitikken, først overfor EMS’en og senere Euroen. I praksis blev den danske inflation stærkt knyttet til niveauet på den tyske inflation, som i forvejen var mindre end den danske.

Den lave inflation fra 80’erne
80’erne var også det årti, hvor globaliseringen i den industrialiserede del af verden for alvor tog fart. Konsekvensen af kapitalens, varernes og, i nogen grad, arbejdskraftens frie bevægelighed var en uhyre stærk international konkurrence på vare- og kapitalmarkederne og en støt faldende inflation og rente.

Det er intet overraskende i, at inflationen er i stor set ens i et fastkursområde, som fx euroområdet. Men det er mere overraskende, at inflationsraterne i områder med fleksible valutakurser, som fx euro over for dollar også har været næsten ens og historisk lave i tre årtier. Valutakursen, der teoretisk set bør afspejle det relative omkostningsniveau i de to områder, burde sikre, at inflation kan være forskellig uden, at konkurrenceevnen sættes over styr.

Men i praksis bestemmes valutakursen mest af finansiel spekulation, hvor forventninger til fremtidige kursforandringer spiller en afgørende rolle, og disse er sjældent forankrede i det relative omkostningsniveau, undtagen på meget langt sigt. På kort sigt kan forventningerne påvirkes af næsten hvad som helst, fx ændringer i efterspørgsel og udbud, i centralbanksrenten, sågar i markedets forventninger.  

I vores globale verden var det en benhård international konkurrence på eksportmarkederne sammen med valutakurser, der primært påvirkedes af spekulationsforventninger, der var medvirkede til at skabe et arbejdsmarked, hvor virksomhederne konkurrerede ved at skrue på arbejdsproduktiviteten, altså den mængde produktion der produceres per arbejdstime. Den kan forbedres ved at man fx indfører robotter i produktionen.

Det betød fyringer og en konstant omstilling af arbejdsstyrken og i sidste ende, at inflationen i forbrugerpriserne var fastfrosset på et historisk lavt niveau i mere end tre årtier, fra 1987-2020. Centralbankens rente, der fastsættes med denne inflation som pejlemærke, har derfor været historisk lav i lige så lang tid. Det samme har lånerenten, der følger centralbanksrenten tæt. Da en lav lånerente gør det billigere at låne til boliger og aktiekøb, betød dereguleringen af kapitalbevægelserne, at inflationen i aktie- og boligpriser var rekordstor, samtidig med at forbrugerprisinflationen var historisk lav. (Se min tidligere artikel i RÆSON om samme her).

Stigende priser efter corona
I 2020 blev verden så ramt af coronakrisen, der, selv om den ikke var en økonomisk krise, havde alle forudsætninger for at kunne udvikles til en sådan. Væksten i Danmark gik i stå, men vendte stærkt tilbage da samfundet åbnede op igen. Sammenlignet med mange andre lande er det indiskutabelt, at vi har klaret os godt takket være regeringens beslutning om at holde hånden under beskæftigelsen og afværge de mange truende konkurser ved hjælp af mange og store hjælpepakker.

Men den store indsprøjtning af likviditet i økonomien har også haft konsekvenser for priserne. Midt i coronakrisen begyndte hus- og aktiepriserne til manges overraskelse at stikke af i den grad, at frygten for en ny boble steg. Forklaringen var først og fremmest den store private opsparing, der i høj grad modsvaredes af regeringens hjælpepakker til de liberale erhverv. Penge, der normalt ville have været brugt på rejser, restaurantbesøg, koncerter, teater, frisører, m.m. blev under nedlukningen af samfundet sparet op på bankkontoen, der bugnende af kontanter og medførte, at bankerne indførte negative renter. Der var altså et overskud af penge og et underskud af varer at bruge dem på. Det vil typisk lede til ”demand pull” inflation, og det gjorde det også, men først og fremmest ledte det til hus- og aktieprisinflation.

I takt med at restriktionerne blev løftet, kom også det private forbrug op i omdrejning. På grund af flaskehalse i de internationale forsyningskæder, var udbuddet af varer ikke helt så stort som tidligere. Der var også mangel på mikrochips, en nødvendig komponent i mange industrier. Shippingtrafikken var udsat for betydelig kødannelse i havne. Alt i alt betød det en vis ”demand-pull” effekt på forbrugerprisinflationen, altså at priserne steg fordi efterspørgslen på visse varer var større end udbuddet. Men i sammenligning med effekten af energiprisernes pludselige himmelflugt er den trods alt relativt ubetydelig.

At energipriserne er steget så voldsomt skyldes først og fremmest, at den fossile energi er ved at blive udfaset, før man har udbygget vedvarende energi i tilstrækkelig grad. Da olie- og gasproduktionen skal udfases før 2030, hvis vi skal kunne redde jordens klima, mener kapitalmarkedet ikke længere, at investeringer i fossil energi er rentable på sigt. De manglende investeringer betyder helt konkret, at vi formentlig skal leve med høje energipriser i en overgangsperiode. Og den kan godt blive ganske lang. På længere sigt, i takt med at den vedvarende energi udbygges, vil prisen på energi gå ned, da sol og vind er både billigere og sikrere end olie og gas.

Alt i alt er det sandsynligt, at vi skal forvente højere forbrugerpriser en god tid endnu. Men, da årsagen til prisstigningen bygger på omkostninger, som er fælles for de lande, vi konkurrerer med, behøver det ikke nødvendigvis påvirke landenes relative konkurrencefordele.

Spørgsmålet er så, om dagens ”cost-push” inflation vil udmønte sig i en vedvarende inflation, ligesom den i 70’erne. Det tvivler jeg stærkt på. Den byggede på, at løntagere og virksomheder vanemæssigt kunne inkorporere inflationsforventninger i deres løn- og priskontrakter. I dagens globale verden med frie kapitalbevægelser og benhård international konkurrence, er det vanskeligt at se, hvordan det kan lade sig gøre uden at miste konkurrenceevne, især da valutakursen stadigvæk bestemmes af spekulation og uden garanti for at kursen afspejler landenes relative omkostningsniveau. 

Måske skal vi bare forberede os på, at den grønne omstilling vil koste os købekraft i en overgangsperiode og trøste os med, at vi godt kan leve uden de mange forbrugsgoder, hvis produktion belaster jordens klima. ■

 

Måske skal vi bare forberede os på, at den grønne omstilling vil koste os købekraft i en overgangsperiode og trøste os med, at vi godt kan leve uden de mange forbrugsgoder, hvis produktion belaster jordens klima
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland