Jørgen Ørstrøm Møller i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til den nye globale værdikrig
20.07.2022
Første halvdel af 2022 kan – uden tøven – betegnes som den mest dramatiske periode siden slutningen af 1940’erne. Denne gang handler det om, hvilken menneskeopfattelse der skal styre nationernes politiske systemer. Desværre fortæller historien, at en sådan værdikamp præges af brutalitet og kompromisløshed. Det er allerede sket i Ukraine.
Af Jørgen Ørstrøm Møller
Artiklen indgår i RÆSONs nye sommernummer, der har titlen: “Dette er 2022”. Ude nu.
Den 2. januar skrev jeg i RÆSON, at 2022 tegnede til at blive et kriseår, hvor Joe Biden stillet over for en række udfordringer kunne vælge mellem to optioner:
Enten forsøge at fastholde USA’s globale magtposition – og i givet fald at bruge militær magt hertil – eller at inddrage andre magter – herunder Kina og Rusland – ,,i en slags medbestemmelse på globalt plan og i de konkrete sager delvist imødekomme deres interesser”. For USA, skrev jeg, ville sidstnævnte være svært – fordi det ville være ,,en åben erkendelse af tab som den ubestridte globale supermagt”. Biden valgte – derfor, ikke overraskende – den første option.
Det første nybrud: Krig via økonomi
Den første iagttagelse er umiddelbar og kortsigtet: at Ruslands angreb på Ukraine og USA’s reaktion har ændret selve begrebet krigsførelse. Clausewitz’ tese om, at krig er fortsættelse af politik med andre midler, kan nu omformuleres og udbygges til fortsættelse af politik med alle midler.
Vi ser her i 2022 en helt ny form for mobilisering af økonomi til krigsførelse. USA’s kolossale finansielle magt – med det amerikanske kapitalmarked som næsten totalt dominerende (sekunderet af Europa) – blev aktiveret for at tvinge Rusland i knæ. Præsident Biden havde advaret om, at sådan noget kunne ske; men Rusland og præsident Putin regnede formentlig med, at det var teatertorden, og at USA og Europa ville køre videre i den samme rille som i 2014 ved annekteringen af Krim. I Kreml blev man utvivlsomt overrasket over beslutsomheden og gennemslaget af USA’s finansielle magt. Det gjorde mange andre også.
Mere end halvdelen af Ruslands valutareserver (315 mia. US-dollars ud af cirka 600) er fastfrosset og i hænderne på USA uden for russernes rækkevidde. Størsteparten af landets banker er udelukket fra det globale betalingssystem SWIFT, som er det mest effektive og velfungerende system til at overføre penge mellem lande. Virkningen er en finansiel isolation fra resten af verden. Nye investeringer foretaget af vestlige virksomheder er omfattet af sanktioner og derfor skrinlagt. De eksisterende aktiviteter ejet og/eller styret af vestlige virksomheder er de facto blevet afviklet, om end et begrænset antal virksomheder holder fast.
Sanktioner kombineret med omkostningerne ved at føre krig i Ukraine vil sende den russiske økonomi i knæ. Ofte overses det, at Ruslands bruttonationalprodukt (BNP) kun er på størrelse med Italiens. Det er en svag baggrund for at opretholde et stærkt militær – endsige føre en lang og krævende krig. Den Internationale Valutafond (IMF) skønner, at Ruslands BNP vil falde med 8,5 pct. i 2022 (og i 2023 med 2,3 pct.). Fortsætter krigen, hvilket nok er sandsynligt, bliver faldet endnu mere dramatisk. Flere forskellige beregninger peger på et endnu stærkere fald. Konklusionen er enkel: Rusland har ikke pengene til at finansiere Putins udenrigspolitik.
Effekten af de vestlige sanktioner er ikke gået upåagtet hen i resten af verden. Vesten og i høj grad USA ses som vogter og forsvarer af et internationalt regelsæt for den globale økonomi inden for rammer af IMF og Den Internationale Handelsorganisation (WTO). Det har virket tilfredsstillende, og derfor har der ikke været sat spørgsmålstegn ved Vestens rolle. Men forudsætningen var og er, at Vesten ikke brugte den position til at forfølge sine egne politiske og økonomiske mål – dvs. at man derimod blev betragtet som varetager af et internationalt og globalt regelsæt med krav om styring heraf i overensstemmelse med hele verdens interesser – ikke Vestens. Det er lige præcis det, som en stor del af resten af verden føler nu er tilfældet. Mange ikkevestlige lande finder, at Vesten har misbrugt deres tillid.
Derfor begynder de at fundere over, hvorledes de skal sikre sig, at Vesten ikke i fremtiden kan spille det samme kort ud over for dem og i en udenrigs- og sikkerhedspolitisk situation udmarve deres økonomi. De frygter, at Vestens og navnlig USA’s mobilisering af økonomi og finanser gentages – med dem som mål.
Og det er ikke ligegyldige lande, som tænker på den måde – Kina og Indien er eksempler, men også Tyrkiet og de olieeksporterende lande i Golfen kunne nævnes. Her overvejes tre forebyggende skridt.
Det første er her og nu at reducere sin deltagelse i den økonomiske globalisering og i givet fald acceptere en lidt lavere økonomisk vækst – dvs. betale for en højere grad af sikkerhed. Det andet er et samarbejde med ligesindede lande, som føler sig udsat på samme måde – det er ikke tilfældigt, at den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, i marts 2022 besøgte Indien efter nogen tid med temperaturen nær frysepunktet. Det tredje er på sigt at nedtone globaliseringens rolle og i stedet svinge over mod en højere grad af regionalisering med mindre afhængighed af det globale økonomiske system. Signalerne fra Kina – om omlægning af den økonomiske struktur i overensstemmelse hermed – er klare. Kina har lanceret et princip for sin økonomi i en strategisk todeling; én del fokuserer på udlandet, en anden del fokuserer på Kina selv.
Hvis mange ikke-vestlige lande virkelig gør alvor af denne politik, er konsekvensen selvsagt, at Vesten ikke i fremtiden på samme måde som nu kan gøre brug af økonomi som udenrigs- og sikkerhedspolitisk instrument – eller true med det. Dertil kommer, at det vil reducere den ubestridelige fordel, Vesten høster ved at stå som garant for varetagelse af det globale økonomiske styringsinstrument. For Vesten er der derfor en høj – måske endda en meget høj – pris at betale på længere sigt ved den massive mobilisering af økonomiske og finansielle værktøjer over for Rusland.
Som det beskrives i adskillige analyser, ville en lukning for salg af olie og gas reelt stoppe Ruslands økonomi og dermed gøre det umuligt at fortsætte krigen. Det er ikke sket. Baggrunden er ikke overraskende, at et sådant skridt ikke alene ville bringe Rusland nær en økonomisk nedlukning, men også EU-landene – herunder den største økonomi Tyskland – og dermed påføre Europa, hvad der tilsyneladende betegnes som ikkeacceptable økonomiske byrder.
Den Mexicanske Golf, 4. maj 2022: Amerikanske soldater forbereder spring under øvelsen Emerald Warrior [FOTO: Harrison Winchell/USA’s forsvarsministerium]
Det er paradoksalt. På sin vis finansierer EU gennem køb af olie og gas den russiske krigsførelse. Der er et eller andet her, som ikke rimer.
Måske ser vi her et første eksempel på noget, som kan blive mere udbredt – nemlig at der kan føres krig, uden at den globale økonomi for alvor rammes. En slags dikotomi – eller ,indkapsling’ af både krigsførelse og økonomiske sanktioner, hvor begge parter viser en form for tilbageholdenhed og respekt for uskrevne og uudtalte grænser for, hvad der er tilladt. Måske bevæger vi os ind i en tidsalder, hvor de to ting – krigsførelse og økonomisk samkvem – kan adskilles og doseres alt afhængig af situationen. I så fald påvirkes den globale strategiske balance; men det er svært at overskue hvorledes og til fordel for hvem. Dog synes det sandsynligt, at man dermed vil se en forøget risiko for begrænsede krige, herunder proxykrige med stormagtsdeltagelse.
Krigen er mellem Rusland og Ukraine, men den vigtigste aktør er muligvis en helt anden – nemlig USA. Den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, udtalte uden guirlander af nogen art, ,,at det amerikanske krigsmål er at svække Rusland tilstrækkeligt meget til, at det ikke kan invadere et andet land igen”.
Hermed er det amerikanske krigsmål afkoblet fra Ukraine. Det er altså ikke forsvar af Ukraine, der motiverer USA’s militærhjælp, men noget helt andet: svækkelse af Rusland og landets militære magt.
Verden har ikke tidligere set en slags proxykrig udfolde sig i en sådan skala. Det er vanskeligt at komme uden om spørgsmålene: Vil vi se lignende amerikanske skridt rundtomkring? Og hvilke konklusioner vil andre lande drage af den amerikanske holdning?
En betydelig risiko for et nyt atomkapløb
Ruslands angreb indebærer utvivlsomt slutningen på ikkespredningsaftalen (NPT) om atomvåben – med meget stor sandsynlighed for, at en række lande begynder at udvikle deres egne arsenaler. Ukraine opgav i 1994 sine atomvåben arvet fra Sovjetunionen imod sikkerhedsgaranti fra bl.a. Rusland. Den viste sig ikke at være noget værd.
Den lektie registreres over hele kloden. Sådan kan man se det: at Saddam Hussein i Irak og oberst Gaddafi i Libyen kun kunne fjernes, fordi de ikke havde udviklet masseødelæggelsesvåben. Nordkorea valgte rigtigt ved at udvikle atomvåben og dermed i realiteten eliminere truslen om et amerikansk angreb, uanset hvor realistisk et sådant angreb måtte vurderes. Det vækker bekymring, at det nordkoreanske program plus fremføringsmidler er nået til et niveau, hvor det ikke længere er defensivt. Strateger funderer over, om Kim Jong-un overvejer at lægge pres på Sydkorea. Sker det, vil Sydkorea givetvis reagere ved selv at udvikle atomvåben, ud fra opfattelsen af at den amerikanske atomparaply ikke længere er troværdig.
Der er en hel række lande, som er tæt på at kunne producere atomvåben. Forhandlingerne med Iran har stået på over en årrække og blev stoppet under præsident Trump for at blive genoptaget efter Bidens overtagelse af præsidenthvervet i 2017 [se også Fafner i dette nummer, red.]. Det må nu antages, at regimet i Iran vil fortsætte udviklingen af atomvåben – uanset om forhandlinger fortsættes som et slags skuespil – og dermed stiller Israel og USA over for det ubehagelige valg mellem enten af affinde sig hermed eller foretage et militært angreb for at bremse programmet. Israel har utallige gange sagt, at et atombevæbnet Iran er uacceptabelt. Og de kan ikke kravle ned fra træet uden at vise sig svage – med katastrofale konsekvenser for deres sikkerhedspolitik. I Mellemøsten er flere olierige lande – herunder Saudi-Arabien – efter forlydender tæt på at kunne starte et tilsvarende program. Der er desuden rygter om, at De Forende Arabiske Emirater er på vej på banen. I Østasien har Japan igennem mange år forberedt sig på med kort varsel at producere atomvåben. Som nævnt er det samme formentlig tilfældet med Sydkorea.
I lyset af den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan, der uanset forklaringerne fra præsident Biden opfattes som et fundamentalt svigt af indgåede forpligtelser, er viljen til at skaffe sig atomvåben steget også hos USA’s traditionelle allierede.
Skulle det ,utænkelige’ ske, at Rusland anvender atomvåben – måske taktiske af slagsen på slagmarken i Ukraine – er det fuldstændig sikkert, at en række lande anskaffer sig atomvåben. Alene de russiske trusler, fremsat af personer, der står Putin nær, om atomar udslettelse af Storbritannien har en sådan effekt.
For Putin selv er perspektivet paradoksalt: Iran, Japan og Sydkorea er tæt på Rusland, og bliver de atombevæbnede, vil det kun svække Ruslands sikkerhed.
Krig i opfattelsessfæren
Ukraine har overlevet de første seks måneder af 2022 som nationalstat af to grunde. For det første takket være massiv amerikansk militærhjælp fulgt op med hjælp fra europæiske lande. For det andet via beherskelse af det, man kan kalde opfattelsessfæren.
Og det sidste indvarsler en ny tidsalder for krigsførelse. Det er barokt, eftersom verden i adskillige år har hørt om Ruslands brug af cyberkrig og falsk information. Nu viser det sig, at Rusland er blevet udmanøvreret af Vesten og af Ukraine på netop disse områder. Russerne har ikke været i stand til at lukke for kommunikationen i Ukraine, blokere for præsident Zelenskyjs række af taler til sin befolkning og udlandet – og har i militærtaktisk henseende hverken kunnet jamme modpartens kommunikation eller sikre sin egen.
Præsident Zelenskyj har på en uovertruffen og overbevisende måde mobiliseret og motiveret sin egen befolkning kombineret med adgang til politiske fora og offentligheden i de vestlige lande. Uden en præsident af den kaliber ville meget have set anderledes ud. I Europa ville der næppe have været villighed til at bære den økonomiske byrde og levere militærhjælp, såfremt Ukraines præsident havde vist sig som en tør og stereotyp person.
Egentlig bør det ikke være en overraskelse. Beherskelse af opfattelsessfæren er set tidligere – herunder i de to Golfkrige, i krigen mod terror og ikke mindst ved præsident Trumps brug af Twitter. Men det ER første gang, at opfattelsessfæren har påvirket en krig således, at det kan konstateres, at forløbet kunne være blevet fundamentalt anderledes.
Det er i den forbindelse tankevækkende, at gennemslaget er kommet netop i Europa med stor tilgang til ,nettet’, mens Rusland og præsident Putin er populære i mange ikkeeuropæiske lande, hvor færre har netadgang. Derfor kan man vente, at en del lande funderer over, hvad de skal gøre. Måske udbygge deres eget net eller måske blokere for adgang til nettet i dens nuværende internationale udgave.
Den nye globale værdikrig
Den anden iagttagelse er, at sammenstødet mellem Rusland og Vesten ikke er et isoleret og kortsigtet fænomen, som indskriver sig i et enkelt og velkendt paradigme, men i virkeligheden startskuddet til en langvarig global krig med alle midler fokuseret på værdier, dvs. hvilket politisk system der skal dominere verden.
Der er visse paralleller til Den Kolde Krig. Sovjetunionen følte, at det socialistiske/kommunistiske system havde historien på sin side og ville vinde over kapitalismen. Begge parter affandt sig med en slags konkurrence – en form for kapløb – om, hvilken af de to samfundsmodeller der leverede det bedste resultat for sine borgere. Begge parter accepterede modparten på banen. Fredelig sameksistens var et kodeord. Den Kolde Krig blev aldrig ,varm’.
Det bliver derimod tilfældet nu.
En parallel er Trediveårskrigen i Europa 1618-48, som ligeledes var en værdikamp, dengang mellem protestanter og katolikker. Ingen af dem tvivlede på, at de havde historien – og Gud – på deres side. Deres opfattelse af kristendommen var korrekt – modpartens var forkert.
Denne gang handler det om, hvilken menneskeopfattelse der skal styre nationernes politiske systemer. Desværre fortæller historien, at en sådan værdikamp præges af brutalitet og kompromisløshed. Det er legitimt at mishandle og undertrykke modparten. Det er allerede sket i Ukraine.
Når værdier, ikke interesser, bliver grundlag for krig, bliver det moralsk forsvarligt at behandle modparten efter forgodtbefindende, eftersom de jo ikke er som ,os’ og derfor ikke har krav på samme behandling som ,os’.
Når værdier, ikke interesser, bliver grundlag for krig, bliver det moralsk forsvarligt at behandle modparten efter forgodtbefindende, eftersom de jo ikke er som ,os’ og derfor ikke har krav på samme behandling som ,os’
_______
En konkurrence mellem tre systemer
Der tegner sig tre politiske systemer.
Det første er demokrati, som vi kender det endskønt i forskellige udgaver i Vesten. Det andet er illiberale demokratier, hvor magthaverne er valgt, men næppe gennem frie valg, og udnytter deres magt til undertrykkelse og udryddelse af grundlæggende demokratiske idealer. Det tredje er autokratier og autoritære systemer, hvor ledelsen er udgået fra en ikkedemokratisk proces og ikke respekterer, ej heller på papiret, at frihedsrettigheder ikke respekteres – hvilket de siger ligeud.
I Vesten anses demokrati for åbenlyst bedst; næsten uden konkurrence. Menneskeopfattelse forankret i humanistisk tankegang går flere hundrede år tilbage. Det er dog ikke en tankegang, som deles af resten af verden.
For det første er synspunktet her, at der i Vesten findes en god del hykleri. Ikke mindst begivenhederne i USA omkring præsident Trump og hans forsøg på at kende valget af Joe Biden som præsident ugyldigt – hvilket måske kom tættere på at lykkes, end vi har lyst til at indse – falder i øjnene [se artikel af Bjerre-Poulsen i dette nummer, red.]. I august 2019 besluttede Boris Johnson i Storbritannien at suspendere parlamentet – en beslutning, som den britiske højesterets 11 dommere enstemmigt erklærede ulovlig. Johnson reagerede på denne beslutning ved at fremsætte forslag i parlamentet om begrænsning af domstolenes muligheder for at tage stilling til lovligheden af regeringsbeslutninger. Et forslag, der fik den tidligere statsadvokat til at udtale: ,,Denne regering synes at overse, at den som alle os andre er underkastet loven … dette er et land, hvor loven hersker, og ikke en diktaturstat”.
For det andet finder adskillige lande ikke, at det vestlige demokrati har været i stand til at levere svar på de udfordringer, som landene og deres befolkninger stilles over for. Det gjaldt vurdering af indsatsen mod COVID-19, klimakampen og formindskelse af fattigdom.
For det tredje er der i store dele af verden en anderledes prioritering af forholdet mellem det enkelte individ og det kollektive, end det vestlige demokrati indebærer.
I den kommende værdikamp står Vesten således over for betydelige vanskeligheder ved at overbevise resten af verden om, at den vestlige model er den bedste.
Slaget om Donbas: En ukrainsk soldat ryger en cigaret foran et militærkøretøj ved frontlinjen nær Kramatorsk i Donetsk-regionen, 25. maj 2022 [FOTO: Finbarr OReilly/The New York Times]
Kan Vesten vinde?
Det største problem er, at omverden opfatter Vesten som frembrusende og uden nogen form for tvivl om, at vores egen model og menneskeopfattelse er den rigtige.
USA og til en vis grad Europa fører sanktionspolitik over for en række lande under henvisning til krænkelse af menneskerettigheder – enten over for hele befolkningen eller bestemte grupper. Indiens premierminister, Modi, blev i 2005 som førsteminister for delstaten Gujarat nægtet indrejse til USA, fordi han efter amerikansk opfattelse havde undladt at gribe ind over for antimuslimske optøjer og derfor tilsidesat religiøs frihed. Et ord som ,folkedrab’, der både juridisk og moralsk er en stor mundfuld, bruges uden videre. USA har ikke været tilbageholdende med ordet ,regimeskift’, dvs. forkastelse af andre landes politiske ledere og endda deres systemer. Senest kom præsident Biden tæt på, da han om præsident Putin bemærkede: “For Guds skyld, denne mand kan ikke forblive ved magten”.
Denne politik – som enhver kan sympatisere med eller tage afstand fra afhængig af egen overbevisning – ses i mange andre lande som utidig vestlig indblanding baseret på en urokkelig mening om, at Vesten har fundet de vises sten, og alle andre tager fejl. En stor del af de lande, som nu kritiseres af Vesten for krænkelse af menneskerettigheder, er tidligere vestlige kolonier; de erindrer ikke kolonimagtens tid som præget af menneskerettigheder.
Der er stærk kritik af Kinas rolle i Hongkong; men få husker, at indtil 1997, da Storbritannien overlod Hongkong til Kina, stod den britiske guvernør uden nogen form for kontrol for den udøvende magt. Han blev udnævnt af den britiske regering uden nogen demokratisk proces i Hongkong.
Flere lande, der igennem adskillige tiår har gennemløbet en høj økonomisk vækst, peger på betydningen af økonomisk vækst. For en befolkning, der tidligere var fattig og sulten, er adgangen til at kunne spise sig mæt mindst lige så vigtig som at kunne udtale sig kritisk over for de siddende magthavere.
Kernen i den kommende værdikamp er menneskeopfattelsen. Vurderet i lyset af historien, de fremherskende globale religioner og udvikling af kultur og civilisation er der ikke meget, som tyder på, at en form for ensartet menneskeopfattelse – monokultur på globalt plan – vil lykkes. Det skyldes ikke, at magthaverne i en del lande ser anderledes på tingene, end tilfældet er i Vesten; men at størsteparten af deres befolkninger ganske simpelt ikke ser på deres tilværelse og forholdet til det politiske system på samme måde, som man gør i Vesten. De anerkender derfor ikke Vestens krav om førstefødselsret til definition af menneskerettigheder. Størsteparten af det tankegods, som har ført Vesten til det nuværende sæt af holdninger, er med andre ord fremmed for dem.
Deres opfattelse er udformet igennem århundreder, i nogle tilfælde årtusinder. De ønsker at kunne udvikle og gennemføre et politisk system, som de selv ønsker – uden indblanding og prædiken om, at det er forkert. De har intet ønske om at påtvinge andre deres system. I deres øjne er Vestens værdikamp en form for kulturel imperialisme.
Alligevel er det en værdikamp, som Vesten måske kan vinde. Det kræver imidlertid, at det vestlige system og den vestlige tankegang viser sig at være bedre end alternativerne. Det var netop det, som gjorde, at Vesten vandt Den Kolde Krig mod Sovjetunionen og den kommunistiske/socialistiske filosofi.
Og så er vi tilbage ved begyndelsen. På USA’s vegne valgte Joe Biden i foråret at bruge militær magt til håndhævelse af sin globale førerposition. Konsekvensen er, at Vesten og dens værdinormer kan antages at dominere det globale billede inden for de næste ti år. Andre lande – herunder kommende stormagter som Kina og Indien – vil tage bestik af dette valg og reagere ved en oprustning, der vil gøre det muligt for dem at fremrykke tidspunktet for forøgelsen af deres globale indflydelse. Men de vil være forsigtige – og først for alvor tage nye initiativer, når de er i besiddelse af en tilstrækkelig magt til, at USA ikke kan handle over for dem som over for Rusland i Ukraine. Det er således en tiårs pause – med lidt usikkerhed omkring tidsfaktoren – før verden står over for et større opgør om, hvem der skal bestemme. Indtil da holder USA taktstokken i hænderne. ■
Det største problem er, at omverden opfatter Vesten som frembrusende og uden nogen form for tvivl om, at vores egen model og menneskeopfattelse er den rigtige
_______
Jørgen Ørstrøm Møller (f. 1944) er fhv. departementschef i Udenrigsministeriet og forfatter til ‘Asia’s Transformation: From Economic Globalization to Regionalization’ ISEAS, Singapore 2019 and ‘The Veil of Circumstance: Technology, Values, Dehumanization and the Future of Economics and Politics, ISEAS, Singapore, 2016’. ILLUSTRATION: Den Forbudte By i Beijing, 8. november 2017: Under sit statsbesøg vises præsident Donald Trump rundt af præsident Xi Jinping [FOTO: Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
