Kasper Arabi om Liz Truss’ paradoks: Stormvejret er langt fra slut endnu

04.10.2022

Storbritanniens premierminister Liz Truss og finansminister Kwasi Kwarteng har satset alt på neoliberalismens lyksaligheder. Paradoksalt nok straffer markederne dem for det. Men deres markedsfundamentalistiske forsøg vakler ikke kun økonomisk. Nu skvulper ustabiliteten for alvor også over i den politiske arena.

Analyse af Kasper Arabi, ph.d.-stipendiat i International politisk økonomi, University of Warwick, England

I disse dage mødes Storbritanniens konservative parti til konference i Birmingham. Det er indtil videre ikke gået stille for sig. Allerede på konferencens anden dag måtte finansminister Kwarteng annoncere en dramatisk og ikke mindst ydmygende kovending. Modsat tidligere meldinger droppede regeringen mandag sine planer om yderst kontroversielle og udskældte topskattelettelser, der primært ville komme de mest velhavende briter til gode. Det skete efter en mildest talt kritisk uge i britisk politik. Det britiske pund imploderede og ramte det laveste niveau i forhold til den amerikanske dollar nogensinde, nationalbanken på Threadneedle Street i London måtte i et desperat forsøg på at redde situationen pumpe milliarder pund ud i den allerede inflationsramte økonomi, og målingerne viser nu en endnu en mere komfortabel føring til Keir Starmer og Labour end før.

Alt sammen en reaktion på, at regeringen i en rus af ideologisk neoliberalisme og markedsforherligelse i forrige uge præsenterede sit længe ventede mini-budget, der skulle hjælpe de hårdtprøvede briter ud af den krise, som de lige nu befinder sig i med kraftigt faldende levestandarder og pressede husholdningsbudgetter. Kwartengs plan er i lange stræk et spørgsmål om deregulering og afgiftslettelser. Og ikke mindst ufinansierede skattelettelser. Mange af dem. Men, i den oprindelige plan, primært stilet mod dem der har mest i forvejen.

Ifølge beregninger ville det oprindelige mini-budget – altså som det så ud inden Kwarteng trak i håndbremsen for at foretage en topskattemæssig u-vending – have resulteret i ca. 160 pund mere om året til de briter, der tjener mindst (20.000 pund om året), mens dem, der tjener mest (200.000 pund om året), kunne se frem til mere end 30 gange så meget. Godt og vel 5.220 pund. Fra Kwarteng lød det, da han præsenterede planerne, at Storbritannien for længe havde givet efter for en kamp om redistribuering af landets værdier. Nu skulle der være fokus på vækst. Samme budskab kom fra Truss selv, der gjorde det klart, at briterne for længe havde diskuteret, ”hvordan man skal fordele kagen i stedet for at vækste den, så alle kan få et større stykke”.

Det lyder som Mont Pelerin Sammenslutningens genkomst. Som Thatchers – eller ”thatchernomics” – genrejsning. Mini-budgettet blev da også mødt af stor begejstring fra de britiske neoliberale tænkertanke som Institute of Economic Affairs (IEA) og Adam Smith Institute. Førstnævnte var ikke sen til at vise sin begejstring og gjorde det klart, at budgettet ikke var et ”trickle-down” budget men et ”boost-up budget”. Fra sidstnævnte lød det, at regerings initiativer var ”et velkomment første skridt i retning mod at få den britiske økonomi tilbage på det rette spor”.

 

Med mini-budgettet har Truss og Kwarteng satset alt på at stryge markederne – hvem end de end er – med hårene. Det er derfor noget af et paradoks, at selvsamme markeder har taget så dårligt imod deres planer
_______

 

På den måde afslører mini-budgettet noget mere grundlæggende om det magtskifte, som Truss’ overtagelse af Downing Street 10 repræsenterer. Efter flere års lobbyering er det endelig lykkedes IEA at gøre Storbritannien til ”deres laboratorium”, som Tim Montgomerie, en af Boris Johnsons tidligere rådgivere, formulerede det på Twitter efter annonceringen af mini-budgettet. Båndene mellem Truss og specielt IEA er efterhånden åbenlyse. Flere af hendes rådgivere har en fortid i den neoliberale tænketank, hvis direktør for en månedstid siden gjorde det klart, at Truss formentlig har talt til flere IEA events ”end nogen anden politiker de sidste 12 år.” Som nyt medlem af det britiske underhus stiftede hun i samarbejde med IEA The Free Enterprise Group, der var et frimarkedskollektiv bestående konservative parlamentsmedlemmer, herunder Kwasi Kwarteng, der kæmpede for en frisættelse af markedskræfterne. Tilbage i 2020 røg premierministeren, der dengang var handelsminister, i vælten, da det kom frem, at hun havde fjernet møder med tænketanken fra de offentlige registre. Truss’ magtovertagelse er med andre ord en stor sejr for det britiske neoliberale tænketanksmiljø.

Hvorfor betyder disse forbindelser noget? Fordi de handler om magten til at sætte kursen for landets politiske fremtid. Med mini-budgettet har Truss og Kwarteng satset alt på at stryge markederne – hvem end de end er – med hårene. Det er derfor noget af et paradoks, at selvsamme markeder har taget så dårligt imod deres planer.

Som flere britiske kommentatorer allerede har påpeget, giver det associationer tilbage til 1970’erne, og den daværende britiske konservative finansminister Anthony Barbers forsøg på at drive økonomien fremad med omfattende skattelettelser. I samme stil som Kwarteng så Barber en høj skat som værende den største hæmsko for økonomisk vækst. I 1972 annoncerede han derfor ”dash for growth”-budgettet, der indeholdt nogle af de største skattelettelser til dato. I samme stil som i Kwartengs budget var disse finansieret ved øget offentlig gæld. Selvom økonomien i en kort periode reagerede positivt – det såkaldte Barber Boom – endte eksperimentet med ufinansierede skattelettelser ikke godt. Inflationen steg til 16% i 1974, hvor Edward Heaths regering blev skiftet ud med Harold Wilsons Labour regering, og pundets værdi faldt drastisk. To år senere, i 1976, tog briterne et historisk lån hos IMF for at støtte den skræntende valuta.

Selvom den historiske sammenligning naturligvis ikke holder 100 pct., må det dog alligevel have gjort ondt på Det Konservative Parti, da IMF i sidste uge kritiserede regeringens planer og opfordrede dem til at gentænke dem. Planen ville føre til øget inflation og ulighed, lød det fra valutafonden. Sådanne meldinger er bestemt ikke hverdagskost, når det kommer til den slags økonomier, som Storbritannien normalt sammenligner sig med.

Den sidste uge har derfor været et stort festfyrværkeri i Labour. Partiets konference i Liverpool – der tilfældigvis var planlagt til at starte sidste søndag – var den perfekte platform til at kritisere Toryerne og vise et bedre alternativ. Konferencen må i den grad karakteriseres som en succes. Det er mange år siden, at Labour har fremstået så samlet. Et af højdepunkterne var skyggefinansminister Rachel Reeves’ tale. Her harcelerede hun gentagende gange mod de konservatives blinde tro på ”trickle-down economics” – idéen om, at skattelettelser til de rigeste gavner alle, fordi værdien med tiden vil sive ned til de mindre bemidlede. „Velstand siver ikke ned fra toppen. Den kommer nede fra og ud fra midten,‟ lød det fra Reeves. Hendes kritik af tricke-down tankegangen støttes i øvrigt af et nyt studie lavet af forskere fra King’s College i London, der på baggrund af 50 års data fra 18 OECD-lande konkluderer, at store skattelettelser til den rigeste del af befolkningen fører til øget ulighed uden at bidrage positivt til hverken økonomisk vækst eller arbejdsløshed.

I stedet brugte Labour sin konference til at annoncere nye store og ambitiøse initiativer. Vinder partiet næste valg, vil formand Keir Starmer oprette en national velstandsfond. Denne skal blandt andet investere i et andet nyt Labour-tiltag: det offentligt ejede grønne energiselskab Great British Energy. På den måde håber Labour på at kunne skubbe til den grønne omstilling og sikre mere lokale investeringer, mens den almindelige skatteyder får del i afkastet. Ifølge nye målinger fra tænketanken Common Wealth skulle hele 72 pct. af alle vælgere – og ligeledes 72 pct. af de konservative vælgere – støtte op om et statsejet, britisk energiselskab. På samme tid fører Labour nu med 33 procentpoint ned til Det Konservative Parti i den nyeste måling lavet af YouGov. Det er den største føring til Labour siden slutningen af 1990erne.

Det er derfor ikke overraskende, at uroen ulmer hos de konservative. Der er allerede (ubekræftede) forlydender om, at en række Tory-parlamentsmedlemmer har sendt ”no confidence”-breve til partiets 1922-komité. Hvis komitéens formand, Graham Brady, modtager 54 af disse, udløser det en mistillidsafstemning om Truss’ premierministerpost. Så slemt står det næppe til – endnu. Men det er alarmerende, at der allerede er disse forlydender under fire uger efter, at hun overtog Downing Street. I første omgang bliver det spændende at se, hvorvidt hun kommer til at møde modstand fra egne partimedlemmer, når planerne om de ufinansierede skattelettelser skal til afstemning i parlamentet. Senest har den tidligere minister Michael Gove – der ganske vist ikke er Truss’ største fan – hintet, at han muligvis ikke ville stemme for. ”Jeg mener ikke, at det er rigtigt”, lød det fra ham på åbningsdagen for den konservative kongres.

Allerede nu giver den konservative samling i Birmingham, der slutter på onsdag, et praj om, hvilken slags modstand Truss kan forvente at møde i den kommende tid. Selv skal hun bruge konferencen på at forsikre sine medlemmer om, at hun har helt styr på sit projekt. At økonomien nok skal klare den. Og at hun er den rette til jobbet. Hun bliver næppe væltet lige foreløbigt. Men konferencen i Birmingham giver indikationer på, hvor hårdt hun skal kæmpe for at blive siddende. Og ikke mindst hvor hårdfør det nyeste skud på stammen af neoliberale eksperimenter viser sig at være. Med regeringens topskatte-kovending har vi allerede set de første tegn på, at det ikke kun er markederne, der reagerer negativt på Englands nye markedsfundamentalistiske forsøg. Spørgsmålet er, hvor rodfæstet Storbritanniens nye makkerpar har formået at sætte deres magt i løbet af deres første fire uger i regeringskontorerne. Kwarteng konstaterede under sin tale til konferencen, at hans mini-budget havde skabt ”en lille smule turbulens”. Han kan godt begynde at vende sig til det. For stormvejret er langt fra slut endnu. ■

 

Kwarteng konstaterede under sin tale til konferencen, at hans mini-budget havde skabt ”en lille smule turbulens”. Han kan godt begynde at vende sig til det. For stormvejret er langt fra slut endnu
_______

 

Kasper Arabi (f. 1995) er ph.d.-stipendiat ved Department of Politics and International Studies, University of Warwick, England. Her forsker han i international politisk økonomi med et særligt fokus på England og USA.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland