Johannes Riber: Hverken våbenhvile eller russisk nederlag i Ukraine vil skabe stabilitet i Europa

13.06.2022

Den russiske strategiske kultur er så fastgroet, at et eventuelt nederlag eller en våbenhvile i Ukraine ikke er en løsning for Vesten. Udsigten til en aftale, hvor Rusland ikke ser sig ydmyget, vil sandsynligvis få russerne til forhandlingsbordet, men samtidig vil det reelt kun understøtte en ustabil tilstand mellem Rusland og landets kritiske naboer.

Analyse af Johannes Riber

Krigen i Ukraine har nu stået på i mere end 100 dage. Hvad der skulle have været en hurtig russisk intervention har udviklet sig til en udholdenhedskrig, og krigen har slået en stor kile ned gennem Europa med Vesten på den ene side og Rusland på den anden. Vesten har på den korte bane handlet resolut med våbenhjælp og sanktioner. På den strategiske bane er Vesten derimod mere rådvilde. I den ene lejr står lande som USA, Storbritannien og Polen, der forlanger en total russisk tilbagetrækning fra ukrainsk territorium. Over for dem står lande som Frankrig og Tyskland, som er blevet kritiseret for at påpege, at en russisk ydmygelse reelt vil kunne forlænge konflikten og skabe yderligere ustabilitet – en debat, som tager sit udgangspunkt i en kombination af klassisk magtpolitik og et ønske om at få afsluttet krigen hurtigst muligt.

Problemet med denne debat er, at den ikke rigtigt giver et svar på, hvorledes krigen i Ukraine bør ende. For på den ene side er Vestens støtte til Ukraine af et sådant omfang, at landet sandsynligvis vil fortsætte me at kæmpe, og på den anden side kan Rusland heller ikke trække sig retur uden et kolossalt prestigetab. Vi står med andre ord i en situation, hvor der hverken er udsigt til en snarlig afslutning af krigen eller en idé om, hvorledes den kan ende.

 

At undslippe sit kulturelle ståsted som stat er som at undslippe sin historie, styreform og selvforståelse
_______

 

En disciplin inden for international politik beskæftiger sig med strategisk kultur, som kort fortalt handler om, hvorledes lande agerer ud fra deres historie og selvopfattelse. Strategisk kultur kan således forklare, hvorfor fx lande begår den samme fejl igen og igen, selvom de reelt har analyseret deres tidligere fejltrin. At undslippe sit kulturelle ståsted som stat er som at undslippe sin historie, styreform og selvforståelse. Så en ændring i strategisk kultur går enten utrolig langsomt eller meget voldsomt for sig. Derfor må vi forstå tidligere ændringer af den strategiske kultur, hvis vi skal forstå, hvordan krigen mellem Ukraine og Rusland kan ende.

Hvad vi lærer af historien
To typiske eksempler på en relativt hurtig ændring af et lands strategiske kultur er Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig. Begge lande havde siden midten af 1800-tallet udviklet en militaristisk strategisk kultur på baggrund af deres nationale samling, samfundsreformer og voksende stormagtsrolle – en strategisk kultur, som blev forstærket i Tyskland med de militære sejre mod Danmark, Østrig-Ungarn og Frankrig, men også næret af revanchisme efter Første Verdenskrigs nederlag – navnlig med Versaillestraktatens ydmygelse.

For Japans vedkommende havde det sin grobund i de militære sejre mod Kina og Rusland i årerne omkring 1900 – en strategisk adfærd, som først blev ændret efter deres nærmest totale destruktion under Anden Verdenskrig. Således kræver det altså i udgangspunktet ekstreme hændelser såsom krig eller revolution, hvis et land skal ændre den strategiske adfærd relativt hurtigt. Det ses fx efter Tysklands genforening, hvor Tyskland netop ikke ændrede sin internationale adfærd, modsat hvad mange politologer forudså i 1990’erne. Blandt andre var Margarit Thatcher bekymret for, at Tysklands appetit på magt ville blive vækket ved genforeningen. Men Tyskland blev ikke den europæiske militære stormagt, som skeptikerne frygtede.

Derfor er det også usikkert, selvom Tyskland nu øger sit forsvarsbudget signifikant, hvorvidt den politiske vilje til at anvende militær magt vil ændre sig. Forskere, som beskæftiger sig med strategisk kultur, vil forholde sig tvivlende, da det er ikke inputtet (de penge, en stat bruger), men outputtet (hvad militæret bruges til), som er vigtigt.

 

Den russiske strategiske kultur er så fastgroet, at et eventuelt nederlag eller en våbenhvile i Ukraine reelt ikke er en løsning for Vesten, da det ikke vil ændre på måden, hvorpå Rusland agerer internationalt

_______

 

Når vi betragter Japan og Tysklands ændring af strategisk kultur, skete det på to forskellige måder. Godt nok delte begge lande skæbne med kapitulation og ødelæggelse, men derfra skete ændringen på forskellig vis. Hvor den tyske befolkning påtog sig kollektiv skyld for både krigen og de voldsomme overgreb mod civile, anså den japanske befolkning sig selv som ofre for en militariseret samfundstop. Derudover gennemførte de allierede ikke den samme udrensning af den japanske statsadministration, som man gjorde af den tyske (den såkaldte ’afnazificering’). Dels fordi Japan havde haft adskillige regeringer op til Anden Verdenskrig, dels fordi sprog og kulturelle forskelle gjorde det vanskeligt at finde og indsætte erstatninger.

Så selvom det var de store, sammenlignelige eksterne faktorer, som ændrede Tyskland og Japans strategiske kulturer, så var de efterfølgende interne dynamikker forskellige.

Indgroet russisk selvforståelse
Mange ruslandskendere har netop peget på, at det er Ruslands selvforståelse som stormagt, der kombineret med en kronisk paranoia for NATO resulterede i invasionen af Ukraine. Sovjetunionens strategiske kultur overlevede sammenbruddet i 1990’erne, fordi sammenbruddet ikke bidrog til en revisionistisk selvforståelse og selvkritisk historiefortælling. Flag og kirke blev styrket som en del af den oprindelige imperialistiske fortælling. Den strategiske selvforståelse blev styrket, ikke kun ved at fastholde Rusland som Sovjetunionens arvtager, men også gennem historiske referencer til det russiske imperium under zarerne. Således blev det russiske flag genindført, og Zar Nikolai II ophøjet til helgen i den russisk-ortodokse kirke.

Konsekvensen af, at den russiske strategiske kultur er så fastgroet, er, at et eventuelt nederlag eller en våbenhvile i Ukraine reelt ikke er en løsning for Vesten, da det ikke vil ændre på måden, hvorpå Rusland agerer internationalt. Så når tyskerne og franskmændene taler om et Rusland, som ikke må ydmyges, vil det bibeholde et Rusland, der i sit strategiske DNA stadig vil være ekspansionistisk i sit nærområde. En våbenhvile eller fredsaftale, hvor Rusland ikke ser sig ydmyget, vil sandsynligvis få Rusland til forhandlingsbordet, men vil samtidig reelt kun understøtte en ustabil tilstand mellem Rusland og landets kritiske naboer. Så længe den strategiske kultur er så indgroet, kan hverken en fredsaftale, en våbenhvile eller en ny præsident i Kreml ændre på den situation. Og det betyder desværre også, at der ikke er nogen nem vej ud af konflikten.

 

Når tyskerne og franskmændene taler om et Rusland, som ikke må ydmyges, vil det bibeholde et Rusland, der i sit strategiske DNA stadig vil være ekspansionistisk i sit nærområde
_______

 

Hvordan kan Ruslands kultur ændres?
Som eksemplerne med Tyskland og Japan viser, er en hurtig ændring af strategisk kultur ofte særdeles pinefuld. Det kræver en gennemgribende forandring af et samfund, som reelt kun finder sted ved begivenheder som krig eller revolution, hvor en hel samfundstop eller elite udskiftes. I Ruslands tilfælde vil det kræve en samfundsomstyrtning indefra, hvilket reelt kun er muligt gennem den nuværende strategi med massiv våbenhjælp til Ukraine kombineret med massive økonomiske sanktioner.

Dette er den eneste reelle mulighed, men også en risikabel og langvarig strategi. Risikabel, fordi man aldrig ved, hvem som vil overtage magten, når/hvis den tid kommer, og langvarig, fordi den eneste mulighed, vi har, er at lade Ukraine påføre Rusland store militære tab, samtidigt med at Vesten eroderer den russiske økonomi.

Det betyder, at vi i Vesten skal indstille os på, at der ikke umiddelbart er nogen kortsigtet løsning på de stigende energi- og fødevarepriser, og det vil være en tilstand, vi skal leve med længe. For hvis vi giver efter, vil vi nok få reduceret vores økonomiske omkostninger, men det vil være på bekostning af, at Rusland vil se sine politiske mål mødt. Dermed vil Vesten indirekte bidrage til yderligere usikkerhed i Ruslands nærområde. Det er netop denne eftergivenhed eller rettere mangel på konsekvens, der har fået Rusland til at gå fra Georgien til Krim og nu til Ukraine.

Omvendt viser eksemplerne med Tyskland og Japan, at hvis en omstyrtning af det russiske samfund skulle ske, vil det være i Vestens interesse at støtte Ruslands økonomi massivt og forsøge at påvirke genopbygningen med de erfaringer, man har fra dengang. Her vil der ikke kun være tale om økonomisk hjælp og genopbygning, men også om at få indflydelse på den demokratiske proces og en eventuel retsforfølgelse. Det vil imidlertid kræve, at der i den russiske befolkning skal være en oplevelse af, at man enten som befolkning har støttet massive overgreb, eller at man som minimum selv har været offer for vildledning og undertrykkelse af et brutalt regime. Ellers er en hurtig ændring af den strategiske kultur nærmest umulig.

I Japan og Tyskland skete ændringen af den strategiske kultur efter Andens Verdenskrig gennem både militær magt og økonomisk erodering, hvor det militære nederlag var den primære faktor. Når det gælder Rusland, vil det nødvendigvis være lige omvendt. Her skal de økonomiske sanktioner spille den primære rolle, mens de militære begivenheder i Ukraine vil være af sekundær betydning. En ændring af Ruslands strategiske kultur kan alene ske indefra som en reaktion på en nedbrudt russisk økonomi. Det tager særdeles lang tid og vil være risikofyldt, da vi vil have svært ved at påvirke en samfundsomstyrtning hvis den kommer, men på sigt er det Vestens eneste reelle mulighed for at skabe stabilitet mellem Rusland og resten af Europa.■

 

En ændring af Ruslands strategiske kultur kan alene ske indefra som en reaktion på en nedbrudt russisk økonomi. Det tager særdeles lang tid og vil være risikofyldt
_______

 

Johannes Riber (f. 1969) er analytiker ved Forsvarsakademiet. Han er uddannet flådeofficer og har en mastergrad i internationale sikkerhedsstudier fra University of Leicester. Han skriver en ph.d. ved Københavns Universitet i flådestrategi og småstater. xx ILLUSTRATION: Soldater fra udbryderrepublikken Luhansk Peoples Republic (LPR) fejrer i en militærparade femåret for oprettelsen af LPR’s hær, Østukraine, 9. oktober, 2019 [FOTO: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix]