Jonas Parello-Plesner i RÆSONs nye trykte nummer: Kan USA genindtage den globale lederrolle?

03.05.2022

Krigen i Ukraine viser det, vi allerede vidste: Rusland er en farlig, men falmende stormagt. Samtidig har Kina bundet sig til nultolerancen mod COVID-19 med store problemer internt i landet.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, der har titlen: “Hvad Ukraine viser os om fremtiden”. Ude nu.

Af Jonas Parello-Plesner

”Det var Athens vækst – den frygt, dette skabte i Sparta – der gjorde, at krig var uundgåelig”. Det er den oldgræske forfatter Thukydids beskrivelse af rivaliseringen mellem bystaterne Sparta og Athen, som endte i langvarig og destruktiv krig. Med sin bog ”Destined for War” populariserede Harvard-professoren Graham Allison i 2017 begrebet ’Thukydids fælde’. Det beskriver en næsten automatisk stormagtsrivalisering, der igangsættes, når en ny magt vokser frem. I vor tid er det Kina.

Indenfor dette årti vil Kina økonomisk kunne overtage USA’s globale førsteplads. Militært har Kina brugt årtiers vækst til en oprustning, der nu gør Kina i stand til at udfordre USA i regionen. Og oprustningen får det til at løbe koldt ned ad nakken på nabolandenes ledere.

Den kinesiske flåde har allerede flere skibe end USA’s. I Beijing ses Det Sydkinesiske Hav som en kinesisk indsø – på trods af at flere nabolande, som Vietnam og Filippinerne, gør modsatrettede krav gældende. Og realiteten er, at havet og dets omstridte rev allerede i stor udstrækning er under kinesisk kontrol. Dette udfordres stadigvæk periodevis af USA og andre lande, som Frankrig og Australien, der prøver at opretholde den internationale havrets mulighed for fri passage i området.

Der er også mørke skyer over Taiwan, som i Beijing betragtes som den sidste brik i den nationale genrejsning frem mod 100-års jubilæet for det nye Kinas grundlæggelse i 2049 – også selvom USA har en mere eller mindre eksplicit forsvarsforpligtelse i forhold til øens 23 mio. borgere. Endelig har Kina lanceret sit store infrastrukturprojekt (Belt and Road), som vil gøre Kina til et globalt knudepunkt. Det nye ordsprog bliver alle veje fører til Beijing, som det var tilfældet med Rom i Antikken.

Men får vi tankemæssigt fanget os selv for hurtigt i Thukydids fælde? Er der epoker i historien, som ikke udvikler sig til uundgåelig konflikt mellem den opadstigende og den etablerede magt?

I det 19. århundrede var Storbritannien, på grund af sit omfattende koloninetværk, riget, ’hvor solen aldrig gik ned’. Dernæst overtog USA den globale førerrolle fra Storbritannien over en længere periode. Og særligt USA’s afgørende rolle i at slå Nazi-Tyskland gjorde det entydigt klart, at der var en ny topmagt på verdensscenen. Sidenhen har Storbritannien affundet sig med lillebror-rollen i det såkaldte ’special relationship’ med USA. Men den friktionsløse overgang skyldtes også, at de to lande delte sprog, kulturfællesskab og deres demokratiske styreform – samt blev Kold Krigs-allierede mod Sovjetunionen.  

En anden næsten gnidningsfri historisk overgang fandt sted netop med Sovjetunionens kollaps. Et stort rige forsvandt uden krig – dog med et enkelt internt kupforsøg i august 1991. Østeuropæere fik frihed, demokrati og nye muligheder – også for at melde sig ind i EU og NATO. Da entusiasmen i 1990’erne var på sit højeste forestillede ledere sig ’et fælles europæisk hus’, og at Rusland også selv havde en fremtid i de europæiske og transatlantiske institutioner.

Det gik jo som bekendt anderledes. Putin kom til magten i det nye årtusinde og sidder nu ubestridt på lederskabet. I dele af de turbulente 1990’ere var Putin reduceret til mappebærer for udenlandske besøgende i Skt. Petersborg, såsom for den besøgende Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen og Uffe Ellemann-Jensen.

Med den – også personlige – nederlagshistorie anskuer Putin Sovjetunionens sammenbrud som det 20. århundredes største tragedie. Det forklarer også det nuværende genrejsningsprojekt af russisk magt.

Men den barske stormagtsrealitet er, at selvom Putin kan sende tusindvis af soldater til angreb på nabolandet Ukraine, så er Rusland den stormagt, som er projekteret til at falde mest ned af den internationale rangstige over de næste årtier. Sanktionerne fremskynder den proces. Og det stærkeste magtfulde våben, Putin har – at kunne skrue op og ned for gasforsyningerne – forsvinder i betydning, hvis EU og særligt Tyskland begrænser gasforbruget og samtidig lykkes med den grønne omstilling.

Men efter Ruslands angreb på Ukraine er det for tidligt at skrive den endelige historie. Sovjetunionen forsvandt fredeligt, men Rusland kan – også som nedadgående magt – fortsat forårsage meget kaos og i værste fald også stormagtskrig hinsides Ukraine.

Og dét er en overset historisk pointe. Det er bestemt ikke altid de opadstigende magter, som starter konflikter. De har tiden på deres side. Det gælder ikke dem, der er på vej ned.

 

USA er tidligere blevet undervurderet som på vej ned – både efter Vietnam-krigen og efter finanskrisen i 2008 og den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021
_______

 

Tag Østrig-Ungarn som eksempel. I 1914 var dobbeltmonarkiet på vej ned ad bakke på alle magtparametre. Dog nåede staten, på vej ud af historien, at være med til at få startet Første Verdenskrig. Når magtbalancen forrykker sig negativt, kan konflikt desværre se tillokkende ud, fordi ræsonnementet bliver, at der alligevel ikke kommer en bedre situation senere. Det forklarer også Putins farlighed, netop fordi hans økonomiske styrke er på størrelse med Italiens og for nedadgående.

I den klassiske stormagtsanalyse ser man mest på økonomi og militær. Det er fx grundudgangspunktet i Paul Kennedys klassiker ’The Rise and Fall of the Great Powers’, som metodisk gennemgår en række historiske stormagtsskifter. Men der er også andre parametre, som kan være afgørende for forholdet mellem stormagter.

Stormagter kan også sænkes af pandemier. Under krigen med Sparta blev Athen ramt af pesten, der gjorde en genrejsning umulig. Syfilis sendte Inka-civilisationen ud af historien, og Djengis Khans tropper blev stoppet af sygdom, ikke i kamp.

Hvordan har COVID19 påvirket magtforholdet mellem USA og Kina? I starten af pandemien fremstod Kina både ukoordineret og lukket, da man afslog at fortælle om sygdommens oprindelse. Staten var presset og i defensiven. Men så gik det den anden vej: Med hårdhændede midler fik man styr på udbruddet, introducerede nul-tolerance og sendte medicinsk udstyr og masker afsted til andre lande. I USA udviklede præsident Trumps pressemøder sig til medicinsk vildledning eller underholdning, men landet fik hurtigt gang i et omfattende vaccinationsprogram. Kinas vacciner har vist sig langt mindre effektive end vestlige varianter herunder USAs. Samtidig har omikron-varianten, der er meget smitsom men meget mindre farlig, siden december 2021 udfordret fornuften i Kinas nul-tolerancen. Dette blev igen understreget, da Shanghai – med sine omkring 26 millioner indbyggere – i april indførte en massiv frihedsberøvende nedlukning.

Et resultat af nultolerancen er, at Kinas grænser er forblevet lukkede med drakoniske karantæneregler, samtidig med at Europa og USA er genåbnede. Xi Jinping har selv inkarneret politikken: Han har ikke bevæget sig udenfor rigets grænser de seneste to år. I stedet har han holdt internationale topmøder virtuelt – bortset fra sit personlige møde med Putin under OL i Beijing i februar. Det er fortsat et åbent spørgsmål, hvilken stormagt som kommer bedst ud af corona-forløbet. Det ser ud til at være Kina, der får sværest ved at ryste sygdommen succesfuldt af sig.



Nürnberg: Et amerikansk transportfly læsser materiel af i lufthavnen, 28. februar 2022. USA sendte tusinder af tropper til Europa for at deltage i NATO’s Responsive Force, der – efter Ruslands invasion af Ukraine – blev aktiveret for første gang [FOTO: NATO]

På andre punkter er Kina ved at indhente – og overhale – USA. Men magtarrogance kan få ’riget i midten’ til at overspille deres hånd for tidligt. USA er tidligere blevet undervurderet som på vej ned – både efter Vietnam-krigen og efter finanskrisen i 2008 og den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021. En risiko for stormagtskonflikt kan opstå, hvis Kina fejlagtigt vurderer, at USA er i tovene, og at tiden er inde til en offensiv i det Sydkinesiske Hav eller ligefrem en militær overtagelse af Taiwan.

Deng Xiaoping, der afløste Mao og igangsatte Kinas økonomiske reformproces, anbefalede, at landet skulle holde en lav profil internationalt. Det er ikke Xi Jinpings kurs. De senere år har derimod budt på aggressivt og nationalistisk diplomati fra Kinas regime – omtalt som ’ulvekriger’ (efter en populær kinesisk filmserie ’Wolf Warrior’) diplomati, hvor omverden angribes hårdt.

Lande, som Australien i 2020 og nu Litauen i 2021, bliver lagt på økonomisk is, hvis de ikke makker ret. Samtidig er den internationale opfattelse af Kina styrtdykket. Tænk på optimismen ved Kinas forrige OL i 2008, hvor lederskabet også lovede – men aldrig helt indfriede – reformer. Under dette OL var Kina indifferent overfor udenlandsk kritik om, at legene fremstod som styret af en diktatorklub – og gennemført med en Mao-skjortes tilknappethed.

Kina er ikke blot oppe mod USAs magt – men også dets værdier. USA står fortsat – også selvom Trump fik tilføjet mange ridser i lakken – som garant for frihed og demokrati. Og det er fortsat USA, ikke Kina, som talentfulde folk kloden rundt vil immigrere til.

Ruslands krig i Ukraine har trukket fronterne tydeligere op.

Det betyder også, at der tegner en mulighed: Kan USA troværdigt vise, at landet ikke kun er motiveret af stormagtskonkurrence med Kina, men af en global værdikamp, står USA på hold sammen med verdens demokratier. Det øger slagstyrken op til 60-70 procent af verdens samlede bruttonationalprodukt.

Præsident Biden var hovedtaler til det første Copenhagen Democracy Summit i 2018, og afholdt selv et virtuelt demokratitopmøde i december 2021, der kan være startskuddet til at samle verdens demokratier.

I den globale værdikamp står Kina meget svagere. Landets kommunisme inspirerer ingen – heller ikke sine egne ledere. Landets bilaterale relationer er drevet af penge eller af frygt. Selv med Rusland, Nordkorea og Pakistan, som vel er de nærmeste internationale forhold, er der tale om begrænsede interessefælleskaber forenet i regimeoverlevelse.

Men for at USA troværdigt kan indtage den førende rolle i værdikampen, kræver det naturligvis, at landets demokrati og frihedsrettigheder ikke undermineres på hjemmebanen. De autoritære tendenser omkring den tidligere præsident Trump og hans ukorrekte påstand om valgsvindel kan i værste fald handlingslamme USA internt, særligt som vi nærmer os valgåret 2024. ■

 

For at USA troværdigt kan indtage den førende rolle i værdikampen, kræver det naturligvis, at landets demokrati og frihedsrettigheder ikke undermineres på hjemmebanen
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden