10.08.2022

”Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne og efterlade planeten i samme stand eller bedre til fremtidige generationer. Derfor er det både skuffende og ærgerligt, at ingen af de to kandidater til af afløse Boris Johnson griber chancen og udviser det statsmandskab, som Thatcher efterlyste allerede i 1989.”

Tegn abonnement nu: Denne artikel bringes i RÆSONS KOMMENTARSERIE, der er uden for betalingsmuren og altså gratis at læse. Det er kun muligt at lave dette indhold gratis takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv de 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler på sitet hver uge). Klik her for at tegne abonnement

Kommentar af Kasper Elbjørn, cand.scient.pol.

De to konservative premierministerkandidater i Storbritannien repræsenterer måske nok to forskellige fløje af partiet, men de ved, hvad de vil. De er uden tvivl begge styret af deres kærlighed til Det Forenede Kongerige og dets historie. De værdsætter den konservative treklang om Gud, Konge og Fædreland, og de brænder for den private ejendomsret, frie markeder, økonomisk vækst og retfærdighed.

Debatterne mellem udenrigsminister Liz Truss og tidligere finansminister Rishi Sunak har været mættet med ideer og holdninger på et niveau, som vi efterlyser herhjemme, men som vi ikke har set fra borgerlige partiledere i årevis. Det er ikke uden grund, at De konservative gang på gang bliver genvalgt på den anden side af Nordsøen.

Truss og Sunak er tydeligvis inspireret af den tidligere premierminister Margaret Thatcher. Desværre har de helt glemt Thatchers advarsel om at stoppe eller begrænse skaderne på verdens miljø, som hun udtrykte det i sin historiske, sidste tale i FN. ”Vi får brug for statsmandskab af en sjælden orden,” fastslog Thatcher den 8. november 1989 på FN’s generalforsamling, men indtil videre har hverken Truss eller Sunak udvist det lederskab, Thatcher efterlyste. Tværtimod ser de begge ud til at nedprioritere klimaet, selvom vi sjældent har levet i en tid med bedre forudsætninger for sikre den grønne omstilling.

Dækningen af de konservative debatter op til formandsvalget har fokuseret på den økonomiske politik, og det foruroligende i, at Truss har foreslået at bekæmpe inflationen og den skrantende økonomisk vækst i Storbritannien med skattelettelser. Men når man, som jeg, er borgerlig-liberal, er man måske knapt så forfærdet over Truss’ skattepolitik, der er designet til at fremkalde produktivitetsvækst for at sænke inflationen.

Mere overraskende for sådan én som mig er, at tidligere finansminister Sunak gentagne gange har sagt, han ville vente med at give skattelettelser, indtil inflationen er under kontrol. “Mere af det samme” er et ret svagt argument, uanset at Sunak med sin indvandrerbaggrund og rolige gemyt er den mest sympatiske af de to kandidater.

I modsætning hertil sagde Truss i den seneste debat, at rentestigningen fra Bank of England torsdag ”understreger behovet for den dristige økonomiske plan, som jeg går ind for.” Hun lovede et nødbudget, der skal sikre ”øjeblikkelig hjælp til folk, der kæmper med deres regninger,” og hun foreslog at suspendere de grønne afgifter på energiregningerne. Hvor de to kandidater er uenige om den økonomiske politik, er det desværre et fællestræk, at de har bevæget sig ud i en underlig kritik af Boris Johnsons klimapolitik. Johnsons retning for klimaet flugtede ellers med Thatchers ønsker om lederskab, hvilket vi ikke mindst så ved COP26 i Glasgow.

 

Thatcher opfordrede verden til at passe på ressourcerne og undgå at leve på bekostning af fremtidige generationer. Hun frarådede dystre undergangskonspirationer, men advarede mod de farer, der opstår, hvis man ikke stopper klimaforandringerne
_______

 

Den 8. november 1989 – dagen før Berlinmurens fald – talte Thatcher for sidste gang i FN’s Generalforsamling i egenskab af premierminister. Hun fokuserede sin tale på klimaet og behovet for at bevare luft, vand og jord, som man kaldte det dengang.

”Vi ved mere klart end nogensinde før, at vi bærer fælles byrder, står over for fælles problemer og skal reagere med fælles handling,” sagde Thatcher til generalforsamlingen. ”Det er selve livet – menneskelivet, de utallige arter på vores planet – som vi viljeløst ødelægger. Det er selve livet, vi skal kæmpe for at bevare.”

Det var journalisten Robert Evans, Reuters bureauchef i Moskva, der først kaldte Thatcher for ”Jernladyen”, og Thatcher havde absolut intet imod sammenligningen med Iron Duke, det britiske panserskib designet til at jage russiske ubåde. Nu havde Jernladyen lagt den Kolde Krig bag sig og så en mulighed for i fællesskab på tværs af de gamle ideologiske skillelinjer mellem Øst og Vest at bekæmpe klimaforandringerne. I en tale kort tid efter, ved den anden globale klimakonference (WCC-2) i Genève, fastslog Thatcher, at truslen om global opvarmning kræver samme beslutsomhed og sammenhold mellem verdens lande som alliancen, der samme år var skabt under Den Første Golfkrig, da Iraks diktator Saddam Hussein uprovokeret invaderede Kuwait.

Hun mente allerede dengang, at videnskaben var klar og tydelig. Thatcher opfordrede verden til at passe på ressourcerne og undgå at leve på bekostning af fremtidige generationer. Hun frarådede dystre undergangskonspirationer, men advarede mod de farer, der opstår, hvis man ikke stopper klimaforandringerne.

”De reelle farer opstår, når klimaforandringerne kombineres med andre problemer i vores tidsalder: for eksempel befolkningseksplosionen; forringelse af jordens frugtbarhed; øget forurening af havet; voldsom brug af fossile brændsler; og ødelæggelse af verdens skove, især dem i troperne,” sagde hun.

 

Energikrisen er en historisk mulighed for at sikre den grønne omstilling og bekæmpe klimaforandringerne, inden de gør yderligere direkte skade på planeten eller indirekte skader på vores livsstil
_______

 

Alt det synes at være glemt af de to premierministerkandidater, der håber at kunne flytte ind i Downing Street 10, når Boris Johnson flytter ud. Og det på trods af Johnsons ret ambitiøse 10-punkts klimaplan fra november sidste år og værtskabet for COP26 i Glasgow. Midt under tredje bølge af pandemien afholdt Johnson COP26-topmødet, som på trods af øget politisk og økonomisk ustabilitet leverede globale løfter om at fastholde verden på de mest ambitiøse mål i Parisaftalen fra 2015. På topmødet i Glasgow blev verdens lande enige om at fastholde det ambitiøse mål om at holde den globale temperaturstigning på 1,5 grader, selvom det kræver hele 45 pct. reduktion i CO₂-emissioner inden 2030.

Det er, som om de to kandidater helt ser bort fra, at et skift fra gas og olie er nødvendigt for at stoppe den globale opvarmning. Det er også en del af løsningen på de massive energiudgifter, vi alle sammen ser på el- og gasregningerne for tiden, som er med til at forstærke inflationen. Dermed kan vi måske også undgå den energikrise med brændstofmangel og strømafbrydelser, som vi bliver advaret imod i disse dage.

Energikrisen er en historisk mulighed for at sikre den grønne omstilling og bekæmpe klimaforandringerne, inden de gør yderligere direkte skade på planeten eller indirekte skader på vores livsstil. Forskellen er, at der i dag er langt bedre forudsætninger for, at det lykkes, uanset om man bekender sig til a-kraft, vind, sol eller energieffektive løsninger, der reducerer energiforbruget eller genbruger den energi, vi allerede producerer. Eller en kombination af alle mulighederne.

Vi kan nemlig gøre Thatchers vision til virkelighed og stoppe den globale opvarmning, hvis vi integrerer alt hvad vi har i værktøjskassen.

Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne og efterlade planeten i samme stand eller bedre til fremtidige generationer. Derfor er det både skuffende og ærgerligt, at de hverken Truss eller Sunak griber chancen, og udviser det statsmandskab, som Thatcher efterlyste allerede i 1989.■

 

Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne og efterlade planeten i samme stand eller bedre til fremtidige generationer
_______

 

Kasper Elbjørn (f. 1973) er cand.scient.pol. Han har redigeret og bidraget til flere bøger, og var medstifter af tænketanken CEPOS. Han har været ansat i flere forskellige danske virksomheder som kommunikationschef. Han er medlem af Det Konservative Folkeparti.

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?