Johannes Riber i RÆSONs nye trykte nummer: Vi skal tilbage til ubådene. Og det er kun begyndelsen
19.01.2022
Flåden er blevet overset – tiden er løbet både fra strategien og fra udstyret. Der venter nye opgaver både i Østersøen, Arktis og i Fjernøsten.
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte vinternummer, der har titlen: „Hvem tager ansvar for verden?‟
Af Johannes Riber
Danmark har sendt fregatten Esbern Snare til Guineabugten for at beskytte danske rederiinteresser. Det er en nobel mission, som umiddelbart har paralleller til piratbekæmpelsen for ti år siden i Adenbugten. Spørgsmålet er blot, om det giver meget mening. For imens den danske flåde er på vej til Vestafrika, sejler flådestyrker fra lande som USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Holland til Fjernøsten for at sikre den frie bevægelighed i Det Sydkinesiske Hav. Vores allierede har altså deres maritime sikkerhedsfokus et helt andet sted på jordkloden.
Spørgsmålet er ikke så meget, hvorfor vores allierede drager til Fjernøsten, men mere hvorfor Danmark nærmest alene sejler til Vestafrika. Der er to årsager: Dels at Danmark for mere end ti år siden havde stor succes med pirateribekæmpelsen ved Østafrika, dels at de danske fregatter stadig ikke er fuldt udrustede til at indgå i en mission med vores allierede af den type, som p.t. pågår i Det Sydkinesiske Hav. På den måde hænger Danmark stadig i en flådetankegang fra slut-2000’erne.
Det er på tide, vi indser, at Danmark er meget mere end en søfartsnation, som tjener penge på verdenshandlen. At vi – og specielt rigsfællesskabet – er et ørige, hvor behovet for at kunne hævde suveræniteten kun er blevet større. Den internationale orden, som definerer, hvordan havområder opdeles, er under stærkt pres fra både Rusland og Kina. Når Rusland påberåber sig unikke rettigheder i Det Azovske Hav, og Kina i Det Øst- og Sydkinesiske Hav, er det en direkte trussel mod den frie bevægelighed, som danske rederier er afhængige af, og på sigt kan det underminere de internationale regler, der sikrer, at rigsfællesskabets krav i Arktis respekteres.
Nedprioriteringen har konsekvenser
Danmark har høstet stor anerkendelse med indsættelsen af sin flåde i internationale operationer de seneste par årtier. En af de helt store succeser har været piraterioperationerne ud for Somalia, hvor Danmark i flere perioder spillede en fremtrædende rolle. For selvom grundvilkårene for pirateriet stadig er til stede i Somalia, har den meget direkte fremfærd reelt betydet, at omkostningen for at bedrive pirateri er større end gevinsten. Man sikrede muligheden for – i samarbejde med private vagtværn – at kunne afskrække piraterne og havde derudover muligheden for at beslaglægge og destruere piraternes udstyr og både. Derudover havde man aftaler om udlevering af anholdte pirater til lande i regionen. For piraterne blev omkostningerne i sidste ende for store – sammenlignet med den mulige gevinst.
Det store problem er blot, at muligheden for at ødelægge piraternes økonomiske model er tæt på ikkeeksisterende
_______
Dengang var pirateribekæmpelsens sigte at ødelægge en økonomisk model og dermed gøre forretningen urentabel. På det politiske niveau lykkedes det Danmark med flåde og flybidrag til Adenbugten at øge sin politiske indflydelse i bl.a. FN-regi og dermed at overbevise andre lande om den sikkerhedsrisiko, som pirateriet udgjorde.
Det var særdeles succesfuldt og er det stadig i dag. Derfor kan det at begive sig ud på samme mission i Vestafrika da også virke besnærende. Det store problem er blot, at muligheden for at ødelægge piraternes økonomiske model er tæt på ikkeeksisterende, da de værktøjer, man havde til rådighed ved Somalia, ikke er til stede i Vestafrika. Således er der ikke noget mandat til at sejle i regionens territoriale farvande, ingen sikkerhedsrådsresolutioner, ingen samlet operationskoordinering og informationsudveksling. Dertil kommer, at landene i regionen ikke tillader private vagtværn. Flådeoperationen i Guineabugten vil derfor heller ikke have den samme politiske effekt sammenlignet med Adenbugten, fordi den mangler inddragelse fra FN’s Sikkerhedsråd, hvor de permanente medlemmer også er blandt verdens største flådemagter.
En anden vigtig indsats fandt sted, da den danske flåde i 2013, 2014 og 2016 deltog i operationer med det formål at fjerne kemiske våben fra henholdsvis Syrien og Libyen (kaldet RECSYR og RECLIB), operationer, som USA og Rusland var blevet enige om at lade udføre. Borgerkrigen i Syrien havde set flere kemiske angreb på civilbefolkningen, og i 2013 trak USA den ’røde streg’ over for Syrien, således at USA ville reagere, skulle Syrien fortsætte anvendelsen af kemiske våben. Da et kemisk angreb fandt sted i august 2013 i forstaden Ghouta til Damaskus, var forventningen, at USA ville gengælde med krydsermissiler. På grund af indenrigspolitisk uro i USA kom angrebet aldrig, og Rusland tilbød at forhandle en løsning, som endte med, at Danmark og Norge blev bedt om at gennemføre en operation til bortskaffelse af de kemiske våben. På den måde kom Danmark og Norge med deres flåder til at spille en vigtig rolle i krisen i Syrien og i forholdet mellem Rusland og USA. Flåden blev – i lighed med operationerne i Adenbugten – anvendt som et politisk virkemiddel til at øge Danmarks politiske indflydelse og styrke relationerne til vores allierede.
På den måde har den danske flåde opfyldt de internationale opgaver, den er blevet pålagt igennem 2010’erne. Der har dog også været udfordringer. For prisen for at løse disse vigtige opgaver har kostet på andre områder.
I 2017 fik Danmark for første gang mulighed for at sende en fregat som eskorte til en amerikansk hangarskibsgruppe afsted til Den Persiske Golf. Der er ingen tvivl om, at den danske fregat høstede stor anerkendelse for bidragets høje professionelle niveau, men skibets manglende evne til at indgå fuldt og helt i, hvad der kaldes områdeluftforsvar, blev for første gang tydelig. Selvom danske fregatters radarer kan detektere luftmål på op til 400 kilometers afstand, kan de nuværende missiler reelt kun nå ud på små 20 kilometer. En afstand, der rækker til selvforsvar, men ikke til beskyttelse af andre skibe – hverken militære eller civile. Derfor kunne den danske fregat heller ikke udfylde sin rolle som luftforsvarsenhed, da den sejlede ind i Den Persiske Golf med den amerikanske hangarskibsgruppe. Det var først året efter (i 2018), at Danmark besluttede at indkøbe langtrækkende antiluftmissiler.
Efter at svenskerne mente, at de havde haft besøg af mindst en og måske to russiske ubåde i Stockholms skærgård, begyndte man i 2014 i Danmark at diskutere flådens meget begrænsede antiubådsevne. To år forinden havde Danmark bestilt nye flådehelikoptere, men bevidst fravalgt at installere sonarer på dem, hvilke reelt gjorde dem uanvendelige til at finde ubåde. Det var en kontroversiel beslutning, da en fregat uden helikopter kun har en ringe evne til at finde og angribe en fjendtlig ubåd uden at bringe sig selv i stor fare. Ubådsbesøgene i Sverige betød sandsynligvis, at Danmark genovervejede sin bestilling og efterfølgende omgjorde den. Helikopterne blev således klargjort til at kunne bære både en sonar og sonarbøjer.
At den danske flåde på den måde fremstår ude af trit med virkeligheden, kan virke underligt, men det er der reelt flere grunde til. For det første tager militærindkøb relativt lang tid fra beskrivelse af specifikationer til valg. Hertil skal lægges uddannelse og træning med systemerne. Derudover skal der være økonomi til det. At forsvaret blev pålagt en kæmpe besparelse i omegnen af 15 pct. i 2013, sammenholdt med at hæren og flyvevåbnet også havde prioriterede materielønsker, betød reelt, at Søværnets behov for at have fuldt udrustede skibe kom nederst i bunken. Man havde ikke den økonomiske ramme og så ej heller et umiddelbart behov. Omkostningen blev, at fregatterne reelt løste kystvagtopgaver og ikke agerede i rollen som den moderne kampplatform, de var designet til.
Hvilken betydning har det så i dag, at Danmark først nu er begyndt at indkøbe våbensystemer til fregatterne? Sandsynligvis en hel del. Fx inviterede Storbritannien tidligere i år Holland og USA til at deltage i den første globale deployering for den nye britiske hangarskibsgruppe, hvor turen først gik til Sortehavet – for at vise støtte til Ukraine og protestere mod de russiske krav samme sted – for efterfølgende at hævde FN’s havretskonvention i Det Sydkinesiske Hav. En invitation til Danmark ville have virket naturligt, ikke mindst set i lyset af vores civile maritime interesser og aktive politiske valg om at bidrage til britiske og amerikanske missioner. Det er uvist, hvorvidt Danmark blev inviteret, men et reelt bud kunne være, at netop fregatternes manglende udrustning har betydet, at briterne valgte os fra. For selvom skibene er moderne, og mandskabet erfarent, er fregatterne endnu ikke udstyret til at kunne sejle i områder med en moderne luft- eller ubådstrussel.
Når Danmark drager mod Vestafrika, handler det sandsynligvis ikke kun om danske rederiinteresser, men også om, at skibene stadig mangler en del moderne våbenudstyr. Spørgsmålet er, hvorvidt Danmark skal begynde at genoverveje, hvilken rolle vi ønsker at spille internationalt med vores flåde, og om den er rigtigt udrustet og har de rigtige skibe. For der er lange udsigter til, at vores normale sikkerhedspolitiske partnere vil interessere sig for pirateri igen. Specielt i Vestafrika.
Danmarks udfordringer
Nutidens trusler mod danske maritime interesser er langt bredere end pirateri. Det danske bidrag til pirateribekæmpelsen i Adenbugten var naturligvis et produkt af øget maritim usikkerhed, men tilsvarende også et produkt af, at flåden i samme periode ikke havde andre og mere vigtige opgaver. Ser vi tilbage til tankerkrigen i Den Persiske Golf i 1980’erne, modsatte den daværende borgerlige regering sig at udsende en korvet til at beskytte dansk skibsfart. Den officielle forklaring var, at skibene ikke var beregnet til det. Det afholdt dog ikke et politisk flertal fra at sende samme korvet afsted til samme område fire år senere, i 1990, som en del af Operation Desert Shield/Storm. Den store forskel? At Den Kolde Krig var afsluttet, og at Danmark bevægede sig mod en aktivistisk udenrigspolitik.
Denne aktivistiske udenrigspolitik involverede i de efterfølgende år specielt den danske hær og flyvevåbnet, men kun i mindre grad Søværnet, hvis primære internationale operationsområde rykkede til Middelhavet.
Mens mange andre lande, inklusive dem, vi ofte sammenligner os med, er gået i gang med at revidere deres flåde, står Danmark nærmest bare på perronen og kigger på
_______
Prioriteringen var delvist bestemt af, at Søværnet ikke havde modtaget sine nye fregatter, hvor de første blev bestilt i 2000 og skulle leveres senest fem år senere. Pirateribekæmpelsen i Adenbugten fra 2008 og frem var derfor et produkt af, at Søværnet endelig havde modtaget de første fregatter, alt imens andre dele af forsvaret var engageret i Irak og Afghanistan, hvor Søværnet ikke kunne spille nogen rolle. Derudover havde det internationale samfund fået øjnene op for den økonomiske trussel, som pirateriet udgjorde. Der var altså tale om, at Søværnet fik de rigtige skibe på det rigtige tidspunkt til den rigtige opgave. En opgave, der vel at mærke ikke krævede moderne våbensystemer på skibene.
Det er den analyse, som skal foretages igen, for tiderne er skiftet og dermed også opgaverne. Hvor den danske hær tidligere var det primære valg, når der skulle udsendes bidrag til verdens konfliktområder, blev evakueringen af Kabul en symbolsk markering af, at hæren allerede er begyndt at omstille sig til en sikkerhedspolitisk virkelighed, der for Danmark i høj grad handler om NATO’s afskrækkelse af Rusland. Hæren er altså delvis på vej retur til den rolle, som den spillede under Den Kolde Krig, dog med den store forskel, at det ikke længere skal foregå i Danmark og Nordtyskland, men nærmere i de baltiske lande og Polen.
Spørgsmålet er, om flåden skal begynde at kigge i samme retning, og hertil er svaret mere uklart. For selvom det er fristende at finde de gamle Kold Krigs-planer frem, vil de ikke virke for det danske søværn i fremtiden. Ganske vist er Rusland tilbage som en væsentlig sikkerhedspolitisk spiller i Østersøen, men så stopper sammenligningen også. Den helt centrale ændring er nemlig, at EU og NATO har udvidet mod øst. Under Den Kolde Krig var Søværnets primære rolle at nedkæmpe Warszawa Pagt-landenes flådeenheder, inden de nåede de danske kyster og stræder. I dag er den sømilitære opgave nærmest omvendt og handler om at sikre NATO’s adgang til Østersøen i tilfælde af en konflikt i fx de baltiske lande. Søværnet skal altså ikke forhindre den russiske flåde i at komme ud, men derimod sikre, at NATO kan komme ind. Det kræver en helt anden flåde, end Danmark havde under Den Kolde Krig.
Et andet område, som har fået sikkerhedspolitisk fokus, er Arktis. Når det gælder de internationale relationer i Arktis, har klimaforandringerne haft en helt central rolle de seneste år. Danmark er igennem rigsfællesskabet et ørige, som strækker sig knap 4.000 kilometer fra Bornholm til Nordvestgrønland – et territorium, der udgør verdens 15.-største økonomiske zone til søs (fra Østersøen til Atlanterhavet til Polarhavet). Selvom de arktiske kyststater, Rusland, Canada, USA og Norge, og rigsfællesskabet har en officiel samarbejdspolitik, har de samtidig indset, at der er sket et skift mod militær konkurrence – med Rusland på den ene side og USA og delvist NATO på den anden. Hertil skal lægges bekymringen om fremtidig kinesisk indflydelse i regionen, hvilket USA vil sætte sig stærkt imod.
Igennem rigsfællesskabet kommer Danmark derfor til at skulle overveje sin rolle i Arktis, ikke mindst til søs, hvor vi de kommende år vil se større militær tilstedeværelse fra kyststaterne såvel som civil aktivitet, ikke mindst fiskerbåde fra Europa, Latinamerika og Asien.
Hvordan skal Danmark sikre overvågning og kontrol af Grønlands økonomiske zone, når det fx gælder fiskeskibe? Det er ikke let – tænk på de nuværende udfordringer med hollandske fiskere i danske farvande, eller hvorledes fx kinesiske fiskeskibe opererer i Det Sydkinesiske Hav eller ud for det afrikanske kontinent som eksempler på, hvor svært det er at håndhæve et lands suveræne rettigheder til havets ressourcer uden en form for tilstedeværelse og kontrol.
Oven i denne aktivitet skal vi lægge den stigende russiske militære tilstedeværelse af ubåde, skibe og fly, hvilket vil afføde en amerikansk forventning om et minimum af dansk indsigt i, hvad der foregår både under, på og over vandet ved den grønlandske og færøske kyst. Har Danmark i dag reelt et beredskab, hvis der fx viser sig en formodet russisk ubåd i Nuuk Fjord eller ud for Thorshavn? Det korte svar er nej. Tilsvarende kan siges om det grønlandske og færøske luftrum, skulle det blive krænket af russiske fly.
Endnu en central sikkerhedsdynamik er Kinas voksende rolle som stormagt. Den er særligt interessant på det maritime område, ikke kun fordi den kinesiske flåde vokser i et ekstremt højt tempo, men også fordi Kina udfordrer de folkeretslige principper, der gælder på havene. Det bedste eksempel herpå er de kinesiske krav i Det Sydkinesiske Hav, som er uden internationalt fortilfælde. Her kræver Kina om ikke fuld suverænitet så i hvert fald et højt niveau af eksklusive rettigheder – man insisterer på ejerskab over ressourcerne i området og vil kunne bestemme, hvem der sejler der. Og i Det Østkinesiske Hav gør Kina tilsvarende krav. Det svarer til, at USA krævede suverænitet og eksklusive rettidigheder til de tilhørende ressourcer i Det Caribiske Hav, eller at Italien krævede det i Middelhavet, når vi sammenligner kravenes geografiske størrelse.
Den anden udfordring med Kina er landets fiskeflåde og dens betydning for illegalt fiskeri på globalt plan. Således er der allerede kinesiske fiskeskibe ved både Vestafrika og Sydamerika, og tal fra NGO’er tyder på, at kinesiske fiskere fisker illegalt langt mere end nogen andre, vurderet ud fra den samlede kinesiske fangst. Hertil skal lægges, at den kinesiske fiskeflåde målt på sin tonnage er større end de efterfølgende ti lagt sammen. Kombineret med klimaforandringerne er det derfor kun et spørgsmål om tid, før kinesiske fiskere vil bevæge sig mod nogle af de rigeste fiskeområder – herunder Arktis.
Alt i alt står Danmark derfor over for et helt andet trusselbillede, end vi har været vant til, når det gælder alt lige fra sikkerheden i Østersøen og beskyttelse af rigsfællesskabets interesser i Arktis til at sikre international orden, som den er defineret i FN’s havretskonvention.
At en dansk fregat nu skal jagte pirater, virker derfor lidt som et ekko fra fortiden, og som om Søværnet løser gårsdagens opgaver på bekostning af at kunne omstille sig mod de nye sømilitære udfordringer. Fremtidens udfordringer er nemlig både større og mere komplekse for Søværnet, end de har været i hele det 20. århundrede. Og mens mange andre lande, inklusive dem, vi ofte sammenligner os med, er gået i gang med at revidere deres flåde, står Danmark nærmest bare på perronen og kigger på.
Danmarks maritime interesser har aldrig været større, end de er i dag. Derfor er der et behov for at forstå, hvilke udfordringer vi står over for, og hvorledes vi vil håndtere dem. For vi er allerede nu bagud i vores udvikling sammenlignet med de fleste europæiske og asiatiske lande –store som små. Det er derfor tid til at få en klar strategi for, hvilken flåde Danmark behøver. Nok er vi ikke en militær stormagt, men når vi ser på vores søfart og vores geografiske og maritime udstrækning, er Danmark i den grad i den maritime superliga.
En ny maritim verdensorden
Verdens transition fra en unipolar til en bi- eller tripolær er tydelig i både USA, Kina og Rusland. USA har i årtier siddet på flådemagtens trone og øger som sagt nu fokus på Fjernøsten. Rusland har en officiel politik om at genetablere sig selv som verdens andenstørste flådemagt, hvilket har betydet en massiv udvikling af ubåde og missilteknologi. Kina har en tilsvarende ambition om at blive en global flådemagt og er i dag den stærkeste flådemagt i det vestlige Stillehav.
Hvorledes reagerer andre stater på denne udvikling? Frankrig, Storbritannien og Japan har for længst anerkendt udviklingen, men samtidig ser vi også lande som Australien, Norge og Sydkorea investere massivt i lige præcis deres flåde. Selv Portugal, hvis flådeudvikling længe var sat på pause, har igangsat en massiv fornyelse. Internationalt er der altså en generel erkendelse af, at flåder i den nuværende tripolære verden er helt centrale for at beskytte staternes interesser, hvad end de måtte være. Fælles for disse investeringer er både ønsket om at indsamle informationer til søs og besidde langtrækkende skibe med tilsvarende langtrækkende våbensystemer. Derfor er tiden også mere end moden til, at Danmark kommer i gang med sine flådestrategiske overvejelser, som bør opdeles i Østersøen, Arktis og den globale scene.
Østersøen
Det helt centrale ved Østersøen er Ruslands rolle i forhold til de baltiske lande. I et fremtidigt konfliktscenarie i Østersøen vil det være helt afgørende, at NATO kan fremføre forsyninger og forstærkninger over havet til de baltiske lande. Her vil det ikke være den russiske østersøflåde, som vil være den store hovedpine, men derimod Ruslands evne til at kunne anvende langtrækkende missiler og fly over Østersøen kombineret med massiv minelægning til søs både i de danske stræder og ud for strategisk vigtige havne i Østersøen. Det vil være en helt central opgave fra dansk side at kunne forhindre minelægning i de danske stræder (udført af russiske ubåde og mindre, civile fartøjer), men også at bidrage til, at truslen fra russiske fly og missiler kan undertrykkes. I den sammenhæng har den danske flåde nogle centrale mangler, først og fremmest omkring indhentningen af informationer og efterretninger til søs.
Siden afskaffelsen af ubådene i 2004 har Danmark manglet en efterretningsplatform, der i det skjulte kan indhente informationer i Østersøen. Det kan Danmark i princippet godt gøre med andre teknologier, men blot ikke på samme niveau, da ubåde kan gøre det ubemærket. En dagligdags parallel er, at man naturligvis ikke kan indsamle de samme informationer med en almindelig politibil, som man kan med en civil. Samtidig er der en væsentlig præventiv effekt, for den blotte vished om, at der måske er en ’risiko’ for en civil politibil i et område, betyder, at man ændrer adfærd, skulle man have ondt i sinde.
En ubåd er dermed ikke kun en vigtig efterretningsplatform, men har ved sin blotte tilstedeværelse en afskrækkende effekt. Placeringen af en ubåd i fx den vestlige Østersø vil med det samme indgå i russiske overvejelser om at gennemføre skjult minelægning i danske farvande, netop fordi russerne vil være bekymrede for at blive opdaget. Tilsvarende vil en ubåd være en af de få militære enheder, som vil kunne bevæge sig ind i Østersøen uden at skulle bekymre sig om den russiske fly- og missiltrussel.
For hvad gør Danmark, når eller hvis vi i lighed med Sverige opdager en russisk ubåd i en grønlandsk skærgård? Det korte svar p.t. er ingenting
_______
I tilfælde af en krisesituation i Østersøen vil der være et stort behov for at kunne hente informationer tæt på kysten uden at udsætte sig for en åbenbart russisk missiltrussel og uden at virke provokerende. En ubåd kan som en af de meget få teknologier opfylde begge behov.
Næste skridt er naturligvis, at det er i dansk interesse at kunne holde danske stræder åbne for den skibstrafik, vi gerne vil have igennem. Den danske flåde råder i dag over minerydningskapacitet, og en fortsat investering heri vil være helt central.
Endelig er der som nævnt den russiske missil- og lufttrussel, og lige præcis på dette område har Rusland investeret massivt. Det er som nævnt ikke den russiske østersøflåde, som vil kunne give NATO den store hovedpine, da den er relativt lille og vil være rimelig nem at lokalisere, men derimod de våbensystemer, som står på land, og som reelt kun kan modgås i en kombination af moderne luftforsvar og langtrækkende missiler, der kan ramme mål i land. Derfor er den nuværende danske overvejelse om at indkøbe langtrækkende missiler til landmål til fregatterne og vores nye F-35-kampfly vigtig.
Kort sagt: En moderne dansk flåde, som i fremtiden skal kunne operere – og herunder støtte andre NATO-styrker i de baltiske lande – må frem for alt kunne sikre, at NATO kan besejle Østersøen gennem de danske stræder, og samtidig bidrage til beskyttelse af skibe, når de har passeret. Det kræver, at man fastholder Søværnets evne til at finde miner, at overvejelsen om indkøb af langtrækkende missiler gennemføres, og – mere kontroversielt – at Danmark igen indfører ubåde som en helt central teknologi til fremtiden.
Arktis
Rigsfællesskabets betydning for dansk sikkerhed er vokset de seneste år på baggrund af en kombination af klimaforandringer og jagten på naturressourcer. Hvad enten vi tænker på det eller ej, er rigsfællesskabet et ørige, der er en del af to kontinenter, Europa og Nordamerika. Kort sagt: Når vi kigger på militær sikkerhed, er rigsfællesskabet det tredje nordamerikanske land efter Canada og USA. Det sagt, og uagtet at vi ser en militæroprustning i det arktiske område, så er den reelt ikke nogen større militær trussel mod rigsfællesskabets integritet, fordi rigsfællesskabet er en del af NATO.
Det betyder, at Danmark skal fokusere på to områder, når det gælder flåden. Den ene del handler om suverænitet og tilstedeværelsen af fx russiske skibe, ubåde og fly i og omkring Grønland og Færøerne. Den anden del er at beskytte de økonomiske interesser, specielt inden for fiskeri, som de to rigsdele har. Sidstnævnte er en gammel og velkendt opgave for Søværnet og løses allerede i dag i samarbejde med grønlandske og færøske myndigheder. Så på den korte tidshorisont er spørgsmålet mere, om Søværnet er rustet til den suverænitetsopgave, som kræves af Danmark fra USA og NATO, ikke mindst i GIUK-gabet (havområdet fra Grønland over Island til Storbritannien).
Der er nemlig en stigende forventning om, at Danmark bidrager til sikkerheden i Arktis, og her kan Søværnet i samspil med flyvevåbnet spille en helt central rolle.
For hvad gør Danmark, når eller hvis vi i lighed med Sverige opdager en russisk ubåd i en grønlandsk skærgård? Det korte svar p.t. er ingenting. De danske overvågningsfly er nemlig ikke udrustede til at finde ubåde og er generelt mere designet til at lokalisere olieforurening og nødstedte til søs end at udføre egentlig militær informationsindhentning, som kræver en helt anden form for udveksling af informationer.
Rigsfællesskabet har behov for overvågningsfly på linje med Norge, der i en årrække har forstået vigtigheden af at vide, hvad der bevæger sig i norske farvande, hvorfor Norge også har indkøbt de nyeste militære overvågningsfly af USA. Hertil kan vi lægge en tilsvarende mangel på overvågning af luftrummet og de udfordringer, det danske flyvevåben oplever her.
Der er nemlig en stigende forventning om, at Danmark bidrager til sikkerheden i Arktis, og her kan Søværnet i samspil med flyvevåbnet spille en helt central rolle
_______
Der er ingen forventning om, at Danmark på noget tidspunkt vil kunne overvåge hele det havområde, som Arktis dækker. Der er dog en forventning om, at Danmark kan bidrage til det, og her er løsningen ikke at anvende de fregatter, vi har i dag. Dels har de svært ved at sejle i isfyldte farvande, dels kan de af gode grunde ikke være flere steder på samme tid. Løsningen vil være todelt, nemlig at fastholde evnen til at sejle med inspektionsskibe og fartøjer, som vi allerede gør i dag, investere massivt i moderne maritime overvågningsfly samt i lighed med i Østersøen at genoverveje ubåden.
Ubådsteknologien har de sidste 20 år udviklet sig med lynets hast. Det betyder, at mindre, konventionelle ubåde nu kan sejle i det arktiske område, fordi udviklingen af batterier og såkaldt Air Independent Propulsion (AIP) betyder, at også mindre ubåde nu kan være neddykkede meget længere. Derfor ser vi også, at lande som Tyskland, Italien og Norge investerer i netop denne type ubåde, fordi de kan operere kystnært i op til to uger uden at skulle gå til overfladen, hvilket betyder, at man kan anvende dem i Nordatlanten, som bl.a. Italien har afprøvet med stor succes. Ubåden vil have en række fordele: Den vil kunne være i et område i flere uger ad gangen; den er designet til at finde både skibe og andre ubåde; og den kan – hvilket er unikt – netop gøre det skjult. Dertil skal lægges, at der er en klar forventning fra vores allierede om, at vi kan bidrage til overvågningen under og på vandet i GIUK-gabet, specielt i området tæt ved den grønlandske kyst. En opgave, som en ubåd kan løse langt bedre end skibe på overfladen, som netop har svært ved at overvåge aktiviteter under vandet i længere tid.
Den globale scene
Den tredje centrale udfordring er den internationale orden til søs. FN’s havretskonvention har i årtier sikret, at stater (og specielt store stater) ikke har følt sig fristet til at udnytte de økonomiske muligheder til søs på bekostning af de mindre stater. Der er i dag en forandring undervejs. Stater som Rusland og Kina udfordrer netop i disse år sådanne ordensprincipper på bekostning af mindre stater. I Det Azovske Hav går det ud over Ukraine, mens det i Det Sydkinesiske Hav rammer lande som Filippinerne, Indonesien og Vietnam for blot at nævne tre.
Men det er netop disse ordensprincipper, som sikrer den frie bevægelighed til søs for den danske skibsfart, og som tilsvarende sikrer, at de økonomiske ressourcer i Arktis ikke tilfalder den stærkeste. Det er altså principper, som i den grad er i dansk interesse, og hvorfor også andre vestlige lande netop besejler områder som Det Sydkinesiske Hav med krigsskibe for at sikre, at havretskonventionen overholdes også i fremtiden.
At Danmark ikke bidrager til netop denne type operationer, har sandsynligvis flere årsager. Den ene handler om, hvad en kinesisk reaktion kan blive, hvis der sejler en dansk fregat gennem Det Sydkinesiske Hav.
Danmark skal derfor både kunne afskrække en maritim trussel i Østersøen, overvåge og hævde suverænitet i Arktis, bevare vores alliancebånd og endelig støtte de internationale ordensprincipper på verdenshavene
_______
Den anden er en politisk blindhed for, hvorfor det er vigtigt for Danmark at bakke op omkring disse ordensprincipper, vel at mærke i samarbejde med vores tætteste allierede. For når det kommer til det maritime miljø, har Danmark enorme interesser og derfor også en stærk interesse i at modgå stater, der udfordrer de ordensprincipper, vi er blevet enige om. Lige præcis her er den danske flåde allerede godt udrustet til at deltage med sine fregatter og ville allerede i dag kunne sejle til Asien, hvis det var et politisk ønske. Problemet er blot, at skal vi gøre det sammen med vores allierede – som nævnt tidligere fx med briterne – kræver det, at fregatterne er udrustede til at indgå fuldt og helt i sådan en flådestyrke.
Så når statsminister Mette Frederiksen den 29. oktober i sin tale ved Udenrigspolitisk Selskab har påpeget de sikkerhedspolitiske udfordringer, der er i Asien og særligt i forhold til Kina, er det eneste reelle danske militære virkemiddel flåden, fordi den kan bruges som et diplomatisk værktøj på en måde, som er unik.
Det kræver nogle centrale investeringer, som delvist allerede er på vej
_______
En flåde kan modsat andre militære teknologier netop sende diplomatiske signaler ved at vælge, hvor den skal sejle, og hvilke lande den besøger. Danmark skal derfor begynde at (gen)opdage maritim diplomati og forstå den tætte forbindelse mellem udsendelse af et krigsskib til et område, og den politiske og diplomatiske værdi det kan have, som Danmark netop gjorde under pirateriindsatsen i Adenbugten.
Fremtidens danske flåde
Hvis den danske flåde skal være relevant i fremtiden, kræver det en større og mere kompliceret omstilling. Ideen om at have en monoton flåde designet til én primær opgave må nødvendigvis forlades. Danmark kan ikke nøjes med at have en flåde til ’kun’ territorialforsvar eller ’kun’ til udsendelse globalt. For første gang skal vi definere en polytonisk flåde, der reelt evner at dække flere forskellige opgaver alt efter temperaturen i det internationale system. Danmark skal derfor både kunne afskrække en maritim trussel i Østersøen, overvåge og hævde suverænitet i Arktis, bevare vores alliancebånd og endelig støtte de internationale ordensprincipper på verdenshavene. Det kræver nogle centrale investeringer, som delvist allerede er på vej.
Den første er investeringen i langtrækkende landmålsmissiler. De er helt centrale, hvis Danmark på nogen måde skal kunne bidrage til, at NATO skal kunne besejle Østersøen under en krise. Tiden, hvor flåder er alene, når de mødes i ’små’ havområder som Østersøen, er forbi, da den teknologiske udvikling har gjort det muligt fra land at anvende de våbensystemer, som tidligere var ombord på skibene. I et fremtidigt krisescenarie vil Rusland ikke (modsat NATO) have behov for at have en stor flåde i Østersøen, da de nuværende våbensystemer fra land kan ramme NATO-mål til søs. Således vil et russisk flådefokus, når det gælder Østersøen, være rettet mod at kunne lægge miner og besejle området med egne ubåde.
Så ud over langtrækkende landmålsmissiler og fortsat investering i evnen til at rydde miner til søs mangler Danmark altså de ubåde, man afskaffede i 2004. Det er en helt kritisk mangel, og reelt er Danmark noget nær det eneste land med en moderne flåde, som ikke har ubåde i værktøjskassen. Derfor er det på høje tid at genoverveje investeringen og forstå, hvorfor bl.a. Norge allerede har bestilt nye ubåde i Tyskland. Nemlig fordi moderne konventionelle ubåde er en særdeles fleksibel platform, som kan anvendes til flere formål, og som i en dansk kontekst vil være lige så efterspurgt i Arktis som i Østersøen.
For når det kommer til Arktis, er information en central mangel. Både civile og militære aktiviteter stiger år for år. Derfor bør Danmark igen kigge mod Norge og deres investeringer i maritime overvågningsfly, der er af en helt anden kaliber end dem, Danmark anvender. De norske er nemlig designet til opgaven – mens Danmark anvender civilt ombyggede fly, der giver en række væsentlige begrænsninger. Dertil er der et helt centralt behov for at kunne overvåge dele af Arktis under vandet og i det skjulte netop for at få et mere retvisende billede af de mangeartede aktiviteter, vi allerede i dag ved finder sted. Ubåde vil give os mulighed for at overvåge og indsamle information af udpegede havområder i længere perioder. Endelig vil det betyde, at Danmark vil kunne give et væsentligt bidrag til NATO’s overvågning af GIUK-gabet, som er helt centralt i NATO’s strategiske planer. En fremtidig investering i ubåde handler derfor ikke kun om dansk suverænitet i Østersøen og Arktis, men altså i lige så høj grad om at kunne bidrage i de geostrategiske områder, som NATO finder vigtige, og som samtidig er en del af danske eller rigsfællesskabets farvande.
Når det gælder om at bidrage til den internationale orden, er den danske flåde reelt allerede godt på vej, fordi man har skibene og ’kun’ mangler den udrustning, som gør, at vi vil kunne blive inviteret med vores alliancepartnere, som fx Storbritannien. Derfor er det helt centralt, at de planer, der ligger for at styrke skibenes luft- og ubådsforsvar, også gennemføres. For vi kunne sagtens drage til Fjernøsten i morgen for at sende et politisk signal om, at Danmark ikke anerkender de krav, Kina gør gældende i Det Sydkinesiske Hav. Men den politiske virkelighed er også sådan, at skulle Danmark gøre dette alene, ville risikoen for en politisk kinesisk reaktion være stor. Gør vi det derimod sammen med lande som Storbritannien, Holland, Frankrig og/eller Tyskland, vil den politiske omkostning være mindre. Det kræver blot, at vores alliancepartnere finder vores skibe egnede til at indgå i deres missioner. Derfor er det på høje tid, at de danske fregatter blive udrustet til det, de reelt blev bygget til. ■
Vi kunne sagtens drage til Fjernøsten i morgen for at sende et politisk signal om, at Danmark ikke anerkender de krav, Kina gør gældende i Det Sydkinesiske Hav
_______
Johannes Riber (f. 1969) er analytiker ved Forsvarsakademiet. Han er uddannet flådeofficer og har en mastergrad i internationale sikkerhedsstudier fra University of Leicester. Han skriver en ph.d. ved Københavns Universitet i flådestrategi og småstater. ILLUSTRATION: En amerikansk Seawolf-ubåd vender tilbage til havn efter at have stødt ind i et objekt i Det Sydkinesiske Hav, 27. april 2011 [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
