Johan Moesgaard: Her er fire forslag til en kommende europapolitisk aftale

20.10.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

I øjeblikket er det indenrigspolitiske spørgsmål om stigende priser, velfærdsløfter og integration, der fylder på den valgpolitiske dagsorden. Men en europapolitisk dagsorden venter lige om hjørnet. Tiden kalder nemlig på en ny europapolitisk aftale, for både verden og Europa har forandret sig, siden den sidste aftale blev indgået i 2008. Her er fire konkrete forslag til den kommende europapolitiske aftale.

Kommentar af Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

Valgkampen raser i Danmark. Den 1. november skal vi danskere kridte skoene og valfarte til gymnastiksale over hele landet for at sammensætte Folketinget på ny. Lige nu peger målingerne på en ekstremt tæt affære, som kan blive afgjort på målfoto. Valg handler ofte om indenrigspolitik. Men efter valget tyder det faktisk på, at europapolitikken også kommer på dagsordenen. Flere partier har nemlig her i valgkampen peget på, at Folketinget efter valget bør indgå en ny europapolitisk aftale. Den seneste europapolitiske aftale stammer helt tilbage fra 2008. Dengang hvor Liberal Alliance hed Ny Alliance, hvor udenrigsministeren hed Per Stig Møller, og hvor blækket på Lissabontraktaten knap var tørt. I dag står Europa over for en række nye udfordringer, som kræver en ny aftale. Nedenfor peger jeg på fire politiske pejlemærker, som bør kunne samle opbakning blandt et bredt flertal i Folketinget, når partierne efter valget skal banke støvet af den gamle aftale fra 2008.  

1. En mere offensiv klimapolitik i Europa

Da danskerne gik til Europa-Parlamentsvalg i 2019, var det med klima og miljøpolitik som det vigtigste emne. Det viste en analyse fra Eurobarometer efter valget. På den baggrund vil mange danske klimavælgere nok få kaffen galt i halsen, hvis de læser vores nuværende europapolitiske aftale. På de ti tætskrevne sider nævnes klimapolitikken kun i en enkelt bullet på side tre. Og det eneste konkrete mål er ambitionen om, at Europa skal barbere sølle 20 procent af klimaudledningerne i 2020. Det er altså noget af et ekko fra fortiden, som ikke matcher det høje, grønne ambitionsniveau, der bliver brug for i fremtiden.

Men det viser meget godt, hvordan betydningen af klimapolitik har udviklet sig. I bogen: ”Til Guldbryllup med Europa”, som jeg tidligere på året udgav sammen med en række andre forfattere, peger én af mine gode medforfattere på, at nok blev klima nævnt i Maastrichttraktaten – men det var altså i form af at skabe et gunstigt erhvervsklima. Og det har jo altså ikke som sådan noget med klimapolitik at gøre overhovedet. Her må en ny europapolitisk aftale lægge sporene for en langt mere offensiv og tidssvarende klimakurs, som løfter hele Europa på den grønne dagsorden. Konkrete bud kunne være en målsætning om at gøre sig helt fri af russisk gas, at nedbringe CO2 frem mod (og efter) 2050, ligesom det bliver afgørende at binde klimapolitikken og erhvervspolitikken sammen i målsætningen om at øge den grønne danske eksport til lande i og uden for EU.  

2. En defensiv indsats for at beskytte den danske arbejdsmarkedsmodel

Vi haster videre til den defensive front. For den danske arbejdsmarkedsmodel er virkelig kommet under beskydning i disse år. Store dele af Europa er villige til at flytte beslutninger om løn, overenskomster og arbejdsmarkedspolitik til Bruxelles. Det seneste eksempel er EU’s mindstelønsdirektiv, som har mødt historisk modstand i Danmark fra arbejdsgivere, lønmodtagere og politikere. De frygter for den danske arbejdsmarkedsmodels fremtid. Jeg har selv her i RÆSONs spalter gennemgået, hvor sprængfarligt det kan blive for Danmark, hvis vi flytter magten over den danske model væk fra arbejdsmarkedets parter i Danmark og over til politikere i Bruxelles og dommere i Luxembourg.

Faktisk blev det besluttet i både vores nuværende europapolitiske aftale og Danmarks tiltrædelseslov til Maastricht, at vi skal passe godt på den danske arbejdsmarkedsmodel. Men ingen af stederne har man nævnt løn og overenskomster. For ingen havde tilsyneladende dengang fantasi til at forestille sig, at EU ville rykke ind med centraliseret lovgivning om så solide hjørnesten på det danske arbejdsmarked. Derfor bliver der brug for, at en ny europapolitisk aftale sætter meget klare hegnspæle op for EU’s indblanding i den danske arbejdsmarkedsmodel. Ligesom disse hegnspæle bør kobles op på diskussionerne om traktatændringer. I dag har EU-traktaten nemlig en række værn i artikel 153 imod indblanding fra EU i arbejdsmarkedsmodeller. Derfor bør strategien for at beskytte den danske model også følges op af klare formuleringer i den europapolitiske aftale om, at Danmark skal modarbejde alle forsøg på at udvide traktatens rammer for EU-indblanding i arbejdsmarkedsforhold.

 

Danmark får en vigtig opgave i ikke at være bremseklods for en mere strategisk tilgang til frihandel, som også tænker sikkerhedspolitiske hensyn ind
_______

 

3. En offensiv indsats for at binde industri, arbejdspladser og sikkerhed sammen

Kigger vi på vores nuværende europapolitiske aftale fra 2008 oser den af 00’ernes globale optimisme. Ja, tag bare titlen: ”Dansk europapolitik i en globaliseret verden”. Bare få år senere løb denne begejstring med 120 kilometer i timen ind i den mur, vi kalder ”finanskrisen”. Sidenhen har også flygtningekrisen, et nej til at afskaffe retsforbeholdet i 2015 og coronakrisen i 2020 udfordret det entydigt positive billede af globaliseringen. Senest har krigen i Ukraine og den nuværende energi- og inflationskrise væltet vores kontinent halvt omkuld.

I en ny europapolitisk aftale bliver det stadig vigtigt at fremhæve, hvordan EU’s indre marked, frihandel og globalisering spiller en afgørende rolle for at sikre danske arbejdspladser. Knap 600.000 danske arbejdspladser er knyttet til vores handel med andre lande på EU’s indre marked. Det skal ikke smides overbord. Men Danmark får også en vigtig opgave i ikke at være bremseklods for en mere strategisk tilgang til frihandel, som også tænker sikkerhedspolitiske hensyn ind. Vil vi være afhængige af gas og energi fra Rusland og Mellemøsten? Vil vi være afhængige af mikrochips fra Taiwan og Østasien? Vil vi være afhængige af kritiske råstoffer fra Afrika? Vil vi være afhængige af medicin, mundbind og værnemidler fra fjerne magter, når vi rammer næste pandemi? Disse spørgsmål er blevet højaktuelle oven på coronakrisen og krigen i Ukraine.

Her må en ny europapolitisk aftale lægge sporene for en mere realistisk dansk tilgang til handel, globalisering og sikkerhed. Vi får naturligvis stadig en væsentlig opgave i at råbe op, når resten af Europa slår ind på en alt for protektionistisk linje i handelspolitikken. Men vi må også acceptere realismen i de mere strategiske overvejelser om at mindske vores afhængighed af andre stormagter.

4. En offensiv strategi for et mere digitalt kontinent

Endelig er der det digitale område. Da Folketinget senest forhandlede en europapolitisk aftale, kendte de færreste danskere til Facebook. Nokia stordominerede mobiltelefonernes top-10, hvor der ikke var plads til iPhones. Og ingen havde forestillet sig, at GDPR-forordningen et årti senere ville have omkalfatret vores digitale hverdag.

Den digitale udvikling fik altså ingen ord med på vejen i seneste europapolitiske aftale. Men det vil ændre sig denne gang. Europa er slået ind på en kurs, hvor vi i langt højere grad end Kina og USA forsøger at tøjle techgiganterne. Dette forbrugervenlige spor bør vi se afspejlet i en ny aftale.

I samme ombæring bør Folketinget lægge sporene for, at Europa kommer i førertrøjen på robotter og teknologi. For i dag ligger kun ét EU-land i den globale top-5, når det gælder om at installere robotter. Det er Tyskland. Imens er Kina, Japan, USA og Sydkorea ved at stikke af fra os andre. Danmark er derimod faktisk i top-3 over de EU-lande, hvor befolkningen er mest positiv over for robotter. Der bliver brug for, at danskernes optimisme om teknologi også bliver udbredt til resten af Europa. Hvis altså ikke vi skal løbes over ende teknologisk af kinesere og amerikanere – og hvis ikke arbejdspladserne skal flyttes mod enten øst eller vest.

Hermed er bolden altså givet videre til de kommende medlemmer af Folketinget. Rigtig god valgkamp – og god vind med forhandlingerne om en ny europapolitisk aftale, når valgflæsket engang er fortæret. ■

 

Europa er slået ind på en kurs, hvor vi i langt højere grad end Kina og USA forsøger at tøjle techgiganterne. Dette forbrugervenlige spor bør vi se afspejlet i en ny aftale
_______

 

Johan Moesgaard (f. 1989) er EU-chef i Dansk Metal og tidligere ekstern lektor i statskundskab ved Københavns Universitet. Han er forfatter til bøger som ”Stemmer fra Produktionsdanmark” og ”Fodbold A/S” og er bogaktuel som redaktør på EU-bogen: ”Til Guldbryllup med Europa: Fire veje for Danmark i fremtidens EU”, som udkom 2. oktober 2022.

ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen og præsidenten for Det Europæiske Råd Charles Michel, Bruxelles, 30. september 2022 [FOTO: European Union]